Alliancen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2018
  • Opdateret: 17 jul. 2018
  • Status: Igang
Victor Pride er en ung mand som bor hjemme hos sine forældre. Begge forældre er karrieremennesker og er næsten aldrig hjemme. Faren er advokat og moren er overlæge på byen hospital. Victor ved dog ikke hvad han vil og bruger det meste af tiden på at være der hjemme og læse bøger og gå til kampsport. Han er også meget sammen med sin gode veninde som læser teologi på højt plan på univervitetet.

En dag kommer Victor hjem og finder sine forældre brutal myrdet og en fremmed mand dukker kort efter op hjemme hos ham inden han har kontaktet nogen. Kort efter begynder helvede for alvor at bryde løs og Victor opdager at både engle og dæmoner findes og at en krig har stået på i mere en 1000 år og Victor bliver pludselig en del af det.

0Likes
0Kommentarer
180Visninger
AA

2. En dag starter, en dag slutter

Let the power flow
in the one, who is strong enough to subdue it
And may he be strong enough to stop the dark master and his evil plan
and bring peace to the world once again

 

Kl. var lidt over 9. Han var næsten lige vågnet og var nu ved at komme tøjet. Han fik jeans på, som var mørkeblå, og en simpel sort T-shirt. Han havde ikke travlt med noget, for han var alene. Hans forældre tog altid hjemmefra ved en halv otte tiden. Han gik stille hen til sit vindue og trak fra. Solen skinnede med sin lave morgensol. Den varmede blidt på hans kinder og han kunne mærke hans sorte T-shirt blive varm. Han boede ovenpå og havde stort set hele førstesalen for sig selv. Han kiggede ud på vejen som var øde og kedelig, præcis som den altid havde været.Eller hvert fald så lang tid som han kunne huske. Han åbnede vinduet og den kølige vind ramte ham med det samme. han nød vinden og duften af de forskellige træer og blomster som voksede på vejen. De boede på en lille villavej, som dog var fyldt med mange store flotte huse. Hans far var advokat i et stort firma og var meget eftertragtet, da hans succesrate var en af landets største. Hans mor var overlæge på et stort hospital inde i byen hvor hun primært brugte tiden på at rådgive og hjælper de andre læger. Hun var sjældent selv i kontakt med klienter efterhånden. Begge arbejdede næsten altid hvilket de havde gjort igennem hele hans opvækst. Han havde haft flere babysittere og barnepiger end han kunne huske og måske endda overhovedet havde lært at tælle til. Han vendte sig rundt og kiggede på sit værelse og tænkte at han nok snart måtte få ryddet op. Han brugte meget tid på at læse, hvilke bøger var meget blandet, men han holdt meget af at læse videnskabelige bøger men også fantasy bøger.
Han gik ud på badeværelset og tog noget koldt vandt i hovedet. Han kiggede sig selv i spejlet og kunne se han var begyndt at få poser under øjnene. Han havde sovet dårligt på det sidste på grund af mareridt, som af en eller anden grund ikke ville stoppe. De blev hele tiden værre og værre. Han havde ikke fortalt nogle om dem, men hvordan fortalte man også nogle at man havde drømt at helvede bogstaveligt vandrede på jorden. Dæmoner og døde mennesker var det eneste man kunne se og det eneste lyd var skrig fra tusinder af forpinte mennesker, som skreg om at dø. Han kløede sig i hovedbunden, tørrede sit ansigt af og gik nedenunder. Han havde ikke noget han skulle nå, ud over at mødes med sin veninde Maze som han havde kendt hele sit liv. Hun læste teologi, og havde derfor ikke så meget tid, da hun også havde sit sociale liv som inkluderede andre end ham, hvilket han respekterede. Men i dag havde han altså nået at få en aftale med hende, hvor de skulle spise frokost inde i byen.
Han gik nedenunder for at se noget tv og få morgenmad. Han kom ud i køkkenet, som var rent og pænt. Hans forældre havde råd til at betale en for at gøre rent. Hun hed Aliza og var egentlig meget sød. Hun var middelaldrende men han vidste ikke helt hvor gammel hun var. Måske midt i slutningen af halvtredserne. Hun var udenlandsk, men han vidste heller ikke hvor hun kom fra, selvom han tit har snakket med hende. Han gik hen og åbnede køleskabet, for at finde noget mad, men der var ikke noget han havde lyst til. Han lukkede det igen, for at åbne det igen og der var stadig ikke noget han ville have. Han lukkede køleskabet igen og gik ind i stuen. Stuen var pæn, meget lyst med hvide vægge og meget moderne. I det ene hjørne stod et klaver. Han forstod ikke hvorfor, for der var ikke nogen der kan spille klaver og hverken hans mor eller far har nogensinde nævnt at de godt gad at lærer at spille på det. Men det var rent og pænt, hvilket han mente også var nemt nok at holde, når det bare stod til pynt. Han gik hen til vinduet i stuen og kiggede ud i haven. Den var stor og flot, med mange blomster. Hans mor havde ansat den bedste gartner i byen til at komme 3 gange i ugen for at holde den. Han var selv stor fan af haven og brugte mange timer på at gå rundt i den. Den var så stor at man nemt kunne gå rundt i den i den i en time inden man havde set det hele og det ville være uden at studere nogle ting, men bare gå rundt og kigge, ligesom når man går en tur i parken.
Han gik hen til sofaen, og satte sig for at se noget tv. Han zappede igennem kanalerne men kunne ikke rigtig finde noget. Han zappede længe indtil han kom forbi en kanal som sendte noget om religioner.
"Gud holder øje med os hele tiden" sagde manden i tv'et. Der stod ikke noget navn, men manden var en ældre mand i starten af tresserne. Han havde hvidt hår og et langt hvidt skæg som var flot og velplejet. Manden så meget venlig ud bortset fra øjnene. De var så meget trætte ud, hvilket Victor godt kunne leve med, hvis det ikke var fordi de var så tomme og kolde.
"Han ved alt hvad vi laver, hele tiden. Derfor er gud almægtig. Han kan se hvad vi gør godt, og hvad vi gør forkert" fortsatte manden. "Han elsker os alle lige meget hvad vi gør, men vælger at straffe dem, som bruger deres liv til noget ondt. Dem som har ladet sig lokke af djævlen og levet et usselt og fortabt liv. Alle skal bede til vore fader den almægtige og dem som ikke gør skal straffes."

