Vi begravede en fugl i dag

"Så," siger Rosa
"Så," siger jeg.
Naya siger det ikke, men mener det nok alligevel.
Så er den fugl begravet.
/Vi begravede en fugl i dag handler om mig. Den handler om mig, 15-årige Laura Rye Bislev, om mit liv. Den handler om mig, der skider, mig, der forelsker mig, mig der går ud af niende klasse, mig der bliver en del af en vennegruppe, som ingen anden, mig der får sæd i øjet, får 12 i alle fag og får angst. Det er fortællingen om mit liv, om hvorfor det hele endte, som det gjorde. Og den er skrevet med et håb om, at andre 15-årige, såvel som 90-årige og vil tage et eller andet med sig fra den, at de vil forstå det på en ny måde efter at høre om det på så en brutal ærlig måde fra et andet menneske. Den er skrevet som et opråb - et opråb til alle mennesker, derude om at huske det vigtigste i livet. Fucking kærlighed. Fucking kærlighed, til mennesker, til steder man engang har været, sange man engang har hørt. Og den er skrevet i håbet om, at ingen andre skal ende ligesom mig.

0Me gustan
1Comentarios
825Vistas
AA

23. Kapitel 21

”I er i dag ankommet til hvad der kommer til at være jeres hjem det næste år. Lige nu er der en skræmmende tanke, men snart kommer det til at være en betryggende tanke for jer. Og snart, ja om lidt over 10 måneder i slutningen af juni kommer i til at stå her, inde i samme sal og græde til I går helt i opløsning over at skulle væk fra det her hjem,” sagde vores efterskoleforstander. Han stod på en talerstol, sagde ’øh’ en masse, vi sad på sådan nogle stole, man kunne slå ned og op, når man rejste sig inde i teatersalen.

”Det er ret sjovt, at det lige er i dag vi har begravet en fugl,” siger Rosa.

”Hvorfor? I dag er jo ikke speciel” spørger Naya

”Nej, men det føltes bare som en rigtig dag at begrave en fugl.

”Og det er jo det gode,” sagde vores forstander. ” At fra i dag af er det jer, der er med til at sørge for, at I kommer til at føle jer så tryg som overhovedet muligt her. Vi har rammerne til det, vi har et kunstlokale, en teatersal – den I er i nu-

Det var vist der jeg stoppede med at lytte. Det var vist der jeg begyndte at kigge op mod en lampe, prøvede ikke at græde, havde engang kigget på et nutellaglas og prøvet at græde, nu blinkede jeg så meget jeg kunne.

Han talte i en halv time, jeg tørrede tårerne væk i min håndflade og håndfladen væk i sædet.

Og mine forældre kørte, og vi skulle gå en tur op til møllen med efterskolen.

”Det er en tradition,” fortalte vores forstander. ”At vi er her den første og sidste dag og tager fakler med den sidste dag. Og er nostalgiske den sidste dag.”

Jeg begyndte at tale med en, der hed Vigga. Gik hjem, hjem til efterskolen, faldt i søvn, stod op og gik i bad, nu var du ikke den sidste der havde set mig nøgen, men et rum med fliser, der lignede, at nogen havde kastet op på dem. Sad ude på badeværelset og græd, satte Out of it på i mine høretelefoner.

”I’m inside my head, how do I get out of it?” sang hun, og så gik jeg ud af badeværelset.

Gik ind og ud af badeværelser hele dagen.

Og vi lå i hver vores eng om aftenen, talte dagene og nætterne, og de gange vi skulle spise frokost, og de gange, vi skulle børste tænder og de gange vi mens vi børstede tænder ville spytte ud i håndvasken. 5,4,3, 2, 1

Du kom gående op ad min indkørsel, som du plejede. Havde fået farvet hår i løbet af ugen, af andre mennesker end mig, det havde allerede haft nogle dage til at falme, jeg kørte mine fingre igennem det da jeg krammede dig, op og ned ad din krop, jeg vidste ikke hvor mange gange du var blevet krammet, vidste ikke hvor mange gange du havde tænkt at der var nogen der krammede bedre end mig.

Vi købte to liter is den weekend, spiste dem alle sammen, mens vi sad i skoven og kiggede ud over havet, kiggede på hinanden.

