Giv Slip På Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2018
  • Opdateret: 19 jul. 2018
  • Status: Igang
“Giv slip på mig” er en fortælling om to piger Emma og Abbey, og om hvordan de sammen hjælper hinanden med at “give slip”.

Emma har det godt og nyder sit liv, men da hun en dag får af vide, at hendes søster skal i fængsel i mange år, ændres det og hun bliver depressiv.

Abbey har været forelsket i Emma i mange år, men ved godt, at Emma aldrig ville kunne føle det samme.
Abbey har en bror som skinner af livsglæde og lykke, selvom han er syg.

0Likes
0Kommentarer
395Visninger

1. 1

Hun havde elsket sit liv.

Hun havde elsket hver og én del af det.

Sine venner, sin familie, sin skole osv.

Hun havde været posetiv, og energien havde afspejlet sig i alle hendes bevægelser.

Men det ændrede sig.

Det ændrede sig den dag, da hendes søster blev sendt væk.

Det virkede så uretfærdigt, følte hun.

Hvorfor valgte samfundet, noget som hun mente slet ikke havde ret til at gøre sådanne ting, at tage hendes søster fra hende?

I starten prøvede hun stadig at holde fast i sin søster. Lade som om, hun stadig var der. Gemme sin ulykkelighed væk. Faktisk pakke den helt ned i en kiste og begrave den dybt nede. Dernede hvor ingen nogensinde kommer alligevel, i den allerdybeste afkrog.

Hun nægtede at give slip. Hun rakte sin hånd ud og klemte så hårdt fast, at hun knækkede alle sine fingre af led.

Det gør nogengange mere skade at holde fast end at give slip.

Det skulle hun bare forstå.

Historien om at give slip

Abbey:

Emma Wilson tog en slurk af sin kop fyldt med -kaffe, the, kakao, sodavand? Jeg ved det ik.

Hun kiggede op på sine veninder, som sagde noget, slugte og åbnede sin kønne mund for at trække den ud i et grin, der blottede et stort tandsæt med fejlfri hvide, skinnende tænder.

“Hun er perfekt, og hun har et perfekt liv. Altid glad; andet kan man jo heller ikke være, hvis man ser ud som hende”, sådan havde jeg det.

En hårlok faldt ned foran hendes grønne øjne, og hun trak den om bag sit øre i en glidende bevægelse, mens hun grinende sagde noget, jeg ikke kunne høre, og lænede sig ind over bordet og skævede over til det bord ved siden af, hvor Nathan sad.

Fuck Nathan.

Jeg så, Emma kigge på sin mobil og kigge på de andre piger omkring hende. De tog deres mad, smed skrald og rester ud, stilte bakker på plads og skred ud af kantinen, næsten som én stor ællingeflok.

Jeg blev puffet på skulderen:

“Abbey vi skal gå nu. Det ringer snart ind.”

Emma:

Hun havde fået beskeden i engelsk-timen, netop da hun havde spist frokost og sat sig ind i klasselokalet:

“Skat tag dit overtøj på og stil dig udenfor. Jeg kommer og henter dig om 5.

Knus Far”

Hun havde undret sig, og overvejede at skrive tilbage og spørge mere ind til det, men hun fik en fornemmelse af, at det ikke var tiden til det lige nu.

I stedet gik hun op til katederet og undskyldte til læren, men hun var nød til at gå. Fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle forklare sig, ikke engang hvad hun skulle forklare, sagde hun bare, at hun havde fået det dårligt.

Så blev hun hentet af sin far i den sorte, mørke bil, som så mange gange før.

Hvorfor hun lige lagde mærke til, hvor mørk den var i dag, havde nok noget at gøre med, hvad hun vidste ville komme.

Eller ligepræcis hvad, vidste hun jo ikke, men hun vidste, at det ikke var noget godt.

Så kørte hun hjem i den mørke, mørke bil i en trykket stemning, uden nogen sagde et ord.

Hun kiggede op på sin far. Først så det ud som om, han var sur, men hun kunne hurtigt se, at det ikke var det. Nej han så mere skuffet og… bekymret, måske, ud.

Bilen stoppede uden for hendes hus.

En politibil stod også parkeret ved baggangen. Emma kunne mærke en forvirring og rædsel trykke hendes bryst.

“Far hvad sker der?” Det var det første ord, hun havde sagt til ham.

Han sagde ikke et ord, men tav bare.

“Far, far! Far svar mig!”

Hun blev ængstelig, men prøvede alligevel så godt hun kunne, at overbevise sig selv om, at det sikkert ikke var så alvorligt.

“Emma ti stille! Lad som ingenting. Vi skal ikke tage mere opmærksomhed, end vi i forvejen har.”

Hvorfor tænke han kun på, hvad andre tænkte, istedet for hende?

Inde i huset sad hendes søster Alice på en stol med to politibetjente ved siden af sig.

Alice store øjne, som så ofte var fyldt med liv, så små og rødsprængte ud.

Emma kunne huske, at have kigget ind i de øjne og have set hele verden. Set alle små atomer og alle store verdenshave.

Hun havde altid forestillet sig, at Alice var bestemt til en stor fremtid med en masse eventyr, hvor hun skulle ud og se hele verden.

Sådan havde hun det ikke nu, da hun kiggede ind i de ikke længere blå, men røde øjne, der så ængsteligt kiggede på hende og bad hende kigge den anden vej af skam. Emma vidste, at hun havde taget fejl, og det viste sig også, da politibetjentene begyndte at snakke:

En lang smøre sendte de ud, men det eneste hun kunne opsnappe, var de sølle ord: Advokat, nedsat dom og 10-20 års fængsel.

10-20 års fængsel?

Hun kunne mærke den samme trykken på brystet som før, men denne gang truede den med at kvase hendes lunger ud og efterlade hende død med et stort hul, lige dér hvor både lunger og hjerte skulle have været.

Emma ville gerne græde. Hun havde hørt, at det var den måde, hjernen kom af med alt på, når den var blevet for “overophedet”. Og det var hendes i hvert fald.

Men hun kunne ikke græde.

Hun kunne bare se på sin søster og den sølle fremtid der afspejlede sig i hendes øjne.

Derfor gik hun. Ud af huset. Langt væk. Så langt væk fra livet hun kunne komme.

Og ingen fulgte efter hende

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...