Mix

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2018
  • Opdateret: 7 aug. 2018
  • Status: Igang
Nikita, 18 år, er blevet fanget i en lejer med ulve. Hun har mistet alt sin hukommelse fra hendes tidligere liv, og lever nu som en hybrid. Hver dag er der en chance for, at hun bliver slået ihjel eller torturreret, hvorfor? fordi hun med lidt hjælp og viden kan blive den stærkeste race der lever i denne fantasifyldte verden.

Ikke nok med at Nikita skal prøve at forholde sig selv i live, så finder hun også ud af hvor svært det egentlig er at stole på folk. Vil hun finde ud af sin fortid? eller vil hun dø i forsøget?

0Likes
0Kommentarer
102Visninger

1. 1

Jeg følte, at jeg var vågen, men alt var sort. Jeg prøvede at tvinge mit syn tilbage, men det virkede ikke. Jeg kunne ikke se noget. Til gengæld kunne jeg høre noget. En skriblende lyd, som en blyant mod papir. Nogen skrev på en blok ved siden af mig. Det min krop hvilede på, var blødt og behageligt. Det var først der jeg lod mærke til, at jeg sikkert lå i en seng. Min krop blev urolig, og jeg viftede med mine hænder for at finde ud af, hvor jeg var, og hvad der var i mine omgivelser. Jeg fik fat om en hård plade over mit hoved. En sengegavl. Hvilket gav mig et hint til, at det var en pænere seng. Nydeligt.

Jeg satte mig op. Ingen havde bundet mig. Jeg kunne frit bevæge mig. Og dog. Nogle skubbede mig forsigtigt tilbage i sengen, og prøvede på, at berolige mig. Stemmen sagde, at der ikke skete mig noget, og at alting nok skulle gå. Stemmen tilhørte en kvinde. Jeg måtte indrømme at det virkede lidt. Jeg strittede ikke imod, og blev liggende.

"Hvor er jeg?" spurgte jeg roligt. Jeg ville ikke hidse mig selv op, og måske starte unødvendige problemer for mig selv.

"Du ved ikke hvem jeg er, men tro mig, dette er det bedste for dig lige nu." Svarede kvinden fredfyldt. Jeg ville gerne have haft et bredere svar, men det måtte vente.

"Hvad laver du?" spurgte jeg interesseret, da jeg atter hørte blyanten blive trykket mod blokken.

"Kan du høre det?" spurgte hun, hvad lød på hendes stemme, rystet. Jeg drejede mit hoved mod hende, men jeg kunne stadig ikke se noget. Jeg førte mine hænder op til mit hoved for at mærke efter hvad der var sket med mit syn. Jeg kunne lige nå at mærke noget stof og hvad føltes som noget vat, inden kvinden tog mine hænder i hendes. De var bløde og kølige.

"Du vil snart have dit syn igen. Det er det første som bliver ændret i din proces" det gav et lille spjæt i mig.

"Hvilken proces?" spurgte jeg uroligt. En dør blev åbnet. Jeg satte mig op i sengen, og rettede mit hoved efter lyden. Kvinden måtte også have lagt alt hendes opmærksomhed på den uventet gæst, da hun ikke bekymrede sig om min stilling.

"Harrison vil se dig." lød en mands stemme. 

"Nu?" der gik lidt tid inden hun begyndte at rode med nogle ting. "bliv her." sagde hun irriteret. Jeg vidste ikke om det var ment til mig eller fyren. Med hastige skridt forlod hun rummet.

Et par tunge fodtrin kom tættere på mig. Jeg sank en klump som havde siddet i min hals gennem hele samtalen. Jeg kunne ikke lade være med at fantasere om, hvad han ville gøre. Kunne det være en fælde? Ville han dræbe mig? Eller ville han faktisk passe på mig?

Jeg prøvede ikke at flytte mit ansigt til hans bevægelser. I stedet brugt jeg alt min koncentration til at høre og føle mig frem til, hvor han var, og hvad hans næste træk ville være. Jeg skulle anstrenge mig lidt for at høre hvor han var, men så snart jeg havde vænnet mig til det, var det som om det lå i min natur.

