Vi begravede en fugl i dag

"Så," siger Rosa
"Så," siger jeg.
Naya siger det ikke, men mener det nok alligevel.
Så er den fugl begravet.
/Vi begravede en fugl i dag handler om mig. Den handler om mig, 15-årige Laura Rye Bislev, om mit liv. Den handler om mig, der skider, mig, der forelsker mig, mig der går ud af niende klasse, mig der bliver en del af en vennegruppe, som ingen anden, mig der får sæd i øjet, får 12 i alle fag og får angst. Det er fortællingen om mit liv, om hvorfor det hele endte, som det gjorde. Og den er skrevet med et håb om, at andre 15-årige, såvel som 90-årige og vil tage et eller andet med sig fra den, at de vil forstå det på en ny måde efter at høre om det på så en brutal ærlig måde fra et andet menneske. Den er skrevet som et opråb - et opråb til alle mennesker, derude om at huske det vigtigste i livet. Fucking kærlighed. Fucking kærlighed, til mennesker, til steder man engang har været, sange man engang har hørt. Og den er skrevet i håbet om, at ingen andre skal ende ligesom mig.

0I mi piace
1Commenti
847Visualizzazioni
AA

22. Kapitel 20

”Så kan man ikke se fuglen længere,” siger jeg.

Rosa og Naya kigger efter.

”Næh, der er bare jord.”

”Er vi så færdige?” spørger jeg, hviler min hånd på jorden.

”Nej, vi mangler stadig at pynte den,” siger Rosa kigger sig allerede om efter blomster, er allerede opgivende ved at indse, at der mest er græs.

”Ja, det er jo det allersidste, der er det vigtigste. Vi skal ligesom markere, at her, her er der ikke bare jord, her er der en fugl, der er begravet. Ellers er alt vores arbejde jo lige meget.”

Vi nikker. Så rejser vi os op, begynder at gå rundt. De blomster må jo være der et sted.

Og så rejste vi os op fra trappen og gik hjem til dig og faldt i søvn. Vågnede, det var en dag mere, der var gået, vi var sammen med Sylvester og Lærke, røg tjald og så en gyserfilm bagefter, jeg så på væggen i stedet for, jeg syntes det var for uhyggeligt. Så lukkede jeg øjnene, væggene hos din far havde sådan en rar gul farve, jeg havde aldrig set noget mere uhyggeligt, end dem der forsvandt fra mig.

I gyserfilmen blev en familie savet over med en motorsav.

Så var vi i sommerferie med din familie, kom hjem, min familie var i sommerhus uden mig, huset var tomt.

”Det er ligesom om, vi er sådan et 20-årigt velfungerende par, der bare har et sted at bo og som laver mad og har sex,” sagde vi, så Mulan uden tøj på, havde sex uden tøj på, det var første gang, du kom i mens, og vi hang kondomet op på mit skab med et stykke tape og tog et billede af det, havde aldrig været mere stolte.

Var i Tivoli sammen, alle syv, stod med armene om hinanden ved siden af Kobraen og fik en fremmed til at tage et billede af os. Så lagde vi billedet op på Instagram, og der var én, der så billedet, fortalte os engang til en koncert, vi var til, at han havde troet, vi var 18 år og boede i kollektiv sammen.

”Nej, nej, vi er bare nogle snottede femtenårige, der er alle mulige forskellige steder,” sagde vi.

Og så skulle vi til Gammel Ry. Nayas mormor og morfar boede der, i et hus, der var tre kilometer væk fra alt det, man kunne kalde for andet, der var kun internet, hvis man satte sig i en meget bestemt stol. Og Nayas mormor og morfar havde en lille hytte ved siden af deres hus, og vi lagde madrasser på gulvet der. Skulle sove der i to nætter.

En aften tog vi op på Himmelbjerget. Vi gik op af det, og jeg blev overrasket over hvor kort tid det tog. Jeg havde altid troet, Himmelbjerget var højere. Nayas mormor og morfar var også med havde taget lakridsis med til os og små kopper, vi kunne have det i. Da vi havde spist alt isen, gik Nayas mormor og morfar ned, havde ikke mere at gøre på toppen. Og vi blev, hvor vi var, indtil Lærke foreslog, vi skulle gå ned.

