(n.) Metanoia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2018
  • Opdateret: 5 aug. 2018
  • Status: Igang
(n.) Metanoia. Et ord, der beskriver processen fra, at ændre et menneskes tilgang i livet og ændre forståelse af en selv på den bedste måde. Det er noget, Bianca De Luca Hostana virkelig har brug for i det punkt, hun er i nu. Hendes ægteskab med sin mand visner for hver dag der går, og det er både noget hun og hendes familie helst vil undgå. Kærligheden er forvirrende for hende, og hun befinder sig et sted, hvor hun ikke ved, hvad hun skal gøre af sig selv. Et tilfældigt skænderi mellem hende og hendes mand fører til et sufflerende ja til en rejse væk fra hendes hjem og ud i Europas vidt forskellige kulturer. Om det var den rigtige beslutning, ved hun ikke endnu, men intet kan være værre end den ulykkelighed, hun føler derhjemme. Hendes kærlighed sættes i den grad på spil, da hun fra hver dag møder alverdens indflydelses fyldte personer verden over. Om rejsen redder hendes ægteskab, eller om det bare er den endelig afgørelse for et mislykket ægteskab, vil du finde ud af hen ad.

1Likes
2Kommentarer
361Visninger
AA

2. The First

T H E  F I R S T

 

Bianca De Luca Hostana

 

”Kan du ikke lige gå ind og fylde mit glas op med Chiaretto Rosé til mig skat? Den jeg også drak før” spørger Daniele, mens hans briller sidder halvvejs på næsen med sit fokus på computeren. Han kigger ikke en gang op, når han spørger. Jeg sukker dybt. ”Du er alligevel ikke i gang med noget relevant lige nu” fortsætter han i en bedende, men stædig tone. Jeg smider blyanten og mit magasin fra mig, og begiver mig ind i køkkenet. Vinen står allerede fremme på køkkenbordets blanke overflade. Den er halv tom, og det er kun på grund af ham. Jeg fylder hans glas op og stiller vinen ind i køleskabet denne gang.

      ”Værsgo” snerrer jeg og lægger ironisk pres på et ’skat ’, mens jeg stiller glasset på træbordet. Denne gang kigger han mig direkte ind i øjnene og tager fat i min overarm, idet jeg skal til at gå indenfor. ”Undskyld jeg opfører mig sådan lige nu, men er utrolig bag ud i papirarbejdet. Ved godt jeg ikke har været den bedste ægtefælle de seneste uger, men det er bare lige nu. Lover det bliver bedre snart” smiler han og prøver at udvikle en form for medlidenhed hos mig. Jeg mumler et ’det fint, jeg forstår det’. Han smiler stadig og kysser mig blidt på skulderen, inden han slipper mig og vender fokusset tilbage til computeren. Jeg er jo blevet vant til det. Magasinet hiver jeg frem igen og læner mig tilbage i stolen, som er blevet varmet op i mellemtiden.

      Altanen, vi befinder os på for det meste, er det bedste ved vores lejlighed beliggende i det centrale Napoli i Italien. Jeg fik lov til at indrette altanen, køkkenet og stuen, hvilket passede mig perfekt den gang vi flyttede ind i lejligheden på øverste etage. Daniele stolede på mine indretningsideer, hvilket også er derfor intet er blevet ændret i de snart 4 år, vi har boet her. Det har aldrig været en hemmelighed, at jeg altid har elsket kunsten og landskabet i Italien. Derfor var indkøbene baseret efter møbler, malerier og masser af grønne planter, samt farverige blomster. Jeg elskede hele processen, og at det var med den mand, jeg elskede højest, jeg skulle flytte ind sammen med, gjorde hele oplevelsen bedre. Det fortæller bare lidt om, hvor meget kærlighed kan gøre ved en. Samtidigt ved jeg også, hvordan den hurtigt kan skade en.

     ”Du har jo sat glasset i solen for helvede” udstøder Daniele og spytter hele mundslurken ud. Ikke et kvarter ville gå før endnu en kommentar eller diskussion ville finde sted igen. ”Jeg kan jo for fanden ikke drikke det nu Bianca” fortsætter han irriteret. Ihærdigt tager jeg fat i glasset med vinen i, -som i den grad har nået at blive varmet op, rejser mig hastigt op og lader alt væsken flyde ned igennem min hals, inden jeg hamrer glasset ned i bordet igen. Alt foregående inden for 10 sekunder. ”Nu har du ikke det problem længere, tilfreds? ” snerrer jeg med øjnene borende ind i hans. Hans ansigtsudtryk fortæller alt, og inden hans mund når at sige mere, er jeg allerede gået væk fra ham. ”Så pokkers små og ligegyldige ting” mumler jeg irriteret, mens en form for savn bruser indeni mig. Hvor er alt kærligheden blevet af?

