Bewildering

2838467
Hazel Grader og Harry Styles har altid været bedstevenner. Eller, sådan var det engang. Hazel har ikke hørt fra Harry i snart 5 år. Ikke siden han blev en del af One Direction. Han valgte at cutte kontakten til Hazel, uden hendes samvirke. Hazel prøver idag ikke at tænke på det, ikke lade sig påvirke af det. Men One Direction er overalt i London, og ingen af hendes nuværende venner kender til, hendes eks bedsteven, kan det være yderst besværligt ikke at tænke på ham. Ved en fest, støder Hazel pludselig på de andre medlemmer af One Direction, og ender med at tage med en af dem hjem. Hvad sker der da Harry finder ud af det? Kan han overhovedet genkende Hazel? Hvad er hans forklaring på, at han efterlod Hazel uden en forklaring?

AA
aa

1. °

“Er du nervøs?” Jeg vred hænderne, og så spørgende på ham. Han så ikke så nervøs ud, som jeg ville havde gjort, hvis det var mig der om lidt skulle op på scenen. Jeg var allerede ved at dø af nervøsitet nu, og det var ikke engang mig der skulle synge foran så mange mennesker. Nu vidste jeg jo, at Harry kunne synge. Han er faktisk virkelig god, så jeg kan godt forstå at han gør det her. “Ja, jeg er .. Pænt nervøs..” En underlig nervøs latter afsluttede hans sætning. Han sendte et skævt smil, mens han kørte en hånd igennem hans hår. De ustyrlige krøller sad pjusket nok i forvejen. Sikkert for alle de andre gange han har kørt hans hånd igennem det. “Det skal nok gå. Du vil helst sikkert komme videre.” Jeg prøvede at smile roligt til ham, mens min hjerne gik igennem alle de ting, der kunne gå galt. Han begyndte bare at grine, mens han rystede på hans hoved, så hans krøller røg rundt om hovedet på ham. “Hvorfor er du så ved at få et nervesammenbrud?” Han rørte mig blidt på ryggen, sikkert for at berolige mig. Jeg tvang et roligt smil frem, og lænede mig kort ind mod ham. Jeg havde kendt den her dreng i snart 10 år, og jeg tror aldrig jeg har været så stolt af ham, som jeg er nu. Både mig og hans familie, har prøvet at få ham overtalt til det her så længe, og nu er han her. Jeg ved at han vil kunne klare det, det er ikke derfor jeg er så nervøs. Jeg er nervøs for hvad der kommer efter, og hvad der vil ske. Harry vil aldrig glemme mig eller hans familie, det ligger ikke til ham. 

 

Det lille rum vi var i, var fyldt med mennesker. Anne og Gemma, Harrys mor og søster, stod og snakkede med nogle af medarbejderne, der sikrede sig at alt gik som det skulle. Igennem rummet strømmede der hele tiden en strøm af andre mennesker, der alle sammen havde et headset på. Nogen af dem snakkede i det, mens andre havde travlt med at aflæse et papir, mens de styrtede igennem rummet med tophastighed. Jeg blev stående ved Harry, mens hans mor og søster også var henne for at spørge om han var nervøs, og fortælle hvor stolte de var af ham. Jeg vidste at det gjorde ham forfjamsket, når man fortalte ham, at man var stolt af ham. Han var normalt ikke så alvorlig, og slet ikke god til sådan noget ros. Han var en spøgefugl, en der elskede at lave sjov, som altid kan grine af sig selv. Derfor var det så svært at få ham overtalt, til at stille op til det her. 

 

“2 minutter.” En af de travle mænd, med headset, havde prikket Harry på skulderen, før han forsvandt igen i mængden. Jeg snoede min arm rundt om Harrys hofte, og gav ham et lille klem. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind, men jeg prøvede at virke rolig, for ikke at skulle gøre Harry mere nervøs, end han sikkert var i forvejen. Han så ned på mig, med hans grønne øjne. Jeg kunne ikke skjule det for ham, han kendte mig for godt. “Der sker ingenting, okay, Hazel? Det .. Det er ingenting, jeg klare det fint. Det er præcis ligesom når jeg optræder med de andre fra White Eskimo.” Han gav mig et lille klem igen, for han vidste også godt, at jeg vidste det ikke var det samme. Uanset hvad, hjalp det. Jeg faldt lidt til ro, men kun ganske kort. Harry blev pludselig ført hen mod indgangen til scenen, på samme tid med at mit hjerte gik amok igen. Jeg bed mig i læben, og fumlede med mine hænder, mens jeg stillede mig hen ved siden af Anne. Harry så kort over hans skulder på os, og jeg sendte ham en hurtig thumps up med mine rystende hænder. Hans ansigt lyste hurtigt op i et smil, før han forsvandt ud på scenen. Mit, Annes og Gemmas blik røg i stedet for hen på tvskærmen på væggen, hvor Harry pludselig dukkede op på. Jeg vred nervøst mine hænder, mens jeg prøvede at berolige mig selv. Jeg ved at han ville kunne vinde det her. Jeg var at han vil blive fantastisk. Og han ved hvor stolt jeg er af ham.

Melde dich bei Movellas anFinde heraus worüber alle reden. Registriere dich jetzt bei Movellas und teile deine Kreativität und deine Passion
Lade ...