Atlaz var på vej hen til den trappe, der gik ned.

”Nej,” råbte Rosa efter hende. ”Lad os bare løbe ned af i stedet for.”

Så vi klatrede over et hegn, eller under et hegn, begyndte at løbe ned af, og der var græs og vores fødder og mos og vores tæer, og det gik ned af og solen gik ned af, og du hjalp mig over endnu et hegn, og vi løb op på endnu en bakke, næsten lige så høj som Himmelbjerget, og alligevel var der ikke nogen, der havde navngivet den noget eller bygget trapper op på den.

Vi svedte alle sammen efter at have løbet. Tog alle sammen vores trøjer af, smed dem i græsset, i mosset, vi fik sikkert flåter i dem, vi var sikkert ligeglade. Stod der, med vores bryster, der stadig ikke var helt op med at gynge, stod der med din brystkasse der ikke var helt stoppet med at stå stille, med bakken, der ikke var helt stoppet med at stå stille.

”Vi må jo ligne en eller anden mærkelig kult,” sagde Naya om os. ”For dem der er oppe på bjerget. De må jo være bange for, at vi vil prøve at få dem ned. ”

Vi grinede, blev enige om at vi ville lade dem tro, hvad de ville. Stillede os med armene rundt om hinanden, hænderne på hinandens bare skuldre.

”Det er HAHA for evigt,” sagde vi. Så foldede vi alle sammen vores hænder.

”Jeg beder til, at ligegyldigt hvad tiden og efterskoler og den slags ting kommer til at gøre ved os, så kommer vi aldrig nogensinde til at stoppe med at være sammen og elske hinanden,” sagde jeg, op mod Himmelbjerget, op mod alt det der var højere end Himmelbjerget.

”Op mod HAHA-guderne,” sagde vi.

Så stod vi lidt, bevægede os mindre end Himmelbjerget, der måtte da være nogen HAHA-guderne eller nogle turister der så os og tænkte over det og måske tænkte, at vi fortjente at blive stående.

”Det er blevet koldt,” sagde Naya pludselig. Tog sin trøje på. Blev ædt af flåter.

I andre begyndte også at samle dem op, Rosas var blæst lidt ned af bakken, hun panikkede i 10 sekunder, før hun fandt den.

”Nej,” sagde jeg, kiggede på jer med øjnene, med brystvorterne. ”Kan det virkelig passe, at jeg er den sidste tilbage?”

Det endte med, at jeg tog min skjorte på uden at knappe den.

Det endte med, at vi nogle dage efter, da vi kom hjem til mit tomme hus, sad og så dokumentarer om sekter og kultur.

”Shit det er skræmmende,” sagde vi alle sammen og spiste noget mere af den chokoladekage, som vi selv havde bagt.

Det endte med, at vores forældre nogle måneder senere ringede til hinanden. ”De har måske været som en sekt,” sagde de. ”Presset hinanden til at tage stoffer og gøre seksuelle ting. Hvem ved hvad de har lavet, når de var alene.”

Det endte med, at vi gik ned, at vi to gik lidt bagefter de andre. Så mere bagefter, mere og mere. Til sidst kunne vi ikke se solen. Eller de andre.

”Burde vi måske være drejet af?” spurgte jeg dig.

”Det ved jeg ikke. Det er så mørkt, at vi måske bare burde være drejet af.”

”Det er virkelig mørkt,” sagde jeg. Vi gik lidt længere hen ad vejen.

”Jeg tror altså, at det er den forkerte vej,” sagde du.

”Hvad nu hvis der er ulve?” spurgte jeg.

”Det er der ikke.”

”Det er der jo et eller andet sted.”

”Men ikke her, okay. Vi skal nok finde de andre. HAHA-guderne holder hånden over os, husker du nok.”

”Ja,” sagde jeg.

