Glas

  • by
  • Rating:
  • Published: 22 Oct 2017
  • Updated: 8 Oct 2017
  • Status: Complete
"Nu spørger du sikkert dig selv hvad der er sket, siden vi nu er endt her."

Jeg nikkede, men jo mere hun snakkede jo bedre.

"Som sagt så er virkeligheden forfærdelig."

Mit bidrag til konkurrencen, mulighed 1.

0Likes
0Comments
335Views

1. Glas

Mit liv var perfekt. Som sædvanelig stod jeg op med balkonen åben, så jeg kunne høre fuglene synge godmorgen til solen, der langsomt rejste sig bag bjergene.

Jeg spiste pandekager med sirup, som altid dukkede op på spisebordet i stuen. Når jeg var mæt, hoppede jeg ud i søen, lod mine mit hoved blive tømt fra tanker. Om eftermiddagen kunne jeg ikke vente med at sætte mig selv til rette i min dejlig røde lænestol, hvor flere hundrede bøger dominerede væggene i min himmelstore læsesal. Når jeg så (efter flere timer) fik ondt i øjnene, gik jeg udenfor med mit kamera.

Jeg boede i en stor villa, en konstruktion af træ, omringet af en grøn fugtig skov. Så snart jeg indsnusede essensen af jord og blade, fik jeg en helt ny positiv energi suget ind i mig.

Mange dyr levede i denne skov, for mange til at jeg kan tælle arterne. Engang fik jeg en overraskelse, da jeg spottede en tiger, der kærligt slikkede sine ungers pels. Jeg var dog ikke bange for at blive ædt. Jeg kunne have sværget, at hun smilede til mig. I dag bevægede min opmærksomhed sig mod fuglene. Jeg fik taget mange billeder, men satte kun en af dem i scrapbogen: Hvor den satte sig på min skulder. Det var en god selfie. Mit kastanjebrune hår sad perfekt som altid.

Og det bedste var dette: Nogle gange kom Linda forbi. Hun havde honningfarvede øjne, og langt krøllet hår, som jeg elskede at røre ved. Jeg elskede især at røre det, mens vi var intime. Midt om natten når vi ikke kunne sove, plejede vi at se op med loftet, klæbet til hinanden, snakke om dejlige ting. Jeg kunne ikke huske emnerne, men vi havde det sjovt. Det var en udfordring at stå op fra sengen om morgenen, når hun overnattede. Mest fordi jeg ikke ville. Allermest fordi hun ikke lod mig. Hun ville komme på besøg i morgen. 

Jeg gik ud på balkonen lige før solnedgang, se den gå ned for natten. Kun lidt solskin blev hængende, da fuglen landede på min skulder. Den var hvid som sne med sorte prikker på vingerne. Dyr plejede normalt ikke at besøge lysningen, da de fortrak at det var mig der besøgte dem. Men den lille skabningen var modig. Jeg strakte hånden mod dagens sidste stråler. En smerte dukkede op på mit hoved. Jeg havde aldrig fået hovedpine før. Jeg kunne stadig mærke fuglens tilstedeværelse, længe efter de smukke vinger fløj ind i mørket.

Næste morgen vågnede jeg op til grå triste skyer. Jeg var normal ikke sådan en, der lod sig være bekymret af det mindste. Men jeg vågnede altid op til solskin. Først hovedpinen og nu vejret? tænkte jeg. På vej ned til køkkenet, sagde jeg til mig selv, at det nok skulle gå. Jeg ignorerede smerten i mit kranie så godt jeg kunne. Linda ville snart være her alligevel til at distrahere mig. Hun ville som altid springe smilende op til min røde sofa, og sætte sig på mig skød. Flere timer ventede jeg. Hun skal nok komme, sagde jeg til mig selv. Hun hjælper måske bare en ræve-mor med at føde et sted ude i skoven. Sådan nogle ting gjorde Linda. Det sødeste menneske jeg kendte. Men hun var aldrig forsinket. Altid klokken tre ville jeg kunne få øje på hende igennem gulv-til-loft vinduet. Hun ville komme slentrende ud af skoven, nogle gange med kager og en flaske vin. 

Til sidst måtte jeg se sandheden i øjnene. Der var noget galt. Min hovedpine føltes som en hammer mod min kranie, men jeg var parat til at gå ud og lede efter hende, også selvom skyerne blev mørkere. Jeg havde ingen jakke til kolde vinde, så jeg trak vejret godt ned i lungerne. Jeg åbnede hoveddøren. Et øjeblik så jeg noget glimte i skyerne. 

Regn og hagl eksploderede ned. Jeg blinkede ikke engang. 