Talte om vores første uge på efterskole.

”Og så var der sådan en koncert, og jeg dansede, og der kom en hen og sagde, at hun godt kunne lide mine dancemoves og mente det ironisk, men så begyndte de at spille Purple Rain, så mig og nogle andre gik ud og løb rundt på en græsplæne og under nogle træer og talte om hvor sjovt det var, at vi ville komme til at se den græsplæne helt dækket af sne og så gik vi op på et eller andet tag –”

Og så stoppede jeg at tale, kyssede bare dig med is i mundvigen, mine læber klistrede sig fast til dine.

Vi snakkede mere, snakkede om mennesker, der måske havde et crush på os, snakkede om at spise is på efterskolen, snakkede, snakkede.

”Vi skal kun gøre det her i 10 måneder mere,” sagde du, og jeg sagde ja og så sad vi og kiggede på havet, og jeg talte bølgerne, og jeg vidste ikke, hvad du gjorde. 

Du skulle skrive et brev til fremtidige dig, dig om 10 måneder. Du skrev i brevet, at fremtidige dig skulle kysse mig om 10 måneder.

Vi skulle bare være kærester i 10 måneder mere.

Jeg var kærester med min telefon. Fire dage om ugen. Jeg var ikke i et langdistanceforhold, jeg var bare i to forskellige forhold. Jeg kunne bruge den som dildo, hvis jeg ville, troede jeg, jeg kunne også lade vær, min fisse blev måske firkantet, mens jeg var på efterskole, voksede sammen og ud igen. Dørkarmene var alle sammen lige høje, jeg voksede ikke længere, sagde min mor, i hvert fald kun nedad, engang, Vokse nedad, skrumpe opad, jeg voksede jo henad og udad, der var boller tre gange om dagen, jeg spiste dem tre gange om dagen, voksede og voksede udad, indtil jeg fyldte det hele i køen hen til boller, indtil jeg bare var køen hen til boller.

 

Vokse, skrumpe, da mine bryster først begyndte at vokse, at bule udad, begyndte jeg at gå med kjoler, der voksede de indad, voksede stadig, der var noget inden i mig, der havde brug for noget mere plads, sagde min læge, til mig, da hun så min kjole. Noget, der ruskede i mine ribben, som var de tremmer, noget der rutsjede op og ned ad min hofteskål, hurtigere og hurtigere, indtil de knækkede i en bue under dem. Det sagde min læge ikke, men det er jeg sikker på, at min læge mente.

 

Vokse, jeg skulle bare vænne mig til efterskolen, sagde du engang, mine fødder voksede et ekstra lag hård hud, jeg gik kun i strømpesokker, mine bryster skrumpede med et mindre lag hård hud, jeg sov i T-shirt, det havde jeg ikke gjort, siden jeg var 10 og så at min mor også gjorde det, og at min far ikke gjorde det, og jeg tænkte, at det var normalt. Vokse, mine brystvorter voksede nogle gange, jeg sendte dig nogle gange billeder af mine bryster, mine brystvorter var nogle gange øjne, min mave smilede nogle gange på billederne, mine brystvorter var flade, bortset fra når det var koldt. Jeg tegner et bjerg oven på dem, jeg kunne lige så godt sende billeder af mine albuer.

 

Vokse, skrumpe, man vokser i et langdistanceforhold, stod der på internettet. Mine knogler gjorde ondt hver aften når jeg skulle sove, det var nok vokseværk, tænkte jeg, mens jeg faldt i søvn, mens jeg holdt om to bamser, der var beregnet til knogler, der var meget mindre end mine. En hvalros og en chimpanse, noget stof og noget vat, du havde rørt ved dem begge, da du gav dem til mig, gav mig dem med på efterskole, det var jo næsten det samme, sagde jeg til mig selv.

 

Jeg googlede vokseværk, da jeg vågnede næste morgen, bare for at se, om det var meningen, at det skulle gøre så ondt.  Jeg havde googlet langdistanceforhold alt for mange gange, jeg googlede også engang dig, dit navn, alt for meget, der kom en prezi du havde lavet i syvende om penicillin frem. Jeg vidste virkelig meget om penicillin.

 

”Er den her blomst ikke virkelig pæn?” spørger Naya. ”Hvad er det nu den hedder?”

