Se Venedig og dø

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2018
  • Opdateret: 18 dec. 2018
  • Status: Færdig
”Se Venedig og dø. Det lyder som en ordre, gør det ikke?” vil hun sige og forsøge at smile, men i stedet blive angrebet af et hosteanfald. ”Men hvad skal man med Venedig, når man har haft den smukkeste kærlighedshistorie i en toværelses lejlighed i Rødovre?”

0Likes
3Kommentarer
35Visninger
AA

1. Se Venedig og dø

Der er mørkt i værelset, og kun svage striber af månelys lader hendes sammenfoldede skikkelse træde frem i vindueskarmen. Hendes blege arme holder krampagtigt om de bøjede knæ, og det hjerteformede hoved hviler mod glassets kolde overflade.

”Er du ikke træt?” spørger han, og hun løfter hovedet og ser på ham med de klare grønne øjne, han aldrig kan lade være med at undre sig over. Det er, som om de ser direkte igennem ham. Han føler sig altid så nøgen og ubeskyttet, når hun gør sådan.

”Jo,” tilkendegiver hun, og en sky glider foran månen og bader rummet i fuldstændigt mørke. Han famler efter stikkontakten fem centimeter fra dørkarmen og tænder så lyset. Det drømmeagtige skær forsvinder, og i stedet virker alting nu skræmmende virkeligt.

”Så kom med ind i seng igen.” Han krymper sig over sit eget tiggende tonefald, men det er for sent at gøre om, selvom han ved, hvor meget hun hader, når han lyder sådan.

Hun ryster på hovedet, og det nøddebrune hår falder ind over hendes ansigt og skjuler det. Endnu et skjold, han ikke ved, hvordan han skal nedbryde.

”Det er ikke den slags træthed,” siger hun så og ser ud ad vinduet. I dagslys er udsigten fra vinduet ikke noget at skrive hjem om: Kedelige boligblokke fra 60’erne så langt øjet rækker. Men om natten falder der en ubeskrivelig stilhed og ro over området, der runder de skarpe linjer og gør udtrykket blidere. ”Vil du ikke være sød at slukke lyset igen?” beder hun, og han gør det. Selvfølgelig gør han det. Han ville gøre alt for hende. Men det bliver sjældent til andet end at slukke lyset eller lave mad eller endnu en gang tage opvasken.

”Må jeg sætte mig?” Han er kun akkurat i stand til at opfange, at hun nikker, fordi en bils forlygter lyser hende op. Kortvarigt brydes facaden, men så er bilen væk, og hun ligner igen den pige, han forelskede sig i for fire år siden. Ustyrlig. Urørlig. Udødelig.

Han har aldrig sagt det til hende, men ligesom hende er de natlige timer sammen også hans yndlings. Der er det sjældent, han virkelig kan se hende. Se, hvordan hun hver dag svinder mere og mere ind, og hvordan ansigtet er blevet nærmest hult. Her kan de lade, som om alting stadig er, som det engang var.

Hun vender ansigtet mod ham, og de grønne iriser borer sig ind i hans. ”Hvorfor er du her stadig? Hvorfor har du ikke bare forladt mig og kommet videre med dit liv?” Spørgsmålet kommer så meget bag på ham, at han først ikke er i stand til at sige noget. De snakker aldrig om det her, ikke efter mørkets frembrud i hvert fald.

Så tager han hendes spinkle hånd i sin og lader tommelfingeren glide over hendes mælkehvide håndryg. ”Har du virkelig gået på universitet? For det er da det mest stupide spørgsmål, jeg har hørt siden folkeskolen.” Hun griner, og en varm følelse spredes i hans krop. Lige gyldigt hvor meget resten af hende har forandret sig, er grinet stadig det samme. Og det giver ham stadig præcis samme følelse af stolthed, når det er ham, der har fremkaldt det. ”Jeg elsker dig. Og jeg ved godt, du selv er holdt op med at tro på det, men jeg er stadig sikker på, at du nok skal blive rask.” Hun ryster på hovedet, og han ved, at hun skal til at sige ham imod, men han når at åbne munden, før hun gør. ”Og hvis du ville have en kæreste, der var ligeså pessimistisk og sortseende som dig selv, så skulle du have holdt dig til KU’s naturvidenskabelige afdeling.” Hun griner igen og klemmer blidt hans hånd.

