Her er så stille smukt

  • by
  • Rating:
  • Published: 1 Dec 2017
  • Updated: 27 Dec 2017
  • Status: Complete
Efter en voldsom bilulykke, mister Karl ikke blot sin bedste ven, men også glæden og sorgen. Opløst i en intetlignende forestilling, bliver han fanget i meningsløsheden og irritation, og ønsker snart at få frataget sin leveret.

Da Olivia den 1. december får et hosteanfald, får konsekvensernes omstændigheder hende til at sætte pris på alt det gode og mindre gode ved livet og dets små mirakler.

Til julekonkurrencen, kategori 4.

3Likes
3Comments
3804Views
AA

13. 13. December

Jeg vågnede følelsesløs op i en omtåget verden. Noget i mig fortalte, at nogen ville i kontakt med mig, men fornemmelsen af, at det var lægerne, gjorde mig modvillig. Ud af de blå, var der noget på mig, der rørte sig. Hvem og hvad vidste jeg ikke, og jeg åbnede forvirret øjnene op. Det gik op for mig, at det ikke var mig lægerne ville i kontakt med, men Olivia. Pludselig smækkede gårsdagens minder mig i hovedet, og jeg så dem tage hende væk. Hvad ville de? Jeg satte mig i protest op, og slog ud med mine halvbrækkede arme.

”Hvad har I gang i?”, udbrød jeg vredt. Normalt ville jeg ikke tale med følelse til dem, men de var gået over stregen. Min streg. Olivias streg.

”Vi tager din veninde væk. Det er ikke godt for hende at være her”, forklarede hun bebrejdende, og jeg nærmest knurrede af hende.

”Det kan I der ikke! Hun valgte selv at være her”, brummede jeg. Fjolser.

”Det kan godt være, men da vi fandt hende i morges, lå hun fanget i dine arme. Vi er ikke sikre på, hvad der er hændt, for overvågningskameraerne fra natten er blevet slettet. Også meget mystisk”, sagde hun, og jeg begyndte langsomt at forstå, hvad de beskyldte mig for. Det var ikke for at lave hospitalsnatterend, nej, det var noget ganske andet, og endnu mere forfærdeligt. Jeg væmmedes dem.

”I tror jeg har voldtaget hende”, konstaterede jeg følelseskoldt. Sygeplejersken trådte et skridt tilbage, og tog en dyb indånding med et snert af bekymring.

”Det ved vi ikke med sikkerhed. Lige nu skal hun undersøges”, jeg kunne ikke tro mine egne ører.

”Hvis I vil vide det med sikkerhed, så spørg mig! Hun blev ikke voldtaget! Der skete knap noget. Det var hende der gik ind til mig.”, sagde jeg irriteret, nej, nærmere vredt. Sygeplejersken rystede på hovedet.

”Ja, det er der, der ingen sammenhæng er. Olivia kan ikke gå”, sagde hun stille, og gik derefter ud af lokalet. Lukkede døren nænsomt efter sig. Så sad jeg ellers i en kold ensomhed af arrigskab, og forstod ingenting. Først tog de hende væk, og nu blev jeg beskyldt for voldtægt! Jeg var umådelig heldig, at intet skete, for ellers var jeg da først på spanden. De skyldte mig en kæmpe undskyldning, og måske en kasse øl, når de fandt ud af, at jeg ikke havde gjort noget. Narrøvsidioter. Hvorfor skulle jeg være alene på en dag som denne? Selvom om jeg på normalvis ville finde deres selskab uinteressant, savnede jeg min familie. Det var måske sundt at have det sådan, men jeg brød mig ikke rigtig om, at blødes op. Jeg plejede at være ”Sten”, nu var jeg ”Spaghetti”, men i virkeligheden vidste jeg ikke længere hvem jeg var. De sagde jeg var ”hård som en sten” og ”kold som is”, men mine låste følelser var bare en følge af mit opløste liv, som kogte og kogte, og kogte over i tomheden, som rent faktisk havde et livsglædelig præg, men forsvandt i de negative bemærkninger fra hist og her. Jeg var dannet af fordomme og tanker, og jeg kunne ikke lade det få mig mere. Jeg ville sige fra. Jeg var ikke sej, jeg var bitter, men ikke sej. Eller rå. Jeg var ikke sej fordi jeg rejste mig op, når mine knogler var i gang med at hele. Jeg var dum. Men jeg ville ikke lade dumme situationer forme mig. Behøvede man egentlig at vide hvem man var? Det måtte jeg lade andre have holdninger om. Min pointe var bare, at folk havde forskellige meninger og definitioner af mennesket, hvilket i sidste ende blot gjorde os til et menneske, med en irrelevant ”personlighed”. Så var det ikke lige meget, at sygeplejerskerne og lægerne troede, at jeg var morder og voldtægtsmand? Sådan burde det være, men jeg kunne ikke ryste min afsky af mig.

Det gik op for mig hvilken dag det var i dag - d. 13. december. Lucias dag, lyset. Hvor var det dog ironisk, at lige netop den dag, som var forbundet med det smukke og uskyldige, var den dag jeg blev ”sigtet” for voldtægt. Det ville sige, at det var en uofficiel sigtelse, men ikke desto mindre en sigtelse, der kunne blive reel, hvis de blev frustrerede over ikke at finde spor. De hadede mig for at hade mig, sådan var det. Forunderlige, væmmelige mennesker var de. Skulle jeg flygte eller tage imod mere af det falske lort jeg fik smidt i hovedet? 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...