Victor vågnede op med et sæt, da hans mobil ringede. Det var Maze. Han kiggede på klokken og kunne se de skulle mødes om 5 min. Han tog telefonen
"Det er Victor" svarede han
"Det ved jeg da godt, når det nu er dig jeg har ringet til" sagde Maze i sjov. Hun havde en dejlig blid stemme, som han godt kunne lide at hører på. "Jeg står hernede nu, og venter på dig, og ville bare lige sikre mig du ikke har glemt mig"
"Nej det har jeg ikke. Jeg er på vej, men der er lidt trafik så bliver lidt forsinket"
"Så begynder jeg bare at spise uden dig" sagde hun drillende. Han smilte for sig selv og svarede "hvis du bare gemmer en bid til mig, så er det helt i orden."
Hun grinte og svarede "Vi ses Victor. Kør nu forsigtigt. Du skal ikke haste afsted, ved godt du ikke er kommet afsted endnu." Herefter lagde hun på
Hvordan kunne hun vide han ikke var kommet afsted endnu? Kunne hun have, nej det var lige meget. Han havde ikke tid til at tænke over det. Han tog sine bil nøgle og gik ud til bilen. Da han startede motoren, kom han i tanke om han havde glemt at låse døren og skyndte sig tilbage. Han gik op til døren igen og idet han kiggede ind gennem vinduet ved siden af døren, så han en sort røg sky forsvinde. Han nåede kun lige at se at den havde form som et menneske. Han skyndte sig ind af døren for at kigge men der var ikke noget at se. Hvad var det? Måske er det fordi jeg er træt tænkte han og lukkede døren og låste efter sig. Han spekulerede videre på vej ned til bilen og inden han satte sig ind i bilen, kiggede han sig over skulderen for at være sikker på der ikke var nogen derinde. Spøgelse? nej de findes ikke, tag dig samen Victor sagde han til sig selv og kørte.

