Stjerner i natten

17825
Hvad nu hvis døden ikke er ond? Ikke grim? Ikke hadefuld?
Hvad nu hvis døden er ensom? Blid? Trist?

Deltager i "skriv om en destination" - mulighed nummer to: Tag udgangspunkt i en særlig oplevelse, du har haft på en sommerferie.
Jeg kiggede på stjernerne og...

1. Dawn

Min lille globus lyser svagt. Det betyder, at det er tid til et besøg. Langsomt finder min pegefinger det præcise sted og trykker til. Sværere er det ikke. Jeg står nede på jorden i en mørk have. Den hvide kjole smyger sig omkring mig, som luft, som vind.

Jeg har valgt den kjole, fordi den får mig til at ligne en prinsesse eller en engel.

Jeg har valgt den kjole, fordi jeg skal besøge en lille pige. Med lydløse skridt stryger jeg ind i huset.

Jeg ved, hvor jeg skal hen. Mit hjerte kan mærke hendes svage puls, det kan mærke, hvordan hendes hjerte slår langsommere for hvert skridt, jeg tager.

Jeg når pigens dør og træder ind. Hun sover uroligt. Hoster svagt. På et højt skrivebord, som et barns små fingre umuligt vil kunne nå, står der et par pilleglas.

Min kølige hånd lægger sig på hendes feberhede pande, og hendes slørede, blå øjne kigger op på mig. Hun synker.

”Er du en engel?” hvisker hun med en hæs og sprukken stemme. Jeg nikker, smiler blidt.

”Tag min hånd, prinsesse,” hvisker jeg, og hendes buttede hånd finder min. Den er gennemsigtig, og jeg ved, at når hun rejser sig op, vil hendes krop blive liggende i sengen. Jeg har ret. Kun hendes sjæl går ved min side.

Sammen går vi igennem huset. Jeg sørger for, at hun ikke kigger sig tilbage og ser kroppen. Ved forældrenes værelse stopper vi op. To hjerter der slår, to munde der ånder. Vi går derind. Pigen sætter sig på sengen ved sin mors side.

”Vågn op, mor,” hvisker hun, hun ser ikke, at hendes hånd går direkte igennem moren.

”De sover, prinsesse,” svarer jeg hende blidt, ”lad dem sove.”

Jeg lægger kort min hånd på den sovende kvindes mave, og i det sekund begynder et nyt hjerte at slå flygtige slag mod min hånd. Jeg tager pigens hånd, og sammen forsvinder vi fra jordens overflade.

 

Da vi står foran mit palads, gaber pigen og gnider sine øjne. Jeg løfter hende op i mine arme, og hun putter sig ind til mig.

”Hvad hedder du?” hvisker hun svagt, så svagt at jeg næsten ikke kan høre det.

”Jeg hedder Dawn,” smiler jeg, ”hvad hedder du?”

”Mina. Fordi mor siger, at det betyder kærlighed og lys, og jeg var deres kærlighed og deres lys.”

Hun smasker søvnigt.

”Hvorfor hedder du Dawn?” spørger hun, og jeg knuger hende ind til mig, så kjolen pakker hendes lille, fine krop ind i en fløjlsblød, tryk dyne. Hun gaber og gnider de små, trætte øjne.

”Sov, prinsesse,” hvisker jeg, og det gør hun. Da står solens morgenskær op, og daggryet sender lyserøde stråler ned over Minas fine kinder. Hendes lille gennemsigtige krop lyser op som et fyrværkeri, så forsvinder den, og jeg synker sammen. Mine tårer drypper ned på jorden.

Jeg græder for lille Mina, hvis liv jeg tog.

Jeg græder for den ældre mands kone, som jeg tog i går.

Jeg græder for den unge mand, som jeg tog dagen før det.

Mine tanker husker hvert ansigt. For hvert liv jeg tager, lyser en stjerne i natten. I nat vil der lyse en stjerne for pigen. Men nu lyser solen, og den lyser til ære for hende.

Der er ikke flere tårer tilbage.

Jeg tænker på det lille hjerte der bankede. 

Jeg er Dawn, og ved daggry, hver dag, tager jeg et liv. Hver nat er der en ny stjerne på himlen.

Jeg er Døden.

Men jeg er også Livet. 

Det lille hjerte er skabt af mig.

Lev, hjerte. For min skyld.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...