Verdens ende

471815
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2019
  • Opdateret: 23 dec. 2019
  • Status: Igang
Når man mister sin far, mister man også lidt sin mor, og når man så står tilbage otte år gammel og enebarn, må man tage sagen i egen hånd.
Davids far fabler i tiden op til sin død meget om, at de vil mødes igen ved Verdens ende, så hvad andet kan David give sig for, end at forsøge at finde derhen?

Det er en roman jeg pt. er i gang med at skrive på, og jeg vil blive uendeligt taknemmelig for enhver form for feedback, der indikerer, hvor vidt det er et projekt, der er værd at arbejde videre på. Af hjertet tak!

AA
aa

4. 3. Kapitel

”Leder du virkelig efter Langbortistan?” Spørger Peter hånligt.

”Hvorfor spørger du om det?” David forsøger ikke at lade sig provokere.

”Det sagde Magnus, at du havde spurgt efter.”

”Og hvad så, hvis jeg gør?”

”Du ved godt, at det ikke findes, ikke?”

”Det findes,” siger han stålsat. ”Og det er der verdens ende og min far befinder sig.”

”Nåhh, det er din far du leder efter,” griner Peter. Og tilføjer så hårdt og med et smil, der er forsvundet. ”Han er død! Fat det! Han kommer ikke tilbage!”

Nu bliver det alligevel for meget for David, og med alt den kraft han kan mønstre, styrter han mod Peter og forsøger at vælte ham. Men her kommer det 3/4 år og de 6 cms forskel til udtryk, idet David blot løber mod en mur, og snart selv ligger i sølet med Peter ovenpå sig. Tårerne løber fra Davids kinder, selvom han bider tænderne sammen og forsøger at holde dem tilbage.

”Og nu græder du også. Det er da en køn tudeprins, din far har sendt ud at lede efter sig, hva'?”

I det samme får David den ene hånd fri, og han retter et slag mod Peters kind velvidende, at han vil få tidobbelt igen. Og han beslutter sig for ikke at tage sig af Peters ord, men fortsætte sin søgen.

 

Så efter skoletid går David ikke hjemad, mod bageren, men derimod i retning af cykelhandleren. Han har sit kompas fra da, han gik til Spejder liggende i skoletasken, så det fisker han frem og benytter nu. 271°, viser det. Han går ud langs den store vej, men sørger for at holde sig så langt inde på fortovet som muligt, som mor altid har formanet ham om. De store biler suser forbi ham, men han prøver ikke at tænke på det. Det er lige meget, at han ville være død på stedet, hvis han endte foran én, for han skal slet ikke ud på vejen. Bare fordi far er død, betyder det ikke, at han også vil dø. Lidt forude bliver der grønt ved en fodgængerovergang, men hvis han skal nå over, bliver han nødt til at løbe. Så det gør han ikke, og snart er der rødt igen. På den anden side af vejen er der et bredt bælte af træer, og på den anden side ligger fodboldbanen. Det var der far tålmodigt så på, mens han spillede. Nogle gange tog de også derhen om søndagen, når der ikke var kamp, så de kunne spille sammen bare de to. Antallet af gange de gjorde det kan tælles på to hænder, men det var de dage, David bedst kunne lide at spille. Far spillede også fodbold, da han var dreng, og når de spillede sammen bare de to, blærede han sig nogle gange lidt. Det elskede David at se på, og så drømte han om en dag selv at blive lige så god. Når han finder far ved verdens ende i Langbortistan, skal de spille fodbold sammen igen. Men lige nu har han taget en pause fra fodbold; han kan ikke holde ud at tage til fodbold uden far.

Det røde lys, der holder ham tilbage skifter endnu engang til grønt, og han krydser sidevejen og fortsætter mod cykelhandleren.

En fugl letter fra træerne på den anden side, og den flyver op, højt op, og væk. Med øjnene følger han dens flugt. Hvor mon den flyver hen? Hvis David kunne flyve ligesom den, vil han lige pludselig ikke være så langt fra Langbortistan, verdens ende eller far. Så ville han kunne flygte fra alting. Så behøver han ikke høre på Peters dumme kommentarer, eller finde sig i at blive tæsket. Så vil han blot kunne flyve væk. Men han er ikke en fugl. Og han skal i skole igen i morgen. Men han har hele eftermiddagen og aftenen til at finde far. Og når først han har far igen, skal det hele nok blive nemmere.