Jeg fik et lille chok da sløret, som dækkede mine øjne, blev løftet i den ene side. Mit øje reagerede naturligt på det pludselige lys som sneg sig ind, ved at klemme sig lidt sammen. Jeg prøvede at se på ham, men jeg kunne ikke se helt tydeligt endnu. Det hele var slørret.

"Du ligner jo en som aldrig har set sollys?" fnøs han. Han slap bandagen så den slog ned over mit øje igen. Jeg veg lidt tilbage ved den ubarmhjertige handling. Uden tøven rejste jeg mig fra sengen, og hæv stoffet af. En handling jeg fortrød i samme øjeblik jeg var færdig.

"Arh…" peb jeg. Mine ben kollapsede under mig og jeg faldt til jorden. Jeg kunne hverken gå eller se. Mine øjne kæmpede mod lyset, og selvom jeg prøvede at vænne mig til det, blev det kun værre. Mine øjne begyndte at blive fugtige, hvilket gjorde det endnu sværere for mig at holde dem åbne. Jeg holdte mine hænder foran mine øjne for at lukke af for lyset. En hård pusten slap ud gennem mine læber, som jeg havde gemt på i lang tid.  Han tog mig under armen, og kastede mig tilbage i sengen. Ikke som var jeg lavet af glas, men snarere som sten. Jeg fik heldigvis holdt mig på røven, så jeg ikke faldt helt tilbage. Jeg skulle lige til at svine ham til, da der blev sat noget på mine øre og fik støtte af min næseryg. Da jeg forsigtigt følte mig frem med mine fingre fandt jeg ud af, at det var en slags briller. Jeg prøvede igen at åbne øjnene og med lidt mere held denne gang. Solbriller.

Jeg så op på fyren foran mig. Han stod med sine enorme arme over kors, og gloede på mig. Hans ansigtstræk var stærke, men det var ikke fordi han var pæn. Hans krop på den anden side. Jeg gav ham et hurtigt blik ned ad kroppen. Ordet Stor var det som poppede frem i hjernen. Jeg var sikker på, at jeg lavede en grimasse for han gjorde et skævt smil, og løftede hånden som en venlig hilsen.

"Velkommen til verdenen." sagde han med en rungende stemme. Jeg vidste ikke hvorfor jeg var så forgabt i hans størrelse og stemme, men det var jeg pludselig.

Døren blev åbnet igen, og jeg fik endelig et ansigt på kvindens, eller pigens, stemme.

Jeg var sikker på, at hun i hvert fald var yngre end jeg.

"Dion!" vrissede hun og løb hen til mig. Hun smed en skuldertaske hen i hjørnet og satte sig på hug foran mig. Jeg så forvirret på hende. Mit syn havde vænnet sig til lyset gennem brillerne. Jeg følte at jeg så normalt igen. Pigen smilede og så mig dybt i øjnene.

"Du må fortælle mig alt, Dion, hvordan reagerede hun? hun klarede det første trin. Fortæl mig, virkede hun påvirket? Hvad gjorde du?" hun var helt oppe at køre, og kravlede hen over gulvet til sin taske, hvorefter hun hev sin blok og kuglepind frem.

Fyren så bare ubetydeligt på hende.

"Karla, det er derfor ingen vil ses omkring dig. Du er et underligt pigebarn." Han skulle til at gå ud af døren men stoppede da han hørte mig fnise tørt.

"Karla? Hvor gammel er du overhovedet?" sagde han hånende til pigen. Han kunne lide at sætte hende på plads. Man kunne se en tydelig morskab i hans ansigt. Pigen så ned i gulvet. Hun virkede nedgjort. Hun mumlede tallet 15. det var ikke galt, hun virkede til at være hjernen bag det hele. Jeg var kun 3 år ældre. Jeg havde lyst til, at holde hånden over Karla. Hun havde taget godt i mod mig, i modsætning til fyren. Jeg så op på fyren hvis navn var Dion. "Laver du sjov med en pige som tydeligvis er bedrevidende og yngre end dig?" Jeg viftede med hånden som var det noget der bare røg ud at munden på mig, men sandheden var, at jeg havde ventet på en mulighed for at svare ham igen. Han knurrede ad mig. Jeg så undrende på ham. Han knurrede ad mig. Jeg prøvede at efterligne det, men det virkede ikke så godt, da jeg ikke havde hans dybe stemmebånd. Alligevel så det ud til, at have fornærmet ham.