”Jeg vidste, jeg ikke skulle være faldet for en humanist. I er nogle jubelidioter, hele bundtet.” Han dasker let til hende og lægger ansigtet i en påtaget fornærmet mine.

”Jubelidioter? Hvor vover du?” Deres latter klinger sammen, hendes hæs og hans dyb, og en tryg stilhed falder over dem. De er begge fortabt i tankemylder, og han ved, hun ville grine ad ham, hvis han sagde det, men nogle gange føles det, som om de er hinandens anker. Hvis en af dem er ved at svømme for langt væk i enten virkelighed eller fantasi, hiver den anden den tilbage til det midtpunkt, de har fundet i fællesskab.

”Tror du virkelig på mirakler?” spørger hun med spag stemme. Han lægger mærke til det lille glimt af håb i hendes stemme, og det glæder ham.

Han nikker. ”Selvfølgelig gør jeg det. Mirakler sker hver eneste dag. Hvis der ikke fandtes mirakler, hvordan var vi så endt her?” Hendes grønne øjne er store og nysgerrige og klare og kigger på ham, som om han kender alle livets hemmeligheder. Han får en klump i halsen over den sårbarhed, hun så sjældent viser. Han ved, hun kæmper for at virke stærk og lige glad og hård alle dagens timer, og at det tærer unødvendigt på hende, men han ved også, at det er hendes måde at overleve på. Og at det er hendes valg. De få valg, hun stadig selv kan tage over sit liv, er han nødt til at respektere. Også selvom intet gør ham lykkeligere, end når hun endelig åbner op. “Altså nu er det jo ikke mig, der er den videnskabelige af os to, men er det ikke noget med, at der kun er en til en million chance for, at lige præcis os to eksisterer lige nu, i dette øjeblik?” Hun trækker på skuldrene, men nikker til ham for at få ham til at fortsætte, så det gør han. “Og jeg tror ikke på, at det her er tilfældigt. Jeg ved godt, du ikke tror mig, men det føles, som om jeg altid har elsket dig. Altid. At jeg i stedet for at forelske mig i dig bare fandt vejen til den kærlighed, der altid har været herinde.” Han tager fat om hendes hånd og lægger den over sit bankende hjerte. Hun ser på hånden på hans bryst, som var det en ligning, hun ikke kunne løse, før hun løfter blikket. Hendes øjne er blanke, og han kan mærke gennem sin tynde T-shirt, at hun ryster, men der er et smil på hendes sprukne læber.

“Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene dig og din kærlighed?” Hendes stemme er grødet og hæs, men ordene er tydelige og så oprigtige, at han bryst snører sig sammen. Han flytter sig så, så hans ryg nu er presset op mod den kolde vinduesrude, og hun sætter sig på samme måde ved siden ad ham, med hovedet liggende på hans skulder.

“Du behøver ikke gøre dig fortjent dig til noget som helst. Intet kan nogensinde ændre det faktum, at jeg elsker dig.” Hun vender ansigtet mod hans, bøjer nakken tilbage, strækker halsen og kysser ham, så det snurrer i hans mellemgulv. Hendes ene hånd hiver i hårene i hans nakke og den anden holder om hans kæbe, mens hendes tungespids glider over hans tænder. Selv efter flere år kan hendes kys, disse intense kys, stadig vække noget i ham. En følelse af at være underlagt en fortryllelse. De tager ham tilbage til dengang, hvor alt var mere enkelt. Hvor hans største problem var at få SU’en til at række, og hvordan han skulle score hende den søde biologistuderende til fredagsbar.

Hun trækker sig et par centimeter væk, så tæt, at han kan mærke hendes vejrtrækning mod sine læber, men uden at de rører hinanden. Hun river parykken af, lægger den blidt på gulvet og ser på ham med store, skovgrønne øjne. Han hader, når hun tager den af. Ikke fordi hun ikke stadig er smuk, selvfølgelig er hun det. Så smuk, det gør ondt. Men hendes glatte hoved minder ham om det, han sommetider glemmer: at hun er ved at forsvinde fra ham.

