Min drøm

Deltager i konkurrencen "Skriv om en destination." i kategoreien: "Skriv en historie om din drømmeferie", hvor jeg tager udgangspunkt i en drømmerejse jeg har, der gerne skulle ske om et års tid.

5Likes
20Comentários
415Views

1. ***

Jeg kigger på dig. Ser på dine grædefærdige øjne, dem du prøver at skjule for mig, du er jo en mand. Jeg kysser dig, prøver forgæves at gøre dig glad, ved at kærtegne din kind. Dine øjne ser bedende på mig, de beder mig om alle de ting, der er forbudt at spørge om, forbudt at forlange af mig. Jeg sukker lydløst. Kysser dig igen.

Jeg tager min jakke på. Mine forældre venter ude i bilen på mig. De dytter nu, og jeg prøver at opmuntre dig med et smil.

”Du ved jo godt, at jeg elsker dig. Det er kun tre måneder, jeg er tilbage før du overhovedet opdager, jeg har været væk.” Jeg prøver at kigge overbevisende på mig. Du krammer mig nu, hårdt og langt. Du svarer mig ikke, men der er heller ikke mere at sige, ikke mere at gøre. Jeg ved hvad du tænker, og jeg forstår godt din usikkerhed. Jeg håber bare, at mine øjne fortæller dig alt det, jeg ikke selv kan få sagt.

Min far dytter utålmodigt. Jeg kan mærke klokkens tikken, og jeg ved, at jeg har travlt. Jeg trækker mig ud af din favn, og giver dig et sidste kys. Du ser bare trist ned mod jorden, og jeg ved, at jeg skal gå nu, før jeg gør noget jeg kommer til at fortryde. Du tager min hånd, hårdt, og fletter dine fingre sammen med mine. Sammen går vi ud mod mine forældres bil, og vi krammer en sidste gang. Jeg sætter mig ind i bilen, og min far kører hurtigt videre. Jeg tør ikke vende mig om, for at se dig ud af bilruden. Kan ikke holde ud, at min drøm, gør dig så ked af det.

For første gang i flere år, er der en god stemning mellem mine forældre. De kan ligefrem joke og grine med hinanden, imens vi sidder der i bilen. Vi snakker med hinanden, snakker om de spændende næste tre måneder. Endelig, endelig går min drøm i opfyldelse. Hele min krop og mit sind går fra grædefærdig til spændt og nervøs. Hvad nu, hvis det hele ikke lever op til mine forventninger? Hvis jeg ikke kan finde ud af, at passe pingviner, eller hvad nu, hvis jeg ingen venner får? Min mor skuler bekymret til mig, og min far siger det er noget pjat. Jeg beroliger mig selv, prøver at dæmpe mine forventninger, og endelig nyde, at jeg skal lave noget andet end at gå i skole og arbejde hårdt.

Det er den hurtigste køretur, jeg nogensinde har haft til lufthavnen, og før jeg ved af det, skal mine forældre til at tage afsked med mig. Dette er en situation, jeg slet ikke havde taget stilling til før nu, og jeg går lidt i panik indeni. Min krop kan ikke håndtere flere følsomme afsked. Min far ser på mig, giver mig et halvhjertet, akavet kram, og siger jeg skal passe på mig selv. Min mor ser igen bekymret på mig, kysser mig på kinden, og trækker mig ind til et langt kram. Hun beder mig om at ringe hjem mindst én gang om ugen, og jeg lover hende det højt og helligt, selvom vi begge ved, det ikke kommer til at ske. Det sted jeg skal være i Sydafrika, er der ikke altid strøm og teknikken svinger meget, så vidt som jeg har forstået. Vi siger det endelige farvel, og jeg skynder mig væk fra dem, så jeg ikke skal se de tårer, der snart strømmer ud fra min mors øjne.

Det er første gang, jeg skal selv finde rundt i en lufthavn, men jeg hanker op i mig selv, og prøver at tage mig sammen. Heldigvis, ser jeg hurtigt en mand med et skilt fra den organisation jeg skal med, og han står med fire mennesker. De ser flinke ud, og jeg skynder mig derhen. Hurtigt præsenterer de sig for mig, og den sidste pige, Nicole, kigger lidt mere interesseret på mig. Det er tydeligt, at vi prøver at inddele os i de rammer vi er vant til, og prøver at finde nogle der ligner os selv. Jeg accepterer situationen, og efter vi alle fem har snakket sammen i en time, og jeg finder ud af at Nicole skal sidde ved siden af mig i flyet, er alt min nervøsitet erstattet med ren spænding, og jeg kan slet ikke vente med at lande i Sydafrika.

