Secrets | One Direction

12450
Harry møder hun gennem sin bedste ven, Niall. Liam møder hun gennem sin storebror, Andrew. Louis møder hun, fordi hun skal hjælpe ham med nogle fag i skolen.

Vennerne Liam, Harry og Louis er de populære fyre på Lea Newman High School, og de har hver deres store hemmelighed. De kender ikke hinandens, men hvordan kan det være, at en helt almindelig pige ved navn Annabell finder ud af de hemmeligheder? Men en helt almindelig pige var hun nu ikke, hun var datter af Clary Day, som ejede Vouge, og der var også hemmeligheder i hendes familie, som ingen måtte vide. I hvert faldt ikke endnu.

AA
aa

10. Kapitel 8: What's with Mira and Nora?

 

Annabells synsvinkel: 

Dagene gik og jeg så slet ikke Niall særlig tit efter skole for tiden, fordi vi var tættere på maj, end jeg egentlig havde opdaget. Hvilket betød at deres opvisning var snart. Det var allerede på fredag, jeg skulle ind og se ham, og jeg glædede mig selvfølgelig, for Niall havde fået hovedrollen. Han glædede sig også, selvfølgelig gjorde han det, og det kunne jeg mærke på ham, de gange vi kunne mødes.  

Jeg sad sammen med pigerne til frokost, og de sad og snakkede om et eller andet, som jeg slet ikke havde fulgt med i. Jeg sad og tænkte på, hvad der var sket i historietimen. Louis havde sat sig ved siden af mig denne gang, for jeg har ikke historie med nogle af pigerne, og Liam og Harry havde vi heller ikke historie sammen med. Han plejede normalt at sidde sammen med nogle af de andre fyre, men åbenbart ikke i dag. 

Han fulgte slet ikke med i timen, så det overraskede mig slet ikke at se, at han havde fået 02 i vores sidste skriftlige opgave. Jeg kom måske til at kigge på hans computer, da han selv kiggede væk, for jeg var født nysgerrig. Han prøvede hele tiden at snakke med mig om alt mulig andet end historie, og det irriterede mig, for jeg prøvede at følge med, men det var svært i dag. 

I min lomme begyndte min telefon at vibrere kort, så jeg fandt den frem, og så jeg blot havde fået en mail. Jeg tænkte, det ikke var noget vigtigt, men alligevel gik jeg ind i den, og opdagede til min overraskelse, at det var fra Joe fra baren. 

Kære Annabell
Jeg må desværre meddele dig, at jeg ikke kan tilbyde dig jobbet, da vi har ansat en, der har mere erfaring end dig. Du er selvfølgelig altid velkommen. Håber alt for dig.
Hilsen Joe. 

Jeg ville ikke sige, at jeg var skuffet, men det glædede mig heller ikke, at jeg ikke havde fået jobbet. Selvom det måske ikke var det job, der sagde mig så meget, så havde jeg indstillet mig selv på at skulle til at arbejde på en bar. Det viste sig, at det ikke var der, jeg skulle arbejde. Jeg havde ikke hørt fra nogle af de andre steder endnu, men det betød vel bare, at jeg heller ikke ville få dem. 

“Er der noget galt Bell?” spurgte Avery. Jeg lagde min telefon ned i min lomme igen, og kiggede på de andre piger, som pludselig var holdt op med at snakke og havde deres fokus på mig. 

“Nej, der er ingenting,” jeg sendte dem et smil, og håbede at det overbeviste dem. 

“Det ser ellers ud til, at vi keder dig,” Mira sendte mig et blik, der sagde, at hun var irriteret på mig, og jeg vidste ikke hvorfor. Af en eller anden grund havde vi faktisk slet ikke hængt ud sammen hele april måned, hvilket undrede mig. Var det mon det, der gik hende på? 

“Overhovedet ikke. Jeg sad bare i mine egne tanker,” jeg puttede en skefuld pastasalat i munden, så jeg ikke behøvede at sige mere. Jeg kiggede på de andre, og så at Avery sendte mig et bekymret blik, hvorimod Leonora kiggede fra mig til Mira og tilbage til mig. Var der noget, hun vidste, som jeg ikke vidste? 

