Altid Allerede Elsket

24620
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2020
  • Opdateret: 26 maj 2020
  • Status: Igang
Kære dagbog
10. klasse skulle gerne have været skoleårets, hvor alt gik som smurt. Man har tidligere hørt flere historier om, hvor fantastisk et efterskoleår har været - hvordan man har udviklet sig som person og fået oplevelser for livet.
Er det mig, der klokker i den, når jeg føler mig som den samme person, som jeg altid har været?

-Thea, AAE 19/20

AA
aa

1. I går fik jeg lyst til en burger med oksebøf

Når jeg er i byen og skal spise efter mit humør, har mit første ønske oftest været en pizza med tomat og ost, en stor sushimenu eller i værste tilfælde en kyllingesandwich. I går gik jeg ved åen, da lysten til en stor hamburger med en stor og saftig hakkebøf pludselig ramte mig. Det var endda efter at have taget bussen, da regnvejret ødelagde min lyst til at cykle. Jeg aner ikke, hvor lysten kom fra, men den var stor. Ja, faktisk så stor, at jeg gik forbi samtlige cafeer for at se, hvor jeg kunne fået burger, som så god ud.

Mens jeg gik, slog tanken mig: Det ville da være snyd at gå ind og bestille oksekød, når jeg har sagt på skolen, at jeg kun spiser fisk. Havde jeg spist derhjemme, havde jeg næppe fået lov til at spise af kødretten, selvom min lyst lokkede mig. 

I øvrigt er det i år, jeg har muligheden for at begrænse mir kødforbrug. Når jeg vender hjem til min far næste år, vil han aldrig servere tomatlasagne eller grøntsagsbøffer - formegentligt heller ikke laksefillet eller torsk. Dette er det eneste år, jeg har muligheden for selv at bestemme, så jeg bør gøre noget, hvis jeg virkelig går ind for at passe på planeten.

Vi har slet ikke haft sne denne vinter. Jeg savner den gang, jeg var mindre, og vinteren ikke blot var triste og kolde måneder, men var flot og hvid. Det år, hvor jeg fik en trækælk i julegave, og jeg kunne drøne ned ad kirkebakken med hovedet først, var en hel anden tid end nu. Vi kunne skøjte på søen og spille sneboldkamp i skolegården. Når man frøs, kunne man sætte sig hjem i stuen med en kop varm kakao, mens man så ud på de små snefnug, som dalede på den anden side af vinduet. Dengang blev jeg langt fra ligeså vintertrist, som jeg så let er blevet de sidste år. 

Om et par år kan det være, at jeg sidder og drømmer mig tilbage til nutiden. Den gang, der var sne i bjergene, når jeg rejste på vinterferie i Østrig eller Italien. Da jeg muligheden for at nyde bare en enkelt uge af vinteren ved at bruge den på skiløb og gåture i sneen. Hvis vi - hvis jeg ikke passer på, er det et simpelt spørgsmål om tid, før det ligeledes ikke længere er muligt.

Med tankerne om den søde, uskyldige koala, som ifølge en artikel var uddød grundet klimaændringer, endte jeg på en lille sandwichbar ved banegården, hvor jeg fik en bagel med laks og grøntsager. Jeg ville egentligt have taget den med i hånden, men så skulle jeg have den pakket ind i papir og servietter. Derfor blev jeg siddende ved deres lille bord, hvor jeg i stedet fik den serveret på en tallerken. Jeg missede den første bus og måtte vente en halv time på den næste, men jeg ved, at jeg stadig ville have været sur på mig selv, hvis jeg havde fået min bagel i engangseballage, når jeg havde muligheden for at undgå det.

 På en måse ville jeg ønske, at jeg ind i mellem kunne glemme tankerne om klimaændringer og følge min lyst i stedet. Alligevel er jeg glad for, at folk som mig tænker på at handle. Hvis en fiskesandwich i stedet for en burger er, hvad der skal til for at passe på vores planet, må det være det værd.

- Thea, 7/2 2020

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...