Vi sidder i flyet, og jeg har sjældent været gladere. Vi lander snart, og har fået en masse information. Selvfølgelig, har jeg styr på alt min research, jeg har sparet op og glædet mig til det her i over tre år. Jeg ved hvordan vejret i Sydafrika typisk er omkring de her måneder, ved vi skal bo i et ungdomshus med unge fra hele verden af, og jeg ved så meget, som der overhovedet er muligt om pingviner. Pingviner har altid været mit yndlingsdyr, og jeg har altid haft en hemmelig drøm, om at skulle opleve dem i virkeligheden, passe dem, ikke bare se dem i Zoologisk Have. Når jeg har fortalt om drømmen til mine medmennesker, har de altid rynket på næsten.

”Pingviner? I Sydafrika? Hvad får du ud det?” har de altid sagt grinende, og rystet på hovedet. Jeg smiler af dem i hovedet nu, glæder mig til min drøm gå i opfyldelse.

Vi spænder vores sikkerhedsseler, og min krop gør det, den altid gør når man skal lette og lande i et fly. Den sveder, og bliver nervøs. Jeg samler hænderne, beder en stille bøn til Gud, og læner udmattet hovedet tilbage i sædet.

Vi er ude af flyet nu, og har lige fået vores bagage. Vi havde fået afvide, der ville stå en fra organisationen hernede og vente på os, men der er ingen. Vi bliver lidt nervøse, og begynder at snakke sammen, i stedet for at tænke på, hvorfor ingen er kommet. Vi er alle sammen jævnaldrende, og det går hurtigt op for mig, at jeg er den eneste der ikke skal bruge dette i min uddannelse eller studie. Jeg gør det af ren lyst, og af interessen for pingviner. Pludselig kommer der en forvirret mand løbende ind ad dørene til lufthavnen, og han smiler da han ser os.

”Hello, my name is Daniel, and I am going to take you all to your destination.” Han snakker lidt rustent engelsk, men han smiler kæmpestort, og jeg ved, at ham her, ville jeg kun kunne elske.

Varmen rammer os med et slag, ligeså snart vi har forladt lufthavnes beskyttende døre, og vi sætter os ind i den gamle bil. Der er ingen sikkerhedsseler, og Daniel fortæller os hurtigt, at vi er kommet midt i myldretiden, og man åbenbart ”drives like crazy down here.” Han sætter farten op, og overskrider hurtigt den fartgrænse vi har i Danmark. Vi ruller alle vinduerne ned, og alle Sydafrikas spændende dufte og lyde fylder hurtigt hele bilen. Der er larm på gaderne, og jeg kigger ud ad vinduet, ud på glade mennesker i farvestrålende tøj. Vi kører relativt hurtigt ud af byen, og der bliver længere imellem byerne, senere landsbyerne, og endnu senere de enkelte huse. Der er god stemning i bilen, og før jeg ved af det, er vi kommet til den første destination. To af personerne fra Danmark stiger ud af bilen, smiler glade til os, og vinker farvel da vi kører videre.

Jeg må være faldet i søvn, for lige pludselig standser bilen, og Daniel råber højt: ”Last stop!” Jeg stiger ud, stiger ud i varmen og kigger mig lidt omkring. Vi er omgivet af træer, og inden min hjerne når at registrere noget, kommer der omtrent 10 mennesker ud fra den eneste bygning jeg kan se, og de smiler til mig, krammer mig endda. De snakker i munden på hinanden, forklarer mig, at de har ventet på mig, at jeg ville komme til at elske at være her. Jeg smiler til dem, krammer den gæstfri sydafrikanske kvinde, der også er frivillig for at forbedre pingviners levevilkår, og føler mig overbevist. Dette bliver de tre bedste måneder i mit liv, og jeg kan ikke vente på at min drømmeferie går i opfyldelse. 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...