Han gik ind af døren til restauranten. Maze sad ved et tomands bor, med en juice og læste i et magasin. Han gik hen til hende og kom i tanke om han ikke havde fået gjort noget ud af sig selv. Han havde ikke engang sat hår. Han hilste på hende inden han satte sig.
"jeg har aldrig været her" sagde han med et skævt smil
"jeg tænkte det var på tide at prøve noget nyt i stedet for altid at få en burger" Hun smilte til ham mens hun lagde sig magasin væk. Kun 15 minutter for sent. Det er en ny rekord. Det plejer at være meget mere"
"jeg... Jeg beklager. Faldt i søvn på sofaen da jeg så tv. Ikke noget videre interessant åbenbart."
En tjener kom ned til dem, med to menukort og spurgte om han kunne hente noget at drikke mens de udvalgte hvad de ville have at spise.
"Jeg vil gerne have en refill på min juice" sagde Maze med et smil, og gav ham glasset
"Det samme tak" sagde victor hurtigt efter.
"Er du begyndt at blive sund nu Victor?" Sagde Maze mens hun hun lænede sig tilbage.
Hun havde lystbrunt hår, grønne øjne og nogle fregner omkring næsen. Hun var høj og slank med en flot figur. De havde kendt hinanden siden børnehaven og havde altid haft det godt sammen.
"Man skal prøve noget nyt en gang imellem" svarede han imens han studerede hendes ansigt.
Hun tog menukortet og begyndte at læse menuerne igennem
"Det meste er sku vegetar" sagde hun lidt skuffet.
Victor åbnede selv menuen og kunne konstatere det samme. Salat med pesto og soltørrede tomater, vegetarburger, grøntsagslasagne og meget mere i den stil. Han tænkte at hun nok selv var blevet vegetar siden hun havde valgt den her restaurant.
"Jeg vil altså have mit kø.." hun nåede ikke længere før hun opdagede der var en enkelt ret med kød, nemlig en burger. Hun begyndte at grine og sagde "Ja. Så ser det altså ud til vi hænger på burger endnu engang alligevel. Men jeg lover dig" sagde hun mens hun lagde menukortet fra sig "at jeg nok skal finde et sted uden burgere"
"Så lad i det mindste mig betale for maden, nu hvor det alligevel bare er en burger" sagde Victor og begyndte at grine over det. Normal mødtes de på en burgerbar som lå et par gader herfra. Her fik de altid deres specielle cheeseburger med ekstra ost, pommes frites og en sodavand.
"Så lad gå for denne gang" sagde hun selvom det altid var Victor der betalte for maden. Ikke noget problem da han fik penge nok fra sine forældre. Hun selv, kom fra en mere fattig familie. Hendes mor gik hjemme pga. sygdom. Hun har stærke led smerter i hænderne og er lam fra livet og ned. Faren var skolelærer og havde dårlig ryg så han havde ikke så mange timer om ugen. Derfor følte Victor også det var det mindste han kunne gøre for at hjælpe hende.
Da de havde bestilt mad og fået den, begyndte Maze at opdatere ham om hvad der var sket siden sidste uge. Hvad hun havde oplevet med klassen, og hvordan det gik med studierne. Han lyttede intens til hende, mest pga. den behagelige stemme hun havde, som han havde nydt så mange gange før. I sært når hun holdt foredrag, som de fik lov til hver onsdag på universitetet. Der var ikke sket så meget i hendes private liv, men hun havde oplevet en masse i skolen. De havde været på tur til en naboby, hvor en stor gammel kirke lå. Deres præst var en ung kvinde som lige havde overtaget pladsen efter den gamle og hun var, kunne han forstå på hende, meget ambitiøst omkring fremtiden for kirken. Ligesom hun selv er tænkte han. Han var ikke i tvivl om hun kunne blive en god præst, og lokke i sært de unge mennesker til kirken.
"Hvad er der sket med dig" spurgte hun pludselig. Han vågnede med det samme af sin trance, og vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han var ked af altid at skuffe hende, over ikke at have nogle planer. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige og sagde så "Jeg er begyndt at skrive en bog"
Hun så med det samme interesseret ud men også lidt skeptisk.
"Dig? skrive en bog? Jeg ved du elsker at læse, men du har aldrig så meget tålmodighed til sådan noget?"
"Nej, men jeg prøver. Kunne godt tænke mig at blive forfatter" Han havde faktisk gået med tanken før om at skrive en bog, så det var ikke helt løgn.
"hvad handler den om?"
"Øh. Altså jeg er ikke gået i gang med selve skrivefasen, men har nogle ideer som er skrevet ned på et papir. Ideen er lige nu at den skal handle om to søskende som begiver sig ud på et eventyr efter deres forældre bliver slået ihjel. Ja det er en fantasy."
"Det lyder da spændende" sagde hun og begyndte at se mindre skeptisk ud og mere lettet.
Så undgik jeg det denne gang tænkte han og skyndte sig at skifte emne
"Hvor lang tid har du tilbage af dit studie?"

