Signe?

Novelle der handler om hovedpersonen Signe, hun står overfor nogle vigtige valg i sit liv, men pludseligt tager turen til lægen en anden drejning end hun havde regnet med.

Udgivet i antologien Ordvox af forfatterskolen for unge i 2014

Coverbilledet er tager direkte fra historiens egen illustration i antologien.

2Likes
2Comentários
153Views

1. Signe?

Jeg sætter mig ned på den hårde plastikstol og kigger rundt i det fyldte venteværelse. Her lugter så meget af håndsprit, at det kradser i næsen. Luften er tyk af snak og larm. Det trykker i hovedet. Der er børn der skriger, voksne der skændes og gamle mænd der hoster. Jeg sidder og venter på, at det bliver min tur. Jeg kommer nok til at sidde her i ret lang tid, medmindre lægerne er super hurtige i dag, men hvornår er de det?

Jeg vågner op af min trance, da døren til venteværelset åbner. Det er ham, der kommer ind. Ham der engang fik mit hjerte til at banke og hele min verden til at snurre rundt. Ham der nu kun giver mig en dårlig smag i munden. Han ser rundt og scanner rummet for ledige pladser. Jeg følger hans blik, ved at det uundgåelige skal til at ske. Hans blik vil låse sig fast på den eneste stol tilbage, dén ved siden af mig. 

Jeg har lyst til at rejse mig og gå, eller bare forsvinde, men jeg sidder som frosset fast til stolen. Jeg kan mærke, hvordan han bevæger sig over mod mig.

"Må jeg sidde her?" Spørger han. 

Jeg nikker og kommer ved et uheld til at kigge op på ham. 

Han gisper.

"Signe, er det dig?"

Jeg kigger ned i gulvet.

"Hej Jonas."

Han smiler og sætter sig ned.

"Jeg havde slet ikke regnet med at se dig igen," han puffer til min skulder. "Lang tid siden"

Jeg nikker, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

"Har du slet ikke savnet mig?" Hans smil forsvinder.

"Jo da," skynder jeg mig at sige. "Jeg har bare haft så meget andet at tænke på." 

Jeg kan mærke, hvordan jeg krymper mig indeni. Jeg var lige ved at have det godt med tanken om, at vi ikke var sammen mere.

"Nå ja, sådan går det," han trækker på skuldrene. "Hvad laver du så her?"

"Jeg skal bare til tjek," jeg prøver at skjule løgnen, jeg har ikke lyst til at forklare hele situationen og især ikke til ham. 

Han nikker.

"Også her" han smiler. "Hvordan har du det egentligt Signe?" 

"Fint." 

Ordet bliver bare hængende i luften, som havde jeg lige sprunget hans boble af gensynsglæde.

"Fint, er det det eneste, du vil sige til mig efter tre måneder?" Hans skuffelse strømmer ud af ham som vand fra en tændt vandhane. 

Jeg mærker, hvordan jeg krymper mig endnu mere indeni, hvordan jeg bare gerne vil væk fra ham, men jeg kan ikke røre mig ud af flækken. 

Jonas ryster på hovedet.

"Hvad er der galt med dig Signe? Du har altid været så indelukket, men hvad har jeg gjort for at fortjene den kolde skulder?" Han fnyser og rejser sig op.

"Vi har vist ikke mere at tale om," han stiller sig over i hjørnet for at vente på sin tur.

Jeg kigger ned i gulvet og mærker, hvordan skammen breder sig indeni. Jonas har altid været så god til at få mig til at føle mig skyldig, så god til at få mig til at føle mig som en lille ubetydelig klat. Jeg snøfter og mærker pludselig en hånd på min skulder.

"Signe, græder du?" 

Jonas er helt tæt på igen, han lægger sin arm rundt om mig og tager mig ind i et stort knus. Han begynder at nynne, ligesom han gjorde, da vi var sammen. Men det føles ikke rart, det føles så forkert, vi havde jo slået op? 

Jeg prøver at slippe ud af hans omfavnelse, men han har altid været stærkere end mig. Jeg kan mærke, hvordan min vejrtrækning bliver mere hektisk, og hvordan vreden pludselig begynder at syde. Jeg vil væk, ikke andet, men jeg kan intet gøre. Tårerne triller ned af kinderne på mig og ætser nærmest ind i min hud. Som har han læst mine tanker, giver han pludselig slip, man skulle tro, han havde stukket sig. 

