(n.) Metanoia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2018
  • Opdateret: 5 aug. 2018
  • Status: Igang
(n.) Metanoia. Et ord, der beskriver processen fra, at ændre et menneskes tilgang i livet og ændre forståelse af en selv på den bedste måde. Det er noget, Bianca De Luca Hostana virkelig har brug for i det punkt, hun er i nu. Hendes ægteskab med sin mand visner for hver dag der går, og det er både noget hun og hendes familie helst vil undgå. Kærligheden er forvirrende for hende, og hun befinder sig et sted, hvor hun ikke ved, hvad hun skal gøre af sig selv. Et tilfældigt skænderi mellem hende og hendes mand fører til et sufflerende ja til en rejse væk fra hendes hjem og ud i Europas vidt forskellige kulturer. Om det var den rigtige beslutning, ved hun ikke endnu, men intet kan være værre end den ulykkelighed, hun føler derhjemme. Hendes kærlighed sættes i den grad på spil, da hun fra hver dag møder alverdens indflydelses fyldte personer verden over. Om rejsen redder hendes ægteskab, eller om det bare er den endelig afgørelse for et mislykket ægteskab, vil du finde ud af hen ad.

1Likes
2Kommentarer
377Visninger
AA

3. The Second

T H E  S E C O N D

 

Bianca De Luca Hostana

 

"Det mener du ikke" er det første, der forlader Danieles mund, idet jeg er i gang med at fortælle om turen. "Lad mig nu forklare færdigt" sukker jeg opgivende, mens jeg ignorerer hans blågrønne øjne. Glimtet i dem havde jeg for længst lagt mærke til, og denne gang var ikke spor anderledes. Der spredtes ikke sommerfugle indeni mig længere. 

    “Har du overhovedet talt med din mor?” Spørger Daniele hurtigt. “Ikke endnu” svarer jeg tøvende, og skynder mig videre i forklaringen. “Daniele, kig på os” siger jeg og lader hans øjne være fanget i mine. “Vi laver ikke andet end at skændes, brokke sig over hinanden, og vi har aldrig tid til at være sammen. Du har dit firma, som hurtigt er blevet så stort og nu stressende for dig, du har brug for tid. På samme måde har jeg. Forstå mig ret, når jeg siger, at jeg har brug for at komme væk i noget tid. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad jeg vil”

    “Bianca, jeg ved godt, jeg ikke har haft så meget tid til os to de seneste par uger, men hvis det er på grund af i dag, så skal du virkelig vide, at jeg er ked af det over det. Du skrider bare alt for hurtigt frem til handling” sukker Daniele og tager fat i min hånd og kærtegner den blødt, som om jeg overdriver. Han forstår det bare ikke. Han forstår ikke mine følelser omkring forholdet.

    “Jeg har brug for en pause væk” siger jeg og trækker stille min hånd ind til mig. Hans øjne bliver blanke.

   “Men jeg elsker dig” siger han og kigger ned i sine hænder. Mere specifik ned på vores forlovelsesring. “Jeg elsker dig virkelig højt, det ved du jo” Jeg kigger på ham, og i et øjeblik begynder jeg at tænke hele min beslutning om igen. Jeg elsker ham jo stadig. Det kan jeg ikke løbe væk fra. Der var en grund til, at jeg sagde ja til ham den aften i Rom, men alligevel føles det som om vi er på vej væk fra hinanden. Der er ikke noget, der binder os så tæt sammen længere, udover ringen på begge vores fingre.

    “Er der ikke en chance for, at du bliver hjemme og finder ud af det sådan?” Spørger han i en stille tone. “Jeg kan bare ikke klare det længere, i hvert fald ikke lige nu og her” udbryder jeg og tager mig til hovedet. Mit hjerter hamrer så hurtigt, at jeg kan mærke det igennem hele kroppen. Jeg hadede det her, men jeg havde ikke et andet valg.