"Øh" han kunne se hun lige skulle regne på det.
"2 år og 5 måneder" sagde hun så
"Det bliver da dejligt når det er overstået. Så kan du komme videre med det hele derfra"
"Ja. Jeg håber da også din bog bliver til noget og at jeg må få lov til at læse den en dag, om ikke før, så når den bliver udgivet."
"Hvis den bliver udgivet" skyndte han at sige
"Hvis du er seriøs med at du skriver en bog skal den nok blive udgivet. Du har altid været god til det med ord på papir. Jeg kan stadig huske i skolen da du skrev digte, mens de andre drenge sad og snakkede om piger og sex. Du var meget mere end dem." Han begyndte at rødme. Hun fortsatte "jeg er sikker på den nok skal blive udgivet, vel og mærke hvis du får den skrevet færdig. Ved jo at mange af dine digte aldrig blev færdige, selvom jeg er ikke på du kunne få dem udgivet hvis de blev."
"Jeg har ikke rigtig lyst til at skrive digte mere" sagde han. "jeg tror det var en folkeskoleting." Han tog en slurk af sin juice, og begyndte at spise de sidste pommes frites.

Da de havde spist gik de udenfor for at sige farvel.
"Det var hyggeligt at mødes med dig Victor. Er ked af vi ikke kan gøre det så ofte mere men har jo mine studier jeg skal passe."
"Det forstår jeg udemærket Maze. Jeg nyder bare de gange vi mødes ekstra meget." han smilte og kyssede hende på kinden og sagde farvel. Hun vendte rundt og gik væk. Han kiggede efter hende indtil hun drejede omkring længere nede af gaden.
"Du er vild med hende"
Han sprang omkring og så en stor mand iklædt en gammel frakke som gik ned til under knæene. Han havde en stor hat på som gjorde det svært at se hans ansigt. Det eneste han faktisk overhovedet kunne se var hans hage, som var helt glat barberet. Resten var dækket i tøj, handsker og halstørklæde til trods for at det var næsten 30 grader varmt. Manden havde et ar på hagen som han ikke kunne se afslutningen på pga. skyggen fra hatten.
"Og hvem er du?" sprugte han
"Jeg er en du kender af navn, men ikke af person." sagde manden. Han havde en dyb og blød stemme.
Victor rystede på hovedet imens han begyndte at gå. Han må have fået solstik af varmen. Det kunne også være han kom nede fra kroen som kun lå to huse væk fra restauranten. Han gik hen til bilen og satte nøglen i og opdagede manden var fuldt efter ham.
"Du er i fare knægt. Hører du mig?" han havde lagt en hånd på taget.
"I fare? hvordan? Du vil måske gøre mig noget?" svarede han igen lidt irriteret. Han gjorde sig klar til at slås. Han havde jo gået til mange forskellige kampsportstyper og havde også vundet nogle medaljer. Meget af det vedligeholdt han stadig der hjemme.
"Jeg kunne aldrig drømme om at gøre dem noget knægt. Men der findes andre end mig."
"Hør. Hvis du gerne vil have penge til en øl så sig til"
"øl?" sagde manden fornærmet. "Jeg drikker ikke noget så uhumsk."
Victor prøvede at starte bilen men kunne ikke. Det lød som om den var løbet tør for strøm. Det mener du bare ikke din gamle spand tænkte han og kiggede op på manden igen.
"Så har jeg ikke noget som du vil have. Og du bedes venligst slippe min bil eller jeg ringer til politiet."
"Politiet? De kan intet gøre i dette anliggende. Det er dig jeg vil tale med knægt."
Victor blev mere og mere irriteret. Bilen holdt midt eftermiddagssolen. Varmen hjalp ikke på hans humør.
"Hvis du ikke går din vej nu, kommer jeg ud af bilen og tvinger dem til at slippe min bil" sagde han arrigt. Han prøvede igen bilen men stadig intet. Mandens stemme blev lidt mere hård og sagde "som de ønsker." Han slog bilen på taget blidt hvorefter den startede som om den slet ikke havde fejlet noget. Victor kiggede på instrumentbrættet og alt var som det skulle være. Han kiggede op igen, men manden var væk.
Hvem var han? Det var nok en tilfældighed at bilen startede da han slog den på taget. Eller et trick for at prøve at lokke penge ud af ham? Ja det måtte være et trick. Han satte den i bakgear og bakkede ud af p-båsen og kørte herefter hjem