”En krokus. Men er vi ikke snart færdige? Det her ligner noget, min lillesøster kunne have lavet” siger jeg og peger på graven, som egentlig mest er en bunke blomster.

”Jeg vil bare være sikker på, at vi sådan ikke kommer til at fortryde, at vi ikke gjorde det færdigt,” siger Naya, bukker sig ned og plukker nogle flere krokusser fra jorden. De er lilla.

Jeg var kærester med min telefon. Jeg begyndte at videochatte med dig fra 18.30 til 19.30 hver aften, og efter sengetid klokken 22.30. Begyndte at græde klokken 18.35 hvis vi ikke snakkede sammen. Skrev med dig, skrev godmorgen til dig hver dag, du vågnede klokken 7. 15.

En morgen havde du ikke skrevet og klokken var 7. 50 og jeg lå og græd på mit værelsesgulv indtil klokken 8.05, indtil du skrev, at du havde sovet over dig.

”Hvorfor?” spurgte din besked.

”Jeg troede du var død, mens du sov,” svarede jeg og så gik jeg ud og så havde jeg timer.

Det er ikke bæredygtigt. Jeg fandt først ud af, hvad ordet bæredygtigt betød i ottende klasse. Det stod i sådan en boks, i vores geografibog, jeg sad inde i en boks, som egentlig var vores skole. Det er jo ikke bæredygtigt, sagde vores lærer, ikke bæredygtigt, han pillede hud af sin hæl, han var den med mest hård hud på hælene, jeg kendte, ikke fordi, jeg havde rørt ved hans hæle, det var nok bare at se på dem. Han gik uden sko, han sagde, at han ikke behøvede dem. Det var for at gøre det hele mere bæredygtigt, nogle træer og nogle mennesker havde jo printet de der bøger, så han kunne få os til at læse de der bokse og fortælle os om bæredygtighed.

 

Din storebror sad i et vindue i går og fortalte også, at det ikke var bæredygtigt. Os. Vores forhold, sagde han. Henkastet, som om han kunne tage sig selv helt seriøst, når han sagde det, han havde haft nok forhold, han havde eller ikke sko på, nok fordi hans fødder var i en vindueskarm, som var over jorden. Det var ikke bæredygtigt, vi var en fabrik, han kunne næsten se de røgskyer, vi sendte op, han sagde det bare var, fordi han bekymrede sig.

 

Vi var blevet til en klump, sagde han i går.

 

“Vi er blevet til en klump,” sagde vi i forgårs, vi havde smilet i mens, dit ben havde ligget oven på mit ben, mit ben, havde ligget oven på dit ben, dit ben havde ligget oven på mit ben, vores næser rørte hinanden, med spidsen, ikke med næseborene, det ville være mærkeligt, vi holdt i hånden, vi var nøgne, vi havde en dyne på, vi var stadig nøgne vi havde en dyne på sammen, vi kunne sikkert også godt have en trøje på sammen i størrelse xxl, det her var noget andet.

 

Vi var en klump, jeg fortalte om dengang, da jeg var 5 og skulle i cirkus og var bange for elefanter. Så jeg havde ikke turdet være inde i teltet, fordi der måske ville være elefanter, Der var ikke engang nogen elefanter med, havde min mor sagt, mens hun trak mig udenfor på en bænk. Jeg havde fortalt om at sidde på den der bænk og se en mand jonglere, jeg havde fortalt om, at jeg havde fortalt min mor, at det var første gang, jeg havde fortrudt noget.

 

Vi var en klump, du vidste, hvad jeg havde lavet som 5 årig, vi var en klump, vi havde smilet af os selv, du havde et spejl i dit skab, jeg lå og tænkte over, om der var noget inde i dit skab, jeg havde brug for, så jeg kunne åbne det uden at lukke det, så jeg kunne se os være en klump igen og igen.

 

“I er blevet til en klump,” sagde din bror og mente det ikke godt. Der var vi ikke engang en klump. Han sad i dit vindue, vi sad i din seng, holdt kun i hånden. vi var en klump, sagde du, til vores forsvar og to klumper, når vi var hver for sig. Det var lørdag i går, søndag i dag. Vi skulle tilbage på efterskolen i dag. Efterskolerne, i dag.

