We’re All Struggling

Livie er en meget gennemsnitlig teenager, som desværre tager rigtig meget for givet. Hendes veninde Isabel og hende skal til skoleball sammen, og har købt kjoler og andet der hører sig til. Blandt andet er Livie faldet for en grøn amulet, som ser meget normal ud udenpå, men indeholder en magisk kraft, som Livie aldrig ville have forestillet sig eksisterede. Hun får at se hvordan et skoleball i Warlington kan udfolde sig, med en amulet af den kraft om halsen.

5Likes
6Kommentarer
279Visninger
AA

1. -Introduktion-

Allerede da pantelåneren var i syne havde jeg øjnene plantet på amuletten. Jeg var ved at få ondt i fødderne, men det var det værd. Jeg var gået forbi den i vinduet et par gange de sidste ugers tid. Hver gang var jeg næsten stoppet op.

Den er guld, med et flot vedhæng. I vedhænget sidder en lille grøn ædelsten med nogle snørklede mønstre rundt om, også i guld. Den matchede så godt til min smaragdgrønne kjole, som jeg havde købt til skoleballet. Derfor MÅTTE jeg bare eje den.

Pantelåneren var en lille fin butik. Der var mange smukke og dyre ting, men man kunne dog også være heldig at få et godt tilbud derinde. Vi stoppede op, og kiggede lidt, før vi endelig trådte op på de små skæve trin, som førte op til døren. En typisk dør med stort glasvindue og et åbent/lukket skilt hængende, hvor der heldigvis stod ’åbent’. Da vi trådte indenfor klingede det fra den lille klokke oppe over døren.

”Nå, hvor er den så?” spurgte Isabel nysgerrigt. Amuletten var lukket inde i en skinnende glasmontre. Den måtte være dyr, tænkte jeg. Det var den skam også. Det fandt jeg hurtigt ud af, da jeg gik op til manden bag kassen, og spurgte, hvad den kostede. Det var ikke FOR dyrt. Eller… det var nok til at tømme min pung.

Manden pakkede amuletten ind i noget papir, og gav mig den i en lille pose. Vi var ikke nået langt ud ad butikken før Isabel spurgte,

”Må jeg ikke nok se dig med den på?” Jeg vidste hun ville spørge.

”Ingen andre end mig selv, får mig at se med den på, før i henter mig fredag aften,” svarede jeg hende. Hendes skuffede ansigt varede kort, for pludselig sagde hendes telefon en lyd. Jeg tænkte selvfølgelig, at det var hendes mor eller far, som skrev, at hun skulle komme hjem. ”Hvem er det?” spurgte jeg hende, med en mindre begejstret klang i stemmen. Der gik lidt før hun svarede,

”Det er Rose…” Jeg lagde en sympatisk hånd på hendes skulder. Pludselig var Isabels ansigt helt stift og trist.

”Det skal nok gå. Hvis hun ikke kan lide dig, så er hun ikke det værd. Du er den bedste person jeg kender… hører du mig? Du fortjener bedre,” sagde jeg bestemt. Hun så trist men forventningsfuldt op på mig. ”Nu tager vi alle sammen til det her skide skolebal, og det skal nok blive sjovt. Det lover jeg.” Og sådan fortsatte vi på vejen hjem. Jeg gik med armen om hende hele vejen.

Solen var på vej ned bag de høje bygninger inde i centrum af Warlington. Min by. Skoleballet var den weekend, så vi havde købt kjoler og sko til ballet. Hun havde aldrig fået taget sig sammen til det, hvis det ikke var for mig.

Isabel er min bedste veninde. Vi havde kun kendt hinanden i et år, men vi havde hjulpet, og forstået hinanden, bedre end nogle andre kunne. Jeg så hen på hende, og hun smilte. Det bragte et ligeså stort smil på mine læber. Så længe hun var glad, var jeg glad. Jeg ved det lyder lidt kliche, men sådan er det altså. Det var, er og vil altid være hende og mig mod verden. Eller som hun ville sige ’mod hvad end livet kaster efter os’. Hun har sådan et inspirerende synspunkt på livet nogle gange. 

Vi gik hen ad det snart menneskeforladte fortov. Warlington er ikke en stor by. Det er meget børnefamilier og studerende, som bor der. Isabel og jeg gik i niende klasse dengang, men jeg var et år yngre. Jeg kom for tidligt i skole. Hvilket jeg havde det helt fint med.

Pludselig fik jeg en albue i siden af Isabel. Jeg smilte, og så hen på hende.

”Jorden kalder Livie,” sagde hun med den der klang i stemmen, som viser, at det hverken var første eller sidste gang, hun kom til at sige den sætning.

”Jeg ved det godt. Jeg falder i staver,” sagde jeg med et kæmpe smil.

”Det gør ikke noget,” hun fniste lidt. ”Jeg skulle bare lige se om du var vågen.” Jeg gav hende en albue tilbage igen. Isabel havde kort hår, mange krøller og så var det blond. Normalt er det mørkebrunt, men hun farvede det, og det passede hende faktisk perfekt. Især til hendes blågrå øjne, som er lidt specielle efter min mening. Mine øjne er grønne, og mit hår er rødt. Fladt og rødt.

Hun finder altid et eller andet om mig, som jeg ikke har lagt mærke til før. Lidt som om hun kender mig bedre, end jeg selv gør. Da jeg mødte hende, var det som om, jeg fandt mig selv. Mit formål. Det lyder fjollet.

Nu skilte vores veje, og jeg gik hen imod den lokale brugs, hvor min mor ville samle mig op, mens Isabel gik mod sin mors lejlighed.

”Vi ses Livie! Hils derhjemme!” råbte hun efter mig.

”Det skal jeg nok! Og i lige måde!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...