Mit rædsomme, dog fantastiske år.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2018
  • Opdateret: 14 jul. 2018
  • Status: Igang
Pigen nyder sit liv med mor, far og bror, også selvom ingen af dem nogensinde er hjemme, er det dejligt at have dem.
Hendes dejlige kæreste, hendes skønne veninder, hendes gode skole, hun kunne ikke have det bedre.
Lejrtuen, et uheld. Et nyt liv begynder for pigen, med både optur og nedtur.

1Likes
0Kommentarer
72Visninger
AA

2. Kapitel 2.

D. 3. juni. Klokken 13:06

Vi har fået planlagt lidt af begravelsen, den bliver holdt om syv dage, det der gør mig trist, er at vi ikke engang har ligene, de er jo blevet bombet, i Paris endda, så det bliver ikke engang en rigtig begravelse, mere bare en mindetid.

Jeg har snart fået vænnet mig til, at der altid er nogle hjemme. Jeg skriver ikke så meget med de andre piger lige her for tiden, de skriver inde i gruppen og jeg ser det, men jeg vil ikke tænke på dem lige nu, jeg skriver når jeg har det bedre. Vi har kigget på nogle skoler som jeg måske skal gå på til næste år, jeg bliver til skoleåret slutter, jeg er ret sikker på at det glæder mange, en anden måde sagt, det glæder pigerne at jeg ikke forsvinder helt endnu.

Jeg er blevet færdig med bogen Hver dag.

Min faster har hjulpet mig med at lave min egen køkkenhave, så den går jeg rundt og passer lige her for tiden, og også resten af min fasters have, hun har mange planter der skal passes, luges og vandes.

*pling*

Det er Simone.

Hey smukke, jeg ved du ikke har det så godt, men jeg vil sikre mig på at du ikke ignorere mig okay? Måske sig hvad du laver? Kys kys.

Jeg ikke hvad jeg skal gøre, selvfølgelig har jeg ikke ignoreret hende, der har bare sket så mange ting, begravelsen, nyt hjem, haven, ny skole og det at vænne sig til at der hele tiden er nogen hjemme.

Hej Simone, jeg er ked af at du føler at jeg ignorere dig, men det har jeg ikke. Der er sket så mange ting, der er så mange følelser indblandet og jeg ville ikke skrive med jer, jeg havde det ikke godt med det. Hils de andre piger fra mig, jeg savner jer alle sammen, men jeg har bare lige brug for en pause <3

Send. Jeg håber at det svarer nok på hendes spørgsmål, nå men den have passer ikke sig selv.

Jeg savner min mor, hun vidste hvad jeg skulle gøre i den her situation, hvad der ville gøre mig glad, det var ligesom da min bedste ven døde, min hund Fido, hun var den der gjorde mig glad igen, hvorfor er hun her ikke også nu, det er uretfærdigt for hende, for mig. De var måske ved at blive hjemme i længere tid ad gangen, det havde jeg lige glædet mig, jeg kan ikke klare det, jeg tager et bad, tager noget tøj på og kører en lang tur.

 

Klokken 14:13

Hvad sker der for mig, det er anden gang nu at jeg ikke aner hvor jeg er, jeg har bare kørt rundt og rundt, jeg tager min telefon, ser hvor langt jeg har hjem, 1 time, er jeg kun en time væk, jeg kører lige ind på en McDonalds og køber noget at spise, så kører jeg hjem, eller i hvert fald det som nu er mit hjem, det er stadig sært.

Jeg åbner fordøren, jeg ser min faster. ”Hvor har du været? Jeg har været så bekymret,” siger hun, jeg får et kram, jeg har godt hørt om det her, men… Er det sådan her det er at have forældre hjemme? ”Det må du virkelig undskylde, men hvorfor ringede du ikke?” spørger jeg, det må da have været indlysende at få kontakt med mig, hvis du ikke ved hvor jeg er. ”Min telefon har ikke noget strøm, og jeg kan heller ikke få opladet den, jeg har lukket for strømmen, jeg er i gang med et nyt projekt, det skal hjælpe mig med at tænke på noget andet,” siger hun, jeg forstår det. ”Hvis vi skal have strøm på vores telefoner, skal det være udenfor mens solen skinner,” siger hun så. ”Det forstår jeg, det er vel også en smart måde at glemme dem på, eller i hvert fald prøve at blive gladere, men jeg syntes det er okay at være trist, det skal du bare vide. Du må undskylde med det at jeg bare gik, jeg er vant til at jeg kan gøre lige hvad jeg vil, være hvor end jeg vil, mine forældre var jo altid på arbejde, jeg har ikke helt vænnet mig til at der hele tiden er nogen i huset,” siger jeg. Hun krammer mig, og siger det er okay. Jeg kommer i tanke om mine forældre igen, de fik ikke at vide det med mine ben, jeg fortryder at jeg ikke skrev noget.

Der er blevet skrevet inde på gruppen igen, det handler om mig.

Michelle.

Jeg ved ikke piger, er i sikre på at hun ikke ignorere os? Det føles sådan, hun ser vores beskeder, men svarer ikke.

Simone.

Michelle jeg ved at hun ikke ignorere os!

Michelle.

Hvordan ved du så det?

Simone.

Hendes forældre er lige døde?! Og du tror at hun ignorerer os? Hun har det hårdt!

Karen.                                        

Er hendes forældre døde?

Simone.

Fuck.

