Jeg går


0Likes
0Kommentarer
33Visninger

1. Jeg går

Jeg går en tur, men jeg ved ikke helt hvorhen. Jeg har bare brug for at tænke lidt. Jeg går ud af indkørslen. Den kolde luft fylder mine lunger.

     Hun har blikket i kaffekoppen. Rører med venstre hånd.

     Først med uret.              Så mod uret.               Og med uret igen.     Kaffen skvulper over.

 

Jeg går hen for enden af vejen, og det føles godt. Jeg tror, jeg går lidt længere. Jeg trækker vejret ind på højre fod og puster ud på venstre, mens jeg prøver at få mit hjerte til at slå langsommere.

     Hun undgår mit blik og bliver siddende i stolen. Jeg undskylder hundrede gange. Jeg siger, jeg elsker hende tusind gange, men hun ser aldrig op. Jeg kan ikke læse hende, det plejer jeg ellers at kunne.

 

Jeg går på Alexanderplatz, og folk snakker og taler og snakker, men jeg forstår dem kun halvt. “Bitte, bitte, bitte!” beder en mand med en raslebøsse. En dame med en Primark pose råber ad sine børn.

     Hun prøver at kontrollere sig selv. Jeg har aldrig set hende sådan her før. Jeg ved hun hører, hvad

jeg siger, men mine ord preller af på hende som kaffen på voksdugen.

 

Jeg går i bunden af Amazonas regnskoven i Peru. Luften er tung, men jeg tror jeg er tungere. Mine skridt giver genlyd mellem stammerne, mens jeg går og tænker over alle de ting, jeg ikke fik sagt.

     Hun lyner. Men hun har ikke min fulde opmærksomhed. Jeg bliver distraheret af hendes skønhed. Hendes hvide hår og hendes lange fingre. Der er guld i hendes øjne, og hun ved det ikke.

 

Jeg går gennem Oxford Street, og tusind ansigter passerer mit. Mine øjne flakker fra ansigt til ansigt og leder efter noget, jeg kender. Men ingen af ansigterne ligner hendes. En mand med slips og rystende hænder har hendes kindben. En højgravid dame med H2O sandaler har fyldige, røde læber som hende. Jeg kigger efter øjnene, men de er ingen steder at finde.

     Hun græder stille. Tårerne lægger sig som et slør over hendes perfekte ansigt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

 

Jeg går over bjergene i Nepal og ser solopgangen foran mig. Solens stråler varmer mine øjenlåg og mine kinder og noget i mig smelter langsomt.

     Hun sidder alene ved bordet. Der er ti tusind kilometer mellem os, men jeg ved at hun stadig sidder lige dér ved køkkenbordet på Irisvej og venter på mig.

Jeg tror jeg er klar nu.

 

Jeg går på Irisvej, som jeg kender så godt. En flok måger har samlet sig omkring en tabt isvaffel, og jeg træder i en hundelort, da jeg går over vejen, men alt dette opfatter jeg kun halvt.. Jeg kan se hendes hus.

     Hun ser op, da jeg træder ind ad døren. Hun rejser sig og jeg kigger endelig ind solen. Nu er alt ligemeget. Hun omfavner mig. Jeg siger undskyld, undskyld, undskyld.

“Hvor har du været?”

“Jeg har bare lige været ude og gå en tur.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...