”Jeg tror gerne, at Sylvester ville snakke med os,” sagde du en aften, da jeg sad lænet op af badeværelesvæggen, fliserne var stadig fugtige, mine øjne var stadig fugtige.

”Om hvad?”

”Om at vi prioriterer hinanden for meget og dem for lidt.”

Sylvester havde skrevet til mig to gange de sidste to måneder.

”Hvordan går det” stod der i den første besked.

”Hvordan går det?” stod der i den anden besked og jeg stirrede så meget på det der ene spørgsmålstegn, at jeg næsten begyndte at græde.

”Jeg tror måske, at jeg dropper ud af efterskole,” Skrev jeg til ham.

Han svarede to dage senere.

”Jeg tror måske, jeg dropper ud af efterskole,” sagde jeg en dag, da vi to var sammen med Rosa og Lærke, de var de eneste andre, der var i Aarhus, der boede ellers 300.000 mennesker.

”Der går en på min efterskole, der hedder Sebastian som er vildt sjov og har de grimmeste briller, jeg nogensinde har set.”

Så viste hun et billede af Sebastian med de grimme briller, og jeg smilede, så sagde Lærke, at hun havde lyst til at ryge.

Og vi gik hen til fakta og stod op af et skilt med noget, der var til 10. kr., og det lignede, at det var os, der var til 10 kr. Rosa og Lærke sagde, at de ville 10 kr., hvis nogen over atten ville købe cigaretter til dem, og vi stod og ventede på nogen over atten, og Rosa fortalte om Asta, der havde en Stick n’ poke, hvor der stod ’Pasta’ og Lærke fortalte om Thomas, der godt kunne lide Heavy Metal og var akavet, og jeg sagde ikke noget flyttede mig bare lidt, så lignede det, at jeg var til 1. kr.

 Så sang min telefon ”And it’s enough to make me go crazy” eller det var nok egentlig mest Lana Del Rey, der sad et sted inde i den, mig der sad i en bus på vej til Odder. Hvor din efterskole lå.

På vej til din efterskole, det var fredag, det plejede at være dig, der var på vej hjem. Du havde bliveweekend. Kom ikke hjem i weekenden, det var min fødselsdag om søndagen, vi stod om lørdagen, havde været sammen inde i Odder i nogle timer, stod ved busterminalen, du blev ved med at kigge på busserne, der kørte forbi og sige, at jeg kunne tage den næste.

Jeg blev ved med ikke at tage den næste, det endte med at vi råbte ad hinanden, så højt, at busserne måske kunne høre os, så højt at de alle sammen stoppede, så højt at vi stoppede og bare stod og krammede hinanden, tættere og tættere og tættere, vi gik ind på et offentligt toilet, for at have sex, den slags der fik båsen til at ryste. Havde ikke et kondom, stod, ed vores hænder op i hinandens kønsorganer, ligesom i de første måneder af vores forhold, indtil du næsten kom, indtil der kom en anden dame ind på toilettet.

Så blev du sendt på tænker for at have røget tjald, og jeg kunne ikke overskue det og jeg løb ud i en skov tæt på min efterskole. Sad på en bakke, indtil jorden havde sat sig fast på mine bukser, klippede i mig selv med en saks, jeg havde taget med, havde ikke stolet på at grenene i skoven ville være skarpe nok.  Den var grøn, saksen altså, mærkerne den lavede i min arm var røde, den var en venstrehåndssaks jeg lavede dem på min højre arm.

”Hvorfor?” spurgte du, da jeg i gen lå i begge dine arm, du havde kysset de røde mærker, og havde sagt at spyt havde en healende effekt. Jeg havde sagt, du havde en healende effekt.

”Fordi det er ligesom som om, der er alle mulige klodser i mit hoved, som bliver stablet og stablet. Og på et tidspunkt er der en klods – som at du kommer hjem på tænker – der får det hele til at vælte. Men hvis det bare var en klods- det er ligesom også alt det andet – at være på efterskole, at være væk fra HAHA, at. Og normalt plejer de klodser bare at have en masse bløder puder at lande på i mit hoved. Men de puder er blevet taget væk,” sagde jeg og tænkte på en dag i børnehave hvor de voksne havde taget puderne fra puderummet, fordi der skulle støvsuges derinde, og jeg ikke havde forstået det. De puder blev nødt til at være der.

