Livet er midlertidigt

| Mit bud til talentkonkurrencen runde 2 |

De er ude og scoute, men pludselig er Lucy væk, og Haru må tage en beslutning, som ikke er rar.

3Likes
9Kommentarer
178Visninger

2. Del 2

”Oh, hun vil give mig en endefuld, søde” lo Skylar og blinkede flirtende til Yoichi. Derefter kastede Yoichi tasken op på ladet på pick-up’en, og gik ind for at gøre det, han selv havde foreslået. ”Men hvis jeg ikke havde været herude i dag, så ville du ikke være den stolte ejer af en Tata 207 EX og den her!” Skylar grinede videre og smilede stolt, mens hun fremdrog en mildest talt grim, grøn kjole fra bilen – med et drilsk smil til Florentina.

Florentina ønskede at skælde hende ud, fordi hun åbenlyst flirtede med Yoichi, men hun gad ikke rigtig. Hun følte dog stadigvæk en kraftig form for ejerfornemmelse for Skylar. Hun var hendes, også selvom hun godt vidste, at hun ikke ejede brunetten. Alligevel havde hun svært ved at ryste sin følelse af, at Skylar var hendes ting. Og ikke tale om, at hun ville dele med en snoldet mand!

Alligevel virrede hun med hovedet af Skylars kommentar. Hun sendte den anden kvinde et dolkende blik, inden hun vendte sig mod butikken.

”Kom nu bare i arbejde folkens!” beordrede hun og pegede først mod butikken og derefter trucken. Men så pegede hun på Skylar og gav hende et skarpt blik ”Og du! Du sætter dig ind i bilen, og bliver der, indtil vi skal videre!”

Skylar lignede en der skulle til at protestere.

”Ind i bilen, Skylar. Nu!”

Skylar endte dog med at trække på skuldrene, og springe ind på passagersædet ved siden af Riel. Det nyttede ikke noget at skændes med Florentina. Det ville ikke bære frugt, og det vidste alle i gruppen. Selvom Skylar oftest var hende der udfordrede sin leders tålmodighed. Faktisk den eneste der turde.

Florentina var på vej mod butikken, da Yoichi kom ud helt grå i ansigtet med en blodig kantana. Oh shit! Tænkte hun, og skulle til at spørge. Hun nåede dog ikke længere end at suge luft ind til ordrene, før Yoichi åbnede munden.

”Jeg dræbte Lucy.” Hans sværd glinsede af tykt, rødt, dryppende blod. Han så sin overordnede i øjnene med et forpint udtryk ”De bed hende. Jeg troede der var sikkert. Jeg efterlod hende derinde. Hun var smittet. Jeg dræbte hende. Det var jeg nødt til.”

Florentina tabte underkæben, men fik hurtigt samlet sig selv op fra gulvet igen og lukket munden.

”Det er jeg… ked af?” lød det lidt tamt fra Florentina i et forsøg på ikke at lyde, som om hun var helt følelseskold. Det lykkedes dog ikke rigtig, for sådan endte hun altid med at lyde.

”Så er det tid til at gå, I to kærlighedssyge teenagere!” bekendtgjorde Riel med et skævt grin, selvom han forsøgte at skjule det.

Florentina rystede blot på hovedet af ham, og vendte sig mod Yoichi. Også selvom hun ikke rigtig vidste, hvad hun skulle stille op med den er situation. Hun havde, for at være helt ærlig, aldrig været særlig god til følelser. De var ikke hendes stærke side.

”Der er flere af dem derinde. Jeg har ingen idé om, hvor de kom fra. Troede at jeg allerede havde dræbt dem.” Yoichis stemme var fuldstændig tom for følelser.

Florentina drejede hovedet, med en underfundig automatik, mod døren der udgjorde personaleindgangen. Døren der engang havde været passagen for dem fra personalet, som skulle ud og have en hemmelig rygepause. Døren var heldigvis lukket. Så har Yoichi da lidt omløb i hovedet. Han havde ikke været så tynget af sorg, at han ikke kunne finde ud af at tænke logisk. Også selvom han så ud til virkelig at savne Lucinde mere end en man lige havde mødt.

Dog var Florentina godt bekendt med, at man hurtigt kom til at holde af, eller i hvert fald udholde, folk, som man ellers ikke ville have omgivet sig med - under normale omstændigheder. Tingene gik bare lidt hurtigere i denne verden, inklusiv døden. Man opbyggede hurtigt tætte relationer til fremmede. Også til folk, som man havde mødt for en dag, endda også få timer, siden.

Med mekaniske bevægelser gik Yoichi hen til bilen og hoppede op på dets lad.

Florentina fulgte trop. Hun havde brug for lidt frisk luft. Eller det var i virkeligheden ikke grunden, men det var det hun overbeviste sig selv med.

