Vi begravede en fugl i dag

"Så," siger Rosa
"Så," siger jeg.
Naya siger det ikke, men mener det nok alligevel.
Så er den fugl begravet.
/Vi begravede en fugl i dag handler om mig. Den handler om mig, 15-årige Laura Rye Bislev, om mit liv. Den handler om mig, der skider, mig, der forelsker mig, mig der går ud af niende klasse, mig der bliver en del af en vennegruppe, som ingen anden, mig der får sæd i øjet, får 12 i alle fag og får angst. Det er fortællingen om mit liv, om hvorfor det hele endte, som det gjorde. Og den er skrevet med et håb om, at andre 15-årige, såvel som 90-årige og vil tage et eller andet med sig fra den, at de vil forstå det på en ny måde efter at høre om det på så en brutal ærlig måde fra et andet menneske. Den er skrevet som et opråb - et opråb til alle mennesker, derude om at huske det vigtigste i livet. Fucking kærlighed. Fucking kærlighed, til mennesker, til steder man engang har været, sange man engang har hørt. Og den er skrevet i håbet om, at ingen andre skal ende ligesom mig.

0I mi piace
1Commenti
743Visualizzazioni
AA

24. Epilog

”Det er lige herover,” siger jeg og trækker i din hånd.

”At I begravede den?”

”Jaer.” Jeg smiler ved synet af jordbunken

”Hvordan kan du overhovedet huske det?”

”Jeg ved ikke, jeg tror bare, det fyldte ret meget for mig den dag, vi gjorde det.”

”Og måske også fordi du skrev en hel roman om det.” griner du.

”Det er jo det, der er det smarte. Nu kan jeg ikke glemme noget.”

Du nikker tænksomt, nikker så meget, det ender med at du sætter dig ned, jeg holder godt øje med, du ikke sidder direkte oven på fuglen.

Jeg sætter mig ned ved siden af dig, folder mine ben hen over dine, et orange og et blåt, en rød sok og en grøn sok. Hvis fuglen kunne se op gennem jorden, ville det nok være sådan en farvekombination, der gav den lyst til at leve igen.

”Det er ret sjovt,” siger jeg, aer din hånd med min finger, tegner i al hemmelig en smiley.

”Hvad er?”

”At sådan på det tidspunkt vi begravede den der fugl. Jeg ved ikke, jeg troede bare aldrig jeg skulle nå hertil”

”Men nu er her vi,” siger du, kysser mig på næsen, den er fedtet ind i solcreme. Nu er vi her, og det er 30 grader, og nu er vi her og vi flytter også måske senere for at tage til stranden eller ned i Øst for Paradis. Måske senere, vi skal på gymnasiet i Aarhus begge to, lidt senere, skal mødes med Rosa, Lærke og Atlaz lidt senere, sover måske hjemme hos dig eller hos mig, måse kan vi egentlig bare ligge os ned på jorden der, vi har varmen fra hinandens kroppe, måske isolerede vi fuglen så meget, der også stadig er noget tilbage i den. Måske vil vi få en lille lejlighed sammen, sådan en, hvor man skal suge maven sammen, når man bevæger sig rundt og flytte ind og bare falde i søvn på en madras på gulvet den første aften, vi er der. Måske tager vi ud at rejse på et tidspunkt. Til Kina har vi snakket om. Man får meget jetlag af det, har vi snakket om.

”Jeg tror også bare, at der er sjovt at kunne være her. Det har virket som om alting har været forsvundet, har været væk. Og alligevel er vi bare sådan tilbage her. Jeg ved ikke.”

Jeg læner mig op ad dig, væk fra fuglen. ”Det sidste år har bare været som et eller andet hul, man falder ned i, altså ligesom det vi gravede fuglen ned i, så det ikke er et ordentligt år eller noget, men bare er sådan. Noget man skal kravle ud af. Komme væk fra.”

”Er du så kommet væk fra det?” spørger du.

”Det tror jeg,” svarer jeg, kigger lidt på jorden. Bliver pludselig bange for, at vi glemte noget, inden vi begravede fuglen, glemte at mærke på dens hjerte glemte at se om den kunne åbne øjnene. Glemte, at se om den stadig var levende. ”Jeg er bare bange for, at det sker igen. ”

”Det gør det jo ikke. Man skal være meget dum for at falde ned i det samme hul to gange.” Du griner, det er for sjovt, du ved godt, jeg ikke er meget dum.

”Man skal bare ligesom vide, hvor hullet er. Det var derfor, vi ville sætte et kors og sådan noget op. Og det var ligesom derfor, at det var så vigtigt for mig at få skrevet den roman du ved, fordi sådan. Jeg gerne ville have folk til at forstå. Kan du huske da din mor læste den der bog om mennesker med angst?”

”Mhm.”

”Og du ved, det er sødt og alt sådan noget, men det er bare, du ved, så står der noget i bogen om unge med angst og så er det jo åbenbart bare mig. Der stod ligesom alt muligt med sådan at få angst i Storcentre og whatever. Og jeg vil bare gerne kunne forstå mig selv, som sådan som mig, du ved, med cerebral parese og belastningsreaktion og angst og med at jeg har rigtig mange Harry Potter bøger og er kærester med dig og venner med HAHA og har make-up på der matcher mit tøj og tøj der matcher mine sko. Så jeg ikke behøver et kors eller nogle blomster, men bare sådan. Ved det. ”

Der går et øjeblik, hvor jeg med min ene hånd, højre hånd, kører min finger i en cirkel rundt om hullet, holder dig i hånden med den anden.

”Magnus?” spørger jeg dig.

”Mhm.”

”Tror du egentlig, at fuglen var en metafor for noget?”

”Nej,” siger du.

Iscriviti su MovellasScopri perché tutta questa agitazione. Iscriviti adesso per cominciare a condividere la tua creatività e passione.
Loading ...