Ud og væk

Livas tvillingesøster er kidnappet. Elina. Både for at undgå sine problematiske forældre, og skolegang, vælger Liva at løbe hjemmefra kun en måned efter Elinas forsvinden. På sporet af sin tvillingesøster og hendes kidnapper, støder den 15 årige Liva på Luka og hans bande. Hun møder også pigen Klara. En modig, selvstændig og stærk pige fra Luka' bande. Men hvem kan hun stole på? Hvem vil hjælpe? Og hvem er kun ude på at ødelægge hende? Der er helt sikkert også en der gemmer på en STOR hemmelighed.
Hvordan vil den unge Liva reagere på denne store omvæltning af hendes før normale teenageliv?

6Likes
6Comments
582Views

Author's note

jeg kunne helt vildt godt tænke mig lidt feedback i kommentarerne. Er det her noget jeg skal skrive videre på? Hvis du giver lidt respons, vil jeg selvfølgelig give tilbage. Bare link din movella i kommentaren :)
AA

5. Kapitel 4 - Mød Liva

”Malthe det her er Liva. I har vidst mødt hinanden før.”

”Hej,” siger jeg, og laver et lille vink med hånden, jeg ikke støtter mig op af Luka med. Drengen med de havblå øjne, som tilsyneladende hedder Malthe smiler til mig, og rejser sig op.

”Dejligt at møde dig igen,” siger han. Så kigger han på Luka, og spørger, ”skal jeg blive hernede og holde øje?” Hans imødekommende smil er allerede blegnet hen, mens han ser dybt seriøst på Luka. Hans leder.

”Ja det må du hellere. Sig til hvis nogle kommer, eller hvis telefonen ringer,” svarer Luka, og slutter af med at gøre en lille håndbevægelse over mod den gammeldags fastnettelefon som hænger på vægen. Jeg har faktisk undret mig, over hvem Luka mon snakker med i den telefon. Det kan umuligt være hans forældre, siden han er løbet hjemmefra, og jeg tvivler, på han vil have, de skal finde ham. Men hvem kan det så være? ”Jorden kalder Liva,” siger Luka pludselig, og ser ned på mig. Jeg var faldet helt i staver.

    Vi begynder at gå op ad en trappe i hjørnet af sofarummet, som jeg ikke har lagt mærke til før. Jeg støtter mig op ad Luka, mens jeg prøver at humpe op ad trinnene. Det går ikke så stærkt, og der er skam lang vej endnu. Jeg får et sympatisk blik fra Luka. Han spørger ikke engang om jeg har brug for hjælp. Han gør det bare. Jeg hverken siger eller gør noget. Han løfter mig op fra gulvet, så jeg ligger i hans arme. Tryk.

”Tak,” fremstammer jeg lavt. Luka ser på mig et kort øjeblik. Så går han videre op ad trinnene. En hel del hurtigere end da han havde mig på slæb.

”Jeg har samlet alle heroppe,” siger Luka med blikket lige frem. Ikke et ord kommer ud ad min mund. Mit hjerte banker en smule hurtigere end normalt. Vi når øverste trappetrin, og nu ser man nogle skikkelser oppe i rummet. Rummet er en smule mere moderne end det med sofaerne. Men dog. Ikke ligeså flot som Luka’s soveværelse. Nylagt blankt træ præger gulvet, mens væggene er det samme kedelige grå beton. Rummet breder sig ud med meget store kvadratiske vinduer. Vinduerne kan nu godt trænge til at blive vasket. Henne i hjørnet står fire skriveborde med gammeldags kasseformede computere. ”Alle sammen! Mød Liva. Elina’s tvillingesøster,” siger Luka højt for at få deres opmærksomhed. Jeg tør ikke se på nogle af dem før nu.

”Hej,” siger jeg bestemt. De nøjes alle med at beskue mig. De siger ikke meget. Jeg opdager at de fleste er drenge, præcis som jeg havde regnet med. Der er kun en pige ud over mig. Hun ser ud til at være samme alder som mig. De er fire. Med Luka og Malthe bliver det seks. Ligesom Luka forklarede.

”Det her er Ilyas. Han er 13 år gammel, og derfor også den yngste i banden,” forklarer Luka. En tynd bleg dreng står foran mig. Han ser meget genert ud, men agter alligevel at give mig et lille smil. Ilyas’s hår er tyndt og lyst. Knap så flot som Luka’s. Luka går videre til den næste dreng i banden. En tårnhøj dreng som tydeligvis er ældre en både Luka og jeg, står foran os. Hans hår er mørkebrunt, og hans mund er en lige streg. Ikke specielt stor begejstring for at møde mig. Eller bare for at være til stede. ”Det her er Erik. Han er 17 år gammel og samtidig det nyeste medlem.” Den gut virker ikke ligetil at læse. Jeg vinker kort med hånden. Luka trækker mig ivrigt videre til den næste dreng, som en femårig der skal nå at vise sine forældre alle hans nye venner i børnehaven. Jeg halter så godt, som jeg nu kan med ham. ”Det her er William. Han er 16 år gammel. Ham har du vidst også mødt før,” fortsætter Luka. Jeg ser William i øjnene. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Hans øjne er sorte som huller, og hans hår er også kulsort, mens hans hud er bleg. Han ser træt ud. Der er et eller andet over ham som får mig til at tænke på en vampyr. Og min mave til at trække sig sammen.

