Mix

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2018
  • Opdateret: 7 aug. 2018
  • Status: Igang
Nikita, 18 år, er blevet fanget i en lejer med ulve. Hun har mistet alt sin hukommelse fra hendes tidligere liv, og lever nu som en hybrid. Hver dag er der en chance for, at hun bliver slået ihjel eller torturreret, hvorfor? fordi hun med lidt hjælp og viden kan blive den stærkeste race der lever i denne fantasifyldte verden.

Ikke nok med at Nikita skal prøve at forholde sig selv i live, så finder hun også ud af hvor svært det egentlig er at stole på folk. Vil hun finde ud af sin fortid? eller vil hun dø i forsøget?

0Likes
0Kommentarer
107Visninger

2. 2

Uden for værelset havde alting sit præg. Det lignede en jægerhytte. Udstoppet kronhjorte og andre dyr hang på væggene med et godt stykke mellemrum. Huset var i træ, og for enden var der en pejs. Rummet jeg lige havde forladt var flot og blev holdt pænt. Jeg havde ikke mindre i tankerne om resten af huset.

Karla gik med hastige skridt foran mig. Jeg rettede på mine solbriller da en ældre pige kom gående forbi mig. Hun så kun kort på mig, lige for at registrere hvem jeg var, derefter fortsatte hun målrettet ind i et andet rum ved siden af mit tidligere værelse. Vi kom ud i noget som lignede en fælles stue. Til venstre for mig var der en terrassedør, og vinduer langs væggen. Til højre, stod to mænd. Den ene kendte jeg som Dion, og den anden var en ældre mand. Måske lige rundet de 50 stykker. Han havde gråt hår og skægstubbe. Hans øjne var mørke men jeg  kunne ikke se farven med mit nye syn. Han stod bag et langt træbord. De stod begge med hænderne foldet på ryggen, og var klar til at tage i mod os, som var vi VIP gæster.

Karla stillede sig ved siden af Dion. Jeg var i tvivl om, hvor jeg skulle stå, og hvad der foregik, men jeg valgte at blive stående overfor den fremmede mand.

"Hvad er dit navn søde?" spurgte han mig. Jeg tøvede lidt inden jeg fandt frem til en beslutning. Han kunne ikke skade mig ved, at kende mit navn.

"Nikita." sagde jeg og løftede hagen, for at vise dem min ubehagelige position. Noget sagde mig, at begge mænd kunne læse min kropsholdning let.

"Det er vigtigt at du ved hvorfor du er her." sagde han, og lagde vægten over på den anden fod. "Du er et eksperiment. Den absolut laveste i hierarkiet, når det kommer til denne lejr…" min overlæbe løftede sig helt af sig selv, og jeg bukkede hovedet lavere. Jeg vidste ikke hvorfor jeg reagerede så voldsomt, selvom, at jeg blev nedladt.

"Du er under udvikling, hvilket betyder at der vil ske ting med dig, som både kan forvolde dig smerte og følelsesmæssige svingninger…" jeg løftede hovedet undrende, og prøvede at finde hoved og hale i det han var i gang med at fortælle mig. "Det er yderst vigtigt, at du holder dig til Dion under hele processen. Der er folk som er uenige i det vi laver, og vil prøve at forhindre dette i at ske. Nikita… Forstår du, at der er folk som vil dræbe dig selv i vores lejr? Vi kan ikke altid holde styr på dem alle. Hvis du vil din egen sikkerhed, så gør du alt hvad Dion siger." han så strengt og alvorligt på mig. Jeg tog mig selv i at kigge hurtigt over på Dion. Han virkede til at holde godt øje med mig.

"Hvis du har yderligere spørgsmål, må jeg bede dig om at henvende dig til din beskytter." han rakte en hånd ud mod Dion, og samlede derefter hænderne på ryggen igen. Jeg svarede ikke. Jeg var kun i gang med at sluge alt den underlige viden jeg lige havde fået kastet i hovedet. Mr. Harrison smilede kort og forlod huset. Jeg havde på en måde lyst til, at løbe efter ham og få flere svar, men jeg vidste også, at jeg ikke ville nå særlig langt med Dion i samme rum.