Is skar sig ind i mine kinder, som knive mod mit ansigt. Jeg snublede tilbage til sikkerheden, smækkede døren hårdt i. Roligt, sagde jeg til mig selv. Jeg trak vejret langsomt, talte til tre. Jeg kunne ikke rejse mig op, smerten i mit hoved tog alle kræfter fra mig. Jeg lænede mig op ad væggen.

Det var et minut. Måske to. Mine hænder som jeg havde holdt for ansigtet var som malet røde. Jeg kunne ikke åbne det højre øje. Vinden hylede som hyæner igennem sprækkerne. 

Jeg svedte meget, lugten bredte sig i stuen. Jeg vidste, at jeg burde vaske mit ansigt og finde nogle klude, men jeg havde mistet følelserne i mit ben. 

Det blev sværere at hive efter vejret. Uden videre skete det: Mit syn forsvandt.

_

Min krop var ved at vågne op fra en døs. Det første jeg lagde mærke til var mine hænder, der var spændt fast. ”Hjælp!” skreg jeg, Hvor længe har jeg sovet? tænkte jeg. Jeg følte mig indelukket. Jeg kunne ikke stoppe tårerne, der trillede ned ad mine varme kinder. Linda? Tuber var knyttet til min næse, min mund og mine håndled. Jeg skreg højere, jeg kunne ikke være rolig, angsten kvalte alle mine rationelle tanker. Jeg skrabede håndleddene til blods. Jeg vidste dog at det var håbløst. Kunne nogen hører mig? Var her nogen? Jeg træk vejret i tre langsomme åndedrag, for det var det man burde gøre i stressede situationer, ligesom dengang Linda og jeg befandt os i den situation med den døende hest. 

I det næste øjeblik var det som om mine øjne blev udsat for elektrisk chok. Jeg burde have været her et længere stykke tid, hvis jeg havde så svært ved at vende mig til mørke. 

Tre dybe vejrtrækninger.

Da jeg åbnede dem opdagede jeg, at jeg var omgivet af glas. Bag min gasmontre befandt jeg mig i en stor sal. Række efter række lå der glasmontrer. I hver og en af dem lå der unge mennesker, der først lige havde vågnet op. Jeg fik øjenkontant med en dreng på cirka min alder. Han var skaldet og iført en hvid læderdragt, præcis ligesom min. Han rystede af chok, hans ansigt var rødt af gråd. Det gik op for mig, at vi alle sammen var skaldet.

Pludselig dukkede de bare op. Deres råb blev hørt som stormvinde. Mennesker i røde dragter, skærme for deres ansigter, og hamre i deres hænder. Jeg var for svag til at fatte noget, men kunne jeg hører nogen der sagde ’smadre glassene’?

De spredte sig rundt, hver mand ved en glasmontre.

Mit hjerte ville om lidt springe ud af brystet på mig. Selvom jeg var ved at blive reddet, følte jeg en skygge af angst der konstant prikkede mig.   

En rød soldat havde lige kæmpet sig igennem en glaskiste længere væk, og var netop i færd med at hjælpe en splejset tynd pige ud igennem det kæmpestore hul.

”Bare rolig,” sagde en rød. Hans næse rørte mit glas. ”Vi får dig ud nu.”

Små glasstøv faldt som sne ned på mig, da han begyndte at hamrer. Jeg lukkede øjnene. Jeg lod mig selv svæve tilbage til en god tid: Linda og mig. Som dengang vi kyssede under stjernerne.

Hovedpinen vendte tilbage, vibrerede mit kranie. Natten og stjernerne forsvandt. En grå himmel dukkede op. Var dette et minde? Jeg befandt i en gade, mennesker tårnet op over mig. De var klædt i rødt. De havde travlt med at ... Det kunne ikke passe! Jeg havde lyst til at kaste op. Mens glasstøvet faldt, prøvede jeg at fortrænge billederne så godt jeg kunne. Pistoler blev skudt fra højre til venstre, og ligene faldt ned som fluer på smæk. En soldat havde grebet mig om halsen og strammede godt til ... nej nej nej! Hvorfor tænkte jeg på sådan noget?

Store glasskår faldt ned over mig. De røde hjalp mig fri fra tuberne, hastede mig ud af kisten. Det er okay! De reddede mig! Ingen bekymring. 

De satte mig i en gruppe sammen med andre unge.

Jeg rystede minderne væk, bankede mit hoved mod gulvet. Flere prøvede at dæmpe deres angst, mens andre gav tårerne frit løb. Vi var alle for bange til at snakke med hinanden.

"Fuck jer!" 

To rødsoldater slæbte en spjættende pige hen til os. Hun havde mord i øjnene. Kunne hun ikke se, at de prøvede at redde os? Vores helte ...

De satte hende ned ved siden af mig, hvor en af dem derefter låste hende med håndjern. Jeg tror det var fordi hun bed en af vagterne for et øjeblik siden. 