Efter et stykke tid når han endelig cykelhandleren. Han har kun været derinde to gange; da han fik sin første helt nye cykel som syv-årig, og da de købte en damecykel til mor. Han var ikke med, da far købte sin racercykel. Han kigger ind ad vinduerne, da han går forbi. Det er en stor to-etagers butik, men i kælderen er det kun scootere, plæneklippere og lignende maskindrevne ting. Den er lidt for stor til den lille by, men fordi den er den eneste i en ret stor radius, kommer folk forholdsvis langt fra og holder liv i butikken. Da David når om på den anden side af cykelhandleren, fortsætter han på kursen 271°, og nu kan han skimte kimningslinjen visse steder i det fjerne. Han er ved at have nået udkanten af byen, da han beslutter sig for at spise den ene af de to madder, han har tilbage af madpakken. Han sætter sig på en bænk ved et busstoppested, svinger skoletasken om på skødet og fisker madkassen op af tasken. Så pakker han pølsemaden ud og krøller stanniolen sammen i hånden. Da det er blevet en tilpas lille og hård kugle, tager han sigte og kaster den mod skraldespanden lidt derfra. Den rammer kanten og ryger så på jorden. Rødmende og taknemmelig over, at ingen så det, samler han den op og går denne gang helt derhen, før han kaster den i. Denne gang rammer han i. Idet han sætter tænderne i, mærker han, hvor sulten han er blevet, og inden længe har han tygget sig igennem hele maden, men er stadig sulten. Han beslutter sig for, at han nok finder far snart og giver sig derpå også i kast med den sidste. Han går helt hen til skraldespanden og lader den nye, skinnende kugle falde i. Han ryster madkassen lidt, inden han lægger den tilbage i tasken, svinger den op på ryggen og fortsætter sin færd, denne gang mæt, dog uden ekstra proviant. Han passerer byskiltet og befinder sig nu omgivet af marker. Foran ham ligger kun få huse, og de er godt spredt ud. Langt væk er der et mindre bælte af stedsegrønne træer. Fortovet er netop hørt op, og han trækker vejret hurtigere ved tanken om, hvor tæt på bilerne så pludselig vil komme, men han har jo lovet far. Så David fortsætter, og bruger stadig kompasset til at styre præcis mod 271°. Vejen har heldigvis ikke drejet endnu, så han har ikke været tvunget til at forlade den. En stor lastbil kører forbi og hvirvler støvet fra vejen op i luften og op i ansigtet på ham, og nu begynder sommervarmen også at have en effekt på ham. En begyndende kvalme melder sig i baghovedet, og benene gør også så småt sine protester, på trods af at fodboldspillet har fået dem i god form. Men han vil ikke stoppe op. Han har lovet far at finde ham, og det må han holde. Så han fortsætter. På trods af smerter i hoved og ben. Efter noget tid giver han sig dog nok til, at han tager sin drikkedunk frem fra tasken og tømmer den. Men han stopper ikke op for at gøre det; han bliver ved med at gå. Han er ved at nærme sig det lille bælte med træer, der før syntes så langt væk, da et rådyr kommer til syne i en mark, springer over vejen få meter foran ham og fortsætter ind i marken på den anden side. Han følger den med blikket hele vejen gennem marken, videre til den næste mark og ind blandt nogle træer bag ved. Det går så hurtigt, at den eneste tanke, der når at suse gennem hans hoved angår, hvor hurtigt han ville kunne finde far, hvis han sad bag på et sådan dyr. Men det gør han ikke, og det er til fods at han endnu engang fortsætter. Han tvinger sig selv til at ignorer trætheden, der også langsomt begynder at melde sig. Da han passerer en kæp, der ligger i grøften, samler han den op, og som han går videre bruger han den skiftevis som vandrestav og til at slå på ukrudtet i grøften. Det bøjer sig for ham, og selvom det ikke decideret knækker, så føler han sig stadig i kontrol. Han mærker tydeligt, at han har overtaget. Han går forbi bæltet af træer, og da han kigger lige frem synker modet i ham. Det føles, som er der stadig ligeså langt ud til kimningslinjen og Verdens Ende, som da han startede med at gå fra skolen – om ikke længere. Men han kan ikke give op, ikke når han har lovet far. I det samme melder en rumlen fra hans mave, at han skulle have gemt noget af madpakken. Og ti sekunder efter fortæller en rumlen i det fjerne, at han skulle være blevet hjemme. Han ser sig om efter ly, og husker fars ord om, at man aldrig skal stå under et træ. Han får øje på en gård et godt stykke væk og sætter i løb hen mod den. Men hans ben er knap nok sat i bevægelse, før himlen åbner sig over ham, og han sætter tempoet yderligere op. I løbet af ingen tid er vandet trængt igennem hans hættetrøje og t-shirten inden under. De mørke jeans er nu endnu mørkere og skoene skvulper nærmest over, hver gang han træder ned. Han tør slet ikke tænke på, hvordan bøgerne i tasken har det. Et lyn oplyser himlen et kort øjeblik, og efter lidt tid følger tordenens rumlen. Han sætter stødt det ene ben foran det andet, mens han nærmer sig gården. Det værker i hans ben og vejrtrækningen er anstrengt, men han fortsætter. Da gården er overskueligt tæt på, samler han sine sidste kræfter og kommer derhen. Han får øje på et halvtag, hvorunder der lægger en stor brændestabel, og han sætter sig på denne. Som han sidder der i ly, kan han kigge ud på regnen, der står ned i stænger en halv meter fra ham. Hans blik strejfer hovedhuset, og i et af vinduerne ser han en ældre kone, der er travlt optaget med noget. Det er sikkert køkkenet, hun står i. Bare hun nu synes, at det er okay, at han sidder her på hendes brændestabel. Han når knap nok at tænke tanken, før hun kigger op, og de får øjenkontakt. Et øjeblik efter er hun forsvundet fra vinduet. Han håber lidt, at hun vil komme tilbage igen, for han kunne godt lide at mærke, at han ikke er den eneste i verden lige nu. Han er begyndt at føle sig lidt ensom. Efter et øjeblik åbnes døren på klem, og kvinden kommer til syne. Med en håndbevægelse gør hun tegn til, at han skal komme. Så det gør han. Han tænker kun kort på mors formaning om, at man ikke skal gå med fremmede, før han forkaster den og beslutter, at der ingen fare er på færde. Han hopper ned fra brændestablen og løber over til hovedhusets dør, som den ældre kvinde åbner helt op, da han kommer tæt på. Vel inde lukker hun døren efter ham, tager tasken af ham og henter et håndklæde til ham.

