Mix

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2018
  • Opdateret: 7 aug. 2018
  • Status: Igang
Nikita, 18 år, er blevet fanget i en lejer med ulve. Hun har mistet alt sin hukommelse fra hendes tidligere liv, og lever nu som en hybrid. Hver dag er der en chance for, at hun bliver slået ihjel eller torturreret, hvorfor? fordi hun med lidt hjælp og viden kan blive den stærkeste race der lever i denne fantasifyldte verden.

Ikke nok med at Nikita skal prøve at forholde sig selv i live, så finder hun også ud af hvor svært det egentlig er at stole på folk. Vil hun finde ud af sin fortid? eller vil hun dø i forsøget?

0Likes
0Kommentarer
105Visninger

6. 6

Drengen tog hårdt fat om mit håndled, og trak mig tilbage med en sådan kraft, at jeg væltede ned på jorden.

Han satte sig oven på mig og jeg følte en sær form af dejavu. Jeg satte begge mine hænder på siden af hans arme. Jeg ville ikke ind i hans sind og rode, jeg kunne ikke være mere ligeglad med ham. Jeg ville bare have ham til at lide. Jeg sprang ud igen og fik væltet ham af mig. Han Lå og rystede på jorden. Drengene kom styrtende hen til ham. Jeg begyndte stille at bakke. Nok havde jeg selvtillid, men man skulle være dum for at tro, at jeg ville vinde mod 4. Jeg løb i den retning jeg var kommet fra. Mod hovedhuset. Da jeg kom til bålpladsen, kom Dion trampende mod mig. Jeg havde lyst til at løbe i favnen på ham, men han så ret sur ud. Jeg valgte at sætte farten ned og vakle tilbage, væk fra Dion. Han havde dog set det komme og var hurtigt henne ved mig.

"Nikita!" Råbte han og standsede mig. "Hvad har du gang i! Du kunne have blevet dræbt?"

Jeg så op på ham og var mest af alt bare glad for at han ikke var mere sur. Jeg vendte mig om for at se, om drengene havde fuldt efter mig. Men der var ingen.

"Hvad er det?" jeg kunne mærke noget som løftede sig fra min baglomme. Han stod med festinvitationen i hånden, og så vredt på mig. Jeg flåede den ud af hånden på ham og lagde den tilbage i lommen.

"En invitation"

"Du skal ikke til nogen fest."

"Du er ikke min far…"

"Men jeg er din vogter, og jeg siger, at du ikke skal udsætte dig selv for fare. Så vær' en god pige, og gør som jeg siger" han greb fat om min arm og klemte lidt til. Jeg knurrede ad ham, men han virkede ikke særlig begejstret for det. Han klemte mere til og satte sit ansigt tættere på mig. "gå ind på værelset…" hvæsede han ad mig.  Han skubbede mig i retningen af hovedhuset og ventede på, at jeg skulle gå. Jeg havde lyst til at modsige ham, men jeg vidste også godt, at det ikke kunne betale sig. Jeg begyndte at gå mod huset da jeg fik en underlig mavepine. Jeg gik lidt langsommere. Det spredte sig til hovedet. Mine ben føltes ømme og jeg kunne ikke holde mig selv oppe. Jeg faldt ned på knæ og brølede. Smerten var uudholdelig. Mine tænder var pludselig ømme, og jeg hostede. Jeg satte mine hænder for munden og mødte et rødt syn. Jeg kunne mærke Dions nærvær. Det irriterede mig endnu mere at han var til stede. Han kaldte på Karla og lidt efter kom hun løbende. Jeg så op på hende, men jeg måtte have skræmt hende. Hun stoppede brat op og havde ikke lyst til at nærme mig. Mit syn blev sløret og grålige pletter begyndte at klatte sig for mine øjne. Jeg brølede igen og havde lyst til at spørge hvad der skete med mig. Jeg kunne høre Karla snakke med Dion.

"Det ligner at hun er ved at forvandle sig. Men det er en utrolig langsom proces. Ikke underligt at hun føler alt den smerte." hun skrev noget ned på hendes papirblok og så op på mig igen.

"Jeg ville anbefale at holde lidt afstand, Dion. Hun virker ikke glad" Dion så på mig og trådte et skridt tilbage. Jeg havde lyst til at kaste mig over ham… men jeg ville få for meget modspil. Jeg så på Karla. Min vrede skulle gå ud over en eller anden…
Jeg sprang op i luften og mod Karla. Der lød et hårdt stød da vi mødtes. Jeg fik væltet hende og åbnede mit gab over hendes ansigt. Selvfølgelig kom Dion hende til undsætning. Jeg blev hevet tilbage i nakkepelsen med sådan en kraft at jeg væltede bagover. Den store brune ulv stillede sig foran Karla. Jeg rejste mig op og så på Dion, han var ikke forfærdelig høj af en hanulv at være, men han var stor. En træthed væltede sig ind over min krop, og fik mig til at falde om på jorden. Jeg så på mine poter. Jeg var stadig ulv, men… så… træt... Jeg orkede ikke at kæmpe mod ham. Min smerte var stilnede lidt af.

"Hun er færdig. Hun er forvandlet" sagde Karla med et smil. "Det er utroligt! Hun klarede det!"

Dion pegede på mig og så på Karla. "Hvad hvis hun dør efter dette… hvad vil der nu ske. Hvordan ændre hun sig tilbage?" Karla så forvirret på ham og trak på skuldrene. "Vi har ikke nået længere end dette… jeg har ingen sikre svar på dine spørgsmål fra nu af."
jeg fik kæmpet mig op på fire ben. Jeg så på mine pelsede hænder igen. Jeg havde trædepuder og hvid pels.

"Så du kan heller ikke sige mig hvorfor hun ligner en aktisk ulv? Ingen af os er hvide… hvorfor er hun?"

Karla trak atter på skuldrene og sagde: "Hun er ikke ligesom os. Hun er speciel."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...