Eventyr

Regnvejr er slemt nok i forvejen.

Et kongerige har problemer med hårde royale.

En havfrue finder en besynderlig anemone.

1Likes
6Comments
70Views
AA

1. Mælkebøtten og feen.

Feen og mælkebøtten.

Det var den vådeste sommer i mand minde. Men mælkebøtten stod stadig rank og så på blomsten ved siden af sig, der havde bukket under for de hårde dråber. Mælkebøtten bøjede nu også lidt forover, men den var endnu ikke faldet helt.

    Den drejede sig lidt, men den kunne ikke se andet end skoven den stod i. Træerne stod stadig højt, for selvom det regnede hårdt, havde der ingen storme været. Ja, mælkebøtten stod endda og nød regnen. Foråret havde været ualmindeligt tørt, så selvom det var meget, var det rart med noget regn.

Pludselig hørte den noget. Mælkebøtten mærkede den kendte kriblen og frygt for sit liv. Det lød som skridt, som mindede mælkebøtten om sidste gang der havde været mennesker. Det havde været to drenge, der havde grinet højt og skreget, så det gjorde ondt. Men det værste havde været, at de havde trukket mange af de andre mælkebøtter op og smidt dem på jorden. Så ville det have været en mere værdig død at blive sat i en vase! Og forældrene havde gjort ingenting. Men pludselig slog det blomsten, at skridtene var alt for lave til at kunne være mennesker. Mennesker plejer jo heller ikke at gå ud i skoven i regnvejr. Mælkebøtten vendte sig mod lyden og prøvede at se gennem regndråberne.

Men der gik der jo en lille skikkelse! Mælkebøtten genkendte straks hvad det var. En fe. Og en meget dum fe. Med det slemme regnvejr her, var dens vinger jo fuldkommen gennemblødte. Det kunne gå hen og blive slemt. For fevinger var lidt ligesom papir. Blev de gennemblødte, skulle man passe på de ikke faldt fra hinanden. Feen rystede og holdte sig selv om armene. Mælkebøtten var nysgerrig over det lille ynkelige væsen og besluttede sig for at spørge.

“Hvad laver sådan et lille væsen herude i den slemme regn?” spurgte den og bevægede sin lange blade. Det kunne også have været vinden, men feen vidste bedre. Den så hen mod mælkebøtten og stoppede op. Herfra kunne mælkebøtten se en fin lille blå kjole, lavet af blomsterblade, så den gættede på at det var en pige. Drengefeer havde normalt bukser lavet af stængler, fra forskellige tornede planter.

“Vil De ikke nok hjælpe mig? Jeg skal over til min familie i Mórfryd, fordi…” sagde hun, men braste i gråd midt i sætningen. Mórfryd var en anden fe by. Her i skoven var der fem; Mórfryd, Dena, Illuv, Lanya og Ysta. Mælkebøtten havde medlidenhed med det lille væsen og bukkede sig lidt ned. Blomstens hårpragt var tæt lukket, på grund af natten og den voldsomme regn. Men da den bukkede sig ned, åbnede den sin blomst lidt.

“Lille fe, kravl op i min blomst. Jeg vil lukke den og holde dig varm. Du kan tage frit fra mine blade,til du er mæt.” sagde den og feen lyste op i et træt, men glædesfyldt, smil. Så gik hun hen til blomsten kravlede op og satte sig til rette. Mælkebøtten rejste sig op og lukkede sin blomst.

Inde i blomsten sad feen trygt og godt. Hun plukkede forsigtigt et blad og spiste det. Det var det længste tørvejr hun havde haft i lang tid. Da hun havde spist bladet, tog hun sig af sine vinger. De tørrede inde i blomsten og samtidig snakkede hun med sin vært.

“Gør det meget ondt når man plukker dine blade?”

“Nej, det er lidt ligesom at få klippet hår.”

“Hvordan kan De vide det?”

“Sig bare ‘du’ og jeg har fået det fortalt fra en fe der er min kære veninde. Hun blev plukket og smidt på jorden, som mælkebøtte. Heldigvis var der en fe i nærheden, der stadig havde en sjæleplads tilbage.” Hver fe havde en sjæleplads. Det ville sige at de kunne dele deres sjæl med en blomst og på den måde redde dens liv.

Bagefter det var der lidt tavshed. De sad i nogle timer og snakkede ind imellem sammen. Feen fortalte at hun havde fået et brev fra en bi, at hendes bedstemor havde været ude i regnen. Derfor havde hun skyndt sig så meget. Men ellers lyttede de til regnen. Den fortsatte hele dagen og natten. Det var svært for mælkebøtten at i overtale feen til at sove, men det lykkedes. Dagen efter var regnen stoppet. Feen takkede mange gange og skyndte sig videre, for at se til sin bedstemor.

Efter det gik der mange dage. Mælkebøtten så ikke noget til hverken mennesker eller feer, men dyr var der masser af. Feen havde åbenbart fortalt alle dyr og feer, at mælkebøtten havde reddet hende og hun skyldte sine vinger til den. Næsten det samme som sit liv, bare vigtigere. Hvis man ikke har sine vinger, kan man ikke komme op i byerne.

Men så begyndte det at regne igen. Og så kom stormene. Det stormede, så mælkebøtten troede den ville blive revet op med rødderne. Lige da den følte sig sikker i at det ikke ville ske, kom den største storm nogensinde. Og så skete det:

Træet foran den, faldt ned over den. Den blev mast under træets store træstamme og den troede det var ude med den.

Men lige i sidste øjeblik, kom feen den havde reddet. Hun græd, da hun lagde hænderne på mælkebøttens stængel. Mælkebøtten mærkede sin krop blive varmet op og hevet i. Pludselig blev den trukket kraftigt og det føltes som at blive hevet ud af en stor dynge ting, der var ved at knuse en. Den følte sig fri. Den stod op igen og var lidt højere end feen foran den. Hun smilede gennem tårerne og gav den et knus. Bag den, lå mælkebøtten, som der nu ikke var andet end en tom ham.

Nu var mælkebøtten en fe. Det var en ham, en dreng og han levede lykkeligt, sammen med fepigen, til sine dages ende.

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...