Han kom hen til mig og satte hænderne på sengen ved siden af mine lår. Tæt var det eneste som jeg kunne tænke. Jeg smilede skævt til ham.

"Hmm..." han brummede og gav mig elevatorblikket. "Du er ny her, så pas på med hvilke fjender du laver fra starten af." Han lagde en finger på kanten af mine solbriller, og rykkede dem lidt ned. Jeg knep øjnene lidt sammen, men prøvede at holde hans blik. Jeg valgte at forholde mig tavs. Jeg havde ikke regnet med et comeback.

"Dion. Det må være midlet vi har brugt, det er stadig i hendes system. Lad hende hvile det ud, og hun vil være mindre respektløs i morgen." Det var pigen, Karla. Efter ordet respektløs rettede hun hovedet mod mig og så frustreret ud. Hvis det var den behandling jeg fik efter at have prøvet på at hjælpe hende, så tager jeg det i mig igen. Jeg sagde stadig ikke en lyd, og holdte kontakten mellem Dion og jeg, selvom det glædede mig, at se ham spille med musklerne og ikke hjernen.

"Fix hende. Mød Harrison og jeg om 15 minutter." beordrede han, og gik. Jeg tog mig selv i at løfte min overlæbe og vise, hvad jeg selv ville have troet, en hjørnetand. Det kom bare naturligt at snerre ad ham.

"Hey!" Karla knipsede foran mit ansigt for at trække min opmærksomhed over på hende. Jeg smilede.

"Hvem er han?" 

"Han er din bodyguard, så du må hellere til at respektere ham noget mere. Vi to vil altid være under folk som ham, og der er intet vi kan gøre ved det. Accepter din position og kom videre i livet."

Jeg tænkte lidt over det han sagde. Hun prøvede sikkert bare at beskytte mig mod Dion for lidt tid siden.

"Jeg vil skam gerne respektere ham, men efter min håndbog, må man gøre sig fortjent til det." Jeg rejste mig fra sengen. Efter jeg havde tænkt lidt over hendes svar, kom jeg frem til endnu et spørgsmål: "Hvad mener du med bodyguard? Hvad er alt dette?"

"Du er en slags forsøgskanin. Ikke ligefrem dem jeg foretrækker, men de kunne heller ikke fuldføre processen. Måske det går bedre med dig." Jeg lagde armene over kors og så skarpt på hende. Forsøgskanin? Det var som om hun havde læst mine tanker og fortsatte med at forklare: "Du er en Reader, og det vi tester er såkaldte Hybrids. nogle som er en blanding af to forskellige racer. En Reader og en ulv."

"Ulv? Forsøgskanin?" jeg gik hen til hende. Det var som om hun krympede jo tættere jeg kom på hende. Jeg kunne bogstaveligtalt se ned på hende. Jeg havde lyst til at røre ved hende, og skabe kontakt til hendes sjæl. Vride alt den viden ud af hende som jeg kunne, men jeg ville skade hende, og det var ikke det jeg sigtede efter.

"Og hvad hvis dette mislykkedes?"

Hun stammede og prøvede at forklare sig i et sært sprog, som var alt for klogt til, at jeg kunne forstå det. Hun så på sit ur, og spærrede øjnene op.

"Gud, vi må af sted!" gispede hun. Jeg satte en hånd mod væggen lige foran hendes bryst.

"Skal jeg vride sandheden ud af dig?" truede jeg hende.

"Øh... Heh... Nej. Altså, Harrison kan forklare, men så må vi nødt til at gå nu." Jeg løftede hagen lidt. Skannede hende for løgne. Efter lidt tid valgte jeg at give hende en chance, og lod hende løbe hen til sin taske og ud af døren. Jeg fulgte stille med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...