Livet er midlertidigt

| Mit bud til talentkonkurrencen runde 2 |

De er ude og scoute, men pludselig er Lucy væk, og Haru må tage en beslutning, som ikke er rar.

3Likes
9Kommentarer
176Visninger

1. Del 1

“En smittet…” hvislede Yoichi og hævede sit sværd.

“Skønt.” hviskede Lucinde tørt med store øjne, og Florentina måtte jo give dem ret, desværre. En rådden stank fyldte hendes næsebor, da døren gik op. En rådden men alligevel alarmerende frisk hørm. Hun rystede opgivende på hovedet. Hun havde ellers været så sikker på, at butikken var clear. Hun havde kredset om bygningen så mange gange, men nej… Tænk at man kunne tage så meget fejl.

”Enig…” svarede Florentina Lucinde med en stemme der, på trods af det lave stemmeleje, dryppede af sarkasme. Hun skulle til at bede Yoichi om at gå først, men indså, at det nok ville være lidt fejt og trådte derfor først ind.

Stanken blev værre, jo længere ind hun kom i bygningen. Det så ud til at være en form for baglokale, for der stod kasser stablet op af væggene, hvor der ikke allerede stod stålreoler. Hun var forsat fast besluttet på at få fingre i hvad der end var af forsyninger derinde. Også selvom hun skulle stå ansigt til ansigt med en smittet derinde. Den risiko var hun villig til at løbe. Derpå hævede hun sin kniv, klar til at kaste.

Ud af øjenkrogen så hun Lucinde, og holdt øje med pigen. Hun lignede en, som kunne finde på at løbe sin vej hvert andet øjeblik, så hun måtte holde øje med hende. Hun gjorder derfor tegn til dem begge om at følge med sig, mens hun langsomt, men sikkert, bevægede sig længere ind i bygningen.

Det her rum virkede smitte-frit, men hvad med selve supermarkedet og resten? Det var ikke godt at vide…

Bag hende nærmest hoppede Yoichi rundt. Den knægt havde virkelig svært ved at stå stille. Han ligner en der skal tisse virkelig meget. Tænkte hun med et smil på læben og rystede igen på hovedet.

Mellem høje reoler vandrede Florentina rundt. Der var både væltede og opretstående. Der lå mange forskellige ting herinde i baglokalet, men ikke lige umiddelbart noget brugbart. I et anfald af spontan iver stoppede hun op, og rakte hun ud efter en af hylderne. Hun lod hånden feje hen over fladen. Pludselig fangede hendes fingre noget. Det var ikke varmt, hvilket som regel var et godt tegn. Så havde hun da i det mindste ikke fået fat i en afrevet hånd eller en rotte. Derfor trak hun nu genstanden ud i lyset, og stirrede intenst på tingen. Det var en af de der fold-ud-hobbyknive. En af dem som man kunne skubbe bladet ud på. De er egentlig ret praktiske. Tænkte hun ved sig selv og trak bladet på kniven ind, inden hun kastede den til Lucinde med ordene:

”Du kan have den her også.”

Derefter gik hun videre gennem rummet og hen til en dør, som hun gik ud fra førte ind i selve butiksområdet. Det rumsterede bag døren, så hun regnede med, at den smittede var derinde. Hvilket var underligt, for der havde jo ikke været blod på frontpartiets vinduer, hmm… Hun hævede endnu en gang sin kniv, klar til at kaste hvis nødvendigt.

”Jeg tror den rådne er bag den her dør,” sagde hun lidt tøvende og så fra Lucinde, til døren, og tilbage på Lucinde.

”Tror du det?” sagde Yoichi og drejede rundt på hælen i nærmest samme åndedrag. ”Fucking shit!” Lød det fra knægten. Kort efter stemte Lucinde i.

”Fuck!” hvæsede brunetten hvorefter hun kastede den lille hårnål mod et eller andet bag dem. En underlig lugt bredte sig i rummet. Lidt som lyden af en bøf på en varm pande.

Deres udbrud fik Florentina til at snurre rundt. Da hun opdagede, hvad de andre bandede over, stemte hun ligeledes i. Bare på russisk. En smittet!

”Shit!” brummede hun utilfreds på russisk, og skævede til Lucinde, hvis kniv fløj gennem luften og ramte den smittede i brystet. Det var jo ikke til meget nytte, så Florentina rystede på hovedet og hævede sin egen kniv mod den smittede, som var iklædt en rød og blå skovmandsskjorte, denimfarvede overalls og havde et kæmpe, blodigt fuldskæg.

Da hun havde kastet kniven stod hun blot og holdt vejret. Forhåbentlig dens mål: zombiens hoved. I sit liv før katastrofen, havde Florentina været en del af et omrejsende cirkus som knivkaster, en der skulle kaste mod en person, som stod op af en plade, og ramme udenom personen hele tiden. Det havde hun dog forberedt siden hen. Hun havde lært at ramme et nyt mål: selve mennesket. Og ikke kun det, udelukkende den smittedes hoved.

I dag var dog desværre ikke tilfældet. Hun ramte kun den rådnes hals, hvilket fik hende til at skære tænder i arrigskab. Det var irriterende ikke at ramme, og irritationen blev ikke mindre af, at man havde været tæt på! Hun skævede til Yoichi, som havde kastet sig ind i kampen, og nu dansede rundt om bæstet med sit katana-sværd-tingest hævet.

Florentina så til, mens Yoichi dansede rundt om den smittede. Det tog en del minutter, før han strakte sig fremefter, efter bæstet. Yoichi svingede sit sværd et par gange. Han gav den smittede flere kødsår, men det havde ingen indvirkning på bæstet. Derfor svang han endnu en gang sværdet, og hovedet røg af.

Det gjorde dog ikke helt af med den smittede. Kæberne klaprede stadigvæk, selvom den nu kun var et hoved. Florentina gik hen efter sin kniv, og stak på vejen en anden kniv ned i skallen på den. Det stoppede dens knurren og savlen næsten øjeblikkeligt.

”Vil I have jeres knive tilbage?” spurgte Yoichi og vendte sig om mod kvinderne, og fjernede en svedig hårlok fra sin pande.

”Det er Flos…” svarede Lucinde blot, og begyndte at rode rundt på hylderne, for at tjekke, om der var noget brugbart eller om alting var råddent. Florentina fulgte trop. Ikke at hun fandt noget interessant eller brugbart, for hun gik hen mod døren indtil butikken. Nu håbede hun bare, at der ikke var flere smittede derinde, for det havde været lidt for tæt på, med den sidste.

Det første Florentina gjorde, var at banke hårdt på døren. Det gjorde hun for at tjekke, om der befandt sig smittede derinde. De var nemlig ikke kloge nok til at være stille og vente på at byttet kom til dem. Nej, de ville med det samme reagere på en sådan banken.

Hvis hun fik en reaktion fra den anden side, så ville hun, an på intensiteten af reaktionen, undgå resten af butikken. Ikke tale om, at hun gad sætte livet på spil for en smule mad. Det ville simpelthen være for dumt. Hun håbede dog ikke, at hun fik en kraftig reaktion på bankene, for hun var ret nysgerrig efter, om der var noget brugbart inde i selve butikken. Hun var næsten helt sikker på, at hun ville finde bare et eller andet derinde – det var også derfor hun havde brugt så lang tid på at overvåge stedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...