“Ved I hvad, vi skal lave i idræt?” Avery kiggede rundt på os andre og skiftede emne, som om hun læste mine tanker. De andre trak på skuldrene, hvorefter Mira rejste sig fra bordet. 

“Jeg skal på wc, Nora skal du med?” Nora nikkede blot og gik efter hende. Jeg kiggede forvirret på dem. Selvfølgelig var det i orden, de gik på toilet, men underligt hun kun spurgte Nora og ikke os alle sammen. 

“Hvad er der med dem?” spurgte Avery med munden fuld af mad. Jeg rystede hovedet af hende, men trak så på skuldrene, for hvis jeg vidste det, ville jeg sige det. 

“Jeg ved det ikke. Jeg synes, de har været lidt underlige her de sidste par måneder, eller er det bare mig?” hun rystede på hovedet og sank hendes mad, inden hun svarede. 

“Det er lidt som om, de har trukket sig lidt væk fra os, men så er det heller ikke værre. Det gjorde de jo også i starten af året,” 

“Det er det, der bekymrer mig,” 

“Hvad var det på din telefon, der fik dig til at se lidt irriteret ud?” hun var god til at skifte emne, ikke at det generede mig, for jeg ville helst ikke snakke om Mira og Leonora her midt i skolegården. 

“Ingenting,” mumlede jeg. 

“Det er jo løgn. Du kan godt fortælle mig det, men hvis du helst ikke vil snakke om det, er det også okay. Jeg er her, når du vil,” jeg sukkede og fortalte hende alligevel om jobbet nede på baren, som jeg ikke have fået alligevel. “Du har søgt job?!” jeg nikkede. 

“Jeg vil gerne lidt mere ud af huset, og det kommer jeg, hvis jeg får mig et arbejde,” forklarede jeg. Hun nikkede og lignede en der forstod mig. 

“Men hvorfor lige et job? Du er altid velkommen hjemme hos mig,” jeg havde lige sat og forklaret hende det, så jeg ville ikke fortælle det igen. 

“Det er jeg glad for,” jeg sendte hende et overbevisende smil, og denne gang var det ægte. Klokken ringede ind, og vi rejste os ligesom alle andre. Vi skulle nå hen og klæde om til idræt. 

“Ved du virkelig ikke, hvad vi skal lave?” spurgte Avery, da vi stod vi skraldespanden og smed vores rester i. Jeg rystede på hovedet og skulle til at sige, at jeg nok regnede med, at vi skulle løbe en tur eller sådan noget, men en anden kom mig i forvejen. 

“Vi skal vidst spille volleyball, vil du være på mit hold Annabell?” stemmen var ikke til at tage fejl af. Jeg havde hørt på den hele historietimen. 

“Lytter du nu også til andres samtaler?” spurgte jeg og gik videre, mens Avery sendte mig nogle øjne, der sagde, at der var noget, jeg ikke havde fortalt hende. Han stillede sig ind foran Avery og mig, så vi måtte stoppe op. 

“Kun dine,” han bed i sin underlæbe på en sensuel måde, og det så ret frækt ud, men det irriterede mig. Hvorfor skulle han se så godt ud, og alligevel være så irriterende? Jeg kiggede til siden og så Liam og Harry stå og vente på ham. Harry himlede med øjnene og lignede en, der kiggede efter nogen, mens Liam blot stod med hovedet ned i hans telefon. 

Jeg havde ikke noget at sige til Louis, så jeg tog fat i Averys arm og gik rundt om ham. Da vi kom en meter fra ham, kunne jeg høre Liams stemme bag os. 

“Der blev du vist lige brændt af eller hvad” han grinede, men jeg himlede med øjnene. 

“Lad vær med at spørge,” sagde jeg, inden Avery spurgte ind til det. Vi var stoppet op ved vores skabe og fandt vores taske med idrætstøj i. “Han har irriteret mig hele historietimen med at hviske til mig, så det var svært at følge med. Jeg ved virkelig ikke, hvad han vil mig,” 

“Så du har ikke noget kørende med ham?” jeg rystede på hovedet. 