 

 

D. 11. juni. Klokken 18:01

Vi sidder og spiser aftensmad sammen, hun lavede maden, det er et skønt vejr. Begravelsen var meget sørgelig, men jeg har et sted at tage hen nu, i stedet for bare at køre rundt i cirkler og ikke ane hvor jeg er. Min fasters sorg er blevet lidt mindre efter i går, jeg ved ikke helt med min, jeg savner stadig min mor, det er ubeskriveligt.

*bling*

”Det er Simone, jeg kigger altså lige,” siger jeg, vi har sådan en, ingen mobiler ved bordet regel.

Hej, jeg er virkelig ked af at jeg sagde til de andre at dine forældre er døde, men de skulle jo vide det på et tidspunkt, det kan godt være at det var forkert at jeg sagde det, at du skulle sige det når du var klar, men det er du aldrig. Du har brug for et skub, jeg kommer i morgen, jeg holder fri fra skole. Ikke sig mig imod.

”Må Simone komme i morgen?” spørger jeg min faster, hun nikker. Jeg vælger ikke at svare beskeden, hun kommer jo, så kan jeg tale med hende i stedet, det gør mig rigtig glad at hun kommer, jeg vil gerne se hende, bare have hende i nærheden af mig. Hun har også altid kunne gøre mig glad igen, men jeg følte mig også altid tom bagefter, når hun gik.

Jeg går ind på gruppen.

Mig.

Ja. Mine forældre er døde, de døde i et terrorangreb, jeg har haft det rigtig dårligt, men jeg har det stille og roligt bedre, jeg har ikke ville tænke på at jeg også skulle skrive med jer, men jeg ville gerne følge med i hvad der sker nede på skolen.

Den 12. juni. Klokken 12:03

Det banker på døren, det er Simone, jeg åbner døren, jeg får et kæmpe kram fra Simone, vi finder plads et sted ude i haven, vejret er jo stadig fantastisk. Vi begynder at snakke, snakke om mine forældre, om alt der er sket for mig, alt det nye, jeg fortæller hende ikke om skolen, ikke endnu. Jeg kan mærke at hun lytter, det har jeg virkelig brug for, jeg er glad for at hun er her, jeg begynder at få det bedre, jeg har ikke haft nogen som jeg kunne tale med, min faster vil helst lade emnet ligge så meget som muligt lige her for tiden, hun har det rigtig hårdt, men viser det ikke. ”Tak,” siger jeg, hun kigger undrende på mig. ”For hvad?” spørger hun, jeg smiler. ”Fordi du er her, jeg har ikke haft nogen at kunne tale med, jeg har kæmpet mod min sorg med planter,” siger jeg og fniser, hun fniser også. ”Jeg vil sige det er en rigtig flot have,” siger hun, jeg smiler, hun er virkelig dejlig, jeg tror faktisk jeg elsker hende.

 

Klokken 15:07

Simone er her stadig, hun skal også spise med til aftensmaden, det gør mig rigtig glad, men hendes far kommer og henter hende klokken syv, jeg havde virkelig håbet vi kunne beholde hende. ”Der er noget jeg stadig ikke har fortalt dig,” siger jeg, hun kigger undrende, hun undersøger mig, overvejer hvad det er. ”Jo ser du, jeg skal flytte skole, jeg stopper når ferien starter, jeg skal ud og prøve en skole her i morgen, den virker som en god skole, jeg kommer ned på skolen den sidste uge, jeg vil gerne se jer alle før jeg siger farvel,” siger jeg, hun begynder at græde. ”Hvilken skole?” spørger hun med tårer i øjnene. ”Vi overvejer Rantzausminde skole og vi er blevet tilbudt Byhaveskolen, men den vil jeg ikke helt da det kun er handicappede og andre der har brug for special hjælp på grund af alt muligt, det er ikke lige mig,” siger jeg, hun forstår godt at jeg ikke helt gider Byhaveskolen. ”Jeg besøger Byhaveskolen resten af den her uge, og i næste uge er det Rantzausminde, jeg syntes det er dumt fordi jeg allerede ved at jeg ikke vil Byhaveskolen,” siger jeg, hun nikker og er enig med mig. ”Hvorfor siger du det ikke til din faster?” spørger hun. ”Det har jeg allerede gjort, men hun mener at, siden vi fik det anbefalet af lægerne, syntes hun godt at jeg kunne kigge på det, derfor skal jeg kun besøge Byhaveskolen i en dag, heldigvis,” siger jeg, vi griner lidt, hun går ind og henter is til os.

Hun fortæller mig også om hvordan Nicklas opfører sig lige her for tiden, han er vist rigtig trist og sur over at vi slog op, og så det at jeg er sammen med en pige. ”Han har endda sendt mig truende beskeder,” siger hun, jeg bliver overrasket, det havde jeg dog ikke regnet med, Nicklas er da ikke sådan. ”Seriøst? Han har vel endelig ikke mobbet dig med det vel?” spørger jeg, det er et seriøst spørgsmål, jeg kan ikke klare det hvis hun bliver mobbet. ”Ja altså… Han mener det vel som mobning, men du kender mig, jeg er for stærk til det, jeg laver grin med det, jeg kan ikke gøre andet, jeg vil så også sige at han er blevet lidt mindre populær ved nogen,” siger hun og fniser lidt, men det her er ikke sjovt, det er noget seriøst, han er ved at blive homofob, jeg gider det ikke. ”Det går da ikke! Du skal ikke gå rundt at blive mobbet,” siger jeg så, jeg er rimelig irriteret. ”Hør her søde, der er mange andre mennesker som ham, hvis vi ikke kan klare sådan nogle mennesker nu, kan vi aldrig,” siger hun og kysser min kind. Jeg forstår det, men det er stadig bare ikke okay.

