Kisteklæder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2018
  • Opdateret: 9 jul. 2018
  • Status: Færdig
Midlertidigheden erstatter tiden, der førhen fulgte os på vej mod en gladere tid, og krakelerer det hårfine billede af, hvad vi troede kærlighed kunne være, men ikke er. Livet og døden er ligeså
//til movellas talentshow

3Likes
2Kommentarer
253Visninger

1. Kisteklæder

De fumlede med papir og takketaler, som brændte væk i deres hænders stille tøven, og selvom det var sjovt dengang, blev uroen magtesløs og gav genklang i nattens tomrum. Mere var der ikke at se, for datiden fyldte mere og mere end hvad hjertet kunne holde til, og at sidde med foldede hænder i en kirke havde flere sider end en ordbog.

Natalie lukkede stille sine øjne i, for søvnen var nødvendig når der intet længere var at sige eller gøre. Det var ikke sjovt at miste, men dengang kunne man grine af det. Ikke af ham, for han var der stadig, men af alt andet, ikke andre. Nej, mørket ville ikke omslutte hende, uanset hvor hårdt hun prøvede. Hun foldede hænder for, hvad og hvem end hun troede passede på ham deroppe, og lod en salig tåre trille ad sin kind – en af dem, man ikke lægger mærke til før det er for sent.

Det var i morgen, den sidste dag inden afsked, og selvom en afsked aldrig blev afsluttet, var det alligevel som om, at det var ventetiden og de søvnløse nætter værd. Hun lå imellem tiden, imellem glæden og sorgen, og imellem dem, fandtes der absolut ingenting. Ingenting kunne ikke tolkes bedre end at ligge med åbne øjne gennem den tidsløse nat, for det var sådan man kom igennem det umulige, og egentlig også uundgåelige, nemlig alt det, som ikke var som før. Nu kunne man skabe øjenkontakt med værelsets fire bebrejdende vægge, som alle savnede ham og hende sammen, og aldrig hver for sig, som en sammensmeltning af kærlighed og alt det imellem.  Der var ikke længe til, og dog var alting så langt væk. Hendes tanker blev spolet tilbage til dengang de mødtes, begge berusede til en sommerfest i Josephines baghave. Det var enten kærlighed eller en alkoholiseret forbindelse ved første blik. Derefter holdt tiden dem i hånden, og fulgte dem til døren. Nu var der kun midlertidigheden til at forene de krakelerede minder, og følge dem ud af den sorgløse tid, før han i fjord endte i seng med den forkerte pige.

 

Her gik det op for hende, at der måtte gøres noget ved det, der førhen var, fandtes og skete. Hun havde blod på tanden, endog mere blod på kniven. Ja, det at miste var hårdt, især når det så let kunne have været undgået. Da faldt hun i søvn med tiden imellem en begravelse, og retten, der langsomt var blevet en selvfølge. Hun var ikke bange, nej, for en dom var kun midlertidig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...