Emir rejser til Amerika

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2018
  • Opdateret: 24 jul. 2018
  • Status: Igang
Emir er på en personlig rejse hvor han oplever kriser, kærlighed og forfølger sine drømme. Hans trofaste ven Valdemar hjælper Emir og hans mormor kan han kontakte gennem sit hjerte. Han tager store beslutninger og forfølger sin store drøm. Historien er fyldt med magi og sansning samtidig med at mange følelser kommer i spil som læseren kan spejle sig i.

0Likes
0Kommentarer
44Visninger
AA

3. Spirituel rejse

Emir var alene hjemme og det var onsdag morgen. Mor og far var gået på arbejde og hunden Valdemar lå på hans mave og snorkede.

”Hvor er han bare tung og varm tænker Emir”. Smilede lidt i sit stille sind. Tiden stod pludselig stille og han kunne mærke hans hjerte begynder at banke hurtigt.

 

”Hvad var det for en drøm jeg havde i nat”? Kunne intet huske men var både glad og ked af det.

”Kan man både være glad og ked af det på samme tid”? tænkte Emir.

Rystede på hovedet og sprang ud af sengen.

Valdemar vågnede med et chok og væltede om i puderne.

Emir grinede og sagde ” Nå da fik jeg dig sovetryne ”

Valdemar missede med øjnene og gabte meget dybt.

De løb begge ud på det bløde græs rundt om æbletræet og legede med boldt.

 

Emir gik ind og lavede kaffe som han har lært af naboen. Hver gang han havde slået græsset for naboen insisterer den gamle mand på at de skulle drikke kaffe sammen. I starten kunne Emir ikke lide smagen men nu var det dejligt.

 

”Hvad var det for en drøm jeg havde i nat”?

”Kan en drøm påvirke mig og ændre min opfattelse af hvad meningen er med livet?

Emir havde så mange spørgsmål og de stod som en boble omkring hans hoved.

 

Han satte sig med kaffen og begyndte at tegne en cirkel på et stykke papir.

”Okay så har vi midten som er min drøm”

” Om cirklen vil jeg skrive stikord fra min drøm ”tænkte Emir

 

Han gik hurtigt i stå og besluttede at gå en tur for at få styr på alle de følelser. Det plejer at virke for ham.

Det lærte han af sin farmor som vandrede i bjergene.

”Gå og du vil få kontakt til dit sind og finde svar” havde hun altid sagt.

 

Emir kom hurtigt i tøjet og gik ud af døren.

Emir valgte at gå i Fruens Plantage ved Næstved. Det var et sted han tit gik når tankerne lige skulle på plads.

For at komme ind i skoven skulle han vandre i et område med mange bakker.

For enden af bakkerne var der en låge ind til Plantagen der holdt de vilde får indhegnet.

Da han nærmede sig lågen fik han et stik i hjertet og måtte stoppe op.

”Hvad sker der med mig” tænkte han

Et lysglimt kom til ham hvor han fik duften af lavendel. På himlen hørte han lyden af fugle som hurtigt forsvandt.

Igen kom smerten og han så mormor vinke farvel.

 

Emir forstod igenting og rystede på hovedet da han gik videre ind i skoven.

Jo længere han gik ind i skoven jo mere sansede han træernes energi og lyset på bladende kæmpede om plads til at fortælle deres livshistorie.

Han grinede for sig selv.

”Hvordan kan jeg opleve alt det”?

”Nej nu er jeg da ved at blive rablende skør”.

Valdemar var ikke med i dag da han ikke gad og hellere ville sove.

 

Emir tænkte på Valdemar og hvor nemt det måtte være at være hund.

Spise, hygge, lege og sove ja hund skulle man være i næste liv.

Emir kom til udgangen af skoven og standsede op et øjeblik.

Han besluttede sig for at gå videre ud til vandet, hvor han kunne sanse endnu mere den kraft naturen har og havets brus med altid forandring.

 

Det var blæsevejr og der var mange bølge. Han kunne høre bølgerne og oplevede den meditative effekt de havde på hans sind i dag.

Pludselig blev han grebet af en tristhed og tårerne piblede frem i hans øjne. Han så for sig at Valdemar blev fanget og kørt væk.

Angsten og ensomheden fik sit greb i hans krop og han måtte sætte sig på en stor sten. Emir gav slip og brød ud i gråd.

Smerten blev så stor at han begyndte at hyperventilerer og udløste et astmaanfald.

