Sommersne

Safina vågner en morgen og opdager at der er kommet sne.
Men det er jo sommer så hvorfor er der sne?
Og hvorfor kan ingen andre end Safina se, at noget er helt galt?

2Likes
2Kommentarer
81Visninger

1. Sommersne

Jeg kigger på snedyngerne. De er hvide, og de glitrer svagt i tusmørket. Jeg kan se istapper, som hænger fra taget og ned over vinduet. Jeg tror aldrig, at jeg har set så meget sne i hele mit liv, og det hele er kommet over en enkelt nat. Men hvad der er endnu mere mærkeligt, er at det er sommer.

Jeg kan høre mor og far ude i køkkenet. De snakker også om sneen. De siger, at det er heldigt at det er weekend, for så kan sneen nå at blive ryddet væk. Jeg forstår ikke, hvorfor at sneen altid skal ryddes væk så hurtigt. Men hvad jeg heller ikke forstår, er at de ikke, har opdaget, at noget er helt galt. Som om de helt har glemt, at det faktisk er sommer.

”Safina kom og få morgenmad!” råber mor ude fra køkkenet. Jeg går derud, og sætter mig på en stol. ”Har du set alt den sne?” spørger far. Jeg svarer ikke. Han snakker som om, at det er helt normalt, at det sner på denne årstid. ”Er det ikke lidt mærkeligt, at der er sne nu” spørger jeg dem. De kigger på hinanden. ”Nej hvorfor skulle det være mærkeligt” svarer mor. Underligt. Det er virkelig som om, at de ikke ved, at det er sommer. De ved ikke at, noget er helt galt.

Da jeg har fået tøj på, tænder jeg min telefon for at se om der står noget i nyhederne om det her underlige vejr. Men der står ingenting overhovedet. Der er kun en artikel, om lækre feriesteder man kan tage hen i sommerferien. Jeg havde forventet noget andet. For eksempel: Kæmpe snedynger i juni måned. Eller sådan noget. Men nej.

Mor har spurgt, om jeg vil have en kop varm kakao. Så nu sidder jeg i stuen, og kigger ud på sneen med en kop varm kakao i skødet. Hende og far har sendt bekymrede blikke til hinanden og så til mig. Men jeg er nu mere bekymret for dem. De kan slet ikke se, at det er helt galt.

Jeg tager min vinterjakke, hue og handsker ned fra hylden, og går ud i entreen. Jeg tager det på, og finder mine støvler. De lå godt gemt væk, men det er jo heller ikke meningen, at jeg skal bruge dem på denne årstid.

”Jeg går lige udenfor et øjeblik!” råber jeg ind til stuen, hvor mor og far ser en film, og drikker varm kakao som om det var en helt normal, hyggelig vinterdag. ”Okay” svarer de.

Jeg lukker døren bag mig, og ser mig omkring. Alt er hvidt og vinteragtigt bortset fra træerne. Deres blade er friske, og grønne præcis som de var i går. Jeg går hen til termometeret, der hænger på det lille skur. Der står -11 c°. Det kan da ikke passe. Omme i haven er alt til min skuffelse også hvidt. Jeg tager sneskovlen, og skovler sneen væk. Jeg bliver pludselig rasende. Det er ikke meningen at, det skal sne nu. Ikke om sommeren. Jeg kaster sneskovlen væk, og sparker til sneen. Inde fra stuen kigger mor og far mærkeligt på mig. Pludselig begynder det at sne igen. Snefnuggene daler ned, og der kommer flere og flere. Jeg løber ind i nogle buske, hvor der i går var blomster på. Men de er væk nu. Jeg sætter mig, og prøver at berolige mig selv. Men jeg er bange. Hvorfor sner det nu om sommeren? Og hvorfor kan ingen se, at det er helt galt? Eller er det mig, der er noget galt med? Tankerne flyver rundt i mit hoved.

Efter noget tid rejser jeg mig op, og kravler ud af buskene. Det sner stille og roligt nu. Jeg er ikke bange mere. Hvad er der at være bange for. Det er jo bare en vinterdag, og vinterdage er hyggelige. Men jeg kan ikke slippe tanken om, at det er en vinterdag om sommeren.

Jeg må nyde denne vinterdag, mens den er her. Aldrig har der været mere sne at bygge snemænd af. Så det gør jeg. Jeg bygger snemænd. Så mange at der ikke er ret meget sne på græsset mere. Det begynder at blive mørkt, så jeg går ind igen. Mor og far spørger om jeg er okay, men jeg svarer dem ikke. Jeg har taget en snebold med ind. Oppe på mit værelse ligger jeg den lige ude foran mit vindue. Den er fin og rund. Den glitrer i lyset fra månen, som lige er stået op, selvom klokken kun er halv fem. Det er samme tid, som den står op om vinteren.

Jeg håber at sneen er væk i morgen. Så det kan blive den rigtige årstid igen. Jeg sætter mig hen til vinduet, og kigger ud på sneen. Jeg lader mig glide ned i vindueskarmen, og lukker øjnene.

Jeg vågner med et sæt, og sætter mig op i sengen. Jeg slår dynen til side, og træder ud på det kolde gulv. Jeg kigger ud ad vinduet. Der er store hvide snedynger, som glitrer svagt i tusmørket. Jeg ser på datoen. Der står den 11. januar. Vinter. Det var altså bare en drøm. Jeg er lettet. Det giver heller ingen mening med sådan noget sommersne.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...