   “Jeg vil gerne have det her til at virke, at vi virker, og min mulighed for at opleve verdenen med mine bedste veninder har jeg nu og min mulighed for at åbne op for andre ting, er ved at ske lige nu. Jeg ved ikke, om det hjælper, men jeg vil virkelig gerne give os en chance til, igen” det sidste kommer ud som en mumlen, en hæs og usikker stemme. Alt hvad jeg sagde, var sandheden gravet op helt indefra, og den var så dyb, at jeg ikke selv kunne tro det. Ordene kom bag på mig og også på Daniele.

   En tåre begynder at trille ned ad hans kind, som han hurtigt fjerner igen. Han ville ikke føle sig lille i situationen, men alligevel smittes det af på mig. Mine øjne bliver røde, og det samme gør hans. Vi sidder i stilhed i et stykke tid, da vi begge er tomme af ord. “Hvornår tager du afsted?” Spørger han endelig, men tør ikke at kigge mig i øjnene. En kvalmende følelse bruser op gennem op. Fortryder jeg?

   “Øhm” sukker jeg, da jeg egentlig ikke har lyst til at sige det. “På onsdag” tøver jeg, “-besøger min mor her på mandag, inden jeg begynder at pakke sammen”. Han lader et grin undslippe sin mund, og mit ansigt former sig til et stort spørgsmålstegn. “Du har allerede bestilt billetterne” siger han og lader et sorgfuldt ironisk smil vise sig. “Rose har hele tiden haft billetten klar” mumler jeg, mens jeg prøver ihærdigt at holde tårerne inde. Nu hvor han gjorde det, blev jeg også nødt til det.

   Daniele sukker tungt, farer op af stolen og smider sit vinglas direkte ned i gulvet. Alle forskellige størrelse af glasskår skrider hen ad gulvet og smadres i endnu mindre stumper, når de bumper ind i alle mulige kanter. De skingre lyde fylder hele rummet, indtil min hulken begynder at overdøve larmen. “Du kan ikke gøre det her” råber han og går i cirkler rundt om sig selv. Han forsætter og lader hver aggressionshjørne inde i ham, vises. “Stop” mumler jeg. “Stop” siger jeg igen med flere tårer rendende ned. Han ignorerer dem. Til sidst råber jeg stop og får med det samme hele hans opmærksomhed.

   Han kigger blankt på mig. Hans øjne er en labyrint af følelser, og hver gang jeg tror, at han er ved at falde til ro, rammer jeg en blind mur. “Jeg vil bare ikke miste dig” hvisker han.

 

†††

 

Jeg har ingen ide om, hvordan vi endte her, men det gjorde vi altså. Min halvnøgne krop er presset ind mod Danieles, mens hans ene hånd stryger igennem mit hår. Min ene arm ligger på hans bare overkrop og bliver langsomt trukket op i sammenspil med hans vejrtrækninger. Jeg kigger lige ud, -hvilket så ville sige ind mod væggen. Ingen af os siger noget, ingen af os har heller ikke lyst til at sige noget.

    Selvom jeg nyder øjeblikket med ham, vidste jeg sådan nogle kun foregik i få minutter. Det ændrede ikke mine holdninger og følelser, og derfor lader jeg min krop forlade hans varme. Jeg kommer op fra sengen og hiver en sweatshirt over mig, der lige når ned under mine trusser. Jeg kan mærke Danieles blik i ryggen, men jeg vender mig ikke om af frygt. Frygt for at se hans ansigt.

    Det vi havde foretaget os efter vores episode med vinglasset, havde både været fantastisk, dumt og sørgeligt. Der var 4 dage til, at jeg skulle afsted med ingen klar fornemmelse af min hjemkomst, og hvor endte vores skænderi ud henne? I sengen. Jeg går ud af vores soveværelse og går hen mod køkkenet. Vi havde aftalt, at jeg skulle bo hos Rose, inden jeg onsdag kom hjem for at pakke og sige vi ses eller farvel. Nok begge. Det følte vi var bedst, da vi sikkert ikke ville kunne holde en balance imellem os indtil.