    Mine forældre har altid advaret mig om at blive blandet ind i bandemiljøer og den slags. Men her står jeg så. Jeg ved endnu ikke om det er den slags bander de hentydede til. Luka kan da ikke være leder af en kriminel bande. Det er sikkert bare for at skabe et sammenhold mellem andre unge frie fugle som ham. Han har da i hvert fald nok ikke noget imod at være den der bestemmer.

Alle medlemmerne er meget forskellige. Forskellige aldre, udseende og helt sikkert også baggrund.

    Der er stadig et enkelt medlem tilbage. Pigen. Jeg har forsøgt ikke at kigge på hende så meget. Mest fordi jeg konstant kan mærke hendes blik i nakken. Og øjenkontakt. Den vil jeg helst udenom.

”Det her er Klara. Klara mød Liva,” siger Luka bestemt. ”Hende og jeg startede banden sammen, og hun er derfor en god ven. Jeg tror også at i vil blive gode venner. Jeg gætter på i er næsten samme alder.”

”Jeg er 15. Hvad med dig?” spørger pigen foran mig, og nikker hen imod mig. Vi er lige høje. Hendes hår er brunt, fladt og går hende til skuldrene. Hun står med armene anspændt over kors. En aggressiv facade. Forhåbentlig bare en facade. Hun smiler. Men jeg ved nu ikke om det er et venligt smil.

”Jeg er 14,” svarer jeg hende hurtigt. Hun ser stadig ligeså vurderende på mig. Hendes øjne er grønne. Ligesom min mors. Jeg bemærker pludselig hvordan Luka’s arm ligger rundt om min talje, og forstår hvorfor hun ser sådan på os. Hvis det ikke var for min fod, ville jeg have fjernet hans arm. Det er en smule akavet at komme her som den skadede pige Luka bare har samlet op fra gaden. Men. Det er vel egentlig sådan banden er opstået eller? Nu stiller jeg igen mig selv spørgsmål jeg ikke kan svare på. Det er bare sådan det er. Gid det var anderledes, men vi kontrollerer ikke altid vores egne tanker.

Hvis Klara er det første bandemedlem, må Luka og hende være ret tætte.

”Luka! Der er nogen ved telefonen,” råber Malthe henne fra trappen. Alle ser nervøst hen på Luka og jeg. Luka’s blik er skarpt, og hans bevægelser er målbevidste. Han slipper mig skødesløst. Værdiger mig ikke et blik, og stryger hurtigt hen over de blanke brædder. Alle står stille og hører hans skridt forsvinde i et raskt ekko, mens han bevæger sig længere ned ad trappen. Jeg finder faktisk hurtigt balancen, med mest vægt på den raske fod.

Drengene begynder hurtigt at snakke, og hvisker også engang imellem.

”Nå. Er du så en del af banden endnu?” spørger Klara nysgerrigt. Jeg ser forskrækket op på hende, og svarer så,

”Nej. Luka og jeg har heller ik’ lige snakket om det.” Hun ser skeptisk på mig.

”Men du er da løbet hjemme fra ikke sandt? Jeg troede for længst Luka ville have tilbudt dig at blive medlem,” siger hun med den samme lyse tone. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Gad vide om Luka havde tænkt sig at jeg skulle tilslutte mig banden. Hvis han gør, bliver jeg nødt til at takke pænt nej tak. Jeg er her kun for at finde Elina. Og nu hvor jeg er på sporet af hende, tror jeg rent faktisk at jeg vil vende hjem med hende. Det værste er bare at folk nok stadig ikke vil tro på at Elina blev kidnappet. Det eneste øjenvidne er mig. Selv mine forældre tror ikke på mig. De tror sikkert bare at jeg dækkede over at hun stak af, og når jeg så vender hjem med hende vil de HELT sikkert ikke tro hun blev kidnappet.

”Jo jeg løb hjemme fra. Luka prøver altså bare på at hjælpe mig med at finde Elina. Og det er jeg meget taknemmelig for,” siger jeg bestemt.

”Lad os nu se hvor længe det varer,” siger Klara provokerende, men samtidig som vidste hun, hvad hun talte om.

