Alliancen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2018
  • Opdateret: 17 jul. 2018
  • Status: Igang
Victor Pride er en ung mand som bor hjemme hos sine forældre. Begge forældre er karrieremennesker og er næsten aldrig hjemme. Faren er advokat og moren er overlæge på byen hospital. Victor ved dog ikke hvad han vil og bruger det meste af tiden på at være der hjemme og læse bøger og gå til kampsport. Han er også meget sammen med sin gode veninde som læser teologi på højt plan på univervitetet.

En dag kommer Victor hjem og finder sine forældre brutal myrdet og en fremmed mand dukker kort efter op hjemme hos ham inden han har kontaktet nogen. Kort efter begynder helvede for alvor at bryde løs og Victor opdager at både engle og dæmoner findes og at en krig har stået på i mere en 1000 år og Victor bliver pludselig en del af det.

0Likes
0Kommentarer
181Visninger
AA

4. Begyndelsen

The dream is alive
I can run up the hills every night
go around and see another side of the tree.
Freedom has a meaning for me, howl with me.

Victor vågnede op kort tid efter. Han lå stadig på gulvet. Han kiggede rundt og kunne kun få øje på den ene mand. Ham han havde fået af vide hed Malthazar. Sikke et underligt navn tænkte han for sig selv. Han rejste sig op, lettere omtåget af faldet. Han kiggede rundt i hans forældres soveværelse. Det hele stod urørt. Slet ikke som da han kom ind. Alt var sat på plads og de ting der var gået i stykker, som var næsten alt, var blevet repareret. Hvordan kunne de det så hurtigt?
"Undskyld" sagde han lettere skræmt for Malthazar. Han var over et hoved højere end Victor meget bredskuldret og uden ansigt ligesom ham den anden. Han mumlede noget som han ikke kunne hører og ud af hans vidtstrakte hænder kom der noget der mindende om vand som lyste blåt. Det flød stille hen over væggene og ind i alle sprække i rummet. Han stoppede brat da han hørte Victor og vendte sig rundt.
"Der er ikke tid nu Victor Pride. Sæt dig." Sagde han meget bestemt. Victor havde dog ingen planer om at gøre som han sagde. Han var stadig vred men også bange.
"Hvem er i? Jeg forlanger svar. Det er mit hjem."
"Jeg har ingen beføjelser til at give dig de svar du søger lige nu Victor Pride." sagde han og fortsatte med at mumle det han var i gang med. Victor skulle til at sige noget da den anden kom ind igen. Malgor, tænkte Victor. Han bar stadig sin ridder rustning som næsten lyste op. Han fik igen øje på den lysene cirkel over hans hoved. Hvad var det? Hvordan kunne den hænge perfekt over hans hoved imens han fik? Han ville gerne vide med, men kom i tanke om at han åbenbart var den der bestemte.
"Malgor var det?" sagde han imens han prøvede ikke at lyde bange
"Victor Pride, du behøver ikke at frygte os. Vi er her for at hjælpe. Du er i stor fare og vi vil beskytte dig. Men ja, navnet er Malgor."
"Hvad er der sket? Hvad laver i her?" Malgor kiggede på Malthazar. Han var lige stoppet med at lave, ja, hvad han nu var i gang med.
"Jeg går ud fra du fortjener nogle svar Victor Pride. Lidt tid har vi inden de andre kommer" Andre? kom der flere af dem? Victor vidste ikke helt hvad han skulle gøre nu, men kunne se han havde deres fulde opmærksomhed, selvom ham ikke kunne se det i deres ansigt. Han skulle til at spørge om noget da Malgor bad Malthazar om at skifte tøj. Han lavede en håndbevægelse og langsomt blev hans lange frakke, de malplacerede sko og slips og den store hat udskiftet med den samme rustning som Malgor. Dog var hans runer lidt anderledes. Hans lysende tingest over hans hoved var også mere mørkeblå og større. Victor kiggede intenst på den imens Malthazar gik forbi for at stille sig i døren, så ingen kunne komme ind eller ud. Malgor havde åbenbart langt mærke til hvordan han gloede for han sagde
"Det er en glorie. Jeg går ud fra det er første gang du ser en rigtig engel, selvom du uden tvivl har hørt om os før." En engel? kunne det virkelig passe? en rigtig engel?
"Det er ikke for at være på tværs, men engle eksistere ikke? Det er et fantasivæsen som lever i folks håb og drømme. Når ja og bibelen."
