Find dig selv i mig


0Likes
0Kommentarer
46Visninger
AA

1. At Finde sig selv i dig

 

Nogle gange ser jeg, min verden gennem et spejl. Det er vildt hvordan verden, bliver vendt på hovedet i et spejl, jeg ser min seng til højre i spejlet, men vender jeg mig om står det til venstre. Hvordan kan noget, jeg kan se og mærke være så utroværdig. flytter en løs lok, der har listet sig om foran øret tilbage på sin plads. Drejer mig i spejlet, ser ind i mine egne øjne, en reflektion af dem, et virkelig uvirkelig billede af dem. Bag mig står mit skrivebord, som er savet i stykker for at der lige præcis var nok plads til det kunne stå under vinduet. Jeg kunne godt lide mit værelse i spejlet, det var som om man ikke kunne se at jeg havde glemt at støvsuge. Jeg fik lyst til at træde ind i spejlet, sidde på den perfekte seng og være et med ideen om at være noget. Pigen inde i spejlet der kiggede på mig havde en rank ryg, stod med stolthed og kigget overlegent, men ikke på en hoverende måde, men på en måde som om hun havde styr på livet. Hun virkede som en man ville være, en man beundrede. jeg rettede min ryg, men det var som om den aldrig var lige så ret som hendes. De der øjne, de store tunge øjne der nogle gange kiggede, De stirrede på mig så mit bryst blev tungt og mim vejrtrækning umulig. som kvæles jeg indefra, i en tung røg af min ejen reflektion, min egen afspejlning af mig. Så står jeg der og betragter hende inde i spejlet, med den lige ryg. Hun rejser sig fra sengen, nej hun svæver som havde hun aldrig gjort andet. Den danske stil, der havde lagt på skrivebordet satte hun sig  at lavede som var den aldrig et problem, inspirationen flyver ud af hendes lange fingre. Jeg vendte mig om og så min danske stil tom for ord, tom for indhold. Den hvide kjole, smøg sig om hende inde i spejlet, på en yndefuld og feminim måde. jeg kiggede ned af mig selv og så den samme kjole, sidde helt forkert. 

Når jeg så vendte mig i spejlet, og så reflektionen af mig følte jeg pludselig at jeg var smuk, at jeg kunne udrette noget. Tankerne som "har du ikke tabt dig" dukkede op og jeg smilte. Rettede på håret, spidsede læberne. Men hende i spejlet rejste sig op fra stolen, bag mig og lagde sin arme om mig. Så kunne jeg godt se, at jeg måske skulle være sprunget desereten over igår. At min næse så ret stor ud i det her lys, måske gjorde den det også selvom det var helt mørkt. hendes omklamren føltes som rørte noget koldt dig, så hele din krop ryster. Men den kulde føltes som noget jeg ville have mere af, ville holdes om klemmes, kvælels af disse hænder, arme forventninger. Den kulde der gjorde mig så ondt, føltes så bekendt og jeg ville suge den til mig som havde jeg aldrig lavet andet. Hvad var det? en tåre der bredte sig i de øjne hendes smukke øjne, havde hun ondt af en, en som mig? nej jeg mærkede på min kind, det var mine tåre, mine helt egne tåre. Havde jeg nu også gjort det rigtige? hun var også blevet træt af mig inde i spejlet, fordi hun holdte ikke om mig mere, kunne ikke føle hendes kolde ånde. men jeg vidste hun stadig var der, måske kunne jeg ikke se hendes lige nu inde i spejlet, men om lidt ville hun indtage scenen igen. Det var også kun forståligt for en som hende. Hvad var det? en beskidt plet? på spejlet? det kunne ikke passe, jeg rakte ud efter noget jeg alligevel ikke kunne nå, tog min finger og pudsede spejlet, til min finger var helt følelsesløs. Satte mig på knæ og pudsede med mit ærme, nu kom der også snot ud af næsen. ynkeligt. Nu kom hun tilbage inde i spejlet, jeg vidste det. hun sad rigtig og kiggede på mig, på en uskyldig måde mens jeg sad og snottede. Det var ikke skidt på spejlet, men en revne. En rigtig revne i mit spejl. Det kunne ikke passe, det kunne ikke være sådan. så jeg pillede i revnen. til mit hjerte faldt sank, den kolde fornemmelse svømmede ind, som en bølge der bliver ved at vælte dig omkuld, væltede den kolde føelelse mig om borede sig i mig, jeg lod bølgen tag mig. Pillede et stykke af spejlet ud, blev ved at hive stykkerne ud. Hun kiggede så uskyldigt på mig. men jeg rev hende i stykker, styk for styk. tårene, de grimme tåre fyldte mit hold i mit bryst, i takt med bølgerne skyllede over mig druknede jeg i tåre, de fyldte mine lunger op. Jeg vidste ikke man kunne trække vejret i tåre. klir klir. lød det når jeg hev det ene stykke spejl, ud efter det andet. indtil der kun var et stort stykke tilbage, hendes øjne. jeg ville tage om det med mine fingre, jeg skar mig. bloddråben skilte hendes øjne ad da jeg tog stykket væk fra spejlet. Det faldt ud af mine hænder og gik i stykker men hendes øjne, kiggede stadig på mig som var det perfekte rum her hele tiden, et øjeblik så jeg mine øjne hvor jeg før havde set hendes. Nu så jeg rummet fra den anden side, gennem alle glasskårene så jeg nu op på mig. Havde jeg dog altid været fanget i spejlet, reflekterende løjne. Da lukkede jeg øjnene og sad i rummet, det smukke rum set fra et knust spejl, jeg havde skabt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...