”Du taler altid i metaforer, men aldrig om hvordan du rent faktisk har det,” sagde du.

”Det fordi jeg ikke ved det,” sagde jeg.

Så siger Rosa noget. ”Bør vi lave et kors? Altså sådan et ud af pinde?”

”Hvorfor?” spørger jeg. ”Vi er ikke kristne.”

”Nej, men det er bare for at vise, at det er en grav. At her er fuglen, og fuglen var der engang og var levende og havde det godt, indtil ikke længere. Det kan da ikke kun være kristne, den slags ting er vigtige for.” 

Naya rejser sig op for at finde to pinde.

Så sagde min mor, at jeg måske burde starte til psykolog. Så var jeg til psykolog, snakkede om klodser, der væltede i en time.

Så min psykolog kunne ringe til min mor. ”Det er CP’en. De kognitive vanskeligheder. Behov for struktur, behov fro tryghed behov for forudsigelighed, overbliksvanskeligheder. ” Min psykolog talte ikke i metaforer.

Så begyndte min mor at ringe rundt til psykologer og til kommunen og sige, at jeg havde brug for hjælp.

Jeg skreg det nogle gange til min mor, inden jeg skulle tilbage på efterskolen.

”Jeg har brug for hjælp.”

Min mor sagde ikke så meget, når jeg gjorde det, og det gjorde kommunen vist heller ikke.

Så var det efterårsferie, og vi skulle i sommerhus med mine familie. Bare i nogle dage – så tog vi hjem og havde huset for os selv.

Vi skulle til Tversted, en lille by i Nordjylland, vi havde været i sommerhus hvert år der.

”Fordi det er hyggeligt,” plejede mine forældre at sige til mig.

”Fordi hun havde brug for forudsigelighed” sagde de til de psykologer der senere spurgte dem om tidlige advarsler.

Vi gik en tur i skoven, hørte Bon Iver på min lille højtaler. Solen skinnede, og vi smilede holdt i hånden, grinede lidt af at der var et sted uden for skoven, hvor vi gik på efterskole.

”Og det her er det træ, der næsten ligner et firben, og det her er det der næsten er væltet, og det er den bakke, man kan sidde på og her er brandstien,” sagde jeg og fik dig til at stoppe op ved alle stederne, tage et billede af mig og så et af dig, vi havde billederne fra hvert år der, og jeg var ret sikker på, at ingen af træerne voksede længere. Det var kun mig.

”Det er ret surrealistisk det her, fortalte jeg dig, mens vi gik forbi et andet træ, der nok også lignede noget. Jeg vidste bare ikke helt hvad. ”At sådan de to ting jeg er tryggest ved, er ligesom samlet. Du ved jeg plejede altid at bryde fuldkommen sammen hvert år, når vi skulle væk herfra over at vi skulle væk herfra, fra havet og skoven og legepladsen og Hirtshals og Hjørring som ligger tæt på. Fordi jeg ikke ville tilbage til Aarhus og at gå i skole og alt sådan.”

”Ligesom du gør hver søndag nu? Bryder fuldstændig sammen?”

”Ja,” sagde jeg, og vi kyssede, kyssede så meget jeg var nødt til at læne mig op ad et træ for ikke at miste balancen,

Så skulle vi hjem fra sommerhuset, tog toget sammen.

Vi havde inviteret de andre til vores bryllup den aften. De andre og så en fra din efterskole og en fra min efterskole, der skulle komme og overvære det. Lavede velkomstdrink, rødvin og cola i en skål. Bad de andre om at pynte min stue op, mens Sylvester pyntede os. Han malede streger i hele mit hoved, gav mig en af min 6-årig lillesøster prinsekjoller på.

