Vi vil rejse os.

9374
Digt.

AA
aa

1. Vi vil rejse os.

 

 

 

Jeg lod dørene i vores hus stå på klem.

Jeg spiste aldrig op. Jeg lod altid en sjat blive i glasset.

Jeg nåede til slutningen og jeg lukkede bogen,

før den fik chancen for at være ovre. 

Jeg klamrede mig til natten som et barn, 

der ikke ville forlades, indtil jeg faldt om. 

Jeg bad ved busstoppestederne, under himlen, i min seng.

Jeg lod mit liv blive en metafor, jeg ikke forstod,

en bøn, der ikke kunne indfries. Alt er altid

et øjeblik fra at slutte, om du ved det eller ej.

Og jeg kendte rigshospitalets kolde gange, 

som blodbanerne i min krop, som vejene fra min barndomsby.

Jeg tror stadig ikke på historien om, at vinden kun raser,

for at bølgerne skal kunne bære os hjem, at det har en mening,

men jeg tror på at vi kan grave op ad sandet, hvad vi mistede,

for vi mistede ikke os selv. Vi mistede ikke hinanden.

Og jeg tror på vi er som solen, når jeg ser den falde og rejse sig igen.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...