 

Klokken 18:02

Simone bliver hentet om en time, jeg havde håbet hun kunne blive lidt længere. Vi sidder og spiser, det er rigtig lækkert, Simone og jeg har lavet det, min fasters telefon ringer, hun siger det er vigtigt, vi laver madkamp, Simone starter den.

”Det var lægen, han har rykket din tid til i morgen klokken 10:45, okay? Har du journalen klar?” spørger min faster, jeg bliver forvirret, hvorfor har de nu ændret tiden? ”Ja det har jeg, men den er jo så ikke udfyldt,” siger jeg, hun nikker. ”Det er lægen godt klar over,” siger hun og sætter sig ned og spiser videre, hun ser vores rod, hun deltager, vi griner alle sammen.

Simones tøj er blevet helt beskidt efter maden, jeg giver hende en af mine trøjer, hun er glad for den. ”Jeg vil beholde den, bare for at tænke på dig,” siger hun, jeg bliver helt glad indeni. Hendes far er kommet, hun tager hjem, jeg giver hende et hurtigt farvelkys, kæft jeg elsker hende.

 

 

 

 

 

 

 

 

D. 13. juni. Klokken 11:01

Jeg sidder inde ved lægen, min faster ville ikke med, jeg viser lægen min journal, han spørger om der har sket nogle store ændringer i mit liv, altså ja det er der jo, Simone og mine forældre. ”Ja det er der vel, jeg har fået en kæreste,” siger jeg og smiler. ”Ja? Er han sød?” spørger lægen, jeg bliver lidt irriteret. ”Ja hun er rigtig sød,” siger jeg, med stort tryk på hun. Han smiler akavet og går videre, vi begynder at tale om de ting jeg ikke har kunnet gøre.

”Jeg har faktisk en lille nyhed, en mulighed for dig,” siger lægen. ”Kender du til exoskelettet?” spørger han, jeg nikker og begynder at blive helt lykkelig, kan jeg få muligheden for at gå igen, det kunne være så fedt. ”Godt så, vi tænker at du måske kunne få sådan et, det er et exoskelet som ville kunne hjælpe dig med at gå, det vil ikke erstatte dine ben, men vil være en meget stor styrke og hjælp. Du vil få meget hjælp selvfølgelig med at lære at kunne bruge det, øhm den eneste ulempe er så pengene. Dine forældre skal jo så betale, i kan leje exoskelettet, det koster nogle 6.000 kroner om måneden, du må afgøre med dine forældre om det er en mulighed for jer, du får også en brochure med, der i står alle de vigtige informationer om skelettet, og hvilket nummer i skal ringe til, hvis nu det er en mulighed,” siger han, jeg bliver lidt trist angående pengene, min faster er jo kunster, hun har ikke 6.000 kroner om måneden til mig.

 

Klokken 16:34

Jeg er hjemme igen, jeg valgte at tage i byen bagefter, bruge mine sidste penge fra gavekortet. Jeg viser brochuren til min faster, fortæller hende om pengene som det første. ”Seriøst? Så mange penge? Nå ja, du har vist ikke helt fået så meget at vide om dine forældres arv, siden de jo ikke fik skrevet nogen, har vi som familiemedlemmer bestemt hvordan det bliver delt mellem dig og din bror,” siger hun, jeg sidder og undrer mig, hun går ud for at hente noget, det er vist arven. ”Så kan du kigge lidt på det, se om noget ved det glæder dig,” siger hun og smiler, hun går udenfor. Jeg læser på den, jeg lægger mærke til pengene, min bror arver 30.000 fra deres konto, og jeg har arvet 40.000 kroner, det er jo sindssygt, de ligger på min fasters konto, men til min brug, jeg har ret over pengene, min bror og jeg skal vist hjem til hjemmet her i morgen og finde ud af hvad vi vil arve, jeg tror nok at min bror vil have de fleste møbler, men han får ikke mit klaver, det er mit. Vent lige, 40.000 kroner, det svarer jo til nogle seks måneder, wow. Jeg vil kunne gå, det er fantastisk. Jeg smutter ud til min faster. ”Men hvad så med bagefter?” spørger jeg, hun forstår vist ikke helt hvad jeg mener. ”Ja altså med pengene, de penge jeg har arvet, går jo kun til seks måneder,” siger jeg så, hun nikker, nu forstår hun hvad jeg taler om. ”Det er simpelt, vi samler penge sammen. Vi kan ikke samle sammen så det ligesom gælder til du bliver atten, men lige nu kan vi starte med 40.000 mere, jeg skal nok finde penge, men du må også selv bidrage med noget ikke? Hvad med at finde noget arbejde? Jeg ved godt at det er lidt svært, men der må da være lidt du kan gøre? Du fungere jo meget godt som gartner, jeg kender nogen hvis det er,” siger hun, jeg forstår godt hvorfor hun siger det, og det ville også være lækkert med noget sommerarbejde, jeg nikker og smutter ind på mit værelse, jeg læser brochuren igennem flere gange, det er så utroligt, jeg vil kunne gå igen, det tager nogle uger kurset med at lære de nye ben at kende, det er bare så skræmmende, jeg ringer til Simone, fortæller hende alt om det.