Turen var lækker hjem, og han havde nydt dagen på nær episoden med den fremmede mand. Den mørkeklædte mand. Han glemte dog den anden mand, da han kørte ind i indkørslen og kom i tanke om den mystiske sorte tåge som havde form efter en mand. Kunne det bare være ting han forstillede sig pga. han havde sovet dårligt det sidste lange stykke tid? Så han syner? Var han ved at blive sindssyg? Han begyndte at tænke på nogle af de andre episoder han havde oplevet. Han havde set røgen før hos Maze og på toilettet tilbage i folkeskolen. Han havde set skrevet med grafitti på væggene rundt omkring i byen som forsvandt med et blink igen. Måske han skulle tage til læge? Eller måske skulle han tale med nogen om det? Det kunne han selvfølgelig gøre med sine læge. Eller måske Maze? Hun var altid klar på at lytte. Han steg ud af bilen og gik hen til døren. Han kiggede ind af vinduet inden han låste døren op. Han tog sine sko af og gik direkte op for at smide sit tøj. Det var alt for varmt. Han beholdte kun sine bokseshorts på, smed sig i sengen og tændte for radioen. Den lavede en masse støj, som om den ikke kunne få forbindelse. Underligt, det var den kanal han altid hørte. Han prøvede de andre kanaler men der var ikke noget. Han slukkede for den og tændte tv'et. Her var der også kun støj. Den velkendte skærm med sort og hvid flimmer på samtlige kanaler. Han slukkede for det og prøvede radioen igen, men der var ikke noget. Kun en masse larm. Han slukkede den igen, satte sig på sengen og tog en bog som han var i gang med. Det var Harry Potter. Han var kommet til femte bind og var godt i gang med den. Han nåede kun at åbne bogen på den side før han smed den fra sig igen. Kunne det være rigtigt? Han gned sig i øjnene inden han samlede den op igen. Han lukkede øjnene og åbnede bogen. Forsigtigt åbnede han øjnene igen. Hans hjerte begyndte at banke hårdt i brystet og han fik en klump i halsen. Bogen var tom. Det eneste der var, var side tallene. Var der nogen der tog fis med ham? Det kunne kunne være Aliza, for hans forældre kunne ikke finde på det, og der var ikke andre der havde adgang til huset. Kun Maze men hun ville ikke kunne nå hjem før ham. Han lagde bogen fra sig. "Det er ikke sandt" sagde han stille. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han rejste sig stille op og kiggede rundt i sit værelse uden at vide hvad han kiggede efter. Han fik øje på sin bogreol. Måske? Gad vide? Han gik hen til den og tog en bog. Inden han åbnede den tog han en dyb indånding. Den var tom. Næste bog, tom. Tom. Tom. Og endnu en bog var tom. Han satte sig på knæ foran reolen ude af sig selv. Hvad sker der? Han tog endnu en bog om og kiggede i den, og kunne konstatere at samtlige sider var tomme. Han blev rasende og kastede den igennem rummet. Idet den ramte jorden startede radioen på den kristne kanal, hvor der var gudstjeneste, og tv'et tændte og vidste en dokumentar om det kristne korstog. Han fik et shock. Han bakkede bagud imens han sad på knæ og ramte reolen hvorefter en bog faldt ned. Biblen. Den åbnede op og han kunne se at alle ordne var i bogen. Ikke et eneste manglede. Han lukkede den inden han overhovedet nåede at se hvilken side det var på. Han rejste sig, hev stikket ud på tv'et og radioen. Han fik koldsved. Hvad skete der? Det er ikke muligt det her. Han skyndte sig at kigge de andre bøger igennem, hvor han kunne se at bogstaverne og ordne var kommet tilbage igen. Hans hjerte hamrede derud af og han fik ondt i maven. En svimmelhed fik tag i ham, og han nåede kun hen til sengen inden han kollapsede.

Da han vågnede igen var det blevet mørkt udenfor. Klokken var lidt i tolv. Han svedte stadig men følte sig mere udhvilet. Han satte sig op i sengen. Var det en drøm? Han kunne slet ikke huske han havde drømt noget. Det sidste han kunne huske var at han blev svimmel, men han havde da ikke drømt noget da han faldt om på sengen. Eller havde han? Han kunne ikke huske det. Han fik hovedpine af at tænke på det. Han stod op og gik ud på badeværelset, hvor han smed sine bokseshorts og tog et bad. Efter badet tørrede han sin krop og kiggede sig selv i spejlet. Poserne under øjnene var væk, selvom han på en eller anden måde så endnu mere træt ud. Han kiggede på sit hår der var mørkebrunt og krøllet. Han hadede sine krøller. Han gik tættere på spejlet og kigge på sine øjne. De var meget mørkeblå, næsten unaturligt hvilket pigerne tit godt kunne lide. Han så dog ikke syg ud, bare meget træt. Han gik tilbage i seng og tog sin angst med sig. Han lagde sig, var bange men faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...