Ways of Sorrow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2018
  • Opdateret: 19 jul. 2018
  • Status: Igang
Jeg havde det på samme måde med Elliott, som jeg havde det med hans hjem. Smukt, varmt og imponerende i begyndelsen, men efterhånden som man bevægede sig længere og længere ind, blev det et helvede. Og med Elliott var det som om, at døren bag mig låste. Det var umuligt at slippe ud.

0Likes
0Kommentarer
62Visninger

2. I

Jeg har kendt Elliott siden jeg fyldte sytten. På min fødselsdag var jeg i Tivoli med nogle af mine veninder, hvor vi mødte ham. Mr. Perfect, kaldte de ham. Som han stod der var han virkelig perfekt, mente de. De stivnede allesammen, da han gik forbi første gang. Nogle timer senere - hvor vi for resten endnu ikke var holdt op med at tale om ham - opdagede vi, at han stod bag os i køen til en forlystelse. 
Ordet blev hurtigt spredt, og det endte med, at flokken på elleve teenagepiger, der var af sted for at fejre min syttenårsfødselsdag, alle sammen stod og strittede med barm og bagdel for at fange hans opmærksomhed.
Han havde dog kun lagt mærke til en af os, nummer tolv - nemlig mig. Den eneste, der ikke havde fanget mascaraen og lipglossen i tasken for at lægge et nyt lag i håb om, at han syntes lidt bedre om, hvad han så.
Han trak mig til side (faktisk helt ud af køen) for at spørge mig, hvem jeg var. Det var hans første spørgsmål. Ikke noget med, hvilken bh-størrelse jeg brugte, eller hvor mange jeg havde været sammen med, men ganske enkelt, hvem jeg var. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forvirret i øjeblikket, og spurgte ham derfor "Hvad mener du?" 
Jeg var nok ikke vant til, at fyre kom til os på den måde, hvor jeg kommer fra.
Han kiggede mig direkte i øjnene og sendte mig et blidt, betryggende smil. Jeg kunne ikke lade være med at falde lidt i trance over den smukke udstråling, han havde. Hans flotte, krystalblå øjne fangede mig øjeblikkeligt.
"Du ved, nu til dags kender man jo navnet på alle de piger, der er interessante. Enten har de en million følgere på Instagram, ellers er der lavet en sang om dem. Men dig mindes jeg ikke at have set før, så hvem er du egentlig?"
Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tolke det svar. Var det et kompliment, eller var det blot en måde hvorpå han ville gøre mig klar over, at jeg egentlig ikke skulle komme valsende, som om jeg var noget?
Jeg stod og kiggede på ham et stykke tid, og jeg tror, at han kunne fornemme min undren, for han afbrød mine tanker ved at sige "Det er en god ting, bare rolig. Jeg synes virkelig, at du er smuk." 
Jeg kunne ikke lade være med at smile. Mit hoved drejede en halv omgang og blev mødt af synet af mine veninder, der stirrede herover. De var allerede blevet sprunget over af utallige Tivoligæster, der ikke havde tid til at vente på, at de forlod deres trancer.
Han rakte hånden frem. "Elliott. Du er godt nok en pige af få ord, men kan du ikke bare fortælle mig, hvad du hedder? Skrive det ned, eventuelt?" bad han og skyndte sig at hive en papirlap og en kuglepen op ad lommen.
Jeg gav ham min hånd. "Undskyld, Elliott. Mit navn er Lynn. Tusind tak for de søde ord, men jeg må nok hellere komme tilbage til mine veninder ..." sukkede jeg.
Jeg var ikke videre interesseret i ham.
"Det er i orden. Må jeg få dit nummer, før du forlader mig? Uden at vide det, vil jeg gætte på, at der er en del i dette land, der deler navn med dig." 
Jeg kunne ikke stå for hans smukke øjne og charmerende udtalelser, så jeg skyndte mig at give ham det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...