”Jeg sværger, det der var altså en ulv,” sagde jeg fem minutter senere.

Alligevel fandt vi tilbage og fandt hjem, tog vist bare et tog.

Alligevel tog de andre afsted og vi sad alene tilbage i mit hus, og det var 30 grader hele den ferie, og vores lår klistrede sammen, som to svedende skinker, sagde Sylvester og grinede. Og vi grinede også, sad i min sofa, tættere og tættere. Begyndte at se Black Mirror sammen, begyndte at spise yumyum sammen, selvom vi havde hver vores skål, sammen, sammen, vores lår sagde en svuppende lyd, når man træk dem fra hinanden.

Så fik du betændelse i dit øre. En uge før efterskole. Der var sådan en byld, bag ved din ørering, som gjorde ondt, når du drejede hovedet.

”Du skal vist til lægen,” sagde din mor.

”Hvor lang tid kommer du til at være væk?” spurgte jeg.

”Det ved jeg ikke,” sagde du og tog væk.

Jeg gik hjem. Hørte en Sur!!!!!-playliste, som ingen gang var min, men Nayas, jeg havde aldrig været så sur, løb, hoppede, så meget, at jeg tabte min nøgle ud af min lomme. Det var en gammel mand, der sagde det til mig.

Da jeg kom hjem, fandt jeg informationspapirerne fra min efterskole på køkkenbordet. Der var en elevliste og en pakkeliste og et velkomstbrev, og jeg rev det hele i stykker. Det var ikke nok. Så trampede jeg på det. Det var heller ikke nok.

Så tog jeg en køkkenkniv, en af de største vi havde, kørte den hen over min egen arm, en to, tre, fire, fem gange. Lagde den på køkkenbordet, inden jeg selv faldt sammen på køkkengulvet.

Min telefon bippede. ”Det tager måske nogle timer mere. Jeg skal havde prikket hul på den der byld,” skrev du. Jeg blev liggende på køkkengulvet i nogle timer mere.

Det var først om aftenen, at du så stregerne.

”Er det?” spurgte du.

”Det var bare –” sagde jeg, kørte fingrene hen over stregerne. Det var bare nogle timer vi ikke så hinanden. ”Det var bare en kat, der kradsede mig.”

”Nej,” sagde du.

”Nej,” sagde jeg lidt efter.

”Synes du, at det var pinligt at fortælle, hvad det var i virkeligheden?” spurgte du.

”Nej,” sagde jeg, lænede mig op ad din arm uden de røde streger. ”Jeg tror bare, jeg kan huske hvor ekstremt hårdt det ligesom var for mig, da du skar i dig selv, da jeg var på Malta. Den der følelse af magtesløshed, af så gerne at ville hjælpe, men ikke kunne. Jeg tror bare, at det får mig til ikke helt at kunne forstå, hvorfor jeg gjorde det”

Den næste dag spurgte min mor mig, hvor de røde streger kom fra. Vi stod i køkkenet, var ved at tale pakkeliste til efterskole.

”Det ved jeg ikke,” svarede jeg. ”Måske har jeg kradset mig på en eller anden busk eller noget i den retning. ”

”Må jeg for resten gerne sove hos Lærke den sidste nat inden efterskole?”

”Tror du ikke, at det bliver lidt presset? At sådan tage direkte hjem fra hende og så i bad og så ud i bilen.”

”Nej, jeg har det okay med det.”

”Har du for resten set de papirer, vi fik fra din efterskole?” spurgte min mor, var ved at skære nogle tomater over med vores største køkkenkniv, træk røde streger på køkkenbordet.

”Nej,” sagde jeg.

Gik sammen med dig. Den dag skulle vi hjælpe Sylvester med at filme hans videokunstprojekt, var ude på ringgadebroen, ham og Rosa havde mærkeligt tøj på og mærkeligt makeup, sådan nogle røde streger malet i ansigtet.

”Hvad handler det om?” spurgte jeg Sylvester.

