Glasgow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2019
  • Opdateret: 20 apr. 2019
  • Status: Igang
Glasgow 1956; dette er året, hvor det hele begynder. Flere unge menneskers veje krydses, mens de forsøger at finde ud af, hvem de er, og hvor de skal hen i livet. Kærlighed, venskaber og store drømme. Alt sammen i et samfund, der mere eller mindre har bestemt deres skæbner for dem - tør de at gøre op med normerne?

6Likes
3Kommentarer
663Visninger
AA

1. Kapitel 1: År 1956

Shona kunne ikke gøre for det. Det havde virkelig ikke været hendes mening. Den havde bare duftet så godt, som en ren symfoni for næsen. Kagen havde jo nærmest bedt, tigget, nej, beordret hende til at smage på den! Hvad kunne hun have stillet op?

Nu stod de alle på række og betragtede ængsteligt den sortklædte skikkelse, der vandrede frem og tilbage foran sine små tilskuere.

”Den skyldige kan lige så godt træde frem og tilstå sine synder!” sagde nonnen med sin mest sukkersøde stemme, der gemte på alt andet end det.

Shona kiggede ned i gulvet. Hun mærkede, hvordan hendes ben blev tunge som bly, og hendes hals snørede sig sammen. Hun gav sig selv et mentalt spark over, at hun ikke havde kunnet modstå fristelsen. Havde det virkelig været det værd? En lille bid for et fordømmende blik fra Moder Clare.

”Ingen tilstår?” spurgte Moder Clare igen og lod sit blik vandre hvileløst rundt over hvert et lille, forældreløst barn. Der var så stille på den lange gang, at det var kvældende.

Shona mærkede, hvordan hun blev mindre under Moder Clares blik. Og blikket fandt sin hvile.

”Shona Alan, har du noget, du vil tilstå?” spurgte Moder Clare og trådte et skridt nærmere. Hendes stemme gav genlyd gennem marmorgangene. Loftet kastede hendes stemme frem og tilbage, op og ned.

Shona rystede langsomt og skyldigt på hovedet.

”Undskyld,” sagde Moder Clare med en påtaget forvirring. ”Det hørte jeg ikke lige.”

”Nej, Moder Clare,” hviskede Shona næsten lydløst med blikket fæstnet på sine sorte snøresko. De var spejlblanke, fordi børnene altid før sengetid skulle pudse og polere deres sko. Hun kunne næsten se sit eget skyldige ansigtsudtryk i dem.

Alle børnene kiggede nysgerrigt, men ængsteligt på Shona og Moder Clare.

Moder Clare trådte endnu et skridt frem mod Shona. Shona kiggede chokeret op og blev mødt af et smil, der ikke nåede øjnene. Med sin pegefinger gned Moder Clare Shona i mundvigen.

”Du har altså ikke spist en chokoladekage lavet på rigtig smeltet chokolade?” spurgte Moder Clare igen, mens hun holdt sin chokoladedækkede pegefinger frem for næsen af Shona.

Shona vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Enten kunne hun indrømme sin løgn og komme i problemer for at have løjet. Eller kun kunne fortsætte sin løgn og svømme ud på endnu dybere vand.

”Nåh, Shona Alan?” sagde Moder Clare afventende med et dømmende blik hængende på Shona. De andre børn kiggede forventningsfuldt på Shona.

”Jeg har ikke spist noget kage,” svarede Shona og gned håndryggen over munden. ”Det var bare jord.” Hun smilede og fremviste sit kraftige overbid.

”Så du har altså spist jord?” spurgte Moder Clare uden at tro et ord af, hvad hun hørte.

Shona rystede på hovedet. ”Nej, Moder Clare, jeg faldt bare og fik lidt jord i hovedet.” Hun smilede igen, mens hun begav sig ud, hvor hun ikke kunne bunde.

”Hvordan forklarer du så, de brune tænder?” Moder Clare pegede på det falmende smil.

Shona plaskede ængsteligt rundt, før hendes hoved røg under vand, og hendes lunger blev fyldt op. Hun kiggede igen ned, og hendes næse stødte næsten mod de blanke sko. Hun kunne næsten ikke genkende billedet af den pige, der blev spejlet i den sorte lak.

Der var helt stille. Shona pressede skuldrene op mod ørene, mens hun ventede på den storm, der snart ville vælte ind over hende.

”Shona Alan!” lød Moder Clares ryst. ”At lyve er en synd! Du må hellere ændre din karakter, hvis du vil gøre nogen forhåbninger om, at en familie vil adoptere dig! Eller du ønsker måske ikke at forlade børnehjemmet?”

Truslen forplantede sig som en snestorm, der frøs alle Shonas muskler til is. Tanken om, at hun aldrig ville slippe væk herfra, var værre end døden.

Hun havde altid drømt om den dag, hvor hun ville få en familie. Den dag hun ville få en mor og en far. Ikke blot en Moder, som havde ansvaret for hendes opdragelse. Nej, hun ville have en mor og en far, der elskede hende over alt på jorden og skænkede hende den kærlighed, hun kun havde læst om.

Den dag besluttede Shona Alan sig derfor for, at hun aldrig ville fortælle en løgn igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...