Helte og halvguder - Når øjeblikket brænder

Dette er fortællingen om, hvordan Kong Minos fik bygget sin labyrint, og hvordan Ikaros fløj for tæt på solen. Det er fortællingen om skønhed, der falmer, og hvordan alting med tiden forgår.

Jeg trækker på gammelkendte sagn fra både det nordiske og det græske panteon, men der vil også være iblandet et strjef af fri fantasi.

(Bidrag til Movellas Talent Show - anden audition)

9Likes
20Kommentarer
435Visninger

Author's note

Denne movella kom på 2. pladsen i Movellas Talent Show 2018.
AA

3. Kraka

 

Brynhild og Sigurd Farnesbane døde,
og Heimer dræbte de to gamle bønder.
Med fosterfaderens død var den unge Aslaug
fanget uden rettelig formynder.

Åge og Grima, sådan hed de to bønder,
var gamle og grimme, men de tog
den unge, smukke Aslaug til sig
og navngav hende mere passende til deres åg.

Kraka, kaldte de hende, og de forbød
hende at vaske sig og gøre væsen
af sig selv, for fremmede skulle nødigt,
tro at de blev taget ved næsen.

Og Kraka blev og voksede sig ældre
og smukkere og klogere dag for dag.
Og nok boede hun hos slige bønder,
men hun glemte ej, hvad hun var gjort af.

Høj og lav havde hørt om Aslaugs ophav,
men at hun stadig levede, anedes ikke,
og så en dag skete det, minsandten,
skibe lagde til i denne lille flække.

Det var daner kongens flåde.
Det var Regner Lodbrog og hans mænd.
Kraka så sejlene fra engen,
vaskede sig og skyndte sig hjem.

Ved bondehuset stod to bagerkarle,
og de nægtede at tro,
at Grima og Kraka kunne være
gjort af det samme kød og blod.

Aldrig havde de set sådan skønhed,
og da slet ikke på sådan et øde.
Brødet brændte på, og kongen udbad
sig forklaring i aftenrøde.

Med trofaste mænd til bønders datter
sendte kongen bud,
om at hun næste dag skulle våge
sig til kongens skibe ud.

Hverken påklædt eller nøgen,
fastende, men heller ikke mæt,
alene eller i menneskers selvskab.
(Heldigvis løb visdom i hendes æt).

Med løglugtende ånde og iført
fiskenet med hunden ved sin side
trådte Kraka ud på strande,
hvor sejlene vejrede røde og hvide.

Regner var bjergtaget af Kraka,
og hans hjerte bankede for hende,
så han tiggede og bad,
at hun skulle sejle med på de vilde vinde.

Men Kraka ville kun, hvis Regner
kom tilbage ved høstens start.
Så skiltes de i strandkanten,
men høsten kom ganske snart.

Og Regner kom tilbage, kan du tro,
og Kraka og han fik mange sønner,
og kærligheden blomstrede,
skønt alle troede, hun var datter af bønder.

For sådan havde norner vævet tråden,
og Krakas og Regners sammenvævedes,
og Kraka blev danernes dronning:
magten i hendes blod hævdedes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...