”Det er egentlig rart,” sagde jeg til Vigga fra min efterskole. Vi sad ude på badeværelset, mens Sylvester gjorde dig klar. Vi måtte jo ikke se hinanden inden ceremonien. ”Sådan at ens ansigt ser ud, som det føltes”

”Denne nat skulle vi giftes,” læste du op, dagen efter, havde selv skrevet. ”Sylvester skulle vie os, og det hele skulle selvfølgelig foregå i hendes tomme hus. De var i haven, da vi kom hjem med toget, havde gået gennem garagen, sagde de. Huset var vores ansvar og ligegyldigt hvad ville vi ikke stoppe med at drømme om stille aftenener i det tomme hus, os to. Vi så for os, os i køkkenet, der lavede mad, så film i sofaen og havde sex, inden den var helt slut. Vi forestillede os de lange dybe samtaler, selvom vi ikke vidste, hvad vi ville sige, vi havde jo allerede snakket om alt. Vi forestillede os duften af pandekager og lyden af Miss Lauryn Hill til oralsex i sengen, men de var allerede halvfulde, inden vi kom.

”Så vi stak hovederne sammen en sidste gang, inden kaos brød løs, og sagde, at vi elskede hinanden.”

Så stoppede du med at læse, og vi lå lidt på sofaen, indtil vi tændte for en film, indtil vi glemte at pause den, mens vi havde sex.

Og så blev vi gift, Sylvester havde ikke andet end et tylskørt på, de andre havde trukket potteplanterne frem i stuen, som pynt, der var jord på gulvet.

”I er hermed blevet gift i HAHA-ånden,” erklærede han.

”Hvad er det?” spurgte Vigga fra min efterskole.

”Det er det her,” sagde jeg, slog ud mod hånden efter den væltede potteplante, det væltede vinglas, den væltede Naya, Atlaz var kommet for en halv time, Sylvester der stod oppe på et bord, Lærke der sad ude i haven og røg.

”Arh,” sagde Vigga. Som om hun forstod.

”Arh,” sagde jeg. Som om jeg forstod, hvordan det var endt sådan her.

Så bestemte jeg mig for at droppe ud af efterskole. Var oppe at hente mine ting selv, de fleste af dem, i tre net, havde jeg dem i, det stod på sædet ved siden af mig i toget, jeg græd mere og mere i toget.

Da kontrolløren kom, tjekkede hun ikke min billet. Gav mig en flaske vand i stedet for.

”Hvad er der galt?”

”Jeg er bare lige droppet ud af efterskole og alle mine andre venner går stadig på efterskole og min kæreste og min mor er i Kina lige nu, og jeg har ikke kunne tale med min far, siden jeg var 12 og godt kunne lide Harry Potter og”

”Vil du have en flaske vand til?” spurgte kontrolløren.

Så var der en søndag aften hvor du tog afsted, måske nogle uger efter efterårsferien.

”Det er bare ligesom hårdt at fra nu af er det ligesom ikke os, der tager væk fra hinanden, men bare dig, der tager væk fra mig,” sagde jeg, inden du tog afsted.

Så tog du afsted. Jeg stod i vores forhave og sagde farvel til dig, blev stående, mens du begyndte at gå ned ad vores vej. Så begyndte jeg at skrige. Eller græde. Eller falde sammen. Du kom gående, løbende op ad vores vej.

”Nej, bare skynd dig nå bussen, ta hen på din efterskole,” sagde min far til dig. Det handlede ikke om Harry Potter.

”Det kan jeg ikke bare,” sagde du.

Du endte alligevel med at gøre det.

”Jeg tror måske, det der var et angstanfald,” sagde du, senere den aften, senere den nat, da vi videochattede.

”Men det jo bare mig, der sådan. Føler ret meget. Det har jeg jo altid gjort.”

Du læste symptomerne op fra Netdoktor.

Kvalme, hjertebanken, feberfornemmelse, åndedrætsbesvær, følelse af pludselig panik, og jeg knugede så hårdt om telefonen, at min hånd blev hvid.

”Hvad siger Netdoktor, at man kan gøre?”

”Gå til lægen, vist bare.”

Så fik jeg en tid hos lægen, havde et kvarter til at fortælle noget jeg kunne skrive en hel roman om.

”Mit hjerte banker og jeg har kvalme,” fortalte jeg lægen.

”Og hvornår er det f. eks?”

”Når min kæreste ikke svarer på mine beskeder, når min kæreste ikke kommer hjem fra min efterskole, når jeg tror, han vil slå op med mig, når jeg føler, at alle mine gamle venner hader mig, når –”

Så henviste min læge mig til en psykolog. Det var det, hun kunne gøre.

