Nathan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2018
  • Opdateret: 5 aug. 2018
  • Status: Igang
Vi lever i dag i et samfund, hvor vi ikke kan få lov til at være os selv. I et samfund, hvor vi alle skal gøre det samme for at blive accepteret, men hvordan har de mennesker det, som samfundet kaster rundt med?

Læs den rørene historie om Nathan og hans problemer!
Opdateres hver søndag.

4Likes
1Kommentarer
176Visninger
AA

2. Psykiske lidelser

Al ondskab udspringer af svaghed

Vinter                                        23/12-1991

Kære dagbog eller burde jeg sige far?

Det jeg skriver i mine dagbøger er jo noget jeg ville fortælle dig, hvis vi mødes. Hvis det nogensinde sker. Hver dag kigger jeg på billedet, som mor gav mig, imod hendes vilje, og ønsker at jeg kunne møde dig virkelig. Du ville lade din hånd glide igennem mit hår, kigge mig ind i mine oceanfarvet øjne og smile; “Du er god nok Nathan. Du er god nok” Det er de ord, jeg forstillier mig, at du ville sige. Også selvom jeg nu har fået diagnosen, at jeg har psykiske problemer. Jeg er sikker på at det blot af en fase, men mor er så irriterende, for hun bliver ved med at fortælle mig, at jeg må acceptere at jeg bare ikke har det nemt. Det er ikke nemt at acceptere sig selv når alle og en hver siger, “du er unormal.” 

Jeg husker tydeligt dagen, hvor det hele begyndte. Jeg var 15 år og sad i skolen og kiggede ned i bordet. I den ene hånd havde jeg en blyant, som jeg havde spidset så skarp at den ville kunne gå igennem folks hud ligeså hurtigt, som man kunne sige; “BLYANT” og det var hvad der skete. En dreng fra min klasse kom hen til mig og begyndte at komme med grimme ord, ord, jeg slet ikke kan få mig selv til at skrive ned. De var så grimme at jeg overvejede, hvordan han kunne kysse hans mor med den mund. Ulækkert at nogen kunne finde på at bruge den slags ord, som bare kunne vende det hele i ens mave. Du skal vide, at jeg ikke er typen, som er nem at pisse af og det blev jeg heller ikke. Det var blot mine tanker om, hvordan jeg skulle vende hjem til mor med de ord i hovedet og inden jeg så mig om, styrede min krop mig op af stolen, tog fat i hans skjorte og begyndte at jage blyanten i hans arm. Ikke bare en gang, men flere gange. Jeg blev bare ved indtil jeg så blodet vise sig. Smerten måtte have været forfærdelig og det indså jeg først da han sang en serenade om hans smerte. Han skreg, far. Han skreg af smerte og jeg forstod ærlig talt ikke, hvad det var jeg havde gjort. Jeg frøs fast i sekundet, kiggede på ham og mærkede en smule skyldfølelse. Hvad pokker havde jeg dog gjort? Jeg måtte dog indrømme overfor mig selv, at det var rart. At stoppe et menneske fra at sårer andre. Ligesom du sårede mor og mig. Ham her måtte stoppes og det var den eneste måde! Desværre var der ikke nogen der forstod det, så de sende mig til en af de kloghoveder. Påstod de. 

 

Der var ikke en eneste, som forstod at jeg ikke rigtig så, hvordan en psykolog kunne hjælpe mig. Alle mente det var bedst, ja, de mente nærmest at jeg skulle indlægges, men det blev jeg ikke. Det var nok fordi at mor ikke kunne få sig selv til at give slip på hendes lille pode. Måske havde det været bedst, for så var alt det her ikke sket. Så havde alt sammen været okay nu. Måske var jeg endda blevet kureret fra min lidelse og mor havde været her endnu. Gud, hvor ville jeg ønske du var her, far. Alting er så forfærdelig og en ting er sikker, jeg er ikke normal. Det fandt jeg ud af da jeg var hos længen. Han havde kigget seriøst på mig og rystet kort på hovedet, “Jeg må erklære at du ikke er som andre. Din diagnose er Psykisk syg eller du har en sindslidelse.” Jeg hade ikke helt forstået det, så jeg spurgte, hvad han mente med det, hvor efter han havde brugt nogle uprofessionelle ord, som bims og gak i låget, som jeg fandt yderst upassende, men jeg holdt det inde. Følelsen af at han skulle straffes for sine ord. Jeg forlod bare stedet og følte mig utilpas og ud afstand til at være i min egen krop. Hvorfor var jeg så anderledes? Jeg hader det, men inderst inde håbede jeg på, at drengen fra skolen havde lært noget, men tro om igen. Klassen fik selvfølgelig at vide, alt det jeg havde gået igennem og læren bad dem om at give mig den støtte jeg skulle have. Den lærer havde altid være så sød mod mig. Det hjalp dog ikke at jeg tidligere havde jaget blyanten i drengens arm for i frikvarteret stod han op foran mig og begyndte at kalde mig bims og have gak i låget, præcis, som lægen havde gjort og det endte endnu engang med at jeg prøvede at tage kvælertag på ham. Helt ærligt. Det er ikke min skyld at drengen ikke lærer af hans fejltagelse. Udover det, så er jeg ikke bims eller gak. Jeg har bare andre behov. Hvorfor er det så svært for andre at forstå? 

I hvert fald er det ikke rart at være unormal. Jeg ville hellere være, som alle de andre i klassen, men det er jeg ikke og det må jeg prøve at acceptere. Det er bare svært. Hvis du var her, havde det måske været lettere, men det er du ikke. Så jeg må nøjes med denne dagbog og drømme om at du var her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...