Lige så snart de gik, fik vi øjenkontakt. "Hallo," sagde hun. "De lyver!" 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, overvejede om jeg skulle flytte mig. ”Hvad mener du?"

"Åh nej." Hun tog nogle dybe vejrtrækninger. ”Hør her. Det her lyder måske underligt, men jeg vil prøve at forklarer det så enkelt som overhovedet muligt.”

En uro bredte sig i min mave.

”Vi alle unge. Vi har været inde i de her montrer i ugevis.”

”Hvad mener du? Jeg har ingen ide om hvordan jeg endte her, men jeg ved i hvert fald, at jeg ikke har været her i ugevis!" Men hvem bortførte mig?

"Shit!" Hun rystede på hovedet. "Hør rigtig godt efter. Okay?! Jeg overvejer at flygte. Jeg ved ikke hvad de vil gøre ved os, men jeg ved at de ikke er her for at redde os. Du er nødt til  at hjælpe mig ud af de her håndjern. Vi skal flygte!"

Jeg stirrede på hende, ord kunne ikke komme ud af min mund. 

"Måske kan jeg prøve at overbevise dig. Jeg vil forklarer dig det så roligt som overhovedet muligt! Okay?"

Jeg nikkede. Denne pige var måske sindssyg, men noget skulle jeg jo distrahere billederne i mit hoved med. 

Hun tog en stor vejrtrækning. "Godt? Hvordan var dit liv før. Altså før du vågnede op for nogle minutter siden. Det var roligt, ikke? Meget roligt! Men hør ..." hun så sig bag skuldrene. "Her er sandheden. Det hele har været en kæmpe hallucination. Intet af det var virkeligt. Hvad der rent faktisk skete var, at de der slanger koblet til dig, sørgede dig for mad, vand og stoffer. Det fredelige liv var kun i dit hoved."

Hvad?

Mit sind var blankt

"Hør, jeg ved at det overhovedet ikke giver mening ..."

"Hvad snakker du om!" skreg jeg i hovedet på hende. Nogle unge sprang forskrækket væk fra os. "Nej!"

"Tiden går langsommere når man er i hallucinationen. En måned derinde," sagde hun, nikkede mod et af glasmontrerne, "kunne lige så godt være et minut i det virkelige liv. Jo længere du lå i hallucinationen, jo mindre kan du huske, fordi stofferne æder din hukommelse. Min far var læge. Jeg plejede at stjæle nogle af hans bøger, når jeg kedede mig. Har du overhovedet ikke nogen minder tilbage?"

Jeg nægtede at acceptere, at ... det jeg så ... var minder. Hun var gal. Huset var ægte. Skoven var ægte. Linda var ægte!

"Det er ved at synke ind til dig nu," sagde hun. "Jeg tror ikke jeg har været koblet til længe. Måske nogle dage. Jeg boede på et slot med mine tre drager. Da jeg vågnede kunne jeg huske det meste. men det er ikke vigtigt nu."

Billederne kørte rundt i hovedet, det ene endnu mere forfærdeligt end det andet. Blod. Blod overalt. Jeg bankede mit hoved mod gulvet igen, igen og igen, hårdere for hver gang. 

"Stop det!"  Hun langede sine fødder mod mit hoved. "Sådan er virkeligheden. Sådan har den altid været."

Jeg lod mig selv falde til ro. Jo mere jeg snakkede med hende, jo mindre detaljerede blev billederne. 

"Nu spørger du sikkert dig selv hvad der er sket, siden vi nu er endt her." 

Jeg nikkede, men jo mere hun snakkede jo bedre.

"Som sagt så er virkeligheden forfærdelig. Du ved jo sikkert selv hvor meget. Men lad mig give dig en opdatering. Folk dør. Har du hørt om race-lejre? Det gider jeg ikke at komme længere ind på. Men i hvert fald: Mænd bliver til slaver. Kvinder bliver," hendes stemme ændrede tone, da hun sagde voldtaget. "Vores forældre betalte regeringen for at koble os til. Leve og dø i vores egen verden. Muligvis indenfor nogle måneder. Det er meningen med det hele. At give os en fredelig død, frem for den død virkeligheden ville have givet os"

Forældre? Hvorfor vækkede ordene noget inde i mig?

"Men ..." Jeg havde kun et spørgsmål. Uanset svaret vidste jeg, at jeg ikke ville kunne lide det. "Hvorfor er virkeligheden sådan her?"

"Krig. Sådan begyndte det. Vi sov alle sammen. Jeg tror at de røde har dræbt dem der arbejder her. Vil du ikke hjælpe med at stjæle ham soldatens nøgle. Please!"

 

 

 

 

 

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...