”Om at være barn og ikke have en fremtid, og de voksne der siger, at man skal have en, selvom man ikke har lyst til det,” sagde han og hankede op i den lilla bamse og den plastiksæk og den Rosa og den cola, han havde med. Det var vist sådan man viste, at noget handlede om det.

Det begyndte at regne, mens I var i gang med at filme. Det begyndte at regne, Sylvester og Rosa og dig gik ind under et halvtag, Sylvesters røde streger var ved at løbe af.

Jeg var på vej ind under halvtaget. ”Jeg glæder mig så meget til at folk på efterskolen kan se min film, vores film,” sagde Sylvester til dig. ”De kommer til at være så misundelige på os.” Og Sylvester lagde senere filmen op på Facebook, man kunne se ham, han skrev at du havde filmet, jeg havde siddet ved siden af dig hele tiden, det stod der ikke, den handler om ikke at ville have en fremtid.

”Jeg glæder mig så meget til det næste år. Jeg kan lave så meget fed videokunst,” sagde Sylvester, mens du ikke filmede, og jeg gik ikke under halvtaget, blev stående i regnen, blev vådere og vådere.

”Er jeg våd nok?” spurgte jeg dig nogle gange inden vi havde sex, og du mærkede efter med en finger, vidste det bedre end mig selv.

Stod der og blev vådere og vådere, mit tøj vejede mere end mig selv.

Sylvester kom ud fra under halvtaget. Satte sig ned ved siden af mig. Jeg havde ikke engang vidst, at jeg sad ned.

”Det er bare fordi du tænker forkert,” sagde han. ”Du skal ligesom se efterskolen som baggrunden for dit liv nu. Og så alt det andet – alle os, er bare sådan farvede firkanter og trekanter.” Han pakkede sig selv mere ind i sin jakke med farvede firkanter, han havde købt den for to dage siden.

Så gik han ind og du kom ud.

”Vil du med hjem og se Black Mirror og spise yumyum,” spurgte du, og jeg nikkede, lænede mig ind mod dig et kort øjeblik, som en radiator der var tør, ikke den slags med et skilt om at man ikke måtte hænge sit tøj til tørre. Bare som dig.

Så kom Rosa ud. ”Glæd dig til afskedsparty,” sagde hun.

Og jeg glædede mig til afskedsparty. Vi havde snakket så meget om det.

”Måske kan vi skrive små breve til hinanden, hvor vi fortæller hinanden hvor meget vi betyder for hinanden. Og måske kan vi sådan tage en tur rundt i Aarhus og besøge alle de steder, vi har været og sige farvel til dem, og vi kan måske skrive en sang, og vi kan sidde med dyner og sådan og dele vores yndlingsminder og kramme så meget, at vi brækker alle knoglerne og så kan vi alligevel ikke komme på efterskole og så kan vi skrive søde beskeder til hinanden på hinandens gisp,” sagde vi.

Det endte med at Lærke købte nogle chips. Og noget alkohol. Og det var det, og det var det, og vi vågnede op hjemme hos din mor den dag, vågnede begge to tidligt tror jeg, lå begge to helt stille, jeg kunne bare se dine øjne bevæge sig under dine øjenlåg, du kunne måske mærke min hånd bevæge sig op og ned ad din brystkasse.

”Vi kunne jo bage pandekager,” sagde du til sidst.

”Mhm,” sagde jeg.

Så stod vi op, gik i fakta for at købe en liter mælk mere. Vi tager pandekager med, skrev vi ind i HAHA.

Så stod vi ved dit køkkenbord, vendte pandekagerne, vendte os ind mod hinanden, kyssede hele tiden, pandekagerne brændte på, vi tændte for emhætten, skrev ind i HAHA, at der måske ikke var nok til at alle kunne få en hver, skrabede alligevel det brændte af dem, kyssede igen.

Du havde sat Fallullah på, det var mit yndlingsmusik, da jeg var otte. Dansede ind og ud mellem pandekagerne og hinanden.

Fallullah sang noget.

”Det skal nok gå,” sagde du, da vi havde slukket for blusset.