"bibelen" sagde Malgor stille med hans dybe stemme. "Du vil finde ud af at bibelen er langt fra hvordan virkeligheden er. Hvad angår os, så er det ikke smart at stille os i tvivl da du kan se os med dine egne øjne og at vi er her for at beskytte dig Victor Pride."
"Det er bare Victor" sagde han til ham imens han prøvede at se om han kunne se hans ansigt.
"Vi har ikke en indentitet i form af et ansigt ligesom jer. Vi er skabt i menneskets billede, med hænder, fødder ben og det. Men vi er langt fra som jer." Han træk hætten ned, og der hvor der skulle have været et ansigt var der ingenting. Victor fik et chok og rejste sig op. Hvordan var det muligt. Han kunne se på hætten når han drejede hovedet? Men der var ikke et? Det var ikke muligt. Malgor trak huen hen over hovedet igen. Eller hvert fald der hvor hovedet skulle være.
"Vi, englene, har kæmpet en kamp mod dæmonerne i underverdenen i mere end et årtusinde. Krigen har rystet jorden flere gange og selvom det er dem forbudt at vandre på jorden ligesom os, hænder det at de kommer op, hvor vi så skal ned og fjerne dem igen. Det ender tit med katastrofale følger som mange gange tager livet af hundrede og nogle gange og tusinder af mennesker." Victor forstod ingenting lige nu. Han lyttede til det han sagde men det var som om det ikke blev siddende. Engle? Dæmoner? Det kunne ikke passe noget af det. Det var umuligt.
"Engle?" sagde Victor. "Har i så fuglevinger også?" sagde han spagt mens han kiggede på Malgor.
"Vi har vinger, selvom at jeres afbildning af os med fuglevinger er forkert. Vi har forskellige vinger, størrelser mm. Farven kan også variere. Vores vinger gør det muligt for os at flyve, men vi kan også bruge dem som hænder. Hvis du stadig er i tvivl om hvad vi er og hvad vi kan vil det snart ændre sig."
Hvad mener du med det?"
"Cassiel vil snart være her sammen med Thrull. Det er to andre som os, der er her for at hente dig og bringe dig i sikkerhed."
"I sikkerhed? fra hvad? Hvor?" Malgor lavede en håndbevægelse hvorefter en stol fløj om bag Victor og en anden blev placeret foran den ca halvanden meter imellem. Malgor satte sig på den ene og Victor kunne gætte sig til han skulle sætte sig på den anden. Stolene var dem hans forældre havde stående inde på værelset. De var lavet i lyst egetræ, meget solide. Han satte sig og kiggede med forventning på Malgor.
"Ja du skal bringes i sikkerhed. Dine forældre er her ikke mere. Vi har skjult dem et andet sted. De er ikke længere til at kende." Victor fik tårer i øjnene og kunne mærke hvordan vreden steg op i ham. Væk? Det var sikkert deres skyld. Malgor fortsatte "Det delvis vores skyld. Vi skulle beskytte dig og din familie, men vi var ikke forberedt på hvor mange de var." Var det sorg der var i hans stemme? Det var lige meget. Det var deres skyld de var væk.
"Så det er jeres skyld de døde?" han prøvede ikke at lyde alt for vred, for han frygtede stadig det han kunne. Desuden var de to.
"Jeg er bange for at dine forældre ville være døde, om vi var her eller ej. Ragnork, en stærk troldmand som har slutte sig til dæmonerne havde forbandede dem som de var blevet endnu stærkere. Du vil komme i sikkerhed i vores hjem. I landet over skyerne, som ikke kan se med det blåtte øje." Victor kom straks til at tænke på sine specielle øjne.
"Det er derfor du har fået de øjne du har. Siden du blev født har du kunne se ting som du ikke kunne forklare. Men det er først nu at dine øjne er kommet på fuld styrke og du vil nu kunne se det samme som vi kan." Victor anede ikke hvad han skulle sige lige nu. Han var fortvivlet og kunne kun tænke på sine forældre.
"De er her" sagde Malthazar pludseligt. To andre kom pludselig ind. Den ene var mere slank i det, men bar igen samme rustning som Malgor og Malthazar. Hans var dog med et gyldent skær som var der guld i den. Han havde en daggert på hver side og to sværd på ryggen. Malgor gik ham i møde.
"Cassiel, godt du kunne komme. Også dig Thrull. Det er desværre ikke en velsignet dag."