    Jeg finder et halvstort net frem og lægger de vigtigste ting ned i det, samt noget tøj til dagene. Jeg havde kun i morgen til, at have gjort alle ting klar, inden jeg mandag skulle besøge min mor. Hende, der nok ville blive den sværeste at overtale. Jeg kendte til hendes holdninger, og at forlade sin mand i jeg ved ikke, hvor lang tid, var i den grad imod hendes principper. Min far og mor har cirka haft et forhold magen til mit og Danieles.

    De tog den samme beslutning som jeg har taget, men de havde begge været enige om det. Det fortryder min mor stadig den dag i dag, for da min mor vendte tilbage til min far, havde han fundet en anden. Det er også en af grundene til, at jeg næsten kun ser min far 2-3 gange om året. Jeg kan huske skænderiet mellem dem, og hvordan min mor tog mig i hendes sammenknyttede hænder og forlod min far uden at få noget ansvar over mig.

 

Til Rose, 19.34

Jeg har næsten pakket mine ting færdig, så jeg smutter om lidt. Er hos dig om et kvarter, men jeg er ved at dø af sult, så håber du har noget tilbage i køleren. -Bianca xx

 

    Jeg sender beskeden og begynder at flytte mig længere hen mod døren, men beslutter mig for at smide noget mere komfortabelt tøj på, end den sweatshirt jeg havde på før. Daniele ligger stadig inde i soveværelset, men snakker nu i telefon med en, jeg ikke kunne finde ud af, hvem egentlig er. Indimellem kan jeg høre ham bande eller brokke sig højtlydt i alle de mulige tonefald, men da jeg forsigtigt banker på soveværelsesdøren, stopper han. Jeg åbner døren, og han skynder sig at lægge på.

   "Hvem snakkede du i telefon med?” Spørger jeg lidt akavet, mens jeg tager mig til håret. Jeg går hen til klædeskabet og trækker nogle hvide højtaljede bukser på, som er tilpas brede ved benene. Jeg skifter min sweatshirt ud med en helt normal sort t-shirt, samtidigt med at jeg bagefter trækker en forholdvis tynd frakke henover. “Bare min mor” svarer han kortfattet, “-vil du ikke have noget at spise, inden du tager over til Rose? ” spørger han og rejser sig op, så han står lige overfor mig. Jeg kigger ned på mine fødder, der tydeligvis mangler at få trukket et par sokker henover. Selvom der var omkring 25-26 grader udenfor, så hadede jeg at gå i sneakers uden sokker, og lige nu magtede jeg ikke at gå i stilletter.

   Jeg ryster på hovedet og lader mine hænder flette sammen med hans. “Jeg spiser bare hos Rose” siger jeg, selvom jeg ikke var sikker på, om hun overhovedet havde mad til mig. Jeg ville bare ikke kunne klare at sidde med Daniele, i håb om at kunne føre en normal samtale uden at bringe rejsen op. Han nikker forestående. “Så du smutter nu?” Siger han tøvende og lader vores hænder vikle sig ud af hinanden, inden han klør sig forsigtigt i nakken.

     “Ja, jeg skal bare lige finde mine..”, “-alle dine sokker er til vask” afbryder han og ømmer sig lidt på skulderen. “Hvis det altså var det” tilføjer han hurtigt. Jeg begynder at smågrine, inden jeg nikker, som tegn på at han ramte plet. Et smil former sig på hans læber. “Bare tag et par af mine inde i skabet, jeg skal nok få nået at vaske dine inden onsdag” siger han, men lader de sidste ord komme ud i en mumlen. “Tak” siger jeg smilende. Jeg hiver et af hans hvide par sokker frem og lader dem glide hen over mine fødder. Jeg var overrasket over, at han langsommere og langsommere accepterede min beslutning, hvilket gjorde mig underligt lettet.

    Inden jeg forlader bygningen, trækker Daniele mig i et varmt omfavnende kram, inden vores læber smeltes sammen til et pinefuldt kys. Vi hadede kysset, fordi vi begge vidste det ville være et af de sidste, som først ville blive genforenet efter lang tid måske. Måske for altid. Tanken strejfer mig, men jeg lader den være ignoreret i øjeblikket.