Jeg kommer i tanke om nummeret, jeg finder min faster og nævner det til hende, det vil være det første hun gør i morgen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

D. 18. juni. Klokken 6:30

Jeg er lige vågnet, jeg skal hen på Byhaveskolen i dag. Jeg har fået en tid et sted i sommerferien angående mine ben, det glæder jeg mig rigtig meget til, men jeg skal besøge en skole nu, det er første gang jeg kommer i skole efter mine forældres død, det er lidt sjovt at det så er en anden skole end min egen. Min morgenrutine har ikke ændret sig så meget, men jeg spiser udenfor i stedet for foran fjernsynet, min faster syntes det var meget godt med at fjerne strømmen, vi har dog fået strøm inde i huset nu, men fjernet meget teknologi, jeg får nok snart en computer, mest på grund af skolen.

Jeg vækker min faster og minder hende om at hun skal køre mig, være der for mig, støtte mig.

Jeg er klar og vi kommer ud i bilen, det er lidt besværligt, med kørestolen og det.

 

Klokken 12:21

Vi har fået frikvarter, jeg syntes at der er for meget handicap på den her skole, det er skræmmende, der er en anden der også er lam i benene, resten har alle mulige andre problemer, jeg bliver seriøst bange, jeg får lov at tage tidligt hjem, jeg kan ikke være det, jeg kan ikke give det en chance. Jeg har prøvet, det kan min faster også se, hun siger det er okay og vi tager hen og køber is, det er dejligt, jeg håber den anden skole er bedre, det er jo bare hvor at dem med et mindre handicap bliver lagt lidt ekstra hånd om, ikke mere, ikke lige så voldeligt. ”Jeg har en idé, hvad med at jeg tager ned og deltager i min skole resten af dagen? Så kan jeg tage hjem til Simone bagefter, please?” spørger jeg så pænt som overhovedet muligt. ”Okay så, kom så kører vi,” siger hun og rejser sig, jeg er mega glad for det, jeg ringer til min lærer og siger det, hun bliver glad for at høre at jeg lige kommer resten af dagen, jeg skriver også lige til Simone, hun svarer ikke, hun bruger så heller ikke sin mobil så meget i skolen, det ved jeg også, hun er sikkert udenfor og spille fodbold med de andre.

 

Klokken 13:20

Jeg er på skolen, min lærer kommer ud og siger hej, min klasse sidder indenfor og har time, frikvarteret er næsten lige sluttet, vi har fri om cirka to timer, jeg åbner døren ind til min klasse, jeg kommer som en mega fed overraskelse, pigerne kommer bare løbende hen og krammer mig, jeg finder min plads, der er ingen stol, så jeg kan bare parkere der, lige ved siden af Michelle, jeg kan mærke at jeg bare får det sygeste dræberblik af Nicklas, jeg gider ham seriøst ikke, jeg ignorer ham. Vi har matematik, lidt kedeligt men det er bedre end henne på den anden skole, jeg følger godt med, jeg forstår det hele og laver hvad jeg skal, vi får lektier for, jeg tænker at jeg laver dem.

 

Klokken 13:50

Vi har frikvarter, vi mangler en time og så er det fri, jeg syntes det er trist at jeg ikke når at være med så meget, pigerne kommer hen til mig, Karen giver mig et stykke papir. ”Der er pigeaften, håber du kan, det er i næste uge, sidste skoledag, tror du at du kan?” spørger hun håbefuldt, jeg håber da jeg kan, jeg er meget sikker på at jeg kan. ”Men er du så på skolen igen?” spørger Michelle, jeg ryster på hovedet. ”Nej, jeg skal noget de næste fire dage, men jeg er her den sidste skole uge, det har jeg brug for,” siger jeg, de ved intet om at jeg skal flytte, bortset fra Simone. ”Nå ja, kan jeg tage hjem til dig her i aften smukke pige?” spørger jeg Simone, hun nikker. ”Vil du så blive til aftensmad?” spørgere hun, jeg nikker.

Nicklas kommer gående hen mod os. ”Hvad vil du?” spørger Karen, hun lyder virkelig irriteret, Karen kan jo lide alle, så hvis Karen ikke kan lide ham, har han altså været noget af en idiot. ”Rolig nu piger, jeg vil da bare sige hej til eksen,” siger han og slår mig på skulderen, ligner et broslag, føles som en kniv. ”Hej Nicklas,” siger jeg lidt skræmt, hvad vil han gøre. ”Du er heldig at du har en pigeflok om dig hele tiden,” siger han og går videre, følger efter drengene. ”Skal du ikke med ud og spille fodbold?” spørger jeg Simone, hun skal endelig ikke blive her for min skyld, jeg vil have at hun har det sjovt. ”Nej, jeg gider ikke spille med den idiot,” siger hun, jeg smiler og griner. ”Ej kom nu, du kan spille mod ham, vinde over hans hold, kom nu, for min skyld,” siger jeg kysser hendes hånd, de andre piger syntes at vi er søde sammen, de går udenfor og kigger på drengene, jeg sidder og fortæller Simone om Byhaveskolen. ”Det var så forfærdeligt, to grunde, et det var mega nemt og kedeligt, to dem der var der havde sådan nogle ret voldelige handicap, jeg kunne ikke klare det længere, så jeg tog herover,” siger jeg, hun begynder at grine, jeg griner også, hun skal på toilet, så går hun ud på boldbanen, jeg har aftalt med hende at jeg møder hende der, vil lige tage min mad med.