”Hvis jeg dør, lover du så, at du bliver lykkelig igen?” Han skal til at protestere, overbevise hende om, at hun ikke dør, at hun klarer det, men hun fortsætter. ”Jeg ved godt, du stadig holder fast i håbet om, at jeg overlever. Det gør vi begge to. Men vi er også nødt til at acceptere, at det ikke er det eneste udfald. Folk dør hver dag, og måske dør jeg i morgen eller om et par måneder eller først om fyrre år, men det sker på et tidspunkt. Og når det gør, skal du ikke bruge resten af dit liv på at savne mig. Du skal leve, når jeg ikke har muligheden for at gøre det. Du skal åbne dit hjerte for anden. Du skal elske igen. Lov mig det,” beordrer hun, og han kan ikke få sig selv til at gøre, hvad hun vil have ham til. Forstår hun det ikke? Hun er alt. Alt. Og hvis hun forsvinder, vil han bruge resten af sit liv på at huske og elske hende. Sådan er det bare.

”Det kan jeg ikke,” hvisker han med grødet stemme.

Hun ryster på hovedet med lyn i øjnene. ”Jo du kan. Du skal.” Hun synker, tager en dyb indånding og blinker tårer væk. ”Tro mig, der er en stor del af mig, der af selviske grunde ønsker, du aldrig giver slip. At du tænker på mig hvert eneste sekund resten af dit liv, for jeg er så forfærdeligt bange for at blive glemt af alle. Det ved du, jeg er. Men jeg elsker dig. Over alt på hele jorden. Så jeg beder dig ikke om at glemme mig. Men du er nødt til at lade dig selv blive glad igen på et tidspunkt. Spise god mad, have fantastisk sex og se verden. Alle de ting, jeg ikke længere kan, skal du gøre for mig. Og du skal blive lykkelig og glad af det. Lov mig det.”

”Okay. For din skyld,” lover han, og hun smiler. Hun hviler igen hovedet mod stedet, hvor hans skulder møder hans hals, og i beroligende stilhed sidder de sådan: som to skulpturer smeltet sammen til en. Et smukt, hjerteknusende mesterværk. Deres vejrtrækninger følger hinanden og i det øjeblik føler han det, som om de er ét væsen med et fælles hjerte. Som om de er to brikker, der sammen udgør en hel. Han ved, at hun hader tanken. Hun siger altid, at hun ikke vil være nogen halv person, og han forstår hende godt, men han føler sig kun helt som sig selv sammen med hende. Hun bringer det bedste frem i ham. Han føler sig sjovere, klogere, bedre sammen med hende. Sådan har det været hele tiden, lige siden første gang han snakkede med hende. De er så forskellige, og sammen finder de et middelpunkt. Uden ham er hun hård, kold og praktisk, mens han er flyvsk, hypersensitiv og dagdrømmende. Han ved ikke, hvad han skal gøre, hvis hun en dag ikke er der til at holde hans ben på jorden.

”Vi kunne tage til Paris og blive gift. Eller Marrakesh. Eller et andet sted. Jeg er lige glad. Bare det er sammen med dig,” foreslår han.

”Gift? Hvad taler du om?” spørger hun og ser beregnende op på ham. De har aldrig snakket om det, men han har ligesom altid regnet med, at det ville ske før eller siden. Det kunne se ud, som om senere bare ikke længere er en mulighed.

Han trækker på skuldrene. ”Det føles bare ikke rigtigt at omtale dig som ’min kæreste’ længere. Det er, som om det ikke rigtig dækker mit forhold til dig. Så hvorfor ikke bare blive gift? Vi har kun et liv, og jeg vil ikke fortryde noget.”

”Det er jo bare et stykke papir,” argumenterer hun så. ”Og jeg har aldrig rigtig brudt mig om Paris. For sukkersødt.”

”Det er ikke bare et stykke papir. Det er en måde at vise alle andre, at de tog fejl. At vi kommer igennem det her sammen.” Han kan høre frustrationen i sin egen stemme og tier. Det er ikke noget at hidse sig op over, det ved han. Han bør bare droppe det. For hun har jo ret. I realiteten er det blot et stykke papir.

