Kedelig Kærlighed

"Jeg kan endnu huske den sommer vi næsten ikke sov fordi vi havde så travlt med at forelske os."

10Likes
0Comments
168Views

1. KK

 

Det startede midtvejs i det fjerde år. Tror jeg. Det er svært egentlig at sige hvornår noget blev forkert ved vores ellers så rigtige kærlighed. Men det er der jeg husker at jeg første gang lagde mærke til, at dine kys smagte anderledes end de plejede. Sådan lidt matte og ligegyldige. Jeg mindedes dengang dine kys efterlod mine læber med sådan en helt bestemt sitrende følelse. Den var for længst forsvundet, og så helt uden at jeg egentlig havde lagt mærke til det.

Jeg havde aldrig set mig selv eller os som villa, vuf og Volvo eller otte til seksten. Sådan tror jeg ofte det er når man er ung og forelsket. Jeg var helt sikker på at dine spillende øjne og skæve smil slet ikke passede ind i provinsby og diskussioner om hvem der havde tømt den sidste karton mælk. Men så skete livet. Og både uforudset og uforberedt begyndte dine opsmøgede bukser og sorte cowboyjakke på en eller anden måde bare at virke lidt for søgt, og når jeg kiggede på dig kom jeg i tanker om at der manglede æg i køleskabet i stedet for at komme i tanker om hvordan din hud dufter en lørdag aften på stuegulvet. Passionen blev erstattet af rutine, og det var den følelse der blev fremprovokeret i min krop når du lidt halvhjertet kyssede mig godnat uden egentlig at mærke noget.

Jeg kan endnu huske den sommer vi næsten ikke sov fordi vi havde så travlt med at forelske os. Det virker helt underligt distanceret at tænke på hvordan vi dengang drømte om en fremtid sammen, som vi nu har slået itu fordi vi glemte at vi elskede hinanden. Intet kunne få mig til at føle mig mere i live end dine legende fingre på min lænd. Nu er vores sex så prætentiøs at det er til at brække sig over. Jeg troede at vi var sådan et par der aldrig ville være i fare for at brænde ud. Men sandheden er vel at vi deler en kærlighed vi ikke engang tror på længere. Og jeg har det fint med det, mens jeg ligger her i dobbeltsengen og lytter til din sagte snorken.
Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skulle føle.

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...