”Når så du er blevet efterladt? Kan du nu også stå stærkt alene? Nå nej det kan du ikke, for du kan ikke stå på dine ben,” det er Nicklas, hvornår fanden kom han? ”Hvad laver du her?” spørger jeg opgivende. ”Jeg skulle da hente noget at drikke, det er jo hårdt at kunne spille fodbold,” siger han så, han skal bare ramme de hårde punkter. ”Kan du ikke bare lade mig være?” spørger jeg, jeg er ret så irriteret lige nu. ”Nej, jeg syntes faktisk lige du skal hånes lidt,” siger han, han går tættere mod mig, prøver at kysse mig, jeg slår ham hårdt i ansigtet, det kan han glemme alt om, han tager om min kørestol, jeg begynder at råbe og skrige om at han skal slippe, men ingen hører det, vi er alene, han begynder at køre mig væk, han tager mig med ud på parkeringspladsen, smider mig ud ad kørestolen og går væk med den, jeg ved ikke hvor hen, jeg har intet at skulle sige, intet ville stoppe ham alligevel, stenene gør ondt på mine bare arme, først ligger jeg bare der, opgivende. Jeg indser at ingen kommer og hjælper mig, jeg starter med at bruge mine arme og kravler langsomt op mod hovedindgangen, det er svært, der er langt og der er mange sten. En lærer ser mig, hun løber hurtigt ned til mig, spørger hvad der er sket, jeg fortæller hende det. ”Okay, jeg løber lige op igen, finder en til lærer der kan hjælpe mig med at få dig op,” siger hun og løber tilbage ind, endnu en lærer kommer ud, jeg bliver hjulpet ind på skolen, jeg bliver sat ind i min klasse, bliver lagt i sofaen, jeg har fået en hudafskrabning på min arm, ikke så voldeligt. ”Jeg vil lede efter Nicklas okay?” siger den lærer der så mig ligge udenfor. ”Og jeg vil lede efter din kørestol,” siger den anden lærer, så bliver jeg forladt, det vil jeg ikke, jeg er bange.

Jeg kan høre at der er nogen på vej hen mod klassen, jeg er bange for at det er Nicklas igen. ”Nu hvor du ligger der, så kan jeg da godt lige slå dig lidt?” siger han, sætter sig på mine ben, river mig lidt i håret, slår mig lidt i hovedet, presser rigtig hårdt på min ryg, det gør virkelig ondt, jeg kan høre at der kommer endnu en person, det kan Nicklas vist ikke, han bliver bare ved med at slå på mig, det er en lærer, læreren med min kørestol, jeg bliver rigtig glad for at se ham, han er min redning. ”Nicklas! Hvad er det du laver, kan du så standse med det samme! Pigen har allerede et handicap, du smed hende af nede ved parkeringspladsen og smed hendes stol ned i søen, tror du ikke at du har gjort nok? Kom, du skal med ned på kontoret! Nu,” siger han, jeg har aldrig været mere lykkelig for at se en person i hele mit liv, eller jo det har jeg jo nok, men stadig, jeg tager min kørestol, siger til læreren at jeg vil tage ned på boldbanen, han tillader det. Den anden lærer finder mig og spørger om jeg er okay, jeg nikker og siger ja.

 

 

D. 22. juni. Klokken 10:02

I dag er sidste dag på Rantzausminde skole, jeg vil ikke sige farvel, men det gør jeg heller ikke, jeg skal jo starte efter ferien, det er en rigtig god skole, vi har idræt i dag, jeg får så tilladelse til at lave noget andet, jeg får lov til at være ude i den store køkkenhave lige og passe den, børnene vil jo i al virkelighed ikke, de vil bare have frugter, jeg forstår dem godt, men jeg nyder virkelig at passe have, det er min pause fra hverdagen. Vi skal have seksualundervisning efter idrætstimen, jeg ved ikke hvorfor, men jeg glæder mig faktisk lidt.

