Kælkebakken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2018
  • Opdateret: 16 jul. 2018
  • Status: Færdig
Skrev denne novelle til min terminsprøve i efteråret 2017 som 13-årig, og synes egentlig det vil være lidt sjovt at høre andres mening, end den fra min lærer. (Fik et 12-tal for den, og er selv virkelig stolt.)

Kravene var, at novellen skulle foregå en vinterdag, og at sætningen "jeg går lige ud et øjeblik, " skal indgå som vendepunkt eller optakt dertil.

Jeg vil meget gerne høre, hvad I synes :-)

1Likes
2Kommentarer
67Visninger
AA

1. Opgave 3- Novelle

 

”Det bliver altså den sidste tur. Vi skal snart hjem,” sagde jeg til hende. Hun nikkede og satte sig til rette i den nye, røde kælk hun havde fået i julegave. Hun satte af med benene og grinede hele vejen ned ad bakken. ”Stop!” råbte jeg pludselig. Kælken kørte alt for hurtigt. Hun satte hælene i jorden, men det var for sent. Kælken kurede hen over den tilfrosne sø. Den stoppede midt på søen, der hvor isen var tyndest. Hun rejste sig forsigtigt fra kælken og slæbte den med sig mod bredden. Det skete helt uden varsel. Isen flækkede under hende. De isblå øjne mødte mine, inden hun faldt igennem.

   Jeg vågnede brat ved, at det bankede på døren. Far kom ind og kyssede mig på panden. ”Der er morgenmad. ” Han trak gardinerne fra, og lyset bredte sig i rummet. Jeg tvang mine ben ud af sengen og hen til vinduet. Sneen dækkede alting som et lag af glitrende diamantstøv. Solen tittede frem bag de grå skyer.

Alt det hvide skar i øjnene og gjorde mig utilpas. Blod. Der var blod på isen. Det spredte sig på den hvide sne. Tanken dukkede uvilkårligt op. Jeg virrede med hovedet for at få den væk. Jeg trak et par af mine gamle jeans på og snuppede den varme sweater fra vasketøjskurven.

   Jeg blev mødt med lugten af kaffe, da jeg åbnede døren. Den fyldte hele huset. Jeg rynkede på næsen. Far sad ved bordet i køkkenet. Han havde ganske rigtigt en stor kop kaffe i hånden. Jeg trak stolen ud og satte mig over for ham. Jeg spiste min mad i tavshed, mens han læste sin morgenavis.

Da jeg var færdig, brød endelig den tyngende stilhed, der havde lagt sig. ”Naboen var forbi tidligere. ”  ”Nå, ” mumlede jeg. ”Deres søn skal ned og kælke. De spurgte om du ville se efter ham. ” Jeg sagde ikke noget. Den røde kælk, som lå helt efterladt i sneen. De blå blink, der blev reflekteret i isens matte overflade. ”Er du okay?” spurgte far. Hans spørgsmål rev mig tilbage til virkeligheden. ”Du forsvandt lige et øjeblik, ” sagde han bekymret. Jeg trak på skuldrene. ”Ville du med ned på kælkebakken? ” gentog han.

Jeg kiggede vredt på ham. ”Efter hvad der skete sidste gang? ” spurgte jeg. Min stemme dirrede. ”Jeg lovede dem, at du ville holde bedre øje denne gang. ” Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Jeg rejste mig så brat, at stolen bragede i gulvet. Far så betuttet ud. ”Jeg går lige ud et øjeblik, ” sagde jeg. Jeg trak vinterjakken på med vrede bevægelser. Skoene blev ikke snøret, mine fingre rystede for meget.

   Jeg smækkede døren bag mig. Vreden sydede og boblede indeni. Jeg begyndte at gå. Det var min skyld. Jeg tænkte på dengang, og ubehagelighederne banede sig vej ind i mine tanker. Stemmen, der skreg mit navn. Hånden, der rakte ud efter mig. Mig, der svigtede hende. Tårerne løb ned ad mine kinder. Jeg satte i løb uden egentlig at vide hvorhen. Hjertet dunkede så hårdt i brystkassen, at det kunne flyve ud.

   Jeg endte nede ved kælkebakken. Stedet var helt øde. Stilheden larmede i mine ører. Tårerne frøs nærmest til is på mine kinder. Disen havde lagt sig over området. Mit blik var fastfrosset til søen. Og langsomt kom hun til syne. Den røde kælk slæbte bag hende. Hun havde den lilla vinterjakke på og den blå hue. Det var hendes yndlingshue.

Hun gik mod søen med langsomme, slæbende skridt. Jeg råbte hendes navn. Hun kiggede på mig, men fortsatte med at gå. Jeg løb ned ad bakken, så hurtigt jeg kunne, uden at falde. Hun nåede isen og fortsatte ind på midten. Jeg stoppede for enden af bakken og kiggede forvirret på hende. Hun satte sig ned, og begyndte at hamre på isen. Jeg satte i løb igen. Jeg tøvede ikke ved søens bred, men fortsatte ud på isen.

 

Jeg nåede hen til hende. Hun hamrede sine knyttede næver mod isen med utrolig kraft. Underlagt rystede. Hun græd, kunne jeg se. ”Hvad er der? ” spurgte jeg. ”Jeg skal op derfra! ” sagde hun grådkvalt. Jeg tog hendes hånd og søgte hendes blik. ”Du er lige her. Ikke dernede, ” sagde jeg. Hendes isblå øjne gennemborede mig. ”Undskyld, ” hviskede hun så og forsvandt i luften. Isen flækkede under mig. Jeg kæmpede ikke imod vandet, da det trak mig ned. Jeg ville se hende igen. Hun forsvandt her. Her ville jeg også forsvinde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...