Karla kom smilende hen til mig. "Hvis det er okay med dig, så vil jeg gerne stille dig nogle spørgsmål." hun førte mig ind i det samme rum som jeg vågnede op i. Det hele snurrede rundt i mit hoved, og jeg havde mest af alt bare lyst til at være alene. Måske sove.

"Hvordan har du det, Nikita?" jeg satte mig på sengen. Karla lukkede døren for næsen af Dion, og satte sig i stolen ved siden af mig.

"Jeg er træt og vred, Karla..." Jeg lavede en irriterende efterligning af hende når hun sagde mit navn i en sætning. Jeg kunne ikke lide det. Det lød som om hun satte sig selv højere end mig. Uhøfligt. Karla så uforstående på mig. "Jeg vil vide hvad der foregår. I detaljer. Jeg vil vide hvorfor ham manden sagde, at jeg vil blive tortureret indefra, og hvorfor folk vil dræbe mig. Jeg har ret til at vide hvorfor!" Jeg kunne mærke at jeg blev ophidset. Hurtigere end normal. Min krop dirrede næsten af raseri. Jeg havde lyst til at kaste med ting og skrige. Jeg måtte beherske mig, selvom at det var svært. Hvad skete der med mig?

"Det er helt normalt at du føler sådan, Niki..." Hun tøvede lidt efter hun næsten fik sagt mit navn. Hun fortsatte: "Jeg har behandlet mange som dig. Ikke præcis dig, men andre racer. Du er under udvikling til at blive en af de stærkeste racer der har levet. Det er det vi prøver på at lave. Nye racer. Eksperimentere med fremtiden."

"Du giver mig intet, Karla. Du giver mig gåder, og jeg magter det ikke lige nu. Fortæl mig hvad der sker med mig! Hvorfor mig?"

"Du er en stærk pige. Du har intet at miste, din familie er væk, du har ingen at omgåes med. Du er alene. Derfor dig. Du er også en Reader. Vi har ikke prøvet at eksperimentere på en Reader før. Mr Harrison valgte dig af en grund. Han tror du kan klare det."  Hun lagde en hånd på mit lår. En kærlig handling som fik mig til at slappe af, efter alt det hun lige havde sagt. Jeg kunne forstå, at jeg ikke havde noget at miste. De ville ikke vælge en med en familie. Dog havde jeg ikke meldt mig til dette. Jeg kunne slet ikke huske hvad der skete. Jeg kunne knap nok huske mit tidligere liv. Jeg havde ikke sagt ja til at være en omvandrende skydeskive. Folk vil prøve på at dræbe mig.

Jeg blev pludselig svimmel og havde den vildeste hovedpine. Karla så passivt til mens jeg kæmpede med mine indre smerter. Hun vidste hvad der ville ske. Det gjorde Harrison også. Alle vidste hvad der var ved at ske, undtagen jeg. Jeg blev pludselig rasende igen. De havde gjort dette ved mig? Jeg måtte nødt til at vide mere. Og jeg vidste præcis hvad jeg skulle for, at få mit ønske opfyldt.

Jeg sprang op af sengen, og lagde begge mine hænder på Karlas lår. Jeg nåede lige at se hendes skræmte udtryk i ansigtet, inden lyset dukkede op for mine øjne, og jeg trængte  ind i hendes sind.

Det hele gik hurtigt. Hun var alt for chokeret til at modstå mine kræfter. Jeg vidste ikke hvad hun følte eller gjorde, men jeg var sikker på, at hun skreg af smerte. Jeg kunne ikke gøre den ting jeg gjorde, uden folk kom noget til. Nogle gange ville det slå dem ud, og de ville besvime. Jeg prøvede at gøre det hurtigt. Dion kunne med garanti høre postyret i værelset, og var på vej ind for at stoppe mig. Hvis jeg ikke nåede at trække mig ud af hendes sind, inden kontakten blev afbrudt, kunne jeg forvolde mig selv kraftige skader, og måske endda døden.

Jeg koncentrerede mig om at finde noget i hendes sind som kunne hjælpe mig. Jeg ville have det til at gå hurtigt, så jeg måtte ikke grave for dybt ned.

Jeg dukkede op i et værelse. Mr Harrison stod overfor mig.

"Vær diskret når hun engang vågner igen. Det er ikke nemt for hende at skulle vænne sig til noget andet. Hun skal have tid til at tilpasse sig."