”Det skal nok gå,” gentog jeg. Så krammede jeg dig, og du krammede mig, og så stod vi sådan, indtil selv de mest brændte pandekager var blevet kolde.

”Det skal nok gå,” sagde vi igen, da vi gik hen til Lærke. Vi havde fem kolde pandekager med noget film over, jeg blev ved med at løfte det op og spise lidt af pandekagerne fra hjørnerne.

”Det er jo ikke fordi, at der sådan reelt er noget, der kommer til at ændre sig ud over. At vi ikke ser hinanden helt så ofte, som vi er vant til,” sagde du. ”Du behøver ligesom bare ikke opdele dit liv i sådan, forskellige perioder, og det er de samme mennesker der bliver ved med at være i det, hvis det er de samme mennesker, du gerne vil have i det. Du kan altid skrive til din matematiklærer på Facebook og spise yumyum ude på efterskolen.”

”Men det er jo fucking opdelt,” sagde jeg, drejede af på den sti, man skulle op af mod Lærke. ”Det er jo, at vi om et døgn kommer til at være hver sit sted og vi i aften kommer til at falde i søvn, sammen, alle sammen og så være syv kroppe, der ligger det samme sted, og om et døgn kommer vores krop til at være et andet sted – og”

Jeg lagde et stykke pandekage mere ind i min mund, ind i mit hoved. Gik videre op mod Lærke.

“Er du okay?” spurgte Lærke en dag, da vi spiste frokost, en dag nogle måneder inde i efterskoleåret, en dag hvor Lærke var en anden Lærke, der boede et sted i Nordjylland og ikke et sted med stier. Måske var det fordi jeg græd. Måske var det fordi jeg kun havde spist halvdelen af min kartoffel.

 

“Nej,” svarede jeg den dag, da vi spiste frokost, da jeg var færdig med at spise frokost, havde lagt min gaffel ned, havde ikke lyst til mere kartoffel eller rødbedebøf eller mere.

 

“Elefanter virrer med hovedet, når de har det dårligt, det kan man se i zoo,” sagde Mia den dag, da vi spiste frokost. Mia vidste aldrig helt, hvad hun skulle sige.

 

“Men elefanter har det jo godt i zoo,” sagde Lærke, “ de ved det nok bare ikke selv, de får mad og plads” sagde Lærke og der lå fem rødbedebøffer mere jeg kunne spise.

 

“Jaaa,” sagde Mia. Hendes ja ‘er tog længere tid end alle andres, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle sige efter ‘ja’. “Ja,” sagde Mia igen. “Det er nok bare inde i deres hoveder, at de ikke kan holde til det.”

 

Vi skulle måske til Aalborg zoo med efterskolen i maj, de var måske elefanter der, jeg var der måske der.

 

Der var så mange rødbedebøffer, jeg ville gerne have, at dyr jeg ikke kender skulle have det godt, så jeg fik køkkendamerne som jeg kendte til at lave rødbedebøffer. Der var så mange rødbedebøffer, de smagte jo godt, jeg havde det jo godt, det var jo bare inde i mit hoved, jeg bevægede mig alt for meget, mine bevægelser tog tit 4 timer med rejseplanen og 55 kroner med rejsekort, jeg tog hjem til stierne og til Lærke og til Aarhus.

 

Du har altid sagt, at du beundrede mig for at græde i offentlig transport. Jeg græd ikke i bussen i dag, selvom jeg tog tre af dem for at komme hjem. I stedet købte jeg en pære, fordi jeg havde lyst til en pære, og lagde mig på noget græs og kiggede på himlen og håbede, at alle kiggede på mig. For tre måneder siden købte jeg også en pære, der var en fremmed mand, der sagde, at det var virkelig bizart bare at købe en pære, manden havde glemt det nok, det havde jeg ikke, jeg havde stadig bonen, den kostede 2 kr. jeg kastede det midterste væk dengang, selvom du sagde, at man godt kunne spise det.