    Vi står i entréen i et stykke tid, inden jeg trækker mig væk fra ham, giver ham kindkys og går ud af døren. Den dag jeg skulle rejse, turde jeg ikke en gang tænke på, så da jeg træder ud på gaden foran vores bygning for anden gang i dag, lader jeg et smil trække sig igennem min mund.

    Solen står stadig oppe på den skyfrie himmel, og myldretiden er for længst ovre. Jeg elsker Italien og alle dens farver og mennesker. Det var også en af grundene til, at jeg startede min blomsterbutik nær den lokale park. Jeg lod unge komme og hjælpe til som et fritidsjob, og derfor var det også så hårdt at se butikken blive mindre og mindre. Daniele, som lige havde startet sit firma, havde brug for et lokale, og der tilbød jeg noget, som jeg stadig fortryder den dag i dag.

    Det startede med, at Daniele skulle bruge min blomsterbutiks ene halvdel om onsdagen og fredagen. Da det viste sig som en stor succes for firmaets møder, blev det udvidet og til sidst skulle han bruge hele rummet, som i den grad heller ikke var det største, om onsdagen, torsdagen og fredagen. Flere af mine medarbejder stoppede på grund af manglende vagter, og jeg begyndte at miste flere og flere af mine kunder. Det hele gik ned af, mens det kun gik op ad for min mands firma.

    Jeg tjente ikke det store beløb i blomsterbutikken, men det var nok for mig, fordi jeg elskede det. Daniele troede dog på noget andet, og han tilbød mig at stå for halvdelen af det firma, han havde bygget op. Til gengæld skulle han bruge min blomsterbutik, og derfor lukkede den en dag i Februar. Det er snart et år siden, og til sidst fik jeg nok og valgte at sige min halvdel op. Det var ligesom der, alt kaoset begyndte og bagefter trak os længere og længere væk fra hinanden.

     Jeg har derfor været servitrice i en restuarent tæt på, hvor vi bor, mens jeg indimellem har taget malekursuser i byen. Jeg hadede at tale om økonomi med familien osv, da de vidste, at jeg tjente langt mindre end Daniele gjorde, og at jeg sagtens kunne have, hvis jeg ikke sagde op. Netop en af grundene til, at min mor vil synes, at min plan er langt ude på landet. Bogstavligttalt.

    Roses bygning nærmer sig, og til sidst står jeg og ringer på foran den markante røde dør. Jeg havde altid elsket hendes bloks farver, og bare måden den så ud. Alle etager har en altan ud til gaden, hvor vores til gengæld stod ud til baghaven og de andre bygninger. Noget jeg altid har haft lidt imod.

    En brummen lyder, og døren åbner sig. “Bianca” råbes der oppefra. Jeg kigger forvirret op, men ser Rose hænge ud med sit hoved hen over altanen. Hun smiler. “Kan du ikke tage posten med op til mig? Så du en skat” råber hun, og jeg nikker forstående, men skynder mig at råbe et selvfølgelig tilbage, da det går op for mig, at hun ikke kan se mig så tydeligt. Hun rækker en pose ud, hvor jeg kan se en nøgle ligge inde i. Jeg træder nogle skridt tilbage, og hun lader posen slippe ud af hendes hænder og falde direkte ned i mine.

    Jeg går ind og en kold brise rammer mig. Både fysisk og mentalt. Nu var der ingen vej tilbage. Jeg låser hendes postkasse op og trækker posten ud, inden jeg så derefter bevæger mig op ad trapperne. En stort kram overfalder mig og Rose hviner så højt, at nok alle i opgangen kan høre hende. Jeg griner. Rose har altid været en frisk og højlydt pige, lige fra børnehaven og op.