Jeg fik ikke noget ud af dét. Det var præcis det samme som Karla havde sagt til mig. Så hørte jeg stemmen fra hende jeg besatte.

"Hvad har du  tænkt dig at gøre ved hende?" Det var Karla som spurgte. Harrison smilede stille.

"Det skal du ikke tænke på, søde. Du skal bare holde dig til planen..."

Jeg skulle til at trække mig ud af hendes sind, men nåede ikke at blive færdig, inden jeg mærkede et hårdt slag mod min ryg, og lidt senere mit hoved. Jeg fik mit syn igen og stirrede op i loftet. Min brystkasse løftede sig fra jorden, da jeg hev efter vejret. Jeg var taknemmelig for, at jeg nåede at få mig selv forberedt på, at blive afbrudt. Jeg tog lidt tid om at få pusten igen. Dion rev mig op fra gulvet. Et fast greb om min overarm. Han knurrede af mig, og viste sine tænder. Hans hjørnetænder var lange og store. Jeg veg tilbage af frygt for ham. Jeg prøvede at rive mig væk fra ham, men han trak mig bare tættere på. Et utydeligt lille peb undslap mine læber. Han holdte min øjenkontakt, selvom han snakkede til Karla.

"Karla, er du okay?" Karla snøftede og tørrede hendes øjne. Hun havde grædt. Jeg havde måske en smugle medlidenhed med hende. Dog ville de ikke fortælle mig noget nyttigt. Det var hendes egen skyld. Jeg havde dog håbet, at jeg kunne finde noget jeg kunne bruge, så hendes smerter ikke var forgæves.

Dion havde stadig et fast og hårdt greb om min arm. Han så hen mod Karla, og spurgte hvad der skete. Karla så dunkelt på mig. "Hun læste mig..." Svarede hun kort. Jeg knurrede lidt af hende, men som respons fik jeg en dybere knurren af Dion. 

"Hvad fandt hun ud af?" Spurgte han overrasket, inden han fandt ud af, at Karla ikke vidste hvad jeg havde ledt efter inde i hendes hoved. "Hvad fandt du ud af!" Han ruskede lidt i mig. Jeg så vredt på ham. Havde ikke lyst til at svare. Jeg fik ikke rigtig noget ud af min rejse ind i Karlas sind.

"Jeg fandt intet nyttigt... Desværre" Dion knurrede atter af mig, og gentog sit spørgsmål.

"Intet andet end hvad Karla allerede havde fortalt. Noget med, at hun skulle holde sig til en plan. Hvilken plan?" Jeg brød øjenkontakten med Dion, og så hen på Karla. Forhåbentlig kunne jeg finde nogle tegn, men Karla så bare ned i jorden og gned sig op ad armen. Jeg fnøs kort.

"I siger at folk vil dræbe mig. Hvorfor?" Dion tøvede ikke med at sige det.

"Fordi du er et våben. Du er stærkere end dem. De er bange for dig, og vil ikke have, at væsner som dig går rundt på jorden."

"Det burde de heller ikke!"

"Det er for sent nu. Enten finder du dig i det du er ved at blive, eller også dør du. Jeg er her for at holde dig i live, men hvis du ikke selv er villig til at fuldføre dette liv, kan jeg ikke hjælpe dig." Jeg så på Dion. Jeg vidste ikke hvilke følelser der blandede sig i min krop, men Dion sagde noget på 1 minut, som Karla ikke havde fortalt mig på godt en time sammenlagt.

"Hvad er klokken?" Spurgte jeg. Dion så undrende på mig. Han så først på Karla og senere hen på mig. Jeg hævede øjenbrynene, og fik ham til at se på sit ur.

"Cirka 16.30?" 

Jeg nikkede stille, og så på Dion. Han var uvidende om, hvad der ville ske. Det blev en fordel. Jeg skubbede ham på brystet, og fik dermed lavet lidt plads mellem os. Derefter lagde jeg mine hænder på hver side af hans ansigt, og skulle til at trænge mig ind. Inden jeg fik nået at gøre det, advarede jeg Karla. 

"Hvis du gør noget, dør han." 

Han begyndte at grynte og faldt på knæ foran mig. Jeg trængte mig længere ind i hans sjæl. Jeg kunne ikke lade være med, at være lidt nysgerrig på, hvad jeg kunne finde. 

Men dét var ikke en del af min plan...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...