Giv Slip På Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2018
  • Opdateret: 19 jul. 2018
  • Status: Igang
“Giv slip på mig” er en fortælling om to piger Emma og Abbey, og om hvordan de sammen hjælper hinanden med at “give slip”.

Emma har det godt og nyder sit liv, men da hun en dag får af vide, at hendes søster skal i fængsel i mange år, ændres det og hun bliver depressiv.

Abbey har været forelsket i Emma i mange år, men ved godt, at Emma aldrig ville kunne føle det samme.
Abbey har en bror som skinner af livsglæde og lykke, selvom han er syg.

0Likes
0Kommentarer
395Visninger

3. 3

Abbey

Jeg besøgte min bror på hospitalet.

Han var mindre bleg og snakkede klarere. Han havde også mere energi.

Jeg kunne godt se, hvad sygeplejerskerne havde ment, når de sagde, at han var blevet bedre og han snart måtte komme hjem igen.

Det havde været en lang proces for ham at blive rask, så jeg tror efterhånden, at jeg havde vænnet mig til tanken om hans sygdom.

Selvom man aldrig helt blev vant til den, må jeg sige, at jeg var meget tæt på.

Så jeg var ikke sønderknust eller noget i lang tid, men Gud hvor var det en lettelse at få af vide, at han så snart måtte komme hjem igen.

Jeg gik hen til ham og kiggede ind i de mandelformede brune øjne og smilede.

“Hva’ ser jeg godt ud søs?” spurgte han.

Jeg kørte min hånd gennem det ikke-længere-eksisterende hår og sagde:

“Ja. Dit lange, flotte, krøllede hår mangler bare lige at vokse ud igen, og så er du så god som ny.”

Han fnyste: “Synes du ik’ om mit nye hår? Jeg tror ellers, jeg beholder det sådan”.

Han virkede glad, som han sagde dette, men jeg vidste, at han savnede sit gamle hår. Rigtig meget. Han havde altid været så glad for det.

Men jeg tror, alligevel ikke så meget, at det var det.

Nu hvor han så så rask ud, var det eneste tegn på hans sygdom det korte, tynde hår.

Han vil blive mindet om den, hver gang han ser sig selv. Jeg tror først, at han føler, han virkelig er kommet sig over sygdommen, når det er groet ud igen.

“Du ved godt, dit hår er et tegn på, alt hvad du har overlevet. Det er et tegn på, hvor sej du er. Noah; jeg synes virkelig, du er sej”.

Han grinede og kiggede væk. Jeg vidste, at det var for at skjule sine tårer. Selvom han ikke var glad for at vise det, rørte mine ord ham dybt. De har boret sig dybt ind i ham og vil aldrig komme ud. Altid vil de sidde der, inde i hans hjerte, det vidste jeg.

“Du Noah?”

“Ja?”

“Har du nogensinde… kysset en dreng?”

Jeg forventede, at han kiggede væk, ligesom han altid plejede, når man snakkede om andet end oplagte ting som skole eller fritidsaktiviteter, men det gjorde han ikke.

“Nej. Jeg…”

Jeg vidste, hvad han ville sige: Jeg har været syg, siden 7. klasse, så hvornår skulle jeg have gjort det?

Men Noah rystede bare på hovedet, som om resten var ligegyldigt.

“Hvorfor Alice?”

“Lover du ikke at sige det her til nogen?”

Noah nikkede.

Jeg spurgte ham ikke yderligere om: er du sikker, eller andet.

For jeg vidste, at han aldrig ville sige sådan noget videre.

Han ville aldrig udnytte mine svagheder og ømme punkter. Efter hans sygdom har han selv vist rigtig mange af sine egne ømme sider, og han kan derfor sagtens forestille sig, hvor forfærdeligt det ville være, hvis jeg nogensinde fortalte noget af det videre.

“Jeg tror… jeg tror, at jeg er forelsket i Emma”.

Jeg kunne se, han spilede sine øjne op, men prøvede at skjule det. Han ville for alt i verden ikke dømme mig.

“Hvilken Emma?” spurgte han.

“Emma Wilson”.

Vores snak fortsatte ligeså roligt.

Jeg kiggede over på ham nogen gange og blev mindet om, hvor meget bedre vores forhold var blevet, siden Noah var blevet syg.

Jeg havde lært at skønne på ham. Jeg havde lært at skønne på, at han var her. At han var her i verdenen.

Jeg tror også, at Noahs sygdom har forandret ham. Eller jeg ved, at den har forandret ham. Ligesom jeg har lært at skønne på, at han er her i verdenen, har han også selv lært at skønne på det. Jeg kan se det på ham. Jeg var ellers så bange for, at han ville begynde at hade sit liv, at alt bare handlede om hospital-besøg og undersøgelser, og at han havde misset de år af det, men det stik-modsatte skete.

Emma

Nogle gange overvejede Emma, hvor alt denne Tristhed, hun følte, kom fra.

Også selvom hun ikke var særlig troende, syntes hun, at dette var en fin tanke, hun efterhånden var kommet på:

At tristheden havde siddet inde i æblerne på kundskabens træ. For det var også på en måde kundskab at føle.

Hun forstod ikke, hvorfor folk blev ved med at sige, at det var “djævelen” eller noget, som havde lokket Eva til at tage en bid.

At tage den bid, ville være det bedste et menneske nogensinde havde gjort, hvis man selvfølgelig tror på det.

Og man kan da ikke sige, at man er i paradis, hvis man ikke kan føle alligevel og går rundt og er uviden.

Emma havde den teori, at der var 4 grund-følelser, ligesom der er grundstoffer.

Glæde, vrede, sørgmodighed og kærlighed. Kærlighed var nok den største, mente Emma, for den kunne få hende til at føle alle følelser.

Også var hun sikker på, at det er en følelse, for hun havde selv følt den, mange gange.

Da Eva tog en bid af æblet, kom alle disse følelser ind i hende.

Hun må have følt tusindevis af ting på samme tid. Mere end Emma overhovedet kunne forestille sig.

Følelserne snoede sig om Evas hjerne og hjerte, og satte sig så til ro, indtil hun tog dem i brug. Fx Tristheden.

Så kastede hun den ud af munden og blottede denne tristhed for omverdenen. Gad vide, om det må have været svært for hende at få styr på den igen, at få styr på alle sine følelser igen, efter at have lukket dem ud. At få dem gemt inde i sig igen.

Eller også kom følelserne bare helt naturligt til og fra Eva.

Men det troede Emma nu ikke. Følelser var helt sikkert noget, man skulle øve sig i og holde styr på.

Og det ville hun gerne selv være lidt bedre til.

Men følelser er ikke bare noget, der skal tæmmes, skal man også lige huske.

Alligevel kan det gå grueligt galt, hvis man lave dem have sit eget liv; lader dem blive vilde og farlige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...