 

Jeg håbede, at folk kiggede, jeg håbede, at de ville være villige til at betale 200 kr., hvis nogle satte tremmer rundt om mig, og sidde og tale om, at jeg tog hjem, når jeg havde det dårligt, mens de spiste deres frokost, jeg håbede, at folk kiggede, jeg håbede at de ville give mig de 200 kr. eller måske bare en pære til. Hvis det var smukt at have det dårligt, kunne jeg få noget ud af det. Jeg maste min rødbedebøf til frokosten, indtil den lignede en blomst. Den var ikke smuk, den lignede bare en blomst.

 

Jeg græd i toget, der var kun et, der var kun mig og 50 gymnasieelever. Din mor ringede, sagde vi ikke måtte sove sammen. Selvom jeg var i Aarhus, og du var i Aarhus for at se et teaterstykke. Jeg græd i toget, jeg havde ikke længere min pære, havde stadig min mavesæk, og den plastikpose, den havde været i, og Facebook, hvor jeg måske kunne finde nogle af de folk, der havde kigget.  

 

“Vil du have en” spurgte en pige over for mig, der nok ikke hed Lærke. Hun havde en pose med små chokoladestykker.

 

“Ja,” sagde jeg og tog to. Puttede dem begge to i munden, når jeg tyggede, græd jeg mindre.

 

“Er du okay?” spurgte den anden pige over for mig.

 

“Nej,” sagde jeg.

 

“Vil du tale om det” spurgte pigen, der nok ik hed Lærke.

 

Og så talte jeg om det og toget kørte, og jeg spiste deres chokolade, og de rev i deres pose, så den var mere åben hen mod mig, og jeg talte om dig og jeg talte om efterskole og jeg talte om Lærke og elefanter og om den pære, jeg havde spist, der havde været den bedste pære i hele mit liv og jeg talte og virrede med hovedet ud mod vinduet, himlen var smuk, de kiggede ikke på den, de kiggede på mig, og det hele var i mit hoved, de sagde de godt kunne lide mine krøller, de sad på mit hoved, det hele var i mit hoved, jeg blev fodret med deres chokolade, det var dopamin i mit hoved, det hele var i mit hoved, mit hoved var i toget og på græsset og hos dig, og selv om det bevægede sig fire timer med rejseplanen, bevægede jeg mig ikke ud af det,

 

Og de begyndte at tale, de skulle på studietur i København, den ene havde været i Brasilien i et år for to år siden, de gik i 3. g, den anden havde en ven, der også havde haft det svært på efterskole, og det hele var også bare i deres hoveder, og folk ville betale 200 kr. for elefanternes hoved, så det var okay.

 

Og jeg stoppede med at græde, og mit tog kom til Aarhus og jeg steg ud og jeg havde stadig noget chokolade i den ene mundvige, af deres chokolade, jeg ville slikke det væk, når jeg virkelig havde brug for det.

 

”Og jeg kan bare ikke have det fucking hele i mit hoved,” sagde jeg til dig, lige inden vi nåede helt op til Lærke. ”Der er ikke plads til 6 mennesker, og det kommer ikke til at være fucking nok, og jeg forstår ikke det betyder så meget hvor min krop er, mit hoved kan være over det hele, men der er ikke plads til alting derinde, jeg kan ikke holde fast i jer, hvis I ikke holder fast i mig. ”

Så gik vi op til Lærke, og jeg holdt fast i pandekagerne.

”Hej,” sagde Lærke, da vi kom ind ad døren. ”Må jeg få en pandekage?”

Lærke tog en pandekage, jeg holdt fast i hjørnet, fik et lille stykke og puttede det ind i mit hoved, inden Lærke så det. Jeg havde ikke lyst til at tygge det.

Vi gik ind på Lærkes værelse, hvor Atlaz sad på sengen, og Naya sad på gulvet, lænet op ad Atlaz’ ben. De havde ellers slået op for nogen dage siden. Naya måtte nok stadig gerne røre ved Atlaz ben, Naya var nok stadig forelsket i Atlaz. Rosa sad på en stol, og Sylvester stod op, så han nemmere kunne flytte sig hen til os og sige hej.

