Ingen skov uden træer

Milana er handelsrejsende, sammen med sine forældre, nede fra den sydlige del af verden. De sælger hist og pist, køber lidt her og der, og lever i en hestevogn, på vejen. Da de hører om en stor chance for at sælge, vil de ikke lade den smutte! Men kan de blive nødt til at tage den farlige vej.

//vandt 3. pladsen i Movellas talent konkurrencen 2018
Klik gerne på coveret, da Movellas ikke viser hele coveret.

6Likes
9Kommentarer
482Visninger

Author's note

Giv gerne ris og ros!
AA

2. Kapitel 2

Det tog dem faktisk kun tre en halv dag, at komme frem, ikke de fem hendes far havde påstået. De kørte ind gennem porten og brostenene fik vognen til at bumpe. Milana prøvede at holde sig fast og så ud på det travle byliv. Hun mærkede noget falde ud af lommen og samlede det op. Det var krystallen og pludselig blev hun hevet ud af sin rejsesløvhed. Så snart vognen stoppede, sprang hun ned fra den, tog krystallen frem og spænede afsted. Hvis hendes forældre var kommet, burde de allerede være på markedspladsen. Hun gik hele vejen ned af markedspladsen, med krystallen foran sig i strakt arm, men den lyste ikke. For en sikkerheds skyld gik hun også tilbage igen. Men den lyste ikke. Hun så sig omkring og fik øje på Madammen, en anden handelskvinde, der solgte tøj. Alle kaldte hende Madammen, for ingen vidste hvad hendes rigtige navn var. De havde tit købt tøj hos hende og Milana løb derhen.

    “Madam! Har de set min mor? Eller min far?” spurgte hun og knugede krystallen ind til brystet. Den store dame med det vilde hår, så på hende med medlidenhed i øjnene og rystede langsomt på hovedet.

Efter fem gange gåen frem og tilbage, prøvede hun de mindre gader, uden resultat og gik til sidst tilbage til familien Uk’las. Ulste rynkede panden da hun kom og gik hende i møde.

“Hvad er der galt?” spurgte han og lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder, som om han var bange for at hun slog ham. Det ville hun nok også have gjort, hvis det ikke havde været fordi hendes forældre var væk.

Hun mærkede en klump i halsen og mens hun stirrede ned i jorden, der langsomt blev mere sløret, fortalte hun om sine forældre. Inden hun selv opdagede det, tørrede han en tåre af hendes kind og hun så op på ham. Hans blege hånd gik i kontrast med hendes hud og hans hår var rodet og lyst. Aldrig havde hun set noget mere blåt end hans øjne. De sad i stilhed og så hinanden i øjnene. Hun så medfølelsen, den blide bekymring og langsomt forduftede hendes foragt for ham. Han smilte et lille, skævt, nervøst smil.

“Er du sikker på, at de ikke kan klare sig selv?” spurgte han forsigtigt, men et enkelt vredt blik fra Milana fik ham til at klappe i. Men så sukkede hun.

“Jeg ved det godt. Det virker som om der er noget galt. Når jeg rører krystallen klør og stikker det. Jeg tror der er noget alvorligt galt.” sagde hun og Ulste sendte hende et blik, der var en blanding af bekymring og medfølelse. Så nikkede han for sig selv.

“Jeg skal nok hjælpe dig.” De gennemsøgte hele byen, men krystallen lyste ikke og hendes forældre var ikke at se nogen steder. De gik til portvagterne og spurgte om de havde set en mørklødet kvinde med blå øjne og sort hår, sammen med en mand med briller, brunt hår og brune øjne, men ingen havde set dem. De spurgte endda nogle af de andre vagter, der kunne have været på vagt, men ingen havde set sådan et par. De gik slukørede tilbage, imens månen lyste over dem. Og det var der, Milana delte sin mistanke, hun havde fået tidligere.

“Hør, Ulste?”

“Hm?”

“Hvis vi har gået hele byen igennem, er der så ikke et sidste sted de kunne være?”

“Hvad mener du?”

“Altså, ikke engang portvagterne har set dem. Det betyder at de nok aldrig er kommet. Og det vil så sige at de stadig er i...” sagde Milana og Ulste stoppede op. Han stirrede på hende.

“Nej Milana, nej. Bare...nej. De har det sikkert fint, tror du ikke? Har du ikke set din far mod de der bøller nede på kajen? Jeg er blevet reddet af ham flere gange, faktisk…” Milana lod Ulste plapre løs, mens tankerne raserede hendes hjerne.

De sov. Eller, alle de andre end Milana. Hun pakkede en taske og svang benene ud over vognen. Så sneg hun sig stille afsted, nede på brostenene. Der lød et pludseligt bump bag hende og hun vendte sig om. Dér stod Ulste, der så endnu blegere ud i månelyset, med sammenbidte tænder og knugede hænder.

“Hvis du skal ind i den skov, så tag dog mig med.” hvæsede han og gik med store skridt forbi hende. Hun så kort efter ham og løb så op på siden af ham.

“Hvad laver du? Nu skal du pludselig spille helt?” hvæsede hun tilbage og spærrede øjnene  op, overrasket over sig selv. Hvorfor irriterede det hende?

“Du får dig bare selv dræbt. Jeg lovede din far at passe på dig.”

Nu forstod hun hvorfor det irriterede hende. Han så hende kun som et lille barn! Hun bed sig i kinden og sendte det vredeste blik hun kunne mønstre, op mod ham. Uheldigvis(for ham) så han ned på hende og rykkede uvilkårligt nogle skridt væk fra hende. Hun modstod lysten til at træde ham godt over tæerne, fordi ellers ville hun være det samme lille barn, han mente hun var. De gik i stilhed et stykke tid, da hun begyndte at mumle sammenbidt for sig selv. Skoven kom tættere på hele tiden, så hun blev på samme tid irriteret over at hun ikke kunne få lov til at vise at hun godt kunne alene, og lettet over at hun ikke skulle være alene i Skoven. Ulste lyttede med til hendes vrede mumlen, uden hun lagde mærke til det.

“Jeg…” begyndte Ulste og da hans stemme knækkede, rømmede han sig, og prøvede igen: “Jeg ved godt du sagtens kunne klare det alene. Men jeg kan ikke lide tanken om det. Så, ørhm,” Han kløede sig i baghovedet og Milana stirrede på ham.

“Faktisk sagde din far ikke noget om, øhm…” han lod sætningen hænge i luften og så forsigtigt mod Milana. Hun vendte blikket mod jorden foran sig igen.

“Du ved, jeg ville sagtens kunne klare det alene. Men jeg kan ikke have det på min samvittighed, at du sidder tilbage og bliver så bekymret, at du kaster op.” sagde hun og Ulste smilede, “Så du har lov komme med.” Hun smilede til ham, men det blev til en sur grimasse, da han sagde at man ikke kunne kaste op af bekymring og hun svarede at selvfølgelig kunne man det. Ulste sagde at han havde husket et kompas og viste det for Milana. Han sagde, at så kunne de i hvertfald komme ud af Skoven igen. De fortsatte deres smådrillerier, da Milanas fod pludselig stødte på en rod.

Skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...