Jeg griber chancen for at få vreden ud. 

"Jonas, hvad tror du egentlig, at du har gang i?" 

Han kigger forbavset ned på mig og træder så et skridt tilbage.

"Undskyld jeg..."

"Nej du skal ikke sige undskyld," vrisser jeg. "Her troede jeg, at du gik og havde det så godt med din nye kæreste. Jeg havde for fanden lige vænnet mig til, at vi ikke var sammen mere, og så kommer du bare her og er lige pludselig så sukkersød. Det giver mig kvalme!" råber jeg lige op i Jonas´ betuttede fjæs. 

"Signe Andersen?" kalder sygeplejersken. 

Jeg nikker, rejser mig og går.

 

Jeg bliver vist ind i et lille kontor, der er hvide vægge og en hård briks i hjørnet. Rummet er meget trangt, men der er alligevel blevet presset et skrivebord ind i lokalet. Lægen, der ifølge navneskiltet hedder Agnete, siger at jeg skal sætte mig. Hun begynder at taste på den store stationære computer, der brummer, da hun starter et program op.

"Jeg kan se, du har bestilt tid til tjek." 

Jeg nikker og tilføjer.

"Ja, jeg skal bare se, hvordan det ser ud." 

Agnete skribler ned på computeren og spørger nogle obligatoriske spørgsmål.

"Har du tænkt dig at beholde det?"

Jeg nikker.

"Er du sikker?"

"Hvorfor skulle jeg ikke være sikker?" 

Lægen ryster bare på hovedet og skriver videre.

"Bare læg dig op på briksen." 

Jeg lægger mig ned på den hårde briks, mit hjerte hamrer allerede som en hest i galop. Der er så mange spørgsmål, der rumsterer rundt i mit hovede, men jeg prøver at skubbe dem væk, måske vil det hele være ligemeget om lidt.

Lægen smører en kold gelé på min mave. Hun kører en scanner rundt over min mave, og oppe på den lille skærm dukker der et billede op. Der er det, mit lille barn.

Jeg ved ikke, om det var fordi, at jeg lige havde grædt, at jeg havde så let til tårer, men de kom nu alligevel. Jeg skulle være mor!

Agnete bliver ved med at snakke noget tid endnu, og jeg sluger det hele råt, husker hvert et ord. Alt det jeg ikke må gøre og ikke må spise, det er fint. Det eneste spørgsmål, der får nervøsitet tilbage er:

"Hvem er faren?" 

"Jonas Müller Laursen," jeg synker en klump.

Agnete smiler.

"Jeg kan se, han er til tjek i dag, er I her sammen?" 

Jeg bliver helt rød i hovedet og siger straks,

"Nej! Øh... Nej, vi slog op for tre måneder siden..." 

Lægens smil forsvinder.

"Nå ja, sådan går det. Så må du have en god dag." 

Vi giver hånd, og jeg går ud i venteværelset igen.

 

Da jeg kommer ud i venteværelset, sidder Jonas der stadigvæk. Måske er det bare fordi, at jeg lige har tænkt så meget på min mave, at den pludselig ser så stor ud. Jeg når lige at fange mig selv i at lægge hånden på maven. Jeg ser op, men det er allerede for sent. Jonas' øjne er helt store, og jeg kan bare mærke, hvordan han prøver at læse mine tanker. Jeg går ud af venteværelset med hastige skridt, han skal bare ikke blandes ind i det her! Men han er allerede bag ved mig, og inden jeg når at komme helt væk, tager han fat i mig.

"Signe? Er du gravid!?" 

Jeg kan se på hans ansigt, at dette her er alvorligt. Jeg bliver nødt til at sige sandheden, for ellers vil han alligevel kunne se at jeg lyver.

"Ja, men du skal bare lade mig være." 

Jeg havde tænkt, at det skulle have lydt mere hårdt og strengt, men det kom kun ud som en slags lille hvisken.

Jonas sukker.

"Hvorfor har du ikke fortalt mig det?" 

Jeg kigger på ham, ser ind i hans dybblå øjne. Hvorfor? Ja hvorfor? Måske fordi han stak af og efterlod mig med et hul indeni. Måske fordi han ikke turde elske mig, og derfor var han utro med en masse billige piger.

"Fordi du svigtede mig," jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men det føles rigtigt.

Jeg går, der er ikke mere at sige.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...