Drømmevæveren

419621
I drømme er intet for godt til at være sandt. Drømmeland er et sted, man kan flygte hen, når verden bliver for hård.

Dette ved femårige Elliot kun alt for godt. Og hvis bare han kunne forsvinde ind i drømmens rige, så forældrenes stilhed og hans glemte fødselsdag ikke længere betød noget.

Følg med ind i drømmeland, når manden med det evigt foranderlige ansigt væver fristeder, hvor virkeligheden ikke længere gælder.

(Deltager i Minecraft-konkurrencen, valgmulighed 2)

Author's note

Har du læst min historie, så efterlad en kommentar med lidt feedback. Eller bare skriv, at du godt kunne lide den (alle ord varmer). Hvis du efterlader lidt feedback til min historie og vedhæfter et link til en af dine historier, sender jeg altid gerne lidt feedback retur.

Det er nu officielt: Det er en meget løs fortolkning af at flygte fra virkeligheden).
AA
aa

1. Elliot el. drengen i den orange flyverdragt

 

Han rystede som et trykluftsbor. Vinden for lige gennem marv og ben, og selv ikke flyverdragtens skrigorange stof kunne holde vintervejret ude. De andre børn var for længst gået ind, og gården lå nu øde hen, hvis altså man så bort fra ham.

Drengens navn var Elliot, og han var lige fyldt fem år. Ikke at nogen havde husket det. Der var hverken blevet indkøbt fødselsdagsflag eller morgenbrød. Og der var da slet ikke nogen, der havde sunget fødselsdagssang, før han blev smidt ud af døren.

De fleste andre femårige ville være kommet hjem til en gave pakket ind i fint glanspapir, men alt, Elliot havde at se frem til oppe i lejligheden, var stilheden.

Hvis han var heldig.

Han håbede, han var heldig.

Elliot kastede sig bagover og landede med et dæmpet bump midt i en snedrive. Det meste af gården var godt nok dækket af et tykt lag sjap, der plaskede, når man gik i det. Og sneen i porten fremviste en liden, charmerende pisgul farve.

Men der var én snedrive tilbage, hvor sneen endnu lå hvid og pæn. De andre børn fra gården havde kastet snebolde i nakken på hinanden hele eftermiddagen, og Elliot havde også været med. Men han holdt hele tiden øje med snedriven og håbede, at den ikke ville blive ødelagt. Det blev den ikke.

Imens Elliot lå i snedriven, trådte en skikkelse ud af skyggerne. Eller måske ville det i virkeligheden være mere præcist at sige, skyggerne blev til en skikkelse. Det var en høj mand, og ved første øjekast virkede han… sær. Det var svært at sige præcis hvorfor, men noget ved ham, fik ham til at se underlig ud. Måske var det de lidt for lange fingre eller den buede hals. Eller måske var det måden, hans ansigt så ud til ikke helt at kunne beslutte sig for, hvordan det skulle se ud.

”Gå hjem,” hviskede manden med øjnene rettet mod drengen i den orange flyverdragt.

Og måske var det mandens stemme, og måske var det kulden, der endelig fik bugt med drengen; han slog i hvert fald øjnene op en fornemmelse af, at det nok var på tide at gå indenfor.

Havde nogen spurgt Elliot, hvordan han kom fra snedriven og ind i sin seng, ville han nok have haft svært ved at svare. Han ville nok have fortalt, hvordan han holdt vejret, da han smuttede ind ad hoveddøren. Skyggerne af de voksne under døren ind til stuen. Hvordan han greb to skiver toastbrød fra køkkenet og gemte sig under dynen, indtil hans øjenlåg blev så tunge, at han ikke længere kunne holde dem åbne.

Men ingen spurgte ham. Og selv hans bedste svar ville ikke have været mere end et gæt - en genfortælling af hundredvis af aftner, der havde set præcis sådan ud.

Hvis nogen derimod spurgte ham, hvad der skete, efter han faldt i søvn, ville Elliots svar være på længde med en roman.

Det første der mødte ham, da hans øjne gled i den aften, var en sommerblå himmel, der strakte sig over ham end ikke afbrudt af en lammesky. Han satte sig op og begyndte at le.

Foran ham stod et sort havebord dækket af en hvid voksdug. Rundt langs kanten var der dækket op med farverige paptallerkner og plastickrus med foldede servietter. Hele vejen ned langs midten af bordet lå store og små pakker side om side, og for bordenden stod den største lagkage, han nogensinde havde set. Fem lys stak op ad den med blafrende flammer.

Elliot rejste sig op og løb hen til bordet. Først nu opdagede han de mange smilende ansigter, der sad til bords. En pige med gyldne rottehaler, en dreng med en hvid kalot på det mørke hår og mange flere. Han genkendte ingen af ansigterne, men kendte dem alligevel. De smilede alle sammen til ham.