Vi hører om alt muligt om den kvindelige krop den her gang, jeg bliver måske lidt liderlig, jeg har lyst til at smage Simone lige nu. ”Hvor mange her har en kæreste, ræk hånden op,” siger vores lærer, jeg rækker hånden op, der er to andre som også gør, det er vist klassens par. ”Hvor mange har prøvet at snavet med en, ræk hånden op,” jeg rækker den her gang hånden op som den eneste, det havde jeg dog ikke regnet med fra en folkeskole. ”Ja dig, må jeg spørge hvem?” spørger hun så om, jeg overvejer om jeg skal sige hendes navn, eller bare hvem. ”Min kæreste, nogle random andre mennesker og min eks kæreste,” siger jeg, mange kigger på mig, de er overrasket, jeg sidder jo i kørestol, hvordan skulle folk kunne lide mig? ”Okay, jeg vil ikke regne med det, men nogen der har haft sex, ræk hånden op,” siger hun så, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, hvis jeg gør det, vil jeg måske virke som et creep, men samtidig, hvis ikke, er jeg ikke tro over for Simone, jeg rækker hånden op, hvis bare blikke kunne dræbe, så havde jeg nok ligget død på gulvet, skræmmende. Læreren er endda også overrasket. ”Hvornår var så din første gang?” spørger hun, et lidt privat spørgsmål, men fint nok. ”Det var til en fest, cirka en måned siden, jeg var blevet lidt fuld, det samme med hende, det var kun hende og jeg først, men så kom der endnu en pige, skulle mene hun går i 9. klasse, det var en lækker og hot trekant,” det er hvad jeg siger, med køn og det hele. Jeg får de særeste blikke, nogen af dem mener at jeg er mega klam, andre syntes jeg er mega sej, og andre blikke ved ikke hvad de mener. ”Undskyld mig, men det lød som om, ja næsten som om at det kun var med piger? Jeg må vel have hørt forkert,” siger hun, jeg bliver helt forarget. ”Ja det var med piger, jeg fortryder det ikke,” siger jeg, hun ser helt overrasket ud, det havde hun vist ikke lige regnet med. ”Har du haft det flere gange med piger?” spørger hun så, det er et sært spørgsmål. ”Ja, min kæreste Simone, hun var også en del af trekanten, vi kom sammen dagen efter festen,” siger jeg så, brat og lige ud, som Simone selv siger, vi skal turde stå frem om vores forhold, svare på de spørgsmål andre har. ”Okay så… Det at du er til piger, har det voldet dig nogle problemer?” spørger hun, jeg ved det her er et spændende emne, men bare ikke når det går ud over mig. ”Ja det har det vel, min eks kæreste forstår ikke hvordan jeg kan være til piger, han har så slået både mig og min kæreste på grund af det,” siger jeg. ”Okay mange tak, jeg har et spørgsmål. Er der nogle herinde i klassen, der har overvejet om de er til det samme køn, ræk hånden op,” jeg rækker jo selvfølgelig hånden op, jeg får lidt støtte fra fem andre. ”Og hvem er så blevet sikre på at de er tiltrukket af deres eget køn, ræk hånden op,” siger hun, endnu en gang må jeg jo række hånden op, jeg bliver overrasket da en anden pige også rækker hånden op, og en dreng, det havde jeg dog ikke regnet med, jeg bliver helt glad indeni. ”Og hvem er så kun til det samme køn?” spørger hun, denne gang er jeg så den eneste der rækker hånden op, så kan de to andre ikke mere.

 

Klokken 13:04

Vi har næsten lige fået frikvarter, mange kommer hen og snakker med mig, mest piger, men også nogle drenge, det er spændende. Læren vil faktisk også lige snakke med mig, ikke lige angående Simone og det, men angående at jeg er blevet mobbet med det, hun har vist selv noget familie der bliver mobbet med deres homoseksualitet, det gør mig ked af det, mest fordi jeg ikke kan hjælpe hende. ”Alt hvad jeg kan sige, er det Simone har sagt til mig, vi kan intet gøre ved det sådan rigtigt, vi skal bare gøre lidt sjov med det, turde stå frem, være modige angående det, tro på os selv,” det er hvad jeg siger, jeg tager tilbage ind i klassen, spiser min mad.

Jeg skriver til Simone angående hvad der lige er sket, hun har godt nok time, men så kan hun svare mig på et tidspunkt, drengene går ud og spiller fodbold, jeg ville virkelig ønske at jeg kunne være med, men desværre ikke, jeg væger at være med til noget s, p eller k der foregår henne i sofaen. ”S, p eller k… Nye pige,” siger en af de andre, jeg elsker også bare at blive kaldt for nye pige. ”Nå det må vel være mig, jeg siger s,” svarer jeg, hun tænker sig godt om, jeg tror godt at jeg ved hvad det handler om. ”Men har du så prøvet at have rigtig sex?” spørger hun, jeg bliver irriteret. ”Øøøh ja, det kaldes for oralsex? Det er ikke mindre rigtigt bare fordi at der ikke er en pik involveret,” siger jeg så. Vi spiller videre, de andre piger er lidt kedelige, de blive helt tøsefornærmet bare over at skulle kramme en dreng? Det er da tåbeligt, jeg har en grænse ved tungekys, stort set alt andet kan jeg godt klare.

Simone har svaret mig.

Ej hvor sejt skat! Du turde at stå frem! Sådan, det er min kæreste! Møs, din Simone.

Det gør mig glad, jeg svarer med et hjerte, jeg tager ud og ser hvad drengene faktisk laver, de spiller faktisk ikke fodbold, de spiller vist basketball, det havde jeg dog ikke regnet med, jeg mener faktisk at jeg har hørt om at man kan spille basket i kørestol? Jeg er ikke sikker, jeg kører hen og kigger på, det er da spændene at se en klasses drenge spille noget andet end fodbold.

 

Klokken 15:56

Vi har fået få minutter tidligere fri, nogle af de andre piger siger at de vil savne mig, de glæder sig til at jeg kommer tilbage her næste år, til den tid, ser jeg sikkert helt anderledes ud, jeg vil være fri for min kørestol, jeg glæder mig, jeg er faktisk blevet inviteret til noget klassehygge hjemme hos en af drengene, jeg siger da ja, vi må også blive og sove, jeg ved ikke helt om jeg vil det, vi skal være der klokken 17:30, Sarah vil gerne sende mig en snap med hans adresse, det kan blive så fedt hvis jeg må, jeg ringer til min faster og siger at jeg skal hentes, hun er allerede på vej.

”Hey, der er sådan en her fest, eller ikke rigtigt, det er en af drengene der holder noget klassehygge agtigt, jeg tænkte at det kunne jo være en fed måde at komme lidt tættere på mine kommende klassekammerater,” siger jeg til min faster, hun ser ud til at være enig. ”Det må du gerne, er der noget overnatning?” spørger hun så. ”Ja det er der, hvis man vil og kan, jeg ved ikke helt om jeg vil, det er klokken 17:30, så jeg har lige noget tid at tænke, han har sagt at det er okay hvis jeg sover der eller ej, bare jeg har det hyggeligt,” siger jeg så, hun nikker. ”Jeg syntes du skal sove der, ikke kun for at blive bedre venner med de andre, men også fordi at du ikke har sovet så meget ude siden dit lille uheld, eller jo, men Simone tæller ikke, jeg ved godt hvad i laver,” siger hun og smiler, jeg griner lidt. ”Du har vel ret, okay så, jeg gør det,” siger jeg og smiler, jeg er sikker ved mit valg.

