Mix

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2018
  • Opdateret: 7 aug. 2018
  • Status: Igang
Nikita, 18 år, er blevet fanget i en lejer med ulve. Hun har mistet alt sin hukommelse fra hendes tidligere liv, og lever nu som en hybrid. Hver dag er der en chance for, at hun bliver slået ihjel eller torturreret, hvorfor? fordi hun med lidt hjælp og viden kan blive den stærkeste race der lever i denne fantasifyldte verden.

Ikke nok med at Nikita skal prøve at forholde sig selv i live, så finder hun også ud af hvor svært det egentlig er at stole på folk. Vil hun finde ud af sin fortid? eller vil hun dø i forsøget?

0Likes
0Kommentarer
100Visninger

4. 4

Jeg var blevet kastet ind på det samme værelse som jeg var havnet i før. Det føltes som om der var gået flere timer, men det er nemt at blive snydt når man keder sig. Jeg lå på sengen, jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Mit blik gled rundt i værelset som det havde gjort alle de andre gange. Det landede på vinduet. Der var sat breder op foran det, og et kamera var sat op i rummet. Jeg turde ikke gøre noget igen. Måske ville de ikke være så tilgivende næste gang. Så længe jeg ikke kunne finde udgangen måtte jeg hellere gøre hvad de sagde, lige meget hvor meget jeg så afskyede det. 

Jeg undrede mig over hvor Dion var. Hvis de havde sat kamera op måtte de vel holde øje med mig? Hvorfor kunne der i det mindste ikke side en her inde som kunne underholde mig. Min mave afbrød mine tanker med en lang buldren. Jeg vendte mig om på siden. Ville jeg få mad? Eller var det min straf for at løbe væk? Jeg lukkede øjnene. Måske skulle jeg bare prøve at sove det væk...

 

Jeg blev vækket af døren som blev smækket op. Det var Dion. Han kom med et stykke  kød og en kartoffel.

"Endelig" udbrød jeg og hastede op af sengen mod tallerkenen, men Dion stoppede mig. Jeg så forrådt op på ham, som havde han taget en sut fra en baby.

"Det du gjorde var dumt. Jeg vil være sikker på, at du ikke tror, at du er stærkere end nogen af os andre..." Jeg rullede med øjnene og rakte ud efter tallerkenen. Han rakte den bare længere væk fra mig, og greb fat om min kæbe for at få mig til at se på ham. "Forstår du hvad jeg siger?" Sagde han. Jeg knurrede lidt og vred mig ud af hans greb. "Hvad vil du have mig til at sige? Undskyld?" Vrissede jeg og lagde armene over kors som en besværlig teenager.

"Jeg vil have respekt." Sagde han hårdt og lænede sig ind over mig.

"For at få min respekt må du gøre dig fortjent til det. Du kunne starte med at give mig den tallerken før det ender på gulvet..." Jeg smilede skævt. Det var først efter jeg havde sagt det at det slog mig, hvor provokerende jeg egentlig var. Dion stønnede opgivende og gav mig tallerkenen.

"Spis din mad. Jeg kommer om lidt." han drejede om på hælende og forlod rummet. Jeg gav ham ikke så meget som en tanke. Få minutter efter kom han ind på værelset med en madras. Han lagde den under vinduet, ved siden af radiatoren. Jeg havde næsten spist op, og sad og blev lidt nysgerrig på hvad Han havde gang i. Han vendte sig mod mig og pegede på madrassen.

"Du skal sove der, jeg tager sengen. I morgen..."

"Hvad?!" Udbrød jeg. "Hvorfor skal du have sengen?"

"Fordi jeg bestemmer, og igen, er du ikke mere værd end jeg."

"Du er da heller ikke mere værd end jeg." vrissede jeg. Dion kom hen mod mig, hev mig op fra sengen og kastede mig ned på madrassen. Han fandt et reb frem fra hans lomme og begyndte at binde det fast om mit ene håndled. Så snart jeg havde fundet ud af hvad han havde tænkt sig, strittede jeg i mod, og rystede hånden og kroppen så meget som muligt, for at gøre det besværligt for ham.

Han lænede sig hurtigt ind over mig, og knurrede og viste tænder. Jeg blev så forskrækket at jeg kastede mig selv tilbage og lå helt stille. Hans ansigt kom tættere på, men så stoppede han, og rejste sig op. Efter jeg havde fået pusten igen, prøvede jeg at rejse mig, men jeg kom ikke langt før noget trak mig tilbage på madrassen igen. Han havde fået bundet mit håndled til en radiator, imens han truede mig, så jeg ville ligge stille. Jeg stønnede opgivende og satte mig til rette op ad radiatoren. Meget ubehageligt.

"Hvad skulle det til for?" Spurgte jeg roligt. Jeg var træt. Af ham, af processen, af dagen, af alt.

"Vi skulle nødigt have, at du fik nogle flugtideer imens jeg sov.  Vil helst ikke vågne op til smerte." Svarede han og greb tallerkenen på sengen. Kartoflen trillede lidt. Han så på mig "Ingen kartoffel? Er din udvikling SÅ slem?" Han smilede skævt. Jeg var irriteret over hans overlegenhed når jeg var bundet. Han vidste at han kun kunne være flabet når jeg ikke stod ansigt til ansigt med ham. Men han havde også ret. Udviklingen var slem. Jeg havde kun lyst til kødet, alt andet var som broccoli for et barn.

Dion gik ud med tallerkenen, og kom ind igen med en dyne og en pude.

"Det kan blive koldt om natten." Sagde han og kastede tingene til mig, hvorefter han lagde sig under dynen i sengen. Jeg skævede jaloux til ham, men han blinkede bare til mig og vendte ryggen mod mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...