“Nej. Aldrig. Han er ikke min type,” jeg trak på skuldrene. 

“Er lækker ikke din type?” hun grinede. “Han er sgu da alles type. Indrøm det nu bare. Han er fucking lækker,” 

“Det kan vi godt blive enige i, men her de sidste par uger er han begyndt at flirte utrolig meget, og det irriterer mig, for jeg vil ikke være en af hans piger. Han har været sammen med så mange piger, at de ikke kan tælles på hans to hænder. Sådan en fyr er ikke min type,” sagde jeg og prøvede at forsvare mig. “Og var du ikke forelsket i Niall?” hun rødmede. 

“Jo, men derfor må jeg da godt synes, at han er lækker,” vi kom over i omklædningsrummet, hvor der allerede var fuldt med andre piger fra vores årgang. Jeg kunne hverken se Mira eller Leonora, så jeg fandt et sted, hvor der var plads til både Avery og jeg. 

“Vi mødes ved beachvolleybanerne om ti minutter!” råbte vores kvindelige lærer hen over alles samtaler, hvorefter hun vendte om og gik ud. 

“Skal du være på Louis’ hold?” Jeg kunne se Averys smil, da jeg kiggede på hende. 

“På ingen måde,” 

**

Jeg vidste ikke, hvad der gik af Leonora eller Mira, men de havde pjækket i både idræt, samfundsfag og geografi, som jeg havde sammen med dem, så endnu engang satte Louis sig ved min side i geografitimen. 

Avery og jeg fik snakket os fra at spille volley, så vi fik gået en lang tur i stedet, så jeg var fri for Louis, og vi fik snakket en hel masse. Jeg sad lige nu i min bil på vej ned til biblioteket, som havde ringet til mig midt i geografitimen, som var dagens sidste. Der skete så meget i timen i dag, så jeg fik mig sneget ud og taget telefonen. De spurgte, om jeg kunne komme ned klokken fem, så jeg måtte finde på en undskyldning til at gå et kvarter tidligere. 

Jeg kunne godt se på Louis’ ansigt, da jeg gik, at han var forvirret over, at jeg gik før tid, men han spurgte heldigvis ikke ind til det. Det kom jo sådan set heller ikke ham ved. Turen hen til biblioteket var ikke så lang, så jeg kom alligevel ti  minutter for tidligt, fordi jeg tog bilen, og biblioteket lå på sidevejen til gymnasiet.

Der var stille, da jeg kom ind, så jeg gik hen til skranken og ventede til der kom en bibliotekar. Der gik nogle enkle folk rundt, men det var ikke mange. Der kom en lav buttet kvinde hen til mig og sendte mig et smil. 

“Hvad kan jeg hjælpe dig med?” 

“Jeg skulle snakke med Jane. Jeg er Annabell,” jeg sendte hende et smil, og det fik hende til at lyse op. 

“Goddag. Det er mig, der er Jane,” hun gav mig hånden. “Kom lad os gå ind i mødelokalet,” jeg fulgte efter hende, og da vi kom derind, lå der allerede nogle papirer på bordet, som hun tog, hvorefter vi satte os. “Så du vil gerne arbejde her hos os på biblioteket,” jeg nikkede. 

“Ja, det vil jeg,” jeg vidste ikke, om jeg lød for ivrig eller tilpas til, at jeg lignede en, der var interesseret. 

“Men jeg kan se, at du ikke har haft et arbejde, men har haft en praktikplads som personlig assistent for Clary Day i sommers,” jeg nikkede. “Fortæl mig om det,” 

“Jo altså. Jeg sad enten ude ved hendes sekretær eller løb hende i hælene. Jeg hentede hendes mad, hendes kaffe og jeg skulle passe på hendes kalender. Når hun skulle noget, skulle jeg følge med og huske hende på, hvad hun skulle nå efterfølgende,” fortalte jeg. 

“Det lyder som et meget spændende praktikplads. Skal du ikke tilbage dertil til sommer?” jeg trak blidt på skuldrene, inden jeg svarede. 