”Hvor længe hvad varer?” spørger jeg usikkert.

”Det med at han gerne vil hjælpe,” svarer hun. Jeg er målløs. Uden ord. Pludselig føler jeg mig ubeskrivelig lille og alene. Selvom jeg er omgivet af andre mennesker. Jeg kender ikke området, og kender knap disse mennesker. De kunne være seriemordere hele bundtet. Jeg ser op fra gulvet, som jeg ukontrollerbart stirrede på, og ser op på Klara. Hun løfter opgivende øjenbrynene, og går over til drengene. Nu er jeg for alvor alene. Stadig uden ord. Jeg har alt for mange tanker i mit hoved i forvejen, så det er svært at finde de rette ord og sætninger. Mit hjerte banker helt ud i brystet. Hvad sker der? Jeg ser rundt. Alt føles tungt. At se på Klara stå at snakke med drengene, at se fuglene flyve forbi uden for vinduerne og så mine tanker oven i bunken. Som om alt springer i hovedet på mig. Hvad skal jeg gøre ad mig selv? Jeg prøver at trække vejret dybt.

Jeg må hen til Luka. Han er den eneste her, som kan få mig til at slappe af. At føle mig tryk. Jeg begynder ligeså stille at halte hen imod trappen. Mine bevægelser er pludselig stive og hurtige. Lidt som om min krop vil have mig til at stå stille, men det kan jeg ikke. Jeg må ud og have noget frisk luft. Jeg bevæger mig lydløst ned ad trappetrinnene. Mine hænder glider over den rug betonoverflade på vægen, så jeg kan støtte mig til noget.

”Hvad vil du have, jeg skal gøre?” Det er Luka, som åbenbart stadig snakker i telefon. Jeg står helt stille. Stopper pludselig op midt på trappen. ”Ja jeg er sikker på, at det er hende… ja,” fortsætter han. Min nysgerrighed trænger sig på. Jeg halter tre-fire skridt længere ned, for at kunne høre bedre. Hans stemme lyder meget alvorlig, og som om han har dyb respekt for personen i den anden ende. Jeg spidser ører. ”Så vil det lykkedes?” spørger han tøvende. Personen han snakker med, er tilsyneladende meget hurtig til at svare. ”Ja selvfølgelig vil jeg hjælpe. Jeg har bare brug for noget tid.” Nu lyder det lidt, som om han prøver at slutte den af. Han taler hurtigt. ”Jeg vil da mene hun stoler på mig,” siger han. De snakker sikkert om mig. ”Hvordan har Elina det?” Jeg ser måbende ud i luften. Alt føles fortsat tomt. Elina? Han ved altså hvor hun er. Den forbandede løgner! Jeg som troede, jeg kunne stole på ham. Hvad havde jeg egentligt regnet med? Jeg kender ham jo ikke. Tja. Jeg var nok en smule forblændet af Luka. Han får en til at føle sig speciel.

 Mit hjerte fortsætter i samme hurtige tempo, men angsten og nervøsiteten er pludselig blevet erstattet af vrede. Og forvirring. Mine følelser er på noget af en rutsjebanetur.

Jeg bliver nødt til at lægge en form for plan. Min krop står stadig stivnet på trappen. Jeg kan ikke blive her. Ikke fordi de bød mig velkommen i banden med åbne arme, og Luka lader sikkert bare som om jeg er velkommen. Vent. Det var jo præcis det her Klara talte om. Han vil slet ikke hjælpe. Nu kan mit hoved ikke klare mere. Jeg må væk. Og finde Elina på egen hånd.

 

 

LUKA:

”Hvor er hendes søster så henne lige nu?” spørger han bestemt. Jeg ser mig hurtigt over skulderen. Der er ingen. Jeg synes ellers jeg hørte nogen på trappen. ”Hun er i gode hænder,” svarer jeg ham. Der er først stille i den anden ende af røret. ”Du skal ikke trække den ud min dreng. Jeg skal have den pige i dag,” siger han vredt. Jeg ser Liva for mig. Den pige. Hendes uskyldige smukke ansigt. Måden hun holder fast i mig på. Det er måske også så meget sagt, siden hendes fod jo er forstuvet. Vent. ”Hendes fod er stadig forstuvet sir,” siger jeg med en lille stemme. Et lavt bandeord høres i røret. ”Hvorfor har du ikke fået Klara til at tage sig af det?” siger han irriteret. ”Nu gider jeg ikke høre mere. Du afleverer hende til mig inden solnedgang.” Den lange sædvanlige biplyd hænger tilbage. Jeg lægger aggressivt røret på. Jeg kan ikke få mig selv til det. Det kan jeg bare ikke. Så jeg har altså indtil solnedgang…

 
Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...