Hun lægger hovedet på skrå, kigger på ham med smalle øjne og smiler så. ”Du har ret. Det betyder, hvad vi gør til. Jeg vil gerne giftes med dig. Selvfølgelig vil jeg det. Især hvis det er vigtigt for dig.” Han kan nærmest mærke sit hjerte vokse i brystet bare ved tanken om hende i en løs sommerkjole gående imod sig. Det er alt, hvad han nogensinde har drømt om. ”Men du ved godt, hvad det ville betyde, ikke? At rejse? Jeg ville gå glip af kemobehandlinger og alt det pis. Jeg ville dø, med sikkerhed.”

”Ikke hvis vi ikke tog afsted så længe. Hvis det bare var et par uger eller nogle dage. Vi kunne snakke med hospitalet om det først, være sikker på, at det ikke faldt oveni noget vigtigt. Jeg vil bare gerne et sted hen, hvor vi kan være os to. Uden sygdom, uden arbejde, uden alt andet end os og vores forhold.” Hun smiler med øjne, der ikke længere er i deres lejlighed, men i stedet i et fremmed land, og han ved, at han vil huske det her øjeblik for evigt.

De bliver gift en onsdag på Københavns Rådhus. Vejret er koldt og gråt, men hendes smaragdgrønne kjole får hendes øjne til at lyse stærkere end nogensinde før, og da de bliver erklæret for ægtefolk, banker hans hjerte så hårdt i hans bryst, at han er bange for at besvime. De har ikke inviteret nogen, den her dag er deres alene, og han har heller ikke brug for andre.

Han ærgrer sig over, at de ikke fik chancen for at flyve væk og blive gift et eksotisk sted, men sygdommen har taget større og større bider af hende på det seneste, og lægerne advarede dem mod at tage af sted. Og han var nødt til at indrømme, at han godt kunne se det. Det ville være som at skrive under på hendes dødserklæring på forhånd.

Men alt det glemmer han, da hun kysser ham på trappen foran rådhuset. For egentlig er det jo fuldstændig lige meget, hvor de befinder sig. Hun har lige bekendtgjort for hele verden, at hun vil bruge resten af sit liv med ham, hvor lang tid det så end er. Hendes kolde hånd tager fat om hans nakke, mens den anden piller skjorten op ad bukserne og aer hans maveskind, og han mister evnen til at snakke. Aldrig havde han troet, at han ville komme til at elske noget menneske, som han elsker hende. Det føles, som om hans hjerte banker mere for hende end for ham selv.

”Jeg elsker dig,” siger hun, og han kysser hende igen, for lige meget hvad han siger til hende, vil det aldrig være nok til at forklare, hvor dybe hans følelser er. Så han håber, hun kan mærke det, når hans tunge smyger sig om hendes.

Han har aldrig været så lykkelig som lige nu, for han ved endnu ikke at han om blot to uger vil befinde sig i en oldgammel stol med et gyseligt grønt betræk på Rigshospitalet, blot en armslængde fra hende, han elsker. Han ved endnu ikke, at hendes før så skarpe øjne vil være slørede, det smukke ansigt er indsunket og gråt og hendes hjerteslag svagt. Han ved ikke, at hun med besvær vil vende ansigtet mod ham, efter det har været vendt væk fra ham i flere timer. ”Se Venedig og dø. Det lyder som en ordre, gør det ikke?” vil hun sige og forsøge at smile, men i stedet blive angrebet af et hosteanfald. ”Men hvad skal man med Venedig, når man har haft den smukkeste kærlighedshistorie i en toværelses lejlighed i Rødovre?” Han ved ikke, at hun bagefter vil skrige efter hjælp og med tårer i øjnene fortælle ham, hvor bange hun er for at dø. Og han ved endnu ikke, at han efter at have holdt sig vågen i mere end et døgn, vil falde i søvn og sove tungt, når hans kone for sidste gang udånder.

~

Jeg har aldrig selv haft kræft eller død inde på livet, og det er på ingen måde et forsøg på at glorificere dette. Hvis nogen finder noget i denne tekst stødende eller lignende, er I meget velkomne til at komme med konstruktiv kritik. 

x

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...