”Her.” brummede Florentina på sin sædvanligt følelseskolde, nærmest I-do-care-but-cannot-afford-to-show-emotions facon, og kastede en lyseblå vaskeklud hen til Yoichi. Så kunne han da i det mindste tørre det værste af blodet af sig, hvis han ville og ikke var i for voldsomt chok eller sådan noget. Men det var så så meget følelse hun kunne vise, for derfra holdt hun blikket for sig selv.

Taget af førerhuset fik to hårde bank; tegn til at sætte bilen i bevægelse.

Bilen bumlede af sted og de bumlede med. Af og til kørte bilen hen over et eller andet, sikkert en smittet eller sådan noget, hvilket forsagede tumult omme på ladet. De holdt dog begge godt fast, og sad i øvrigt helt oppe af førerhuset. Det gjorde, at de ikke faldt af ladet.

”Hvad fuck er der sket?” halvgrinede Riel til Yoichi, hvis øjne var fjerne, som om han befandt sig et helt andet sted. Måske endda i en helt anden verden.

”Lad ham være, Riel!” snerrede Florentina irriteret af bilens fører. Nok lignede Yoichi noget fra en zombie-film, men Riel havde virkelig sans for dårlig timing. Han havde en ret morbid humor, hvilket gjorde ham til lidt af en pestilens. Florentina, selv, havde da i det mindste nok pli, til at opføre sig ordentligt i sådanne situationer. Hun kunne godt finde ud af at tage hensyn til andres følelser.

På trods af ordren til Riel, hørte hun alligevel Yoichi svare:

”Livet. Og livet er noget lort.”

Alle var meget stille på turen hjem til basen. Og pludselig var de fremme. Folk kom ud af bygningen, for at se hvad det var for en besynderlig lyd. Tyvene havde på daværende tidspunkt ingen biler, så bilen var et særsyn og en glædelig overraskelse. Noget folk, i gruppen, lagde mærke til.

Men så snart de så, at der var forsyninger med vognen, kom de væltende ud af bygningerne. Porten til baggården blevet åbnet, og folk strømmede til for at få båret forsyningerne i sikkerhed - ind på lageret.

Der var alt fra tæpper, til væske og fødevarer. Alt var langtidsholdbart, men folk var efterhånden ligeglad. Så længe det kunne spises, uden at man blev syg, så takkede folk ja. Mad var nu engang mad.

Florentina var hoppet ned af ladet, da hun overhørte en samtale mellem de to fyrer, som havde været med ude og scoute; Yoichi og Riel. De snakkede om bilen. Om hvad de skulle gøre af den. Hun nikkede let, og brød ind i samtalen, netop som Riel skulle til at sige noget.

”Der er en garage. Du skal bare kører ind af porten, ind i gården og så er der en stor garageport-ting. Den binder lidt, men den er til at åbne. Du kan parkere bilen derinde.” lød det informativt fra Florentina, inden hun forlod dem lige så hurtigt, som hun var kommet. Hun nåede lige at høre et ’Javel Frue!’ fra Yoichi. Normalt ville hun havde glødet af stolthed. For se det i øjnene; Florentina elskede virkelig at blive sat pris på, men endnu mere respekt fra sine medlemmer.

Alt dette var dog langt væk fra hendes mindset i dag, for hendes tanker var andet steds. På forsyningerne. Alligevel blev de ved med at vende tilbage til Skylar, og ligeledes gjorde hendes øjne.

Skylar stod lidt afsides. Væk fra larmen og de mange mennesker. Florentina forstod hende godt, men bevægede sig hen imod hende.

”Gå indenfor.” brummede Florentina kommanderende, og kastede med hovedet i retning mod den store porten. Den ville de snart være nødt til at lukke, for at undgå at lukke smittede indenfor. Og Skylar var syg. Hun skulle ikke stå herude i kulden. Det ville det kun blive værre af.

Florentina gik mod porten. Hun så medlemmerne stille sig klar oppe langs murens top med geværer og rifler. De var klar til at dække hende og Skylar, hvis smittede pludselig skulle komme rendende. De var trods alt stadigvæk udenfor, so to speak. Men så blev hendes vej blev afbrudt af Skylars hæse råb:

”Flory! Flory vent! Jeg har det fint.”

Florentina forsatte sin march ind gennem porten, og blottede i smug sine tænder i et grin. Men ikke et ’haha’-grin, et nærmest vantroet grin.

”Vi havde ingen problemer, og Riel passede på mig!” pustede Skylar forpustet, og kom op på siden af Florentina.

”Det siger du nu, men hvad hvis du var blevet paralyseret af feber? Eller faldet i søvn et eller andet sted, hvor du ikke var sikker? Du kunne være blevet dræbt!” hvæsede Florentina vredt, men så lavt, at det kun var Skylar og hendes selv, som kunne høre det. Der var lyn i hendes øjne, men de blødte en smule op igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...