 

†††

 

To små timer havde gået, og klokken nærmede sig 22. Rose og jeg har absolut intet foretaget os. Jeg havde fået resterne af hendes pastapesto-portion, pakket få af mine ting ud, dog ikke alt, da jeg kun skulle være her i 3 døgn.

    Det eneste vi faktisk kan være stolte over at have gjort, var, at lave en god og hjælpsom pakkeliste. Vi havde brugt 20 minutter på den, så den var godt fyldt op, -også med ting jeg ikke troede var nødvendige, men det syntes Rose. Vi gik efter at pakke tøj til i en måned, men ellers kunne vi bare vaske tøjet på nogle af de steder, vi overnattede på.

    Vores rejseplan går egentlig ud på, at vi skal besøge så mange forskellige lande, lige indtil vi får nok eller ingen penge har tilbage. Vi er 4 piger, det har lånt en af vores venners bil, som er lige præcis lidt større, end hvad vi tilsammen fylder. Rose har ringet rundt og for hvert land, vi kører igennem, har hun bestilt en lejlighed til os (dem som låner deres hjem væk, mens de på ferie), så vi skal ikke bekymre os om, hvor vi skal sove. Der er dog nogle dage, sagde hun, at vi intet sted har at sove, men at vi på de tidspunkter bare kunne køre videre eller sove i bilen. Det er en spontant tur, -derfor heller ikke helt gennemtænkt, men det er nemlig det, der gør det hele spændende. Jeg glæder mig mere for hver time, der går. Det kunne jeg ikke undgå at indrømme.

    “En dag finder vi alle en mand, som vi sover hos, hvis vi intet andet har”, “-ligesom i de gode gamle dage” siger Bianca og puffer mig på armen. “Men så fik du en kæreste og så en mand” sukker hun videre, men smiler hurtigt igen. Rose har aldrig været i et forhold i mere end 2 år, alle de andre har været små flirts eller sommerkærester. Hun synes, at det blev for kedeligt, og på en måde har hun ret, men alligevel kan jeg ikke give slip på dem, som jeg er blevet så tæt med. Jeg vil ikke miste dem, som jeg holder af, selvom det ikke er det bedste, jeg befinder mig i.

     Daniele var anerledes, - og det er ikke bare noget jeg siger, som man er nødt til. Nej, han var den fyr, jeg trængte til dengang, men man skifter livsgangen, og nu er jeg så endt her. Lige her i denne problemstilling, som siger, at jeg ikke vil miste ham, men at jeg bliver nødt til det. Jeg har så valgt, at se om jeg kan ændre min tilgang lige nu med ham, og så må jeg se, hvad konklusionen ender med.

     “Det må du virkelig undskylde, men nu er jeg her, vær taknemmelig for det” svarer jeg og kigger skævt på hende. “Jeg er skam glad for, at du er her, så længe du har det på samme måde” smiler hun til mig med et bekymret ansigt. “Det var den rette beslutning, det skal jeg nok indse tydeligt nok på et tidspunkt” siger jeg med en skævt smil med øjnene hængende ned ad mod gulvet. “Så må jeg se, om jeg stadig er sammen med Daniele, når jeg kommer hjem” mumler jeg, som Bianca tydeligvis ikke hører.

      “I morgen bliver en god dag. Du får sagt farvel til din restuarent, jeg slår op med Tommy, og så inviterer jeg dig på middag i morgen aften. Det bliver pragtfuldt, endnu bedre på onsdag” hviner Rose og lader et kys ramme mine kinder. Jeg nikker smilende, inden jeg lægger mig til at sove inde på gæsteværelset. “For helvede” mumler jeg og lader mine øjne falde i, og snart er jeg væk i drømmeland.

 

(Jeg har tænkt mig at skrive cirka den her længde kapitler, hvis det virker fint nok for jer. Det er stadig starten, men glæder mig mest til at skrive de næste kapitler om turen osv. -har et par ideer, så håber i vil læse med. I må meget gerne smide et like eller en kommentar, -det motiverer altid en, men i behøver selvfølgelig ikke, bare i har lyst til at læse med :-))

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...