Alkoholen sad på bordet.

Lærke havde hængt et stykke papir på. HAHA- bar stod der, og så en masse drinks hun kunne mixe, de var navngivet efter os, vi bad om at få os, jeg var bare en Shaker, og Sylvester var alle tingene blandet sammen, og vores mødre havde bedt vores fædre om at få os, og Lærke gav os dem.

Jeg drak en halv mig, da i Alle sammen var fulde.

”Skal vi ikke høre playlisten,” sagde Rosa, råbte Rosa, og Lærke sagde, at hun altså havde naboer og satte playlisten på. Og I andre rejste jer op, var nær ved at vælte alle shakerne, dansede, selvom sangene ikke passede til.

” I will always love you,” sang højtaleren. Det var vist der, jeg begyndte at græde, der, jeg bøjede mig så meget ned i Lærkes seng, at jeg kunne lugte hendes dyne, der jeg bøjede mig op, kiggede på alle jer, kiggede på dig, der kiggede tilbage, kiggede på dig, og den skjorte du havde på, og de fingerringe, og dit hår, og dine fingerled, og undrede mig over om der vare noget i hele verden dr kunne få mig til at stoppe med at elske de fingerled.

”Ej for fanden, det der er bare patetisk” sagde Naya og stoppede sangen. Skiftede til ’All Star’. Det var den, der var med i Shrek, det var et meme, det var den, der var med i Shrek, det var sjovt, og dine fingerled var stadig lige så smukke, og jeg græd stadig lige så meget.

Det endte med, at jeg ringede til Theodore. Theodore, der havde gået i vores folkeskoleklasse, Theodore, jeg vidste egentlig ikke helt hvorfor, Theodore jeg havde engang været i forelsket i ham, jeg vidste egentlig ikke hvorfor.

Jeg vidste bare han ville være ædru. Vidste også at jeg ikke havde talt med ham dimission.

”Kan du huske da jeg talte med dig om at det ville blive svært at gå ud af folkeskolen?” spurgte jeg.

”Det har du gjort mange gange,” svarede han.

”Ja, men – det var løgn,” sagde jeg. ”Det var ikke det der var svært.”

”Mhm.”

”Det er i dag. Det er det jeg ikke har givet slip på. Folkeskolen – det er i dag, Theodore, og jeg brugte 9 år på at tælle ned til sidste skoledag, men så har det bare været i dag hele tiden, i dag at alting forandrer sig og –”

”Hvorfor er det så mig, du snakker med, hvis du er så ovre folkeskolen?” spurgte Theodore.

Du kom hen, inden jeg kunne nå at svare. ”Hvem snakker du med?” spurgte du.

”Theodore”

”Hvorfor?”

Jeg lagde på uden at sige mere til Theodore.

”Fordi jeg ikke kan snakke med jer,” sagde jeg.

”Altså jo,” sagde du, gestikulerede ud i rummet, Naya var ved at kaste op ud over Atlaz’ ben, Atlaz kunne flytte det, men det ville nok bare få Naya til at kaste endnu mere op.

”Nej, I er jo bare så fucking ligeglade med, at det er den 11. august, kan bare fortsætte jeres liv med nogle andre kroppe, og så er det så lige meget, at de ikke er os, at de ikke er mig”

”Vi er ikke ligeglade. Det er bare nemmere at drikke, når man er ked af det, i stedet for at sidde som dig og prøve at forholde sig til det hele.”

Så kyssede vi, og dine læber smagte af dig, bogstaveligt den drink der var opkaldt efter dig, og du kravlede op i Lærkes seng og vi sad og krammede, og jeg tænkte over hvor din skjorte var krøllet henne og hvor højt højtaleren spillede og om naboerne mon kunne høre det.

Og jeg kiggede på den måde du kiggede på mig, og på den måde Sylvester kiggede på dig, på den måde Sylvester kiggede på os andre, mon jeg var en trekant eller firkant for hm, når han skulle hænge det nye maleri over sit liv op på sin efterskole, hvor stor en del af baggrunden du fik lov til at være for ham. Kiggede på flaskerne der stadig ik var tomme, på det spejl der var inde på Lærkes værelse, på os, der stadig var der. Prøvede at få plads til det hele. Krammede dig.