”Nå, min ven. Nu må du fortælle mig, hvad du hedder, og hvorfor du var ude i det skrækkelige vejr?”

”Jeg hedder David,” introducerer David sig. ”Og jeg var ude at lede efter min far, da det begyndte at regne og lyne og tordne.”

”David, siger du? Jeg hedder Juliane. Hvorfor var du ude at lede efter din far?”

”Fordi han er død, men han sagde, at han ville mødes med mig ved verdens ende. Og jeg har fået at vide, at jeg ville finde verdens ende, hvis jeg gik denne vej.”

”Lille ven, dog! Stakkels dig! Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ikke, at du kommer til Verdens Ende i dag.”

”Er der da langt?”

”Ja, det kan man godt sige. Hvad tid gik du af sted hjemmefra?”

”Jeg gik af sted efter skole, så det har været ved to-tiden.”

”Ved to-tiden! Ved du hvad klokken er nu?”

”Nej?”

”Den er tyve minutter over otte! Ved din mor godt, hvor du er?”

”Nej, jeg gik jo lige efter skole, og hun må ikke vide, at jeg leder efter far.”

”Hvorfor ikke?”

”Det skal være en overraskelse, når jeg finder ham.”

”Men jeg tror, at jeg bør ringe til din mor nu. Hvis jeg var hende, ville jeg være ved at gå ud af mit gode skind af bekymring på nuværende tidspunkt.”

”Jo, men lad være med at sige noget om far eller Verdens Ende. Sig, at jeg gik en tur og glemte tiden.”

Juliane indvilliger og ringer så op på det nummer, David giver hende.

”Ja?” Det er en febrilsk kvindestemme, der svarer.

”Hej, jeg hedder Juliane, og jeg ringer angående din søn.”

”Min søn? Ved du, hvor han er?”

”Ja, han er her hos mig, og han har det godt.”

”Gudskelov! Hvad skal du have for, at jeg kan få ham igen? Hvad er din løsesum?”

”Hvad snakker du om? Jeg har ikke kidnappet ham, hvis det er det du tror? Han var bare ude at gå en tur, og så kom han herover, da det begyndte at regne. Kom du bare og hent ham.”

”Tusind tak! Hvor er jeg glad for, at du ringede.”

”Selvfølgelig” Juliane giver hende adressen. Efter at have lagt på retter hun atter opmærksomheden mod David.

”Men du må jo være hammer sulten!”

”Ja, det er jeg også.”

”Så får du lige noget aftensmad, mens vi venter på din mor.”

Så forsvinder hun ud i køkkenet og kommer lidt efter tilbage med en tallerken boller i karry, som hun sætter på bordet foran David. Han spiser sultent, og er allerede i gang med anden portion, da hans mor ringer på døren. Da hun bliver lukket ind og får overtøjet af, giver hun David så stor en krammer, at han er ved at blive kvalt. Juliane kommer ham straks til undsætning.

”Kunne du have lyst til en portion boller i karry, mens David spiser færdig?”

”Jo tak, det ville være så lækkert,” svarer mor, som et eller andet sted er dybt lettet over, at hun endnu en aften ikke har skullet lave mad. Hele tiden sidder hun bare og kigger på David. De bliver hos Juliane et godt stykke tid, og da de endelig kører hjem, giver David hende en kæmpe krammer og hvisker ”tak” i hendes øre. I bilen på vej hjem beslutter mor sig for, at David nu er stor nok til en mobil. Hun er nødt til at kunne komme i kontakt med ham. Hvad var der ikke sket, hvis der ikke havde været en gård i nærheden. Eller endnu værre, hvis vedkommende der boede på gården ikke var ligeså venligtsindede som Juliane?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...