Låst ude

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2018
  • Opdateret: 7 nov. 2018
  • Status: Færdig
Jeg rejste mig op, og tog soveposen om mig. Jeg overvejede kort at tage et par bukser eller bare en trøje på, men magtede det ikke, da jeg alligevel skulle have det af igen efter to minutter.
De rungende bank på døren stoppede. Jeg gik hurtigere hen mod døren.

0Likes
0Kommentarer
31Visninger

1. .

17-09-2018

Låst ude

-Af Laura B. Schmidt.

 

 

Jeg lå på en hård madrads med min sovepose over mig. Jeg havde lynet den helt op, og brugte den som et tæppe. Klokken var halv to om natten. Jeg var alene på det lille efterskoleværelse, hvor vi ellers sov tre personer. Det var efterårsferie, og jeg var på musik-starter-camp sammen med nogle piger fra klassen. Det var den sidste aften på ugen, og vi havde lige spillet koncert for over tusind mennesker. Størstedelen af publikum havde nok været forældre og bedsteforældre, men det var alligevel en del mennesker, der var mødt op, for at høre blandt andet os spille. 

 

Klokken elleve var publikum blevet sendt hjem, og så var der et brag af et after-party. Vi havde bare danset, råbt og skreget i timevis. Vi skiftedes alle sammen til at spille et nummer eller flere på scenen, mens de andre heppede. Til sidst stod vi alle oppe på scenen på en gang. Over ti guitarer, fem basser, tyve sangere, fem på klaver eller keyboard og tredive personer der slog på det samme trommesæt. Det var så vildt. Jeg glemmer det aldrig. 

 

Klokken ét kunne jeg ikke mere. Mit hoved var bombet med indtryk, og mit hjerte slog stadig med den samme rytme, som den dybe bas havde gjort hele aftenen. Jeg syntes ikke, det var pinligt, at jeg gik før på værelset end de fleste andre. Det var jeg vandt til. A-menneske med stort A. 

 

Selvom jeg var dødtræt, kunne jeg bare ikke sove. Jeg var sikkert overtræt, eller også var det fordi, jeg lå og skrev med Alexander? Det kunne også være lige meget. Bare det at være alene, gjorde det nemmere for mig at slappe lidt af. 

 

På værelset ved siden af sov to syvende-klasse-piger, og også Aya og Maya som også var medlem af bandet. Vores band kunne ikke klemmes ind på ét værelse, så vi havde fået udleveret to. De to syvende-klasse-piger var gået over i hytten lidt før mig. Da jeg kom derover, kunne jeg høre, at de stadig lå og småfniste lidt. De grinte faktisk konstant, og når de ikke grinte, var de pigefornærmet. Vi andre piger var i hvert fald godt og grundtig trætte af, at vi skulle have dem med i bandet. Jeg forstod slet ikke, hvordan Aya og Maya kunne holde ud at sove på værelse med dem. Godt det ikke var mig! Det ville i hvert fald ikke have hjulpet på min søvnløshed den aften. 

 

Jeg undrede mig lidt over, hvorfor Alexander egentlig ikke sov. Han var ligesom bare derhjemme. Min undren fik mig til at spørge ham, og tilbage fik jeg et typisk Alexander-svar. Han kunne bare ikke svare alvorligt på noget. Ikke at det gjorde noget lige i den situation, men nogle gange kunne det bare have været rigtig dejligt med et alvorligt svar.

 

”Ellers havde du jo ikke noget at stille op” skrev han.

 

”Hvis du alligevel holder dig vågen for at skrive med mig, hvorfor kom du så ikke over og så os spille?” svarede jeg.

 

To minutter senere. ”Jeg var der da også” 

 

Et billede poppede op på min skærm. ”Hva´ faen” mumlede jeg. Det var det samme billede, som jeg havde sendt tidligere på aftenen. Mig og de andre som stod på scenen og spillede vores nummer. Der var bare lige den detalje, at på det her billede var Alexanders hoved Photo shoppet ind lige oven i mit ansigt. 