”Skal vi ikke tage et billede, inden vi lægger os til at sove?” foreslog Lærke, havde lige fået et nyt polaroid kamera.

”Jo,” sagde vi, gik alle sammen ind i stuen, Sylvester tog Lærkes dyne med, vi satte os alle sammen i sofaen, du havde armen rundt om mig, kiggede alle sammen op på kameraet på blitzen.

Lærke tog billedet ud og rystede det, indtil man kunne se os.

”Hvor ser vi bare søde ud,” sagde jeg og tog et billede af billedet med min telefon. Gjorde det til min låseskærm. Lærke hang billedet op på sin væg.

”Det er bare som om at jeg stadig sidder i den der fucking sofa, selvom alle jer andre har rejst jer op og er kommet videre og jeg sidder bare der og smiler til det der fucking kamera, hver eneste gang jeg tænder min telefon. ” sagde jeg til dig nogle måneder senere.

”Vi har rejst os ja,” sagde du, som var i min telefon. ”Men vi kommer tilbage, vi er bare lige ude for at hente et glas vand eller noget.”

”Har du overvejet selvmord?” spurgte min læge mig 3 en halv måned inde i efterskoleåret.

”Nej, ikke sådan rigtigt. Jeg ved at de kommer tilbage, jeg ved at det her kommer til at slutte på en eller anden måde,” svarede jeg.

”Men tror du, at du kommer til at klare de næste 7 måneder,” spurgte hun og lænede sig frem på sit skrivebord, og jeg sparkede til bordets ene ben og håbede, at det ville vælte.

”Plejer man ikke at få sådan e n ballon at lege med, når man er færdig hos lægen,” sagde jeg.

Vi lagde os til at sove den 11. august, inde i stuen, i sofaen, som i virkeligheden var en sovesofa. De andre sov inde på Lærkes værelse.

”Når vi vågner i morgen, så er det sådan,” sagde du.

Jeg satte en alarm og lagde mig ned og krammede dig som aldrig før.

Alarmen ringede alligevel.

Om morgenen ville jeg gerne høre en sang, der hed This is the day, Naya sagde den var dum og far-agtig, så jeg slukkede for den.

Det var stadig dagen. Jeg krammede stadig 5 personer også dig. Sagde jeg elskede dem. Så fulgtes vi to hjem til mig, havde sagt til de andre, at det var fordi din cykel stod der. Turde ikke indrømme, at det var vigtigere for os at sige farvel til hinanden. Eller at sige vi ses.

Lå i min seng i nogle timer, rejste os op, med langsomme bevægelser og du snørede dine sko, og det lignede, at du havde glemt, hvordan man bandt en sløjfe, og jeg havde glemt, at vores dør åbnede indad og ikke udad. Gik begge to uden for døren til din cykel.

Du låste den op, inden vi krammede.

”Vi ses,” sagde vi, som vi havde sagt så mange gange før, stående her. ”Jeg elsker dig,” sagde vi. Første gang vi sagde det var også her, det havde også regnet som nu, vi havde også haft tårer i øjnene.

”Vi ses reelt, der går bare lidt flere dage end, der plejer”

”Jeg elsker dig for altid. Alle de dage og alle de andre dage,”

”Længere end for altid.”

Så skrev din far at du hellere måtte se at komme hjem nu, hvis du skulle nå i bad og alt det, inden I kørte.”

Så satte du dig op på din cykel og kørte væk. Vendte dig om en enkelt gang, du var nær kørt galt.

Så lukkede jeg døren eller også var det min mor, jeg ved det, det var i hvert fald den jeg faldt sammen op af.

”Vil du have lidt mad, inden vi kører?” spurgte min mor.

Iscriviti su MovellasScopri perché tutta questa agitazione. Iscriviti adesso per cominciare a condividere la tua creatività e passione.
Loading ...