Psykologen var i Risskov, havde bøger om hvor forskellige mænd og kvinder var, så behøvede jeg ikke se mere.

”Jeg føler bare” prøvede jeg alligevel at sige til hende. ”At alle mennesker i verden betyder mere for mig, end jeg betyder for dem At sådan der gik den her dreng i min klasse, der hed Hussain og havde de største hænder i verden seriøst. Og i ottende klasse da vi dansede folkedans i idræt, var det lidt som at danse med en bjørn. Og da vi skulle flette julehjerter på et tidspunkt, var hans hænder så store, at jeg lavede en ekstra stor skabelon til ham.”

”Mhm,” sagde psykologen. Der var ikke så meget andet at sige.

”Og der var en der hed Theodore, der hele tiden snakkede anarkisme, men aldrig havde forstået, hvad det var, og jeg tænker på om han mon har forstået det, og om Hussain mon kan lide at have store hænder. Og det gør jeg, selvom jeg da godt ved, at de aldrig tænker på mig eller mine hænder. Og ikke kun med dem – med alle. Alle mine venner, jeg ville gøre så fucking meget for dem. Jeg skrev lage beskeder til nogle af deres forældre, da de var sure og skrev til Børnetelefon for at få dem til at hjælpe mig, og da Naya var ked af det med Atlaz, skrev jeg en lang besked om, at jeg altid ville være der, hvis hun havde brug for mig. Og de lader mig bare ligge og rådne op i min seng, som om jeg ikke betyder noget.”

”Dit problem er bare, at du ikke tror du selv er god nok,” sagde psykologen, havde taget en 12-årig lang uddannelse for at kunne sige det. ”Jeg vil gerne have, at du tegner et kryds på din egen hånd og hver eneste gang du kigger på det kryds, skal du tænke på, at du er god nok.”

Så grinede jeg, havde lyst til at vise det det kryds, jeg havde tegnet på min arm for nogle dage siden, havde lyst til at spørge, om hun ville anbefale et barberblad som tegneredskab til sine patienter.

Så var vi sammen med de andre nede på Godsbanen, flere gange, de var fulde flere gange.

”Atlaz har brug for at være fuld,” sagde Sylvester en aften. ” Så nu vil jeg gerne tage hensyn til Atlaz, og så gik vi i Netto. Jeg købte en Sodavand.

Og så drak de sig fulde,

” Og jeg føler aldrig rigtig at vi taler sammen,” sagde Sylvester med sin mund, den lugtede af alkohol, drejede sin m und væk fra mig og gik hen til Rosa.

Så flyttede Sylvester og dig på samme værelse. Sylvester var jo trans, han havde brug for at bo med en, han var tryg med, sagde lærerne, Han havde brug for at bo med en, der var tryg ved ham, var nok nærmere det de mente. Det var bare dig, der var det.

”Nu sover vi sammen hver aften,” sagde Sylvester og kyssede dig på kinden, og jeg havde lyst til at sige, at det ikke var hver aften, lyst til at sige, at du var tvunget til at sove med og ikke med mig, lyst, lyst. I stedet lod jeg være med at sige noget.

Så lagde Sylvester et billede af dig op på sin Instagram. ”Jeg bor med ham,” stod der, og jeg begyndte at græde i en bus, og jeg var begyndt at gå med farvede makeup under mine øjne, lidt ligesom Sylvester, og den farvede makeup løb, tegnede striber ned af mit ansigt, og jeg blev ved med at lægge det, og ved ,ed at spørge min mor om hun ikke ville købe mere makeupfjerner i håbet, om at et eller anden dag ville det blive, hvor det var.

Så så Sylvester det en aften, sagde at striberne fik mit ansigt til at se sejere ud.

Så snakkede vores forældre om at vores forhold i HAHA måske ikke var godt, så snakkede du om, at vores forhold ikke var godt med mig og din mor og din bror og Sylvester, og jeg snakkede med dig om at det var svært ikke at føle mig forkert, for alt hvad jeg følte.

”Det fordi at alt hvad du føler er fordi du er syg.”

”Nej, sagde jeg.” Hvis man har influenza og støder ind i et bord, er det ikke på grund af influenzaen at det gør ondt i ens knæ bagefter. Det bliver barre værre, at det gør ondt på så mange forskellige måder.”