“I den første uge var det interessant, men de resterende uger fandt jeg ud af, at det ikke sagde mig noget. Det var slet ikke det, jeg ville,” hun nikkede og skrev nogle sætninger ned på hendes papirer og jeg kunne ikke se, hvad hun skrev herfra, hvor jeg sad. 

“Og du går på Newman?” spurgte hun og skiftede pludselig emne. 

“Ja. Jeg går på andet år,” 

“Jeg går udfra, at du allerede kender vores lukketider,” jeg nikkede. “Jeg er nødt til at vide dit skema, for at vide om vi kan få det til at fungere,” 

“Mandag møder jeg 8.15 til 17. Tirsdag fra 10 til 17. Onsdag fra 8.15 til 15.15. Torsdag fra 8.15 til 17. Fredag fra 8.15 til 13.30,” 

“Du har mange lange dage,” vi fik snakket en del om mit skema, og hvordan det ville fungere med arbejdet. Hun manglede nemlig en til at arbejde hver onsdag og lørdag, og det passede mig fint. Vi fik efterfølgende snakket om lidt af hvert, hvad jeg ellers lavede ud for skolen, hvad jeg ville med arbejdet, og hvorfor jeg troede, at jeg var den rette til jobbet. Jeg gjorde mit bedste, og håbede på at jeg fik det. 

Vi havde snakket i godt og vel et kvarter, da en kom og bankede på døren. Der var brug for Jane ude ved skranken. Vi gik begge derud, og hun fik hjulpet en med at finde de rette bøger, som af en eller anden grund ikke stod det rigtige sted. Jeg sugede alt til mig, alt det jeg kunne lære, så jeg kunne blive bedre, og hun ikke ville fortryde at ansætte mig. Hvis jeg fik jobbet. Da hun var færdig, kiggede hun på mig igen. 

“Dit arbejde vil være at sætte bøgerne på deres rigtige plads. Det bliver du lært op i på din første arbejdsdag. Du skal sætte bøger på hylden ved selvbetjeningen, når de er blever reserveret og putte de rigtige sedler i. Selvfølgelig sørge for at børn ikke råber og skriger, de må gerne være her, men det skal vi andre også,” jeg nikkede. 

“Hvem har vi her?” spurgte en ældre mand. 

“Daniel dette er Annabell, vores nye medarbejder. Annabell dette er Daniel, han er børnebibliotekar,” jeg gav ham hånden og mit smil var ikke til at få af mine læber. Jeg havde fået jobbet. Jeg havde aldrig troet, jeg ville blive så glad for at få et studiejob, men det var jeg. Nu havde jeg noget at tage mig til efter skole, eftersom jeg ikke har nogen sport at gå op i. Nu kunne jeg gå op i mit arbejde, selvom jeg kun skulle arbejde få dage om ugen. 

“Jamen hej Annebell. Jeg håber, jeg kommer til at arbejde sammen med dig en dag, så kan jeg fortælle dig alt om børneafdelingen,” han sendte mig et venlig smil. 

“Min tanke var, at hun skulle arbejde med dig om Matt om onsdagen. I har tit brokket jer over, at I to ikke kan klare det selv,” Daniel sendte Jane et endnu større smil. 

“Lad os gå ind i mødelokalet igen og få snakket om detaljerne og ansættelseskontrakten,” jeg sendte hende et smil og fulgte efter hende. 

“Hyggeligt at møde dig Daniel. Vi ses en anden dag,” han sendte mig to tommel op, mens han gik nogle skridt baglæns hen mod børneafdelingen. 

Jane og jeg fik snakket en del om ansættelseskontrakten. Jeg ville få 12 timer om ugen, hvis jeg kunne få det hele til at fungere med min skole og lektier. Jeg skulle starte allerede i næste uge, og Jane ville gerne sætte mig rigtig ind i det, så jeg skulle komme klokken halv otte tirsdag morgen, og så kunne jeg stadig nå i skole til klokken ti. Ellers skulle jeg møde efter skole om onsdagen og så have jeg vagt om lørdagen. Jeg glædede mig allerede til at starte, da jeg gik ud af døren og hen mod min bil. Det havde været en god dag, eller i hvert fald en god eftermiddag.

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...