Når toget standser

  • by
  • Rating:
  • Published: 7 Dec 2018
  • Updated: 7 Dec 2018
  • Status: Complete
Hvad sker der egentlig når man er alene, usynlig og i et tog proppet med samfundets spøgelser? Skal man blive, flygte eller drive den eneste anden levende til vanvid?
// til minecraft-ulykken konkurrencen

0Likes
0Comments
128Views
AA

1. Når toget standser

Hun sidder stille og nynner en blå sang. Der er god akustik i hovedet, når de stormende tanker ikke står i vejen for tonerne. Ved siden af hende, sidder en mand. Han bryder sig bestemt ikke om sangen, for der skal være ro i toget, også selvom man ikke sidder i stillezonen.

”Undskyld”, siger han til hende, og hun siger at det er okay. Manden rykker på sig, bliver irriteret.

”Nej, jeg mener, undskyld mig, men du forstyrrer folk i toget”. Hun stopper brat op i sin nynnen, og ser sig omkring. Der er ikke nogen der siger noget, de kigger blot i deres mobiler, som om det er deres verden, og hun er lukket ude.

”Der er ikke andre mennesker”, svarer hun manden, og nynner videre. Manden pruster, og bider aggressivt sine tænder sammen. 

”Er du både døv og blind?”, spørger han så og forsøger at skabe øjenkontakt. Hun ryster på hovedet uden at se på ham. Han kniber øjnene sammen og vender sig om. Han forsøger at skabe en lydskjold, som holder hende ude. Det forstår hun ikke helt, for er det ikke lige netop lyden han mangler? Nærvær? Kontakt? Pludselig føler hun sig alene i verden med sin sang og tanker, og ved siden af sidder manden og forsøger at flygte fra den, og det kan hun egentlig godt forstå, for lige nu er hun den eneste i toget. Så hun nynner videre. ”Det er min sang”, tænker hun idet toget standser brat, fordi der ligger en mand på skinnerne, som tog sin flugt alvorligt. Hun stopper i sin sang, og manden begynder at bande og svovle.

”Hvad fanden bilder han sig ind?”, udbryder han, så hele toget burde høre det, men det er kun hende der reagerer. De andre er forsvundet i en tidsslugende maskine. Fascinerende.

”En mand er død”, konstaterer hun, og manden grynter irriteret.

”Ja, det kan da godt være, men nu kommer jeg for sent hjem!”, siger han med hævet stemme. Hun kigger overrasket på ham.

”Og han kommer aldrig hjem”, tilføjer hun. Manden vender øjne. Selvom hun er imod hans holdning til et tabt menneskeliv, holder hun bestemt af reaktionen. Det er ikke noget hun kan få fra de levende spøgelser i toget, så hun nynner videre.

”Som om denne tur ikke kunne blive værre!”, stønner han lavmælt. Hun smiler skjult bag den hånende facade, som hun lader manden se.

”Hold kæft!”, udbryder manden langt om længe, og hun smiler. Hun løfter et bryn, klar til at fyre provokerende konstateringer i hovedet på ham.

”Tal ordentligt”, klukker hun og begynder at sætte ord på sin sang. Manden sukker dybt.

”Vil du være sød at holde din kæft?”, hun nikker, men synger alligevel videre. Nu tager manden fat om hendes arm, og lader sit ansigt være så tæt på hendes som muligt.

”Nu skal du høre her, din fnatbefængte trussel mod ungdommen! Jeg har haft en lang dag på arbejdet, og ikke nok med, at jeg kommer for sent hjem til en familie, der uanset hvad jeg gør, råber af mig, og siger, at jeg skal skride ud hvor peberet gror, skal jeg også sidde og finde mig i, at en pubertetsunge skal forstyrre mig, det eneste sted, hvor jeg faktisk kan få ro!”, han siger det med smerte i øjnene. Hun lukker hurtigt munden, ikke fordi han beder hende om det, men fordi det går op for hende, at toget er hans flugt. Ligesom de reaktionsløse mennesker omkring dem har deres skærm som flugt, og at hun har sin nynnen. Hun ser længe ud på det stillestående landskab. Det er smukt, næsten som et maleri malet i det 18.-århundrede. Og så kører toget igen. De har skiftet togchauffør, for nu er chaufføren traumatiseret for livet ligesom livet traumatiserede ham der sprang.

Pludselig vender manden hovedet mod hende.

”Undskyld”, siger han ud af det blå. Hendes øjne lyser op.

”Undskyld?”, spørger hun, for at være sikker på, at hun kunne tro sine egne ører.

”Ja, undskyld jeg var sådan. Jeg har det bare ikke nemt”, forklarer han, og lød næsten oprigtig. Han ser sig rundt i toget.

”Du skal ikke være bange for hvad de tænker”, sagde hun, ”De eksisterer ikke”. Han rynker undrende panden, men nikker derefter.

”Du kunne have været gået”, siger hun.

”Hvad?”, spørger han forvirret.

”Du kunne have været gået. Se dig omkring, alle pladserne er tomme. Du kunne have sat dig alle andre steder hen, men du blev siddende”, forklarer hun. Han vælger at forholde sig tavs, og sammen nyder de i ro turen sammen.

Det går op for hende, at toget ikke er hans flugt. Han flygter ligeså meget fra toget som fra alt andet. Hun er hans flugt. Og nu stiger han af toget, som han nikker hende farvel, og hun ved, at de ses i morgen igen.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...