Verdens ende

344815
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2019
  • Opdateret: 12 nov. 2019
  • Status: Igang
Når man mister sin far, mister man også lidt sin mor, og når man så står tilbage otte år gammel og enebarn, må man tage sagen i egen hånd.
Davids far fabler i tiden op til sin død meget om, at de vil mødes igen ved Verdens ende, så hvad andet kan David give sig for, end at forsøge at finde frem til Verdens ende?

Det er en roman jeg pt. er i gang med at skrive på, og jeg vil blive uendeligt taknemmelig for enhver form for feedback, der indikerer, hvor vidt det er et projekt, der er værd at arbejde videre på. Af hjertet tak!

AA
aa

1. Prolog

Jeg ser ind i fars blå øjne og ser alle de løfter, han har givet. Han vil vise mig Eiffeltårnet, som jeg har så mange små modeller af, i virkeligheden. Og vi skal til Disneyland, når jeg fylder 10. Og han skal vise mig, hvor i USA farmor og farfar traf hinanden. Han har også lovet, at lære mig at fiske. Og at danse salsa. Og vigtigst af alt har han lovet mig, at han aldrig vil forlade mig. Aldrig nogensinde.

”Far...,” hvisker jeg.

”Ved verdens ende,” mumler han uden at se på mig.

”Hvad er der ved verdens ende?”

”Vi ses, min skat...Vi ses ved verdens ende...”

”Ved verdens ende?”

”Ved verdens ende...,” svarer far stille.

Et kort øjeblik er jeg sikker på, at han ser mig i øjnene.

”Jeg elsker dig,” hvisker jeg med en klump i halsen.

”Jeg elsker dig,” gentager han. ”Ved verdens ende.”

Mor skubber mig blidt til side, så hun også kan tage sin afsked, men jeg slipper ikke fars hånd. Jeg hører ikke længere noget, og jeg kan næsten heller intet se ud gennem tårerne, der baner sig vej ned ad mine kinder. Kun farveplamager. Jeg mister tidsfornemmelsen og mærker bare på fars varme hånd.

Gennem et sløret lag ser jeg fars stivnede ansigt ligge ubevægeligt på den klinisk hvide hospitalspude. Mit greb om hans hånd bliver mere fast og jeg leder desperat efter fornemmelsen af varme og liv i dem. Forgæves. Dynen vædes, idet jeg læner mig indover sengen for at nå fars ansigt. Jeg tager hårdt fat om den kind, som jeg kan nå og niver til. Men der kommer ingen reaktion. Så giver jeg ham en syngende lussing, men den eneste effekt det har er, at mor hiver mig væk fra sengen, selv om jeg sætter begge fødder i gulvet og stritter imod. Hun hiver mig helt ud i venteværelset, hvor hun forlader mig. Her sætter jeg mig på en stol og lader tårerne løbe endnu friere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...