 

Klokken 17:19

Jeg er lige ankommet, jeg er den første, min faster skulle alligevel til frisøren, så hun kunne jo lige så godt sætte mig af på vejen. Jeg ser at Marcus står udenfor, jeg kører hen til ham. ”Så jeg er den første eller?” spørger jeg så, i håbet om at der bare er en anden person. ”Ja du er den første, vil du hjælpe mig med at gøre klar?” spørger han. ”Ja klart, så meget som muligt,” siger jeg så og griner lidt, han vil have at jeg henter isene. ”Bare rolig, du har mulighed for at bevæge dig overalt på nederste etage, min bedstemor sidder også i kørestol, hun bor her nærmest, vi skulle lige sørge for at hun også kunne fæle sig fri her i huset, så bare slå dig løs,” siger han så og peger mig i retning af køkkendøren, de har vist en havedør fra køkkenet, det er meget fancy.

De andre begynder at komme så langsomt, det er meget fedt. Vi starter ud med at spise noget mad udenfor, meget af aftenen er vi udenfor, det var også meget tæt på at vi skulle sove i telt, men det skulle vist regne i nat, pigerne leger lidt s, p eller k, drengene ser ud til at lave noget mere spændende, jeg placere mig ved dem, de leger vist noget spil agtigt, det er faktisk flaskehalsen peger på, det gør mig lidt tryg, jeg deltager i spillet, de har intet imod det. Det bliver faktisk rigtig fedt, drengene er lige så vilde som den gang med festen, men dog ikke så vilde, som Simone og jeg, mest også fordi at der er meget opdelt mellem drenge og piger, men jeg er lidt mere for at være sammen med drengene, være en af gutterne, det har jeg altid været, jeg vil også være det her, så meget som muligt, det vildeste der skete var faktisk et nøgenløb mellem en ved navn Benjamin og en ved navn Linus, Benjamin vandt, det så virkelig sjovt ud, ingen af pigerne turde kigget, jeg havde sikkert også gjort det hvis jeg blev bedt om det, men ikke lige i min kørestol, det er lidt svært.

Der er nogle af pigerne som ikke sover her, de får hjemve ellers, jeg bliver, der er fem andre som også gør, men de er vist allerede en gruppe, så jeg bliver bare sammen med drengene, der er ikke så meget gruppe halløj, de er bare sammen alle sammen, både i skolen og når de er sammen ude for skolen, de syntes det er fedest når alle er samlet, det er er det jeg altid har elsket ved at være en del af drengegruppen, jeg tror bare ikke at de på den her skole tror at jeg er vild med alle drenge, jeg tror ikke så mange vil glemme den seksualundervisning lige med det samme.

 

Klokken 22:28

Vi er alle blevet en del af noget s, p eller k vi ligger inde i stuen og er klar til at sove, men som ved alle andre soveaftaler, sover man aldrig før en time senere, det er faktisk noget sjovere når drengene også er med, de kender godt de andres pigers grænser, så de tester mest bare deres egne, og mine.

Efter rigtig mange runder falder vi endelig i søvn.

 

 

D. 23. juni. Klokken 10:06

Jeg vågner, de andre har vist ventet på at jeg endelig vågnet, de er næsten lige startet på morgenmaden da jeg vågner, jeg går ud og skælder dem ud. ”Hvor våger i at starte morgenmaden uden mig,” siger jeg med et smil på læben og sætter mig. ”Jamen du vågnede jo aldrig,” siger Benjamin. ”Vi var ved at blive sultne,” siger Hanne så, Hanne er også en rigtig sød pige, hun var en af de fem andre der har overvejet om hun var til piger, det er hun så ikke. ”Okay så, jeg tillader det, men næste gang så væk mig lige ikke?” siger jeg og begynder at grine, de andre begynder også med at grine, drengene er rigtig sjove med alle mulige tåbelige jokes de fandt her til morges.

*pling*

”Uuuh, hvem er det?” spørger Benjamin, jeg rækker tunge ad ham og tjekker, det er inde fra gruppen. ”Det er så min lille venindegruppe,” siger jeg så.

Laura.

Jeg ved ikke, tror i Lauritz kan lide mig?

Intet svar endnu, jeg ved det ikke, jeg har ikke været i skole i rigtig lang tid, jeg ignorer beskeden. ”Det var intet vigtigt,” siger jeg og lægger mobilen på bordet.

*pling*

”Er du nu også helt sikker på det?” spørger Linus så, jeg ville slå ham hvis ikke jeg sad så langt væk fra ham. Denne gang er det Simone.

Hey smukke pige, jeg håber du har det godt, hvad laver du?

Hun tænker på mig, hvor er hun sød. ”Okay, den her besked er så vigtigt,” siger jeg til Linus og griner.

Jo tak skatter, jeg har det rigtig godt, det har været sådan en fed uge på den nye skole, jeg glæder mig faktisk til at skulle flytte, jeg sidder og spiser morgenmad henne ved en ved navn Marcus, han har inviteret hele klassen til klassehygge her i går aftes, så dem der ville måtte blive og sove, det er så hvad jeg gjorde, det har været rigtig hyggeligt, jeg glæder mig til at se jer alle her på mandag! Kys.

