Regnen varer ikke evigt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2018
  • Opdateret: 7 jul. 2018
  • Status: Igang
Regnen Varer Ikke Evigt, er en fortælling om en dreng der er immigreret til Danmark og har svært ved at finde sig selv igen. Den handler om, at hårde tider godt kan overkommes, nogen gange kræver det bare lidt hjælp.

3Likes
0Kommentarer
536Visninger
AA

2. Ned i det Ingenting, Alting kommer fra

Regnen pissede ned uafbrudt de næste par dage. Det gør den hele tiden i Danmark.

Jeg kan huske, at da jeg kom til Danmark for nogle år siden, syntes jeg godt om det; Næringsstof for planter og virker så dejlig nedkølende, når du træder ud i det.

Men ikke efter lang tid begyndte jeg, faktisk ret hurtigt, at hade det: Oversvømmede havne, aflyste arrangementer pågrund af vejret, kæmpe ridderustnings-panser for bare at kunne træde udenfor uden at blive gennemblødt, og de endeløse dage spærret inde indenfor, fanget af regnen.

Det regnede hele tiden, sådan følte jeg det i hvert fald.

Men denne uges regnen stoppede onsdag, præcis klokken 14.06, da jeg stod ved mit værelsevindue og kiggede ud på den våde landevej, som var omringet af tusindevis af marker med vandhuller, der nu snart var blevet til søer.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, hvis regnen ikke snart stoppede, ville Jylland måske bliver oversvømmet for good og blive væk, dybt begravet under Atlanterhavet.

Og lige dér, da jeg stod og tænkte det, stilnede det ligeså stille af.

Den aften gik jeg ind til byen og stillede mig op ad den samme mur som så mange gange før.

Flere var allerede hernede.

Jeg tog min cigaret frem, og stak min hånd ned i min lomme efter en lighter,

smukt! Jeg har glemt den derhjemme.

Jeg krydsede mine ankler og lagde hovedet bagover, mens jeg stod med den ikke-tændte cigaret i munden.

Bare for at holde facaden.

Jeg kiggede ud over menneskemængden, som efterhånden voksede sig større og større.

Lidt ligesom en kakerlak, samlet af en masse små atom-kakerlakker, der bare kom fra ingenting og hængte sig på. Jeg undrede mig lidt over, om kakerlakken på et tidspunkt ville vokse sig stor, at der ikke var plads til den mere, og den ville eksplodere; at vi på et tidspunkt blev for mange til dette kvartér.

Der kom en atom-kakerlak hen imod mig.

Nej vent! Det lignede mere sådan en atom-sommerfugl. Eller en atom-natsværmer! Jeg kunne godt lide natsværmere. De er lidt ligesom sommerfugle, bare mørkere og uden farve.

Undervurderede.

Atom-natsværmeren stillede sig ved siden af mig, og lænede sig op ad min mur.

Vi kiggede begge ligefrem på ingenting (der hvor alle kakerlakkerne kom fra)

“Din cigaret er ikke tændt. Det ved du godt ik?”

Mit indre skelet stivnede, men jeg lænede bare endnu mere af min vægt af på væggen, og lukkede mine øjne halv, som for at skjule mit, snart, indre jordskælv.

Folk snakkede ikke normalt bare sådan til mig.

Hvorfor snakkede hun til mig?

“Ja”, svarede jeg.

“Hvorfor? Er cigaretten bare facade, og er du i virkeligheden bare et skvat?

Jeg fnyste: “Ja. Du har nok ret, men nej; jeg har glemt lighter.”

Hun trak en lighter op af sin lomme og åbnede sin hånd, ventede på, at jeg skulle tage den.

Jeg tøvede, men tog den og tændte cigaretten.

Vi kiggede videre på “Ingenting” og atom-kakerlakkerne, og gav ikke hinanden så meget som et blik, da hun fortsatte:

“Du ved, jeg synes, det´ bedre at være et skvat, end at være den ægte vare”.

“Og hvorfor det?” Jeg snakkede med en stemme, der lød så ligeglad med hele verden, og blinkede dovent med øjnene, som om jeg skulle bære vægten af hele københavn på mine øjenlåg.

“Fordi.. ja fordi; at et skvat er blødt med følelser og samvittighed, men spiller hård og usentimental.

Den ægte er hård og usentimental, har et ødelagt og hårdt hjerte. Og hvem mener dog, at ødelagt er bedre end helt og rask?”

Det var ikke lige, hvad jeg havde regnet med, hun ville sige. Som hun stod der ved siden af mig, op ad min mur, røg en smøger, og snakkede med en næsten ligeså ligeglad tone som mig, måske endda mere ligeglad.

Så ligeglad, at det lød som om, hun var ligeglad med, ikke bare verden, men hele universet og hver eneste lille atom, og ikke bare atom-kakerlakker, kunne jeg alligevel høre en undertone af noget.

Var det undertonen af “Skvat”?

“Hvem siger, at personligheden ligger i hjertet?” spurgte jeg, lidt for at køre samtalen ud i noget andet end “Skvat”.

“Glem det.” Hun rullede med øjnene, og lige da det lignede, at hun skulle til at gå, og jeg håbede, at hun (ikke) ville, blev hun stående.

Hun stod der, helt indtil det blev mørkt, og solen forsvandt ned i det Ingenting, den kom fra.

Ned i det Ingenting, Alting kommer fra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...