Klokken 3 ringer det på døren

I henhold til hvordan folk den dag idag vælger at håndtere følelser og andres har jeg skrevet denne novelle, ud fra frustationer og sorg.

0Likes
4Comentários
94Views
AA

1. Klokken 3 ringer det på døren.

Jeg lagde mig i sengen, under de kolde dyner, omkring midnat, træt. Med en følelse i maven, af nervøsitet og angst. Men jeg faldt i søvn. Min krop, tung af søvn, udbrændt fordi dagens energi er brugt, og så blev klokken tre, en tirsdag nat. 

Det ringede på døren og jeg vågnede med et sæt. Jeg vidste det var dig, jeg vidste du havde været i byen, at du stod foran min dør. Jeg tjekkede først min mobil, du havde allerede skrevet dine drunktexts og jeg lod et grin slippe ud, på grund af dem. Jeg rejste mig for hurtigt og jeg kunne mærke hvordan søvnen var blevet i min krop. Jeg åbnede døren og kiggede op på ham. Hans ånde lugtede stærkt af øl. Han stod stille længe. Mit hjerte bankede helt ustyrligt længe, men var faldet til ro. Jeg gik med ham hjem og vi sad på hans sofa og stirrede på hinanden. Han tog fat om mine lår og trak mig helt tæt ind til sig. Han var helt rolig, og det var lige før jeg faldt i søvn igen af det. Han kørte sin hånd igennem mit hår så langsomt og nænsomt. 
”Du… jeg kan godt lide dig. ” Sagde hans hæse stemme. 
”Du er bare fuld. Men jeg kan også godt lide dig. ” Hviskede jeg og så ham måske lidt for dybt i hans øjne. 
”Jeg ved altså ikke hvad jeg har gang i. ” Svarede han og så væk. Jeg tog hans hoved i mine hænder og smilte. 

”Du er ikke alene i det. Men det er okay.” Svarede jeg og kyssede ham i panden. Han var meget højere end mig. Nok to hoveder, mindst.

Vi sad længe i sofaen, og hans hænder var under min trøje. Hans fingre kørte op og ned ad min ryggrad mens hans hoved hvilede over mit. 

”Jeg er ikke klar til det her. ” Indrømmede han. Det forvirrede mig en smule, og jeg kan mærke at den udbrændte energi stadig havde nogle gløder tilbage i min krop. Angsten og nervøsiteten stod og pustede på gløderne. 

”Hvad mener du? ” Spurgte jeg og så ham igen i øjnene. 

”Jeg er vild med dig… men jeg er ikke klar til mere. ” 

”Det er okay. Hvem er nogensinde det? Aldrig gå på knæ for nogen, vel? ” Smilte jeg og kyssede hans hånd. Han åbnede sin hånd op og mit hoved passede perfekt deri. 

”Det her er ikke kærlighed, bare sådan du ved det. Hvad end det er, så er det godt. Jeg synes selv det virker som en forsinket gymnasie eller efterskole forelskelse, som er blevet badet i alkohol, sex, traumer og mistillid. Men det er okay. For det er med dig, og med dig, forsvinder det lidt. Jeg er ikke bange for dig, du giver ikke stjernerne eller planeterne, men du giver mig mellemvejen, og lige nu er mellemvejen med dig godt. ” Han sender mig et smil og et hæst grin. 

”Hvad er mellemvejen?” Spørger han så. 

Jeg tog en dyb indånding. Mellemvejen for mig, er ikke det samme som for ham. Min mellemvej, er at jeg bevidst går i seng med nervøsitet i kroppen, i frygt for at han sover med en anden, smukkere, mere yndefuld, med mere i livet, bedre end mig. Mellemvejen er at han nok bare nøjes med mig, selvom han bruger nætter med mig. Mellemvejen det er at han er nødt til at være fuld, for at ville røre ved min krop under mit tøj og snakke til mig, som jeg ville ønske han gjorde ædru også. Mellemvejen er at jeg er Mr. Hyde og han er Dr. Jekyll. Mellemvejen er at jeg lader ham fortælle mig gang på gang, at det ikke bliver til mere, og at han bagefter øser sine følelser ud, holder mig tæt ind til kroppen, men så snart vi vågner, så stikker jeg af, for jeg vil ikke plage ham, for jeg frygter at hvis det sker, så ser jeg ham ikke igen. Hører ham ikke sige mit navn, omfavne mig, vil lade sit hoved hvile på mit skød imens han langsomt falder i søvn. 

”Mellemvejen er så mange ting. For nogle er det religionen, som giver mennesket mellemvejen. ” Svarede jeg. 

”Jeg mente vores mellemvej.” Sagde han og tog en bid af sin natmad fra byen. Jeg grinte af ham og kiggede helt alvorligt på ham. 

”Mellemvejen… jeg ved hvad jeg skal skrive til dig, for at du kommer hjem hurtigere end først antaget. Mellemvejen er at du skal drikke dig fuld, før du overhovedet vil se på mig med det blik du har lige nu. Mellemvejen er at jeg forsvinder igen. Mellemvejen er at du godt ved du er som stoffer for mig. Som en afhængighed. Du vælger selv at acceptere det. ” 

Stilheden slog mig ikke i maven, som jeg først havde antaget. Den skar min mave op og lod alt flyde ud på jorden, og jeg har intet minde af mig som gik ud ad døren. Men jeg endte hjemme i min egen seng igen. 

Du ringede på min dør midt om natten. Du startede angsten, som senere blev storme, og derfra lærte jeg, at klokken 3 ringer det på min dør, og at du er navnet på alle mine storme. 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...