"Det kan jeg forstå" sagde Cassiel. Han havde en mere lys stemme. Victor kiggede på hans dragt og kunne se han ikke havde lige så mange runer som Malthazar som var den der havde flest. Dog var hans runer lidt større og de lyste.
"Er det ham? Victor Pride?" sagde Thrull og Cassiel i kor.
"Ja" svarede Malgor stille. "Men der er ikke tid til at hilse nu. Vi skal afsted. Dæmonerne vil komme igen."
"Komme igen?" sagde Cassiel og kiggede på Victor som stod nogle meter væk. "hvor er de nu?"
"De kunne kun få hans forældre. Da han ikke var hjemme er de søgt videre efter andre han kender, da han måske er der."
"Tragisk med hans forældre. Der var intet i kunne gøre?"
"Ragnork er gået over på deres side. Dæmoner er ikke nemme at slåsse med, men dæmoner som er blevet forbandede af så stærk en troldmand, havde vi ikke en chance. De var mindst otte."
Cassiel skulle til at sige noget men Victor var hurtigere:
"Hvad mener du med de er taget videre hen til andre?"
"Da dæmonerne ikke kunne finde dig, er de gået videre for at finde dig. De starter altid med dem man kender, for at se om man skulle skjule sig der." Han mistede pusten. Maze! Han måtte hen efter hende. Han kunne ikke lade det her ske for hende også. Han måtte beskytte hende.
"Vi må afsted" sagde Malgor. Han gik hen mod Victor. Victor begyndte at bakke og sagde nej.
"Nej?" svarede Malgor og Cassiel i munden på hinanden.
"Vi må hjælpe Maze" sagde Victor lettere nervøs for deres reaktion.
"Vi har ikke tid" sagde Malgor. "Du er i stor fare. Vi kan ikke lade dig rende ud på eventyr når vi har ansvaret for dig. Vi har ordre på at bringe dig med tilbage.
"Jeg efterlader hende ikke. Hun er den eneste jeg har tilbage nu." tårerne begyndte at komme frem igen.
Cassiel gik frem mod ham.
"Jeg forstår dine tårer. Jeg er Cassiel, tårernes engel. Det er mig der tårerne væk på de forældre som har mistet deres kæreste." Malgor gik ind foran Cassiel og stoppede ham.
"Hold op med det. Han er en voksen mand og den udvalgte. Du kan ikke behandle ham sådan. Thrull. Grib ham så vi kan komme afsted."
Thrull gik hen til ham og rakte ud efter ham men Victor undgik ham ved at dukke sig. Thrull prøvede flere gange at fange ham, men Victor undgik flere gange.
"Så stå da stille. Vi er her for at hjælpe" sagde Thrull imens han stadig prøvede. Malgor vendte sig om for at se hvad der foregik. Brug magi om nødvendigt sagde Malgor.
"Stop!" råbte Malthazar inden Thrull nåede at gøre mere.
"Du har ikke tilladelse til at tale" sagde Malgor imens han pegede af ham.
"Hvis drengen ønsker at finde og beskytte pigen er vi nød til at efterkomme hans ønsker. Hvad hjælp vil drengen være, hvis hans sjæl er tynget af sorg." Victor blev overrasket over hans hjælp. Han havde mest bare været passiv tilskuer til dette underlige cirkus.
"Hvis i ikke vil hjælpe kan i tage tilbage og vente på os. Jeg tager med ham og beskytter ham og hjælper ham med at bringe pigen i sikkerhed." Han gik hen til Victor og rakte sin hånd ud.
"Kom dreng. Lad os finde din Maze"
"Hvis du tager afsted med drengen står du selv til ansvar overfor den Øverste" Sagde Malgor vredt. Hans stemme var ikke længere så blød som før. Den var stadig dyb, men der var noget skræmmende ved den som løb Victor koldt ned af ryggen.
Der kom et lille kort grin fra Malthazar hvorefter han tog Victor under armen, gik hen til vinduet og smadrede det og sagde "det vil ikke være første eller sidste gang."
Malthazar hoppede ud af vinduet. Victor skreg og klamrede sig til englen, men inden de ramte jorden ændre de kurs. Det gik opad nu. Højt op fløj de. De var mindst 200 meter oppe i luften. Victor kunne se alt herfra. Han kiggede rundt og fik øje på hans vinger. De var lavet af det samme som hans glorie. En flot mørk blå farve. Det der overraskede Victor mest var størrelsen. Begge hans vinger var meget større en englen selv. Hver vinge var på størrelse med en mindre have.
"Du skal ikke frygte noget Victor Pride. Nu finder vi din Maze, bringer hende i sikkerhed og jeg vil stå ved din side under det hele." Herefter fløj de ind til byen i den varme sommerluft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...