Mørke

Lana havde aldrig troet, at den dag, ville ændre hendes liv.
For mørket kommer, men hvorfra?

//deltager i Black Friday konkurrencen

3Likes
8Comments
187Views
AA

1. Prolog

Mørket gled imellem menneskene, som et nysgerrigt tæppe. Lana så ud af øjenkrogen, folk der rystede, men stod stille, for alt i verden, ikke røre ved mørket. Det modsatte gjorde Lana. Hun kantede sig ind mod landsbyhusenes murer og mærkede den ru lervæg prikke til hende. Hvert åndedrag var en kraftanstrengelse, her i mørket. Det sorte gardin trak sig langsomt, næsten forsigtigt, mod en dame. Enkelte rynker fortalte hendes alder, det røde hår var spættet gråt og fik hende til at virke så meget ældre end hun var.

Lana gispede. Pludselig bevægede mørket sig så ufattelig hurtigt, man kunne ikke følge med. Det snoede sig om damen, der stirrede med opspærrede øjne på det sorte gardin, og mørket trak sig sammen om hende, langsomt, op mod hendes hoved. Et hulk undslap kvinden og tårer løb ned af kinderne. Pludselig gik tiden langsomt. Mørket nærmede sig langsomt kvindens hoved. Kvinden drejede hovedet og de grønne øjne, som Lana altid havde ønsket sig, mødte Lanas brune øjne. Tiden startede igen, alt for hurtigt. Mørket samlede sig om hende i en kokon og pressede til. Da det bevægede sig væk, var der ikke et spor.

Tårene pressede sig på, da Lana så mørket trække et sort spor. Hver sted den havde været, blev en del af den, så Lanas synfelt, blev mindre og mindre. Fra der hvor hendes mor havde stået et øjeblik siden, til der hvor hendes far stod. Stivnet. Hans brune øjne var opspærret, i favnen havde han den lille dreng, som havde været så heldig, at arve det flammende røde hår. Drengen flængede den altdominerende stilhed i et hyl og pludseligt vågnede folket, der havde stirret, lamslået på det sorte gardin, der bevægede sig lige så langsomt imellem menneskene.

Panik. Kaos. De følelser slap løs, slap menneskene løs, fra den trancelignende tilstand. Lana så på sin lillebror, der hulkede og tårene løb ud som et vandfald, der havde vækket landsbyen. Mennesker skubbede til hinanden, kæmpede for at komme væk, men Lana ville modsatte vej. Hun havde et altoverskyggende ønske, om at komme hen til sin lillebror, der endnu ikke havde oplevet sin første vinter. Det ville hun ikke lade nogen frarøve.

Hun skubbede lige så voldsomt til mennesker, som de skubbede til hende, men sagde ikke en lyd, modsat skrigene, råbene og gråden omkring hende. Den lille dreng manglede hende. Mørket nærmede sig manden, med drengen, der var vågnet som resten, af drengens hyl. Manden vaklede bagud. Mørket havde strejfet hans brune hår og efterladt pandehåret svedent, sort. Frygten stirrede ud af mandens øjne og han vendte ryggen til det sorte, for at beskytte drengen. I det han drejede, fik han øje på Lana, der nu var mindre end ti skridts længde fra dem.

Da Lana manglede tre skridt, sprang manden afsted. Han løb så hurtigt han kunne, væk, med den lille grædende dreng trykket ind til sig. Mørket standsede op, så næsten forvirret ud. Det virrede omkring og inden det kunne nå at udse sig et nyt offer, sprang Lana frem. Noget af det brune hår sprang i hendes ansigt, men hun ænsede det ikke. Hun stirrede, direkte på mørket. Dens konsistens var hård, men samtidig udflydende. Den kunne holde sig oppe, men samtidig var det som om det udflød i luften, som en badebombe i vand.

Små pulvergatige dele af den, flød rundt i luften og landede på folk der var i nærheden, uden at gå af. Ikke den eneste antydning af et ansigt var der, men Lana var sikker. Hun stirrede den direkte i øjnene. Mørket vippede den ene del lidt til den ene side, som hvis nogen satte hovedet på skrå. Lana var klar til at kæmpe, men det sorte, der ikke havde nogen dybde, ville ikke angribe. Hun bed sig i læben og stillede sig klar. Hvis den ikke ville angribe, så gjorde hun.

Med et slog hun ud efter den, i noget hun selv ville kalde pludseligt. Imens knytnæven fløj igennem luften, huskede hun alle de gange hun havde tabt i en slåskamp. Alle de gange, hvor hendes far, havde prøvet at lære hende at slås. Hun huskede, alle de ting han havde fortalt. Men hendes knytnæve endte i den besynderlige, klistrede masse og hang fast.

Hun hev til og var lige ved at falde bagover, da hendes hånd endelig kom fri. Knoerne og starten på fingrene var dækket af sort. Kulden fra den sorte klistrede masse gik helt ind i knoglerne, men det var som et modermærke. Strøg man hænderne over det, var det som en del af kroppen. Lana så fortryllet på det. Pludselig blev hendes skulder kold og hun sprang bagud, med et stift blik på den sorte tåge foran hende.

Et hurtigt kig på skulderen fortalte hende, at mørket havde rørt hende. Hele skulderen var farvet sort og hun kunne godt give alt håb om at redde sin lærredskjole væk. Indeni bandede hun, uden at fjerne blikket fra den mørke blob. Det var hendes fineste kjole, med blomsterbroderier og helt lilla. Mørket fyldte hele hendes synsfelt. Et sidste blik på landsbyhusenes bindingsværk og alt blev sort.

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...