Jeg trykker send. ”Nå, hvem er den så fra?” spørger Hanne. ”Jamen det var da ingen anden end Simone,” siger jeg og bliver overvældet med glæde, drengene begynder at grine, jeg griner med dem, jeg vil ikke blive grinet af.

*pling*

”Nå jamen hun er da rigtig interesseret var?” siger Hector som en lille joke, drengene begynder i hvert fald med at fnise. Det er Simone igen.

 

Nej hvor lyder det hyggeligt! Det er dejligt at du nyder din kommende skole, Nicklas har også valgt at flytte her efter sommerferien, det var på tide var? Nå ja, hans straf efter at have slået og mobbet dig, var så sjov, han skulle til morgensang sige at han var homofob, jeg havde virkelig håbet du kunne være der, jeg tror faktisk at der blev lagt en video op på Facebook, han skulle sige hvad han havde gjort mod dig, jeg tror nok at han har lært noget, det må have været så ydmygende for ham! Han skulle også fortælle at han har mobbet mig så vel, og slået mig. Det var så sjovt at se på! Møs.

 

Nej vel, er det ikke lige lidt meget alligevel? Jeg ved det ikke, jeg går ind på Facebook og kigger, jep, der ligger videoen. ”Hvorfor sidder du så meget på telefonen nu?” spørger Tina, jeg kan ikke lide hende. ”Jeg skulle lige finde en video,” siger jeg. ”Om hvad?” spørger hun, hun ved godt at jeg syntes hun er irriterende, det kan sikkert mærkes. ”Kan i huske at jeg sagde at jeg er blevet slået og mobbet på grund af mit forhold? Ja fedt, det er en video af min eks som fortæller hvad han har gjort mod mig, og hvad han har gjort mod min kæreste,” fortæller jeg så, altså den ligger jo på Facebook, det er vist ikke noget privat. ”Må vi også se videoen?” spørger Hanne, jeg har faktisk ikke rigtigt så meget imod det. ”Klart, har i et Apple-tv Marcus?” spørger jeg, han nikker, jeg kobler mig på deres fjernsyn, jeg trykker afspil.

 

Jeg er homofob. Jeg har mobbet. Jeg fortryder dog intet. Min eks er fundet sammen med hendes bedste veninde, de har snavet og alt det, jeg syntes det er forkert at de er sammen, to grunde, et, hun skal være sammen med mig, to, Gud har ikke skabt os på måde, vi er skabte som mænd og kvinder, ikke som en kvinde og kvinde, eller mand og en mand, det er ikke normalt.

Så hvad gjorde jeg mod de her to piger? Jeg mobbede dem. Jeg startede med min eks, det var lige da hun slog op, jeg begyndte at slå hende, jeg slog hende rigtig hårdt på armen og på låret, hun ville ikke længere kysse med mig.

Så endte hun på hospitalet på grund af et andet uheld, mens hun lå på hospitalet, gik jeg så efter hendes nye kæreste, jeg sov sammen med hende på lejrturen, så det var ikke svært at finde hende, hun er den der stod først op, hun gik altid ud på terrassen som det første, en af dagene fulgte jeg efter, jeg startede med at sige onde ting til hende, hun forstod det ikke. Jeg blev endnu mere vred og slog så også hende, hun fik blodnæse, alle de tre dage at min eks var væk, gav jeg hende blodnæse. Vi var færdige med lejrturen, min eks blev meget hjemme, havde meget fravær. Jeg gjorde ikke noget mod hendes kæreste, jeg skrev kun nogle truende beskeder.

Så kom min eks i skole her i mandags, da jeg så hende, havde jeg brug for at slå hende, jeg har så fundet ud af at hun er blevet lam i benene, det kunne jeg bruge til min fordel, i et af frikvartererne, tog jeg hendes kørestol og kørte hende ud på parkeringspladsen, jeg smed hende ned på stenene og løb ned til søen og smed stolen i søen. Bagefter da hun lå oppe i klassen i sofaen, hun kunne intet gøre, begyndte jeg at slå hårdt på hende, rigtig hårdt, jeg tror faktisk også at jeg fik revet et hul, og nu står jeg her, det her er min straf. Sige hvad jeg har gjort. Men jeg fortryder intet.

 

Jeg kan ikke tro det, har jeg lige vist det der til mine kommende klassekammerater, nej vel? Jeg vidste da ikke det med blodnæsen, fik hun blodnæse? ”Passer det?” spørger Benjamin, jeg nikker med hovedet. ”Det er jeg ked af,” siger Hanne. ”Det er okay, jeg skal kun se ham i næste uge, så har vi ferie, jeg forbliver bare sammen med nogen hele tiden, han glemte at sige, at han fandt mig da jeg var alene,” siger jeg. ”Han har da ingen værdighed! At slå løs på en handicappet, at tage hendes eneste mulighed for at komme rundt, det er respektløst over for dig!” råber Marcus så. Jeg nikker. ”Jeg tror han er psykisk syg,” siger Freja, jeg har ikke talt så meget med hende. ”Hvorfor nu det?” spørger Hector. ”Det er da indlysende, en rask person ville have fortrudt sine handlinger, det gør han ikke,” svarer Freja, jeg er enig med hende. Jeg skriver lige til Simone.

Han er da syg i hovedet?! At han ikke fortryder?! Hvad er det for noget at sige?! Jeg er ked af det med blodnæsen. Ses smukke.

Send.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...