Også faldt hans blik på manden, med det foranderlige ansigt. Men da Elliot så på ham, var det, som om ansigtstrækkene faldt i hak. Og Elliot genkendte manden med det samme. På dennes opfordring bøjede han sig ned mod kagen og blæste alle fem lys ud - i første forsøg.

Manden trådte et skridt bagud, imens han så Elliot og de andre børn tumle grinende omkring i den form for leg, som voksne hverken forstår eller værdsætter. Sådan stod han længe, indtil en snurrende fornemmelse i nakken fortalte ham, at det var på tide at komme videre.

Han vendte ryggen til børnene og begyndte at gå.

”Hvor skal du hen?”

Elliot trådte væk fra bordet, og hans ord bugtede sig gennem luften i klare farver. Manden stoppede, kiggede sig over skulderen og sendte drengen et imødekommende smil.

”Videre,” mumlede han, inden han fortsatte frem.

Under hans fødder rullede jorden baglæns som på et løbebånd, og uanset hvor mange skridt han tog, rykkede han sig ikke ud af stedet.

”Kan du ikke blive lidt længere?”

Elliot så op på manden med bedende øjne.

”Du ved godt, det ikke virker sådan,” sagde manden og vendte sig om, så han stod ansigt til ansigt med drengen.

”Men hvorfor? Hvorfor skal du gå?”

Elliot trampede med den ene fod, og hver gang han stødte sålen mod jorden, slog lange revner ud fra ham og delte sig som bifloder om hans fod. Det fornemt dækkede bord var forsvundet, og der var ingen spor, hverken af kage eller Elliots nye venner.

”Fordi der er andre, der har brug for, at jeg væver dem gode drømme.”

Han gik hen mod drengen og lod fødderne drage hen over de dybe kløfter, som revnerne havde skabt imellem dem. Han knælede ned foran drengen og lagde hovedet på sned.

”Men jeg kommer tilbage i morgen aften.”

”Bliv her.”

Drengen krydsede armene over brystet og skød hagen lidt frem, så han fik et trodsigt udtryk i ansigtet.

”Jeg lover at komme tilbage. Jeg sværger ved mit blod,” sagde manden og krydsede højre hånds pege- og langefinger over hjertet.

”Det siger du altid,” sagde Elliot; han så stadigvæk ikke overbevist ud.

”Så må det jo være sandt,” sagde manden og sendte drengen et skælmsk blik, inden alvoren overtog hans ansigt. ”Så længe du beder mig om at komme, så kommer jeg.”

Han og Elliot stirrede hinanden i øjnene. Og et øjeblik syntes drengen, at han så dybt ind i hjertet på noget, man kunne være ligeså sikker på ville vende tilbage, som man kunne være på, at solen stod op om morgenen. Så så manden væk, men det trodsige udtryk havde helt forladt drengens ansigt.

”Nu skal du se,” hviskede manden, og selvom han hviskede, blev hans stemme båret ud over landskabet som en rislen i græsset. ”Jeg har noget til dig, inden jeg går.”

Og med de ord rejste han sig op. Han samlede hænderne foran sig og pustede ind i hulrummet mellem dem. En sky af sort støv stod rundt om ham, og da det endelig lagde sig, kom en lille, blåsort kugle til syne mellem hans håndflader.

Fra under en vinge kom en gylden iris til syne. Med den lille klo, der sad placeret yderst på vingen, greb det lille væsen fat om mandens håndflade og trak sig selv op at stå. Så lod det sig glide ud over kanten af hånden. Den faldt, inden den spredte vingerne ud og svævede et par gange rundt om drengen, der fascineret cirklede om sig selv for at følge den med øjnene.

”Hold hænderne ud,” sagde manden.

Drengen gjorde, som han sagde, og det lille væsen landede på den ene hånd og kiggede ligeså nysgerrigt på drengen, som drengen havde kigget på det. Tæt på lignede det lille, sorte væsen mest af alt en blanding af en flagermus og et firben.

”Hvad er det?” spurgte drengen.

”Hun er en drage,” svarede manden.

Elliot kiggede op på ham med store øjne: ”Er hun til mig?”

Manden nikkede.

”Men du må love at passe godt på hende, indtil jeg kommer tilbage,” sagde han og så på drengen med et påtaget strengt blik.

Drengen nikkede ivrigt, og da manden vendte ryggen til ham, fulgte ingen øjne hans skridt. Ingen så, hvordan han forsvandt, midt i et skridt, blot for at efterlade sig en underlig flimren i luften.

Et øjeblik kunne manden anes som en varmedis mellem skyggerne. Det svage lys, der faldt ud under nogle halvlukkede persienner, oplyste hans ansigtstræk, som så ud til at være i konstant bevægelse. Med et sidste blik over skulderen, efterlod han sig drengen i den skrigorange flyverdragt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...