     Jeg kan høre hans råben efter mig, i håb om jeg kommer tilbage, så han kan undskylde endnu en gang til. Denne gang fastholder jeg mine skridt hen imod døren, og jeg vender mig ikke om. Skænker ham ikke et eneste blik. Jeg lader mine fødder glide ned i mine hverdags stiletter og giver ikke et tegn til Daniele, inden jeg smækker vores hoveddør i og forlader bygningen.

     Gaden foran vores opgang er fyldt med mennesker allerede. Klokken er også kun lidt i 12, og det er en lørdag. Heldigvis huskede jeg at tage min håndtaske med alle mine ting i, inden jeg gik. Jeg finder min telefon frem og ringer til den eneste person, der forstår mig i disse situationer. Vi aftaler et sted, og efter 10 minutter ser jeg hende sidde på vores sædvanlige café. Café Cinque Baretteria.

 

†††

 

      ”Snak med ham Bianca, jeg ved ikke, hvad der ellers vil kunne redde jeres forhold” sukker Rose og skænker endnu et glas hvidvin op til sig selv og mig. Rose er min bedste veninde, og heldigt for mig bor hun kun få blokke væk fra mig. Derfor kan vi altid mødes, hvis nogle ting gør skidt. Hun forstår mig, og jeg forstår hende. Det dejligt, det nødvendigt for os.

      ”Det prøvede jeg jo også sidst”, -”det hjalp i starten, men der gik ikke længe, før det hele gentog sig igen” siger jeg og tager en slurk af hvidvinen foran mig. Fordi Rose og jeg kommer så tit, og har nu fået et godt forhold til ejeren, får vi altid en gratis ekstra ting med i vores bestilling. Denne gang var det husets vin, som åbenbart havde fået gode bedømmelser af de seneste vineksperter. Vi er jo trods alt omringet af vin hele tiden. ”Så tag med mig” smiler Rose og sidder med krydsede fingre. ”Jeg ved virkelig ikke, om jeg kan” sukker jeg. ”Du ved ikke, om du må” skynder Rose at tilføje og ruller med øjnene skuffende.

      Tankerne flyver rundt inde i mig. Hvis jeg sagde ja, hvad ville Daniele dog sige? Måtte jeg overhovedet for ham? Og hvad ville min familie tro? At jeg skred fra ham? Det ville de andre kunne tilgive mig for, de elsker ham jo. På den anden kan jeg ikke blive her. Måske vil denne tankeflugt kunne redde mit forhold til Daniele, og når jeg kommer hjem igen, ville jeg måske kunne åbne op for andre muligheder?

     ”De andre piger savner den glade og energiske dig, pigen der kun så positivt fremad” siger Rose og tager mig i hånden og giver den et klem. ”Du har brug for at komme væk i et stykke tid”

     ”Jeg tager med” mumler jeg efter et tids stilhed. Chokket fandt ikke kun sted hos Rose, men også hos mig selv. Rose begynder straks at smile, og hentyder til at jeg skal sige det igen. En gentagelse, som vil bekræfte min slutning og forsikre mig i, at det er det rigtige. Jeg siger det en gang til, og denne gang så folk fra andre borde kan høre mig. Rose hviner og jubler, så næsten hele caféen snart kigger hen på os. Et grin slipper ud af min mund. ”Hvad sagde jeg, du er svær at overbevise, men efter flere forsøg overgiver du dig, fordi du ved, det er det bedste” griner Rose og puffer til mig på armen. Rose betaler regningen, kysser mig på kinden og derefter vinker farvel til mig, idet vi skal hver vores vej. Hun blinker til mig en sidste gang og et, ’det hele skal nok gå’, inden hun drejer om hjørnet. Mit smil famler jo tættere, jeg nærmer mit hjem.

     Nu mangler jeg bare at overtale Daniele, og derefter hele min familie, hvilket nok bliver den vanskeligste af dem alle.

 

-(det første her blev meget kort, men lover at de andre nok skal være længere. Håber i nød det første kapital, som bare lige skulle give et overblik :-))

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...