gul perfektion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2019
  • Opdateret: 2 jun. 2019
  • Status: Igang
tekster om selvhad, mælkebøtter og accept (??) (og andre tekster på min rejse tilbage til skrivning)

8Likes
11Kommentarer
262Visninger
AA

1. tømmermænd og krøllet hår

Jeg ved ikke, om tømmermændene er moralske eller ej. Jeg ved ikke, om det gør en forskel.

Sveden får dynen til at klistre til mig. Den ligger klaustrofobisk tæt om min krop som et ekstra lag kvælende hud. Jeg kan ikke være i min egen krop. Mit hoved føles som en bombe, klar til at eksplodere hvert øjeblik. På stolen ligger den for korte kjole, Sofie insisterede på, jeg skulle tage på, smidt henover stoleryggen som et stykke affald. Jeg vil ikke tænke på i går, men jeg kan ikke lade være. Mine hænder med de nedbidte negle, der konstant trak ned i kjolen for at dække bare en centimeter hud mere. Folk, der råbte for at overdøve larmen. Letpåklædte kroppe, der vred sig til for høj musik. De stod tæt som kreaturer klar til slagtning. Jeg husker stanken af alkohol og røg - der var ingen, der bekymrede sig om lever eller fimrehår. Jeg husker, hvordan jeg holdt vejret, da jeg gik forbi rygerne i døren. Jeg husker den bidende nattekulde og følelsen af at være i live.

Et par sidder i hjørnet godt i gang med at spise hinandens ansigter. Jeg prøver ikke at tænke på 80 millioner bakterier, der skifter mund, prøver ikke at stirre på dem, men det er, som om jeg ikke kan lade være. Der er noget fængslende over dem. Som ved et biluheld drages jeg af synet, fascineres. Fyrens hånd klamrer sig til hendes røv som en blækspruttes tentakler. Sidste uge havde vi om marine bløddyr i biologi. Jeg tvinger mig selv til at tænke på Eledone cirrhosa og Taningia danae og ikke på, hvordan det vil føles at køre min hånd igennem det krøllede hår. Det ser så blødt ud.

Min mund er tør, men tanken om at skulle gå nedenunder og stå ansigt til ansigt med mit livs antagonist er ikke særligt tillokkende. Jeg kan allerede se for mig, hvordan min mor vil sidde for bordenden med Politiken og en kop grøn te og sit Medusablik, men i stedet for at forvandle mig til sten, vil hun forvandle mig til en bunke af støv, skam og skuffelse. Med et suk lukker jeg mine øjne igen.

Jeg føler mig som elefanten i rummet bortset fra, at i stedet for en elefant er jeg blevet til et to meter højt uhyre med tusindvis af fangarme og et neonskilt hængende over mit hoved med ordene ”se mig, se mig, jeg er en kæmpeidiot” skrevet med blokbogstaver. Alle de andre kan finde ud af det. Alle de andre står i grupper og snakker eller danser eller ler, men jeg er en social fiasko. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg lod Sofie overtale mig, når jeg ved, at hun alligevel bare ville bruge hele aftenen på at undgå mig, bruge hele aftenen med tungen i halsen på Oskar med tentakelarmene.

Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne lade det ske. Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne være så dum,

Selv udenfor er musikken så høj, at jeg kan mærke bassen dunke i min krop som forstærkede hjerteslag i mit bryst og helt ned til mine fødder. Det er en klar nat, og stjernerne titter frem på himlen som blinkende øjne. Bag mig er vinduet ind til festen en lysende firkant midt i nattemørket. Pludselig står krøllet hår ved min side, og jeg ved ikke, om jeg skal gå. Jeg har ikke lyst til at gå. De brune øjne føles som hjem, og jeg kan ikke lade være med at stirre. Læberne, der former et smil.

Jeg glemte alt om 80 millioner bakterier og 80 millioner blikke. Glemte alt om den oplyste firkant og næser presset mod ruden for at glo. Glemte alt om publikum og konsekvenser og socialt selvmord. Som om jeg ikke var død i forvejen. Det eneste, jeg tænkte på, var et par mørkebrune øjne og alt for bløde læber. I en rus af dopamin, oxytocin og endorfin glemte jeg alt og alle omkring mig, tænkte kun på hjerter, der banker i takt og farlige følelser.

Så mødes vores læber.

Lyden af en besked, der tikker ind på min mobil, hiver mig ud af mindet. Som en drøm, der forsvinder mellem fingrene på en, når man vågner, selvom man forsøger at holde fast, forsøger ikke at glemme. Den boblende fornemmelse i min krop. Min skærm lyser op, da jeg modtager endnu en besked. Jeg holder vejret og stirrer på det blå lys i det dunkle værelse. Et ord:

 ”Lebbeso.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...