Jeg tænkte bare ”okay, at han gad bruge tid på det”. Det var også en smule uhyggeligt, men sådan er drenge vel? Jeg svarede bare med et par grine-smileys. 

 

Jeg fik et kæmpe chok. Mere end fem forskellige hænder bankede på døren til hytten. Jeg kiggede på klokken. To om natten. Hvis de skulle nå at slappe bare en smule af inden næste dag, var det vel også på tide. Jeg magtede ikke at stå op og lukke dem ind. Jeg havde kun undertøj på, og jeg vidste jo ikke hvor mange drenge, de havde taget med. Jeg blev liggende under min sovepose og håbede på, at de to syvende-klasse-piger lukkede dem ind. Desuden var deres værelse også lige ved siden af døren. Det værelse jeg var på, lå så tilstrækkelig langt fra indgangen, at jeg kunne bruge som undskyldning, at jeg ikke havde hørt dem. 

 

Jeg lå i fem minutters tid, men de blev ved med at banke. Jeg konkluderede ligesom, at de to andre piger ikke havde tænkt sig at stå op. Hvor var det dog træls. Jeg begyndte at få dårlig samvittighed. Selvom det lød som om, at de havde en fest derude, så var der jo tydelige tegn på, at de gerne ville ind. 

Jeg blev nødt til at lukke dem ind.

 

Jeg rejste mig op, og tog soveposen om mig. Jeg overvejede kort at tage et par bukser eller bare en trøje på, men magtede det ikke, da jeg alligevel skulle have det af igen efter to minutter. 

De rungende bank på døren stoppede. Jeg gik hurtigere hen mod døren.

De var der ikke mere. Døren smækkede i bag mig. Jeg sukkede, og løb et stykke ud i græsset omkring hjørnet på hytten. ”Hallo” råbte jeg. ”Vil i ind eller hvad?”. 

De var væk.

 

Jeg gik tilbage. Bare tær på en våd græsplæne i oktober måned. Lækkert. Koldt.

 

Jeg tog fat i håndtaget, og hev til. Jeg kunne høre smækket fra døren igen. Jeg havde nær tabt soveposen, så jeg bare stod i undertøj. Jeg slog min ene hånd i panden på mig selv. Fuck. Døren var smækket i. Fuck. Jeg havde bare, ladet døren smække i. Nu var jeg også låst ude. Fedt man. Nej.

 

Jeg bankede på ind til de to syvende-klasse-piger. De måtte være døde. Jeg kunne ikke rigtig stille andet op, og eftersom det ikke hjalp, lod jeg bare vær. Min mobil lå inde på madrassen. Alexander havde sikkert sendt en del beskeder efterhånden. 

 

Der stod jeg så. Oktober måned. Undertøj og sovepose. Bare tær. Mørkt og blæsende. Dødtræt. Var det skæbnen? 

 

Jeg har ikke meget mere at sige, end at jeg stod der i over en halv time. Klokken var kvart i tre, da jeg igen lå på den hårde madras, med min sovepose over mig.

Lille Ole med paraplyen kom gående ude på grusstien. Han HED rent faktisk Ole, han var én meter og fyrre centimeter høj og han gik med en paraply. For det var så sandelig også begyndt at småregne lidt. Det blev bare bedre og bedre. 

Jeg råbte og skreg efter ham. Han var døv på det ene øre, så jeg havde sikkert vækket halvdelen af camp’en. Han var ret så chokeret. Det kan jeg nu godt forstå. ”Hvad laver du dog herude?” spurgte han, ”Ja det er et godt spørgsmål” Svarede jeg bare. Han lukkede mig ind, og jeg satte en sko i klemme ved døren.

Så var der da ikke flere, der skulle risikere at blive låst ude.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...