 

Hans Ventoline Astmamedicin havde han altid i lommen og fik hurtigt taget 10 indåndingen. De hjalp på vejrtrækningen og Emir blev mere rolig.

 

Han fik pludselig et glimt af den gamle dame som var blevet væk under bussen lige før Valdemar var blevet fanget.

”Var det mig som skubbede hende under bussen eller var det et uheld”?

Emir blev i tvivl om han havde ondskab i sig.

Jing og jang. Ligevægt mellem maskulint og feminint energier var vigtige.

Men ligfrem at skubbe en gammel dame ej det havde han ikke gjort.

 

Emir rejste sig og gik langs med vandet i et par timer. Tiden eksisterede ikke og han gik og kastede sten i vandet.

Emir var ekspert i at lukke alle følelser ude og forsvinde ind i et rum, hvor han ingenting følte.

Det lærte han som ganske lille, kun 5 år, i deres by Shanghai når der faldt bomber.

Var det blevet hans styre for at kunne overleve og en gave for livet han kunne bruge når livet blev for svært.

Stranden stoppede ved en havn og han fortsatte op i byen Præstø. Det var en lille by hvor der tit kom mange turister. Der var mange aktiviteter i havnen hele sommeren.

Da han kommer på til bådene hørte han lyden af to mennesker som skændes højlydt.

Emir gik forsigtigt mod lyden og kunne se at det var et ægtepar der stod ved en båd og de havde en lille baby som faderen holdte i sine arme.

 

Han kunne høre de talte om hvem der skalle have denne baby og ingen ønskede at passe den.

Barnet græd kraftigt og de begyndte at kaste barnet fra den ene til den anden.

Barnet græd endnu højere og pludselig mistede moderen grebet om barnet og det faldt i vandet.

Moderen skreg og faderen begyndte at slå hende.

Der blev helt stille i hele havnen og alle stoppede op, ja hele verden gik i stå.

 

Emir blev kastet tilbage til den dag, hvor hans onkel blev skudt og han sad lige ved siden af. Kunne se hans onkels øjne forandre sig og pupillerne udvide sig.

Han var død og Emir kastede sig over ham for at vække ham.

 

Smerten var så kendt og nu dukkede den op igen.

 

Emir løb mod båden hvor forældrene til barnet stadig stod og slog hinanden i gråd.

Emir sprang i vandet hvor han mente barnet var forsvundet ned i dybet.

 

Under vandet var der helt stille og alt blev til roligt. Han åbnede sine øjne og kunne se en lille kjole langt nede der bevægede sig.

Emir dykkede dybere ned og fik fat i den lille pige men hendes lange hår havde virvlet sig ind i nogle sten og grene som lå på bunden af havnen.

 

Emir fik hende fri og tog hende ind til sig. Hun var død og han ruskede hende.

Kiggede på hende et øjeblik, hvor hun åbnede øjnene og smilte til ham.

 

Hendes smil sendte beskeder til ham om at han opgave her i livet er at rede andre mennesker.

Den lille pige lukkede øjnene igen og blev slap. Hurtigt fik han hende op til overfladen og der stod ambulancefolk parat til at modtage den lille pige.

 

De tog hende op og begyndte at genoplive hende. Hendes forældre stod forstenet og kiggede på mens de arbejde med hende.

Den lille pige var død ved drukning.

 

Emir gik baglæns og fik sat sig på en sten lidt væk. Han var rystet af oplevelsen og begyndte at kaste op. Livredderen kom hen til ham og spurgte om han ville med på sygehuset og lige blive undersøgt.

Men Emir takkede nej og begyndte at gå og gå.

Han gik uden selv at bestemme op til kirken som lå højt i Præstø med den smukkeste udsigt.

Der sad han længe og kiggede på Jesus til det blev mørkt. Da solen var ved at gå ned tog han en meget stor beslutning om, at han ville være Indians medicinmand.

Han ville hjælpe alle mennesker og dette måtte være det han skulle i dette liv.

Det var det den lille pige havde sagt til ham!

 

Da han endelig kom hjem var mor og far meget bekymret og glad for at se ham igen.

Han fortalte aldrig nogen om denne dag kun til Valdemar som lå og ventede på hans seng.

Emir lukkede døren til hans værelse og fortalte Valdemar om han oplevelse.

Det hjalp altid at tale med Valdemar og han dømte ham aldrig.

Medicinmand!

 

”Valdemar os to for altid og så mormor”

”Vi skal til Amerika og møde indianere for jeg skal i lære som medicinmand”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...