Så skulle du til Berlin med din efterskole på vores et års dag. Babyer var ligeglade med deres et års fødselsdag, deres forældre tog bare billeder af dem og så kiggede de på billederne af lagkagen og gæsterne en eller anden dag og bildte sig selv ind, at det betød noget, deres forældre havde valgt den kage, betød noget, at de ikke længere var babyer. Og jeg var ikke ligeglad, blev ved med at sige til dig, vi skulle have stearinlys med, blev ved med at prøve at være ligeglad, det var bare en dag, bare 24 tilfældige timer, du kunne sende en selfie fra Berlin og jeg kunne kigge på den.

Så råbte Naya af mig for at dvæle for meget ved, at jeg havde det for dårligt. Vi sad og så Mgp med HAHA, jeg havde det ellers okay, du drak en øl, og jeg drak et glas vand, og jeg havde smagt din øl, og den eneste grund til at jeg ikke drak mere var, at den smagte dårligt.

Så begyndte Naya at græde, så rejste I jer alle sammen op og stillede alle sammen jeres øl. Og gik hen til Naya og aede hende på ryggen.

”Jeg føler bare, jeg prøver så hårdt at holde sammen på jer og spørge, om vi skal lave noget og så siger folk ’ nej’” sagde hun og kiggede hen på os, da hun sagde ’ folk’.

”Det er jo ikke – det er bare hårdt for os- nej for mig, at sådan tit når vi er sammen drikker vi og går alle mulige steder hen, og det er bare hårdt for mig at være i. Og jeg er jo fanden – så helt ekstremt selvbevidst, når jeg er sammen med dig Naya og med jer Rosa og Lærke, og jeg har ikke lyst til at tale om at have det dårligt, fordi så tænker I bare jeg er overdramatisk og jeg har ikke lyst til at have det dårligt uden at sige det, for så tænker I bare det stadig – og jeg vil så gerne, og jeg elsker jer så meget og-”

”Man kan jo bare ikke rigtig være venner med dig, når du ikke kan mødes eller svare på beskeder eller-”

”Men jeg prøver jo, jeg gør ikke andet end at prøve på at fucking kæmpe i mod, det er bare ikke det samme, som  hvis det var. Jeg bruger mit eget hoved til at kæmpe mod mit eget hoved, og Naya jeg.”

”Jeg føler bare ikke, du prioriterer os nok.”

”Men-”

Så, en halv time senere havde de fundet vinderen af MgP’en.

”Er Vi ikk’ veninder mer. Kan du fortælle mig, hvad der sker? Du var min bedste ven. Men det har du jo glemt,” sang Rosas fjernsyn og en halv time senere sad Naya og grinede over, hvor generisk det var, og jeg sad og græd, og der var ingen, der rejste sig op.

Så råbte jeg af mine forældre, jeg havde hørt mig selv skrige, mens jeg ikke skreg, mens jeg var ovenpå, og de havde været ndenunder. De havde været ved at afspille en video af mig, de havde filmet under mit seneste panikanfald, den seneste gang jeg havde rullet rundt på gulvet og skreget og slået mig selv med en lampe og fortalt dem, jeg skulle dø.

”Det er bare fordi ingen forstår hvor slemt du har det og hvor meget du har brug for hjælp, og vi vil så gerne kunne vise dem det,” sagde min mor, græd min mor.

Så græd jeg. ”Jeg er ligeglad, jeg. Jeg føler mig – mig som en elefant, i zoo, eller som noget. Noget, der ikke er nogens datter eller nogens noget, men bare er. At I gør det uden at spørge er ligesom at tænke, jeg ikke kan svare. Og jeg ved ik, hvordan fanden jeg skal stole på jer, når sådan, når I – når, ”

 Så råbte ad jeg min bamse som var en chimpanse og hed Bob, at jeg altså kun krammede ham fordi jeg ikke havde andre tilbage.

Så kom du hjem og jeg krammede dig. Så tog du afsted igen og igen og igen.

Så slog du op.

”Så,” siger Rosa.

”Så,” siger jeg.

Naya